Sendt af Danmarks Radio, Orientering 12. maj 2011

 

Forhandling af atomvåben er i krise

 

Der er udsigt til en lang pause inden USA og Rusland kan indgå nye aftaler, som skærer atomarsenalerne ned. Nedskæringer siden Den Kolde krig har især ramt, hvad man kan kalde overflødigt fedt i arsenaler, som under Den Kolde krig var vokset hinsides ethvert rimeligt behov. Men nu er arsenalerne blevet så små, at yderligere nedskæringer vil påvirke atomstyrkernes struktur og våbnenes rolle. Dertil kommer, at vanskelige politiske samt militære forhold i Europa nu også påvirker forhandlingerne direkte.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Der er 50 procents risiko for, at forholdet mellem USA og Rusland efter en periode med fremskridt falder tilbage i en ”kold pause”.

Denne advarsel blev i sidste udsendt af en samarbejdsgruppe med amerikanske og russiske atomeksperter, som siden foråret 2009 har studeret mulighederne for en fælles indsats mod atomtruslen. Advarslen kan umiddelbart virke overraskende, fordi en nedrustningsaftale netop er trådt i kraft, og alt tyder på, at samarbejdet i den forbindelse fungerer upåklageligt.

Men advarslen afspejler en meget udbredt opfattelse mellem eksperter. Professor John Steinbruner, som er leder af sikkerhedsstudier ved University of Maryland, mener således, at Obama-regeringen ikke har en realistisk plan for, hvordan den såkaldte New Start traktat med Rusland skal følges op:

”I think it is accurate to say that the Obama administration does not appear to have any realistic plan for steps beyond New Start treaty”.

George Perkovich, som leder atomvåben-programmet ved USA’s ældste tænketank, Carnegie Endowment for International Peace, mener ikke, at Obama-regeringen er kørt fast. Men videre fremskridt vil ske langsomt, fordi man nu har fået bedre kendskab til de interesser, som er på spil:

”I don’t think it is stuck, but I think we will be in slow motion. We will be moving slowly because people are now more aware of the difficulty in the multiple interests involved.

I Obama-regeringens sikkerhedsstrategi er atom-forhandlinger med Rusland en vigtig drivkraft i bestræbelserne for genoprettelse af et samarbejde også på andre områder. Hvis man ikke kan komme videre med nedrustning, kan kølige vinde blive fremherskende i forholdet. Dertil kommer, at hvis USA’s og Ruslands fælles nedrustningsbestræbelser kommer ud i dødvande, er der risiko for, at USA’s globale indsats, som skal hindre spredning af atomvåben til flere lande, bliver mødt med større modstand.

Under en nylig konference i Washington imødegik præsident Obamas sikkerhedspolitiske rådgiver, Thomas Donilon, denne bekymring med henvisning til, at han trods stærke anlæg for pessimisme, er optimist.

“Those of you who know me know that I’m not prone to hyperbole or, for that matter, seeing the upside in things. But all in all, I think it’s fair to say that the two years since the President’s Prague speech have been exceedingly productive. Despite this progress, however, we will not rest on our laurels. And I can tell you with certainty that President Obama won’t. Despite the many pressing global challenges that are competing for his attention, he has directed us to keep up the momentum and lay the ground work for additional progress”.

De to år siden præsident Obama i Prag præsenterede sin atompolitik har, sagde Donilon, været overordentligt produktive. Obama vil dog ikke tillade, at man nu hviler på laurbærrene. Så trods mange andre påtrængende udfordringer, har han givet ordre til, at yderligere fremskridt skal forberedes.

Men Donilons efterfølgende timelange opremsning af udfordringerne for Obamas atompolitik udgjorde en kontrast til den erklærede optimisme. Hvis man blot ser på den del af atompolitikken, som beskæftiger sig med nedskæring af arsenalerne, tårner problemerne sig op.

Et eksempel: USA har i dag omkring 5.000 atombomber. Hvis man skal begrænse deres antal til blot et par tusinde, må en række helt grundlæggende retningslinjer for arsenalets rolle og styrkernes struktur ændres. Konkret gælder det f.eks. antallet af planlagte bombemål. Arsenalet var under den kolde krig blevet så proppet med overflødige bomber, at nedskæringerne siden reelt ikke har berørt krigsplanerne. Så man kan nå frem til nye retningslinjer, har forsvarsministeriet nu indledt en analyse af fremtidige behov.

Et andet eksempel: Hvis man skal begrænse og kontrollere både bomber, som er i aktiv tjeneste og bomber, som ligger i reserve på lagre, skal man aftale helt nye regler for meget vidtgående inspektion af hinandens arsenaler.

Donilon undlod omhyggeligt en vurdering af, hvor lang tid forberedelse og forhandling af de næste nedrustningsskridt vil tage. Mindre tilbageholdende var et andet ledende medlem af Obama-regeringen, da han under en konference på George Washington University redegjorde for udfordringerne, men han udtalte sig da også med forbud mod sit navns nævnelse. Denne anonyme repræsentant sagde, at det vil ”i bedste fald tage adskillige år” inden nye resultater i nedrustningsprocessen kan foreligge. Selv skridt, som USA kan tage på egen hånd, må, hvis de skal godkendes af Kongressen, vente et par år til et valg har afklaret, hvorvidt Obama får en ny embedsperiode og hvorvidt demokrater eller republikanere har flertal i Kongressen.

Nogle af de største hindringer er knyttet til europæiske forhold. George Perkovich fra Carnegie instituttet påpeger, at forhandling af atomvåben ikke kan adskilles fra f.eks. balancen på konventionelle våben i Europa:

“Russia is worried about conventional disparities between it and NATO. And US air superiority and missile defense. So they say: If you want any more reductions on nuclear we have to deal with all these other issues. And that brings the East Europeans in to say: Well, we are worried about intimidation from Russia, and what happened with Georgia”.

Rusland er, siger Perkovich, bekymret over, at NATO har større og bedre konventionelle styrker. Ifølge russerne skal deres kortrækkende atomvåben afbalancere denne overlegenhed. Hvis man vil forhandle en nedskæring af Ruslands atomarsenal, skal man derfor også nedskære NATO’s konventionelle styrker, og det kan blive noget nær umuligt, fordi østeuropæerne ønsker et stærkt militært skjold imod russisk pres. Også det forsvar, som NATO vil oprette i Europa mod iranske atomraketter, vækker bekymring i Rusland, som frygter, at det kan blive vendt imod russiske raketter. Missilforsvaret påvirker derfor Ruslands syn på, hvor meget atomarsenalet kan beskæres.

Inddragelsen af europæiske forhold i forhandlinger mellem USA og Rusland vil formentlig medføre, at NATO skal være en mere direkte deltager end hidtil, og det kan yderligere forsinke amerikansk-russisk enighed om de næste skridt.

Manuskriptet kan afvige fra det faktisk sagte og sendte.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.