Publiceret på Modkraft 30. november 2012

Voldens uvæsen

Af JØRGEN DRAGSDAHL

ANMELDELSE. Når den antifascistiske bevægelse åbner for brug af vold, nedbrydes samtidig en barriere, som beskytter imod nogle af menneskets værste impulser, skriver Jørgen Dragsdahl.

Voldsanvendelsen i revolutionær kamp har ofte knust de humanistiske idealer, som motiverede de revolutionære. Eksemplerne er talrige – fra Frankrig til Zimbabwe, fra Rusland til Algier, Vietnam osv.

Og nu afslører en bog fra Antifascistisk Aktion, at der også kan hentes eksempler fra Århus.

I anledning af organisationens 20 års fødselsdag har en gruppe, anonyme, aktivister skrevet et værk, som fortjener opmærksomhed.

Årsagen er ikke de litterære kvaliteter i ”At knuse fascismen”. Bogen er ekstremt ujævn.

Den starter med nogle kapitler, som mest ligner opgaver, der er indgivet i forbindelse med universitetsstudier af fascismen. Ganske sagligt, gode pointer – og tørt.

Anden halvdel udgøres af tre rapporter fra det virkelige liv i kampen mod fascistiske fænomener. Især den ene er så indforstået, at den nærmer sig det uforståelige. Samtidig er denne rapport – fra netop Århus – utvivlsomt værkets mest interessante, så man sidder tilbage med stor frustration over, at læseren ikke får større indsigt.

Når bogen, trods disse svagheder, kan anbefales, skyldes det, at gruppen har leveret et kildemateriale, som kan anvendes til diskussion af drivkræfterne bag og metoderne i disse aktivisters kamp.

Den erklærede hensigt med udgivelsen er, at den skal være et debatoplæg om, ”hvordan man mest effektivt imødegår den fascistiske trussel”. Opgaven er løst med brug af teori fra politisk videnskab, advarsler mod propagandistiske vildspor, lidt selvkritik og tilsyneladende ærlig udstilling af groteske overgreb i bevægelsen selv.

Brutal stræben efter magt

Den teoretiske gennemgang fremhæver, at ”fascismen er først og fremmest en brutal stræben efter magt, legitimeret gennem nationens – eller folkets forfald eller offerrolle, som fascisterne modsvarer med kultdyrkelse af enhed og renhed”.

Forfatterne advarer imod den ”overdrevne” brug af fascismebegrebet, som udvander dets politiske indhold. Man beskæftiger sig rimeligt indgående med fire fascistiske mærkesager – antisocialisme, ultranationalisme, racisme og autoritærisme.

Det er sandsynligt, at tilstrækkeligt boglærde kan rejse kritik af fremstillingen, men den er en god start, hvis man vil længere ned i emnet end blot brug af fascisme-betegnelsen til skældsord.

Selv savner jeg en forståelse for, at ”racisme” er en kombination af magt og fordomme – samt at racismen, i forskellige grader, er meget udbredt.

Forfatterne bevæger sig dog i denne retning, når de fremhæver, at den biologiske racelære helt står i skyggen af den nye kulturracisme, som anvender religiøse, historiske og kulturelle forhold.

Hvis man havde indflettet flere konkrete eksempler på fascisme i vor tid, kunne denne del af værket nok havde vundet interesse hos potentielle læsere uden for det akademiske miljø. Diskussion af fascismens potentiale – er der reel risiko for gentagelse af folkemord i Europa? – kunne nok have bidraget i samme retning.

Socialistisk strategi

Antifascismen er, skriver forfatterne, en ”strategi, der tjener det ene mål at bakke op om kampen for et frit socialistisk samfund”. Det er en vinkel, som i det mindste ikke skjuler, hvad tidligere tiders antifascister glemte med opfordringer til ”folkefront” mellem revolutionære og borgerlige.

Mest interessant er debatoplægget, når det berører bevægelsens brug af vold.

Her kan en selvbiografisk note fra forfatteren være nyttig. Jeg var i slutningen af 60’erne, starten af 70’erne, meget tæt på Det Sorte Panterparti i USA – en væbnet, delvist underjordisk, del af sorte amerikaneres frihedsbevægelse. Panterpartiet havde en overgang ordene ”for selvforsvar” med i sit officielle navn, og ledelsen understregede, at vold i den revolutionære kamp kun var legitim, når alle lovlige midler var udtømte.

Alt for tit bliver overvejelserne omkring vold hængende i en principiel, moralsk diskussion af vold.

Men hvis man anerkender, at brug af vold kan være nødvendig, bør debatten mellem ”tilhængere af vold” ikke ophøre. Forfatterne konstaterer, at ”den vold, vi anvender, påvirker os”.

Man kan blive afstumpet, og det fremgår af interne voldssager fra bevægelserne i både Sverige og Danmark.

Vold avler vold

Hvis en gruppe eller bevægelse åbner for brug af vold, selv når det blot er i ”selvforsvar”, får man nedbrudt en barriere, som beskytter imod nogle af menneskets værste impulser.

Det er nødvendigt med meget streng disciplin og stram ideologisk indoktrinering, hvis voldsanvendelsen ikke skal leve sit eget, løbske, liv.

Begge forudsætninger er søgt imødekommet med en ganske ihærdig indsats i både politiet og militæret, som håndterer statens voldsmonopol, men alligevel går det ofte galt. Begge dele blev også håndhævet i Det Sorte Panterparti, men alligevel gik det galt med voldtægter og sadistiske mord.

Intet i bogen tyder på, at man i Århus, hvor bevægelsens brug af vold slog indad og førte til bl.a. en voldtægt, havde hverken disciplin eller højt ideologisk niveau. En BZ’er fra denne by citeres for, at jo mere vold der forekom, desto mere blev det et ”hårdt miljø”, hvor folk drak og lavede mindre politisk arbejde. I miljøet havde folk ”meget en machoid attitude i forhold til at tage ud og smadre nazi’er”.

Så man efterlades med spørgsmålet: Vil den antifascistiske bevægelses principielle ja til vold i selvforsvar blive fulgt op med den nødvendige disciplin og mobilisering af mentale ressourcer?

Og kan man klare denne opgave, selv når man fra historien ved, at det ikke er nogen garanti imod, at vold slipper destruktive kræfter løs?

Antifascistisk Aktion: "At knuse fascismen - Fascisme og antifascisme i det nye årtusinde" (Eget forlag). Bogen kan købes i Revoshop.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.