Trykt som kronik i Politiken 11. december 2013

 

Mit møde med PET’s arkiv

Arkivet, der ligger til grund for den retssag, som jeg netop har tabt, er utroværdigt.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Glemsomhed kan være nyttigt for politikere.

Det er således nok kun de færreste, som erindrer, hvad Folketingets flertal skrev i betænkningen, da man i februar 1999 vedtog loven, der åbnede for adgang til arkiverne i Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Men i Folketingstidende 1998-99, tillæg A, spalte 1743, kan man stadig finde, at:

»… der [må] lægges stor vægt på hensynet til, at navne på personer, som har været i efterretningstjenestens søgelys, ikke nu fremdrages og blotlægges offentligt mange år efter. Det ville være i strid med almindelige retsplejemæssige principper, hvis personer, som ikke dengang blev retsforfulgt, nu i forbindelse med afhøring af ansatte i efterretningstjenesten skulle udsættes for offentlig omtale af de mistanker, som efterretningstjenesten på et tidspunkt har rettet imod dem«.

Efter at jeg i januar 2007 blev sat i gabestokken med en artikel af historikeren Bent Jensen i Jyllands-Posten, huskede både PET og Justitsministeriet stadig politikernes erklærede hensigter. Man påtalte med henvisning til ovenstående bemærkninger meget skarpt, at han havde hentet betegnelsen ’agent’ fra et dokument.

Hvordan synes I, kære politikere, egentlig selv, at det er gået siden? Selv sidder jeg med en følelse af, at jeg er blevet straffet meget hårdt på trods af det i retsplejen grundlæggende princip angående uskyld, til det modsatte er bevist. Østre Landsret har med en skizofren dom anset hele 35 udsagn fra Bent Jensen for at være æreskrænkelser, men alligevel har man frifundet ham, fordi han som videnskabsmand måtte have vidtgående ret til at sige noget forkert i medierne, da udsagnene dog havde rod i virkeligheden.

Dette er så straks blevet til, at jeg de facto er skyldig. Vi har også nået et punkt, hvor Bent Jensen kan afsløre klassificerede oplysninger i åbent retsmøde, og BT kan fylde siderne med strengt personlige godbidder fra PET’s arkiv.

Det er et gennemgående træk i litteraturen, som beskriver KGB-agenters indsats, at de løj over for hovedkvarteret og selv snuppede penge, som skulle gå til agenter
Der er mange årsager til dette forløb. Her vil jeg fokusere på PET-arkivets tilstand. I den offentlige debat huserer en tro på, at arkivets dokumenter er troværdige og derfor gennem ’større åbenhed’ kan anvendes til belysning af forhold under den kolde krig. ’Sandheden’ har i dette lys større betydning end hensynet til de navne, som trækkes frem.

Selv har jeg efterhånden set op imod 100 dokumenter, og min oplevelse er den modsatte. Arkivet er en syndig blanding af slibrige kommentarer, påstande fra personlige fjender, totalt ubekræftede rygter, forkerte faktuelle informationer og forbløffende få solide efterretninger.

Jeg har fra anden side fået bekræftet, at det ikke kun gælder for min personsag. Den offentlige debat bygger altså på en misforståelse, og selektiv offentliggørelse har medført, at min rolle er blevet forvansket.

Under retssagerne er en tredjedel af disse 100 dokumenter blevet fremlagt bag lukkede døre, men Bent Jensen har alligevel fremlagt adskillige offentligt. Jeg har selv under gennemsyn af dokumenter hos PET med tilladelse taget noter i vidt omfang, og de er mig bekendt ikke fortrolige. Det følgende bygger på disse noter.

Dokumenternes status er et kontroversielt emne. To tidligere PET-chefer – Henning Fode og Per Larsen – har, delvis sekunderet af vicechefen Mikael Lyngbo, ihærdigt argumenteret for, at dokumenterne kun repræsenterer den enkelte sagsbehandlers meninger. PET’s nuværende ledelse har i et brev til retten givet støtte til denne opfattelse.

PET-kommissionen har efter mange års arbejde i arkivet formidlet en vurdering, som også fremhæver, at dokumenterne er arbejdspapirer, der repræsenterer individuelle holdninger. Endelig mener Retten i Svendborg i sin dom, at det af de fremlagte dokumenter fremgår, at »vurderingen af, hvorvidt Jørgen Dragsdahl var agent, alene var udtryk for den enkelte medarbejders personlige holdning«.

Desuden, skriver Svendborg-dommerne, bemærkes det, at »de fremsatte påstande og betragtninger i dokumenterne – således som de er forelagt for retten – ikke fremstår som underbyggede og gennemarbejdede«.

Men Østre Landsret har i dommen på det nærmeste kopieret Bent Jensens argumenter for, at de repræsenterer institutionen PET’s opfattelse. Der er nemlig ikke påtegninger, hvor ledelsen taget afstand fra indholdet, og nogle dokumenter samt informationer er blevet overgivet til andre danske og udenlandske institutioner.

Hvis man skal følge landsrettens logik, har institutionen PET haft nogle ganske personlige meninger. I arkiverne finder man således vurdering af mit forhold til kvinder, som angiveligt er »lidt forvirret«, idet jeg samtidig elsker mere end én kvinde.

Jeg er, hedder det i juni 1985, »en ynkelig ubeslutsom person, der ikke har mands mod og hjerte« til brud med en af disse kvinder, og derfor giver jeg efter for alle hendes »lunefuldheder og indfald«. Jeg har desuden, ifølge en rapport fra november 1986, næret »et ubændigt had til den amerikanske regering«.

Der er også mange småfejl. Flere kvinder gøres således, i strid med fakta, til mine hustruer – en betegnes »fraskilt«. Navne staves forkert, endog mit eget. Varigheden af en episode, som PET-folk overværer, svinger fra en halv time til to timer.

I den mere alvorlige afdeling findes et utal af påstande, der ikke er underbygget. Særlig alvorligt er dette i forbindelse med en slags statusdokumenter, som udgør sammenskrivning af tidligere rapporter. Problemet opstår også i referater af, hvad den tidligere KGB-officer Gordievskij, som blev britisk dobbeltagent, har sagt.

PET-arkivet kan kaldes lagdelt, idet man øverst har de sammenfattende rapporter og nederst grundlæggende råmateriale f.eks. samtaler med informanter, aflytninger, observationer og meddelelser fra udenlandske tjenester.

Der opstår tilsyneladende nemt fejl, når man skal opsummere. Sagsbehandlere konkluderer uden solidt fundament, sløser med fakta og omskriver forkert tidligere opsummeringer. Mange rapporter kan man således ikke stole på, hvis man ikke har adgang til det grundlæggende kildemateriale.

I nogle dokumenter kan man eksempelvis læse, at jeg under et etårigt ophold i USA, hvor jeg var Informations korrespondent, »mindst« tre gange (nogle steder står »mindst« to gange) besøgte Wien, hvor jeg angiveligt fik både penge og instrukser. Det er en påstand, som nemt kan dokumenteres med passagerlister fra fly og papirer fra USA's ind- og udrejsekontrol. Men der er ikke spor af dokumentation for den i øvrigt forkerte påstand.

I forbindelse med den formodede KGB-officer Katerinkin, som var i Danmark fra december 1981, angives, at jeg med ham har haft »yderst konspirative møder i mindre byer på Sjælland«. Men andre steder står, at PET kun har overvåget ét møde i marts 1983 på Farum Station.

Optakten til dette møde er for mit vedkommende dækket af en yderst detaljeret overvågningsrapport, som følger mig, fra jeg vågner til redaktionsmøde på Information og videre med direkte taxa til Farum. Fraværet af lignende rapporter i forbindelse med de påståede provinsmøder viser, at de ikke er blevet overvåget – faktisk fandt de ikke sted.

Grundlæggende rapportmateriale kan således være af stor betydning. I retsbogen står, at den tidligere PET-chef Henning Fode har kaldt Farum-mødet »meget konspirativt«. Men reelt sagde han, at Katerinkins tur til Farum var konspirativ, fordi han gennemførte en rystetur, så han kunne undslippe overvågningen, og Fode tilføjede, at han ikke vidste, hvordan jeg var kommet til Farum.

Fode havde altså, tilsyneladende, ikke fået rapporten med overvågningen af mig til gennemsyn inden retsmødet. Det vides, at nogle KGB-kontakter forsøgte sløring af deres transport til mødesteder, og det fremgår af PET-dokumenter, at Katerinkin altid gennemførte rysteture, selv når det var politikermøder på Christiansborg. Den detaljerede rapport angående min tur til Farum kan altså støtte, at jeg ikke foretog mig noget konspirativt.

Desværre har betjentene ikke aflyttet det videre forløb, hvor Katerinkin på stedet aflyste vores frokostaftale og i toget skældte ud over en række angiveligt antisovjetiske artikler fra min hånd.

På grund af dette hul nåede PET til meget misvisende tolkning af forløbet, og uden beviser af nogen art konkluderer man ud fra Farum-mødet, at jeg er den agent, som man formoder, at Katerinkin har haft adskillige møder med i provinsen. For mig viser det, at en måske ægte agent er undsluppet, fordi PET begejstret sprang til en forkert konklusion.

Uvidenhed angående de relevante problemstillinger er også en alvorlig faktor i PET’s arkiver. Under vidneafhøringen af mig ved Østre Landsret havde modpartens advokat, Karoly Nemeth, og jeg eksempelvis et kraftigt sammenstød, som journalisterne vist ikke helt forstod. Nemeth hævdede, at jeg havde ødelagt en navngiven officers karriere og fået en anden degraderet.

Jeg kunne straks påpege, at begge majorer var nået til tops i forsvaret og har fået fornemme medaljer. Til grund for Nemeths påstand lå delvis (han digtede også noget til) en af de opsummerende PET-rapporter, hvori det blev hævdet, at officererne havde givet mig fortrolige militære oplysninger. Generalmajor Karsten Møller kunne senere forklare, at hvis påstanden i PET-rapporten havde været sand, ville det have stoppet deres karriere.

Begge officerer havde poster, hvor man skulle tale med journalister. Det sandsynlige er, at PET gennem aflytning erfarede, at jeg fik relevante informationer, hvorefter betjentene, ud fra egen uvidenhed, konkluderede, at det måtte være fortrolige oplysninger.

Det er også sandsynligt, at Forsvarets Efterretningstjeneste bagefter har bragt PET på rette spor, så officerernes karriere ikke blev skadet, men i PET’s arkiv har man ikke slettet de misvisende dokumenter.

Endnu værre er PET’s ringe kendskab til den internationale debat i forbindelse med atomoprustning. I 1982 beder man, åbenbart i erkendelse af egne mangler, en person uden for tjenesten vurdere ti af mine artikler.

Han får spørgsmål, som meget ledende lægger op til, at jeg arbejder for KGB med støtte til sovjetisk propaganda. Svarene fra eksperten er imidlertid undvigende. Da man 35 måneder senere skal udarbejde en opsummerende rapport, genanvendes svaret fra 1982 uden kildeangivelse og med en ny, for mig særdeles inkriminerende konklusion.

Der er ikke tegn på, at PET har gennemført andre og mere omfattende analyser af mine artikler. Når man hævder, at jeg var påvirkningsagent for KGB, er der af gode grunde ikke solid dokumentation med presseklip. En kriminalassistent må da også afslutte et dokument med, at når det gælder, hvad jeg har lavet for KGB, kan man kun »gisne«.

Som argument for, at jeg er sovjetisk agent, anføres, at jeg støtter nedrustning via en fastfrysning af arsenalerne – man ved åbenbart ikke, at Repræsentanternes Hus i USA gjorde det samme. I Østre Landsret kunne både Henning Fode og Per Larsen dog bekræfte, hvad der står i PET-kommissionens rapport – nemlig, at man modsat tilfældet Arne Herløv Petersen ikke har fundet tegn på, at jeg har anvendt KGB-materiale.

PET-kommissionens historikere og jurister har i deres behandling af PET-materialet om mig lagt vægt på, at KGB-officerer havde tendens til overdrivelse i deres indberetninger til Moskva. Det er et gennemgående træk i litteraturen, som beskriver KGB-agenters indsats, at de løj over for hovedkvarteret og selv snuppede penge, som skulle gå til agenter.

Det mest groteske eksempel i min sag, som hverken kommissionen eller PET selv har bemærket, er den københavnske KGB-stations gentagne beskrivelse af, hvordan den med succes påvirker mine artikler i 1976-77, på trods af at jeg bevisligt var korrespondent i USA.

PET-kommissionen påstår, at dobbeltagenten Gordievskij selv har advaret imod, at man stoler på KGB’s indberetninger, men i dokumenterne, som jeg har adgang til, kan jeg ikke se, hvad han har sået tvivl omkring. Det vil jeg naturligvis gerne vide, så jeg mere effektivt kan tilbagevise hans og Bent Jensens påstande.

Det er et princip i retsplejen, at vi har lighed for loven. Hele forløbet af injuriesagen mod Bent Jensen har været præget af, at han havde fri adgang til PET’s arkiv, mens jeg stort set har været henvist til kopi af det, som han fik afklassificeret.

Eneste undtagelse er dokumenter, som jeg kunne opsnuse via fodnoter i PET-kommissionens beretning, men også ad denne vej blev adgangen yderst begrænset. Det afslørede dog, at Bent Jensen har været meget selektiv i sin udvælgelse af dokumenter.

Han har offentligt beskrevet dokumenter og formidlet informationer, der må være hemmelige, idet jeg får afslag, når jeg anmoder om udlevering af dem. Han har også i forbindelse med retssagen indgivet editionsbegæringer, hvori han beskrev de ønskede dokumenters indhold.

Afslag på afklassificering betød så mindre, idet han under retssagen bare henviste til, hvad der stod i begæringen. Dommerne hævder, at de har set bort fra omtalen af dokumenter, som ikke var fremlagt, men jeg finder ikke denne forsikring særlig beroligende.

I dommen fra Østre Landsret har selve eksistensen af PET’s arkiv og en årelang efterforskning fået en betydning, som er afskåret fra, hvorvidt indholdet af dokumenterne er sandt eller falsk. Hvis jeg i eller uden for retssalen skal forsvare mig imod de grove anklager, er det nødvendigt, at jeg får adgang til alt materiale, som PET har i person- og operationssager angående mig.

Det er min opfattelse, at PET dengang var en meget dårlig efterretningstjeneste, og det kan dokumenteres med adgang til hele arkivet. Faktisk vil jeg blot offentligt bevise, at PET’s ledelse havde ret, da den konkluderede, at der ikke var holdbare beviser imod mig.

Ja, jeg ved godt, at dette krav kun med stor risiko og meget besvær kan opfyldes. Jeg har selv under læsning af en rapport i PET’s arkiv fordømt, at jeg fik adgang til den, idet jeg øjeblikkelig kunne se, hvem der havde været agent samtidig for både PET og KGB. Og det på trods af, at hendes navn var strøget.

Derpå blev rapporten genklassificeret. Men det er ikke mig, som er skyld i et forløb, der er en skændsel for både Folketingets anseelse og retsstaten. Det er mig og min familie, som står med omkostningerne for, at andre har svigtet.

Det mindste, man kan gøre, er vel, at jeg får redskaberne, som er nødvendige i et effektivt forsvar.

Og jeg kan jo tilføje, at hvis ’staten’ slipper godt fra denne behandling, så kan andre lide samme skæbne.
 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.