Trykt i Jyllands-Posten 1. december 2013

Landsrettens skizofrene dom

Af CLAUS BRYLD,
PROFESSOR, DR. PHIL

Den 25. oktober afsagde Østre Landsret dom i den sag, Jørgen Dragsdahl havde anlagt mod Bent Jensen for injurier. Som bekendt blev Bent Jensen frikendt. Det mærkelige er dog at Landsretten samtidig i sin dom skriver, at Jensen faktisk har fremsat en lang række ”ærefornærmende sigtelser” mod Dragsdahl (dommen, s. 90). Jensen har ”heller ikke ført bevis for, at Jørgen Dragsdahl rent faktisk har været agent for KGB” (92). Men da han har et ”faktuelt grundlag” for sine udtalelser, kan de ikke anses for injurierende.

Dommen leder tanken hen på skizofreni, der ifølge min ordbog også kan betyde ”splittet” og ”ambivalent”. På den ene side har Bent Jensen fremsat ærerørige udtalelser om Dragsdahl, som er strafbare efter straffeloven, fordi der ikke foreligger bevis for, at Dragsdahl var agent, men på den anden side er de ikke strafbare, fordi Jensen har fundet nogle kilder hos PET, der kunne tydes som omDragsdahl alligevel var det. Og efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal der tages hensyn til Bent Jensens ytringsfrihed, således at Dragsdahls omdømme må vige i forhold hertil.

Måske er domstolen også blevet påvirket af postmodernismen med dens påstand om at der ikke længere findes nogen sandheder, men kun forskellige perspektiver. Jensen havde ét perspektiv, Dragsdahl et andet, og da det er ikke muligt at tage juridisk stilling til disse perspektiver, må man lade ytringsfriheden gå sin gang og se bort fra juraen.

Men resultatet er altså, at alle i dag ustraffet kan kalde Dragsdahl for KGB-agent under Den Kolde Krig, for selv om både Bent Jensen og dommen gør meget ud af, at Jensen i sin artikel i Jyllands-Posten den 14. januar 2007 ikke direkte kaldte Dragsdahl for KGB-agent, men meget snedigt kun skrev, at PET og KGB selv anså ham for at være det, så betyder denne skelnen ikke noget i den offentlige opinion. Jørgen Dragsdahl er stemplet og kan formentlig aldrig igen få arbejde som journalist. For hvem vil ansætte en mand, som PET engang har mistænkt for at være agent for Sovjetunionen, og som ikke er blevet renset ved en retssag?

Jørgen Dragsdahl var den journalist, der i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 80’erne satte de største spørgsmålstegn ved den atomoprustningsspiral, der da gik i gang. Hans kilder var hovedsagelig amerikanske, idet der også i USA var en kraftig kritik af den politik, som Ronald Reagan stod i spidsen for, og som gik ud på at deployere cruisemissiler og Pershing 2-raketter i Vesteuropa, hvis ikke Sovjetunionen trak sine SS 20-raketter tilbage fra Østeuropa. De amerikanske raketter repræsenterede den højest udviklede våbenteknologi på det tidspunkt og kunne ramme Moskva på nogle få minutter. Balancen i atomkapløbet var pludselig truet, og det forstod brede kredse både i Vesteuropa og USA og protesterede derfor imod det. Protesten gjaldt også NATO-landenes såkaldte dobbeltbeslutning i 1979, der gik ud på, at man ikke ville opstille de nye våbensystemer, hvis Sovjet trak sine raketter tilbage. På mange måder en klog beslutning, men alligevel betænkelig for de tyske og danske socialdemokrater, fordi de år, som ville gå, før en aftale kunne indgås, ville være farlige for verdensfreden. Årene 1980-85 betegnes da også ofte som ”den anden Kolde Krig” og rummede store farer for atomkrig p.g.a. misforståelser eller simpel inkompetence. Derfor fik oppositionen i det danske Folketing også vedtaget de såkaldte fodnoter, hvis formål var at bidrage til afspænding og våbenkontrol også i perioden før den endelige afgørelse.

Jørgen Dragsdahl var utvivlsomt knyttet til denne opposition og havde ret tætte forbindelser til f.eks. Lasse Budtz, der var Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske ordfører. Men hans artikler var med enkelte undtagelser velinformerede, samtidig med at de ikke lagde skjul på kritikken af dobbeltbeslutningen. I dommen hedder det da også, at ingen ”har fundet beviser for, at oplysninger eller synspunkter fra KGB er indeholdt i Jørgen Dragsdahls artikler” (75).

Dragsdahl støttede endvidere organisationen ”Nej til atomvåben”, der var stærkt kritisk over for den kommunistisk influerede ”Samarbejdskomitéen for fred og sikkerhed”. Og der kunne gives flere eksempler på hans antikommunistiske sindelag.

Men Dragsdahl er jo bare journalist, mens Bent Jensen er ”historiker og forsker” (73, 91). Det gør dommen meget ud af, og den tager Jensens eget udsagn om kun at have taget denne sag op ud fra en ren forskningsmæssig interesse fuldt alvorligt. Der tales også om objektive betragtninger. Som om Bent Jensen ikke lige siden 1970’erne har haft klare politiske synspunkter – og advokeret dem offentligt – som er rent subjektive, men naturligvis ikke kan adskilles fra hans forskning. Og det er der ikke noget ondt i, men det skærer en historiker i hjertet at læse i en landsretsdom, at ”hans interesse i sagen var udelukkende af forskningsmæssig karakter” (9), og at ”han som forsker og universitetsansat havde pligt til at formidle sine forskningsresultater til offentligheden” (s. 10)! Den er der vist ikke andre end sjællandske landsdommere, der vil købe. I hvert fald ingen historikere, da alle i dag er klar over, at den historie, selv universitetsansatte historikere producerer, naturligvis er præget af deres eget værdigrundlag, også politisk.

Kildekritik er da heller ikke dommernes stærke side. De fleste af vidnerne understreger ellers, at PET-kildernes karakteristik af Dragsdahl som agent er ”frisprog” og ikke kan tages som den endelige sandhed. Og professor Ole Wæver gør opmærksom på, at Bent Jensens indledende artikel fra januar 2007 ikke var en egentlig analyse, men ”kun en ophobning af citater og dokumenter”, som han havde set i kraft af sin privilegerede adgang til PET-arkivet. Desuden var enhver kontekst for Dragsdahls artikler udeladt, og våbenkontrolvinklen var totalt fraværende (60).

At Jørgen Dragsdahl ikke har opført sig særlig klogt i sit forhold til de KGB-agenter, han lovligt udvekslede informationer med, og at hans historie med en sovjetisk kvinde bragte ham ud i forviklinger, der så mistænkelige ud, er givet. Men en ting er umodenhed og manglende omtanke, en anden er agentvirksomhed for fjenden. Ordet ”påvirkningsagent” er det, højrefløjen gerne vil hæfte på ham, men i virkeligheden drejer det sig om at ramme dem, der forholdt sig kritisk til atomoprustningen for 30 år siden. Og det er et politisk spørgsmål.

Hele dommen kan læses på Østre Landsrets hjemmeside.

Bragt med tilladelse af historikeren, dr. phil. Claus Bryld, indtil 2006 professor i historie ved RUC

Hele Østre Landsrets dom kan også læses her på dragsdahl.dk

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.