Dagbladet Politiken 1. januar 2014 - gengivet med tilladelse fra Politiken

 

PET-ledelsen gjorde sit arbejde ordentligt

Af POUL VILLAUME
Prof. dr. phil, KU

KOLD KRIG

At to retsinstanser på grundlag af stort set identisk materiale kunne komme til diametralt modsatte konklusioner, må gøre Jensen-Dragsdahlsagen oplagt for en behandling i Højesteret.


BENT JENSEN anfører i Pol. 29.12. igen som et kronargument for sin påstand om Jørgen Dragsdahls virksomhed som KGB-(påvirknings)agent, at PET’s daværende chef Henning Fode i 1985 ukommenteret forelagde PET-dokumenter med denne påstand for Regeringens Sikkerhedsudvalg.

»En ansvarlig chef for en statslig institution ulejliger ikke Regeringens Sikkerhedsudvalg med løs snak, som chefen ikke kan stå inde for«, skriver BJ, som dermed mener at have tilbagevist JD-sidens fastholden af, at der snarere var tale om nogle underordnede PET-medarbejderes egen opfattelse af JD’s status. Det på trods af, at Henning Fode i byretten i Svendborg og i Østre Landsret fastholdt og understregede netop denne afgørende pointe.

Både BJ og Østre Landsret-dommerne ser dermed bort fra, at en anden og nok så plausibel tolkning af det foreliggende PET-materiale er den, som PETkommissionen fremlagde i 2009: At de pågældende møder i Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg og Regeringens Sikkerhedsudvalg, hvor der blev orienteret om efterforskningen imod JD og en række andre personer på grundlag af den afhoppede KGB-officer Gordijevskijs oplysninger, primært handlede om, hvordan eller om der skulle gribes ind over for de identificerede KGB-officerer på den sovjetiske ambassade.

Og at der ikke foreligger klar dokumentation i materialet for, hvordan oplysningerne om JD som ’meningsagent’ blev fremlagt i regeringsudvalget, og at det mest sandsynlige er, at der blot henvistes til JD’s status i Gordijevskij-materialet.


PET-KOMMISSIONEN fandt da heller intet tegn på, at PET’s ledelse på noget tidspunkt søgte politisk opbakning til at retsforfølge JD. Først og fremmest naturligvis fordi den massive PET-overvågning af JD ikke havde frembragt beviser for, at han havde begået noget strafbart. Derfor var der heller ingen interesse i regeringstoppen for en retsforfølgning.

Dette hang også sammen med, at PET-ledelsen i virkeligheden på grundlag af Gordijevskijs oplysninger havde fået skærpet opmærksomheden på, at KGB-føringsofficerers indberetninger til Centret i Moskva typisk var stærkt overdrevne og dermed upålidelige. PET-ledelsen gjorde sit arbejde ordentligt.

I sin bog ’Fodfejl’ (2004), som er ét langt angreb på den ’fodnotepolitik’ i 1980erne, som JD støttede, afviser Uffe Ellemann-Jensen da også udtrykkeligt mistanker om, at JD var »købt og betalt af KGB« (s. 332 f.).

Nej, JD har måske ikke gjort noget bevisligt strafbart, men objektivt set gik han som ’meningsagent’ fjendens ærinde ved som journalist at viderebringe KGB-desinformation, hævder BJ så, og han bebuder i sit Pol.-indlæg dokumentation herfor i sin kommende bog. Vi får se. PET-medarbejderes egne analyser i 1980’erne af JD’s journalistik overbeviste ikke PET-ledelsen.

Og den ’dokumentation’, BJ hidtil har fremlagt for sin påstand i såvel byret som landsret, er blevet udførligt imødegået, punkt for punkt, i det særdeles omfattende materiale, JD-siden fremlagde i de to retter. Byretten afvejede de to siders argumentation og dokumentation og konkluderede, at JD-sidens var mest overbevisende, og bl.a. derfor blev BJ i 2010 dømt for injurier.


LANDSRETTEN valgte derimod i sin dom i 2013 totalt at ignorere JD-sidens dokumentation og at acceptere stort set alle BJ-sidens påstande.

Påstande, som i sidste instans er baseret på den præmis, at fremførte personer i Vesten synspunkter og holdninger, som på nogle punkter var mere eller mindre sammenfaldende med visse officielle sovjetiske standpunkter, så gik disse personer under alle omstændigheder fjendens ærinde – om ikke nødvendigvis subjektivt, så i det mindste objektivt, og derfor kan det være legitimt at kalde dem fjendens agenter, dvs. potentielle landsforrædere.

Alle systemiske og politiske forskelle til trods var det en sådan manikæisk sort-hvid opfattelse af den kolde krigs ideologiske modsætninger, som lå til grund for såvel stalinismens som mccarthyismens heksejagt på indbildte og reelle oppositionelle for 60-70 år siden.

Alene den omstændighed, at to retsinstanser på grundlag af stort set identisk materiale kunne komme til diametralt modsatte konklusioner i en sag af stor offentlig interesse som denne, må gøre Jensen-Dragsdahl-sagen oplagt for en behandling i Højesteret.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.