13. december 2013 - Publiceret på dragsdahl.dk

 

Tredje halvleg i Dragsdahl v. Jensen?

Af NIKOLAJ PETERSEN
Professor emeritus, Aarhus Universitet

Østre Landsrets dom i Jørgen Dragsdahls (JD) injuriesag mod Bent Jensen (BJ) fastslår to centrale forhold. For det første, at hver eneste af de i alt 35 udtalelser, som Dragsdahl har taget anstød af, udgør en æresfornærmende sigtelse i straffelovens par. 267’ s forstand ( s.99). For det andet, at BJ ikke har kunnet føre sandhedsbevis for udtalelserne efter straffelovens par. 269, stk 1. Dommen bemærker her, at JD aldrig har været sigtet eller tiltalt for overtrædelse af straffelovens par. 208, ligesom der heller ikke er ført bevis for, at JD "rent faktisk" har været agent for KGB.

Efter at have fastslået disse (synes man) grundlæggende sagsforhold går dommerne i en kompliceret argumentation, der - voila - ender med at erklære udtalelserne for " berettiget efter straffelovens par. 267 og 269, stk. 1 som fortolket i lyset af art. 8 og art. 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. "

Hvorledes konventionen og især domspraksis ved Menneskerettighedsdomstolen har påvirket ØL’s konklusion vides ikke, for dommen er fuldstændig tavs om dette. Derudover er referencen til par. 267 misvisende, da denne intet siger om straffrihed for injurier. Det gør derimod par. 269 stk.1, hvorefter straffrihed kan opnås enten ved at føre sandhedsbevis (som BJ ikke kan løfte) eller ved, at "den, der i god tro fremsætter sigtelser, har været forpligtet til at udtale sig (hvad BJ ikke har været) eller har handlet til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse…."

Det afgørende spørgsmål er derfor, om BJ har handlet i den almene interesse, og i den forbindelse har haft, hvad dommen kryptisk kalder "et tilstrækkeligt faktuelt grundlag" for sine udtalelser.

Umiddelbart vil man mene, at BJ’s udtalelser klart omhandler "et emne af stor samfundsmæssig interesse både historisk, politisk og moralsk", som det hedder side 91 i dommen. Ligeledes vil man normalt acceptere en forskers forsikring om, at han udelukkende beskæftiger sig med sit emne ud fra en forskningsmæssig interesse (s.9).

Men sagen er mere speget end som så. Det afslørede BJ’s advokat Karoly Németh i sin afsluttende procedure i Landsretten, hvor han tog bladet fra munden og betegnede retssagen som "et kernepunkt i det moralske opgør med dem, der før Murens fald... var KGB’s håndlangere og samarbejdede med det morderiske sovjetiske regime." (Weekendavisen uge 24, 2013; Information 25/10 2013).

Dette var næsten ord til andet formuleringen i et forslag, som BJ tilbage i foråret 2002, fremsendte privat til den nytiltrådte statsminister Anders Fogh Rasmussen. Her foreslog han – under henvisning til Fogh Rasmussens udtalelser om behovet for et opgør med den Kolde Krigs medløbere -"en seriøs udforskning og beskrivelse af den trussel mod Danmark under den kolde krig, som bestod i agenters og villige hjælperes bidrag til det pres, Danmark var udsat for fra de totalitære politistater, i første række Sovjetunionen med DDR som en vigtig drabant" (cit. i Historisk Tidsskrift 109, s. 185).

Forslaget førte ikke frem i første omgang, men i 2004 fik BJ ved et initiativ fra Dansk Folkeparti penge til et projekt, der skulle dokumentere omfanget af danske organisationer, kredse eller enkeltpersoner, der under Den Kolde Krig blev brugt af eller bevidst gik Warszawapagtens ærinde (Jyllands-Posten 20/112003). Det var inden for dette projekt, at BJ fik adgang til den dokumentation, der lå bag artiklen af 14. januar 2007 (Dommen s. 8-9).

BJ’s anbringende er således i høj grad politisk, hvad dommerne bevidst overser, når de tværtimod fremhæver, at BJ udtaler sig som professor med speciale i den kolde krig, og at han "derfor" har en særlig adkomst til at udtale sig. Et lige så besynderligt argument er, at BJ’s publicering i de landsdækkende aviser skulle give en ekstra ytringsfrihed. Set fra et videnskabeligt-fagligt synspunkt er det omvendt: Først faglig publicering i tidsskrifter eller bøger og dernæst formidling via pressen o.l. Havde BJ underkastet sig denne alment anerkendte videnskabelige procedure i forbindelse med 14. januar 2007-artiklen, ville meget have set anderledes ud.

Lige som der kan sættes alvorlige spørgsmålstegn ved dommens argumenter for BJ’s særlige ytringsfrihed, kan det valgte kriterium for straffrihed anfægtes, nemlig at der skulle foreligge "et tilstrækkeligt faktuelt grundlag" for BJ’s udtalelser. Begrebet har ingen hjemmel i straffeloven, dets indebyrd diskuteres ikke nærmere, og dets anvendelse fører til underlige resultater.

Det er besynderligt, at dommerne her undlader at referere til bestemmelsen i par. 269, stk. 2., hvorefter straffen for injurier kan bortfalde, hvis der oplyses omstændigheder, som gav føje til at anse sigtelsen for sand. Denne undladelse samt den forkerte reference til par. 267 forekommer bemærkelsesværdige i en landsretsdom. Strengt taget kan deres ’bevisførelse" reduceres til et argument af typen "der går ikke røg af en brand uden, at der er ild". Det hedder f.eks. på side 96, at "det er tillagt betydning, at PET gennem en længere periode havde foretaget efterforskning, herunder telefonaflytninger på grundlag af en mistanke om, at JD havde overtrådt straffelovens par. 208". Er det et "tilstrækkeligt faktuelt grundlag" for en konklusion om, at PET opfattede JD som sovjetisk agent? Hvordan rimer det med at PET de facto ophørte at interessere sig for JD i foråret 1986?

En del af problemet opstår ved, at termerne "agent"og "desinformation" har været anvendt i bred og ubestemt forstand både af PET og KGB. BJ har heller ikke (hvad han skulle have gjort) givet begreberne nogen nøjere bestemmelse. Dette er imidlertid ingen undskyldning for, at også dommen argumenterer ud fra en løs og ureflekteret brug af de to begreber. Eksempelvis kunne domstolen have taget udgangspunkt i, at termen "agent" indebærer et kontraktligt forhold af en eller anden art mellem "agent" og "principal", og at det ikke giver nogen mening at tale om "faktisk" eller "objektiv" agentvirksomhed uden påvisning af en sådan "kontrakt". På samme vis må "desinformation" dække over bevidst udbredelse af falsk information til fordel for en fremmed magt.

Sluttelig skal der gøres opmærksom på en systematisk skævhed i sagens forløb til BJ’s fordel, nemlig at sagen har taget urimelig lang tid. Dette har BJ kunnet udnytte til at gennemtrawle arkiverne i kraft af den adgang, han har haft som leder af Center for Koldkrigsforskning. JD har ikke haft samme adgang til materialet, men har måttet tage til takke med affald fra det store historieværksted.

Retten har nu talt to gange og er nået frem til to diameralt modsatte afgørelser. Med landsretsdommens svagheder in mente vil en (hurtig) "tredje halvleg" i Højesteret være en rimelig løsning på sagens processuelle aspekter.

Nikolaj Petersen er professor emeritus i international politik ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Hans speciale er dansk udenrigspolitik under og efter Den Kolde Krig, hvor han blandt andet har skrevet bind 6 af Dansk Udenrigspolitiks Historie, " Europæisk og globalt engagement, 1973-2006".

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.