Højesteret mandag den 18. maj 2015

 

PROCEDURE

 

[Advokat René Offersens manuskript til procedure i Højesteret mandag den 18.maj 2015 i sagen Jørgen Dragsdahl v/ Bent Jensen. Det er muligt, at det talte ord nogle steder afveg fra det skrevne].

Hæderværdige Højesteret

I denne sag har jeg den ære at give møde for Højesteret for journalist Jørgen Dragsdahl.

Appellantens første indlæg vil være disponeret som anført i den omdelte disposition.

Indledning

Injurie-sagen mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen angår grundlæggende afvejningen af beskyttelsen af privatlivets fred overfor usande, dybt æreskrænkede ytringer om væsentlige samfundsmæssige forhold.

Højesteret vil herunder skulle vurdere betydningen af, at Jørgen Dragsdahl i de for ytringerne relevante årtier var en fremtrædende journalist med stor synbarhed som fortaler for en alternativ freds- og sikkerhedspolitik.

Det vil skulle indgå i afvejningen, at de usande, æreskrænkende ytringer er fremsat af en historieprofessor, som en form for afrapportering af de foreløbige resultater af professorens forskning. Højesteret vil i den forbindelse skulle forholde sig til, om en bonuspater historieprofessor virkelig undskyldeligt i 2007 kunne drage de konklusioner af kildematerialet, som Bent Jensen gjorde. Og om det har betydning, at Bent Jensen ved offentliggørelsen af de for sagen relevante oplysninger overtrådte vilkårene for sin ret til som forsker at kunne tilgå PET’s arkiver.

Højesteret skal ved afvejningen også vurdere, hvilken betydning det skal have, at Bent Jensen suverænt valgte tid og sted for fremsættelsen af de usande, æreskrænkende ytringer.

Og endelige må Højesteret tage stilling til betydningen af, at Bent Jensen fremsatte ytringerne gentagne gange i forskellige landsdækkende medier med størst mulige offentlig opmærksomhed. Jørgen Dragsdahl kunne i realiteten ikke svare igen på en adækvat måde.

Bent Jensen gør også i Højesteret gældende, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent. Jeg tillader mig dog at tvivle på, at Bent Jensen helt inderst inde selv for alvor tror på validiteten af dette synspunkt.

Men argumentet har jo om ikke andet den kvalitet, at historien om, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent, den er så god, at den aldrig vil få lov til helt at dø ude ved kakkelbordene i de af landets stuer, hvor man i firserne uforbeholdent sluttede op om USA, NATO og alt det andet her i landet, der blev udfordret af tidens alternative sikkerhedspolitiske flertal og af Jørgen Dragsdahls journalistik.

Vi ved i dag med den størst tænkelige sikkerhed, at Jørgen Dragsdahl ikke var KGB-agent og at han derfor heller ikke bedrev agentvirksomhed for KGB. Det er altid svært at aflive ikke-historier, men i det tilfælde, der forelægges for Højesteret, der er ikke-historien lagt død; stendød. Det er der overordnet anskuet følgende fire grunde til:

1: PET mistænkte og efterforskede i mere end tre år fra 1982 til 1986 Jørgen Dragsdahl for agentvirksomhed. Hverken PET’s skribentanalyser, omfattende telefonaflytning, overvågningen eller postspærringen førte noget med sig, og sagen afsluttedes i tiden omkring 20/3-86 med en såkaldt ’grå zone’-samtale, således at det blev tydeligt for Jørgen Dragsdahl, at han ifølge PET kunne være genstand for KGB’s rekrutteringsforsøg.

Jørgen Dragsdahl var aldrig nogensinde hverken tiltalt eller sigtet, hvilket Bent Jensen også fik at vide af PET i afgørelsen af 30/4-07, der er medtaget i ekstrakt 2, s. 534. Hvis Bent Jensen ikke vidste det før afgørelsen, var det udelukkende hans egen skyld, herunder kunne han blot have spurgt PET.

Det er for mig at se svært at overvurdere tyngden af dette argument, altså argumentet om betydningen af, at PET i 1986 indstillede efterforskningen.

2: I det omfattende, grundige værk ’Danmark under den kolde krig’ undersøgte de videnskabelige medarbejdere hos DIIS det samme materiale i PET’s arkiver om Jørgen Dragsdahl, som Bent Jensen havde adgang til. Videnskabsfolkene fra DIIS fik under arbejde bistand fra forhenværende politimester i PET, Jørgen Bro.

DIIS-beretningen fra 2005 kom ikke til at indeholde konklusioner beslægtet med Bent Jensens. Og med beslægtet mener jeg her i den mest vidtgående forstand. Der er for mig at se intet genkendeligt.

3: Journalisten og forfatteren Hans Davidsen-Nielsen kom i bogen ’En højere sags tjeneste’ fra 2006 til omtrent det samme som DIIS gjorde i sin beretning.

Historikeren Steen Andersen skrev i Weekendavisen 19/1-07, jf. ekstrakt 2, s. 503: ”Hans Davidsen-Nielsen drager ikke nogen overilede konklusioner såsom at udnævne Dragsdahl til KGB-agent, men han lader forstå, at en indflydelsesrig journalist og medlem af Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg var en nyttig kontakt for KGB”.

Omtalen er på flere måder fin, for den illustrerer, at selvfølgelig må Jørgen Dragsdahl da som historisk aktør under Den Kolde Krig tåle at blive omtalt i sammenhæng med KGB. Det, der gør hele forskellen, det er nu en gang måden, det sker på. Det er også måden det sker på, der bestemmer omfanget af medieeksponering.

Hans Davidsen-Nielsen havde også adgang til PET’s arkiver, jf. ekstrakt 2, s. 465.

4: Endelig – og det må vel siges at være det allerbedste argument - er der PET-Kommissionens beretning fra 2009. Efter ti års undersøgelser med adgang til alt i PET’s arkiver, og jeg siger og mener alt, og med ret til afhøringer under strafansvar, og det gjaldt både høj eller lav (senere i dag vil jeg til støtte for Jørgen Dragsdahl påberåbe mig sådanne forklaringer afgivet for PET-Kommissionen af statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen), konkluderedes det, at der ikke var belæg for indholdet af de beskyldninger, som Bent Jensen to år tidligere havde fremsat overfor Jørgen Dragsdahl om agentvirksomhed.

PET-kommissionens beretning indeholder et helt afsnit om PET’s frugtesløse langstrakte efterforskning af Jørgen Dragsdahl. Her konkluderede kommissionen, jf. ekstrakt 2, s. 597: ”PET’s efterforskning og overvågning i 1983-85 kunne hverken dokumentere, at Dragsdahl var en ”bevidst” eller ”ubevidst” agent. PET kunne ikke godtgøre, at der foregik et samarbejde med KGB.”

Og senere: ”Der blev med andre ord ikke tilvejebragt nogen beviser for, at Dragsdahl havde overtrådt straffeloven.”

PET-Kommissionen var tilmed tungere og bredere bemandet end de fleste kommissioner. I stedet for de sædvanlige tre medlemmer var der nemlig fem: en landdommer, to juridiske professorer og to historikere.

Henset til dette solide fundament for at aflive ikke-historien, er det ikke for mig særligt overraskende, at Retten i Svendborg og Østre Landsret begge som led i begrundelserne konkluderede, at Bent Jensen ikke kunne føre sandhedsbevis for, at Jørgen Dragsdahl skulle have været KGB-agent.

Sagen for Højesteret drejer sig heller ikke reelt om, hvorvidt Bent Jensens mange udsagn er usande og æreskrænkende. For det er de hver og en. Så langt var både Retten i Svendborgs tre dommere og Østre Landsrets tre dommere da også enstemmigt enige efter særdeles omfattende og grundig bevisførelse.

Vi har altså foreløbig seks dommeres ord for, at der er mere løgn end latin i professor Jensen.

Jeg skulle tage meget fejl, om ikke Bent Jensen her af Højesteret får det, der så samlet for Bent Jensen, vil være hans livs mest fortjente 13-tal.

Det er tydeligt, at den juridiske del af sagen rejser særlige hidtil uprøvede problemstillinger om afvejningen af hensynet til forskeres ytringsfrihed overfor beskyttelsen af privatlivets fred efter EMRK.

Sagen drejer sig imidlertid i høj grad også om beskyttelsen af journalisters ytringsfrihed, og det gør den, fordi accept af Bent Jensens æreskrænkende udsagn vil være egnet til at få journalister til at afstå fra at opsøge nyheder hos kilder, der repræsenterer en anden dagsorden end de politiske magthaveres

Da jeg underskrev det sammenfattende processkrift, da forventede jeg, at lektor Trine Baumbachs artikel fra 2014 i Juristen om sagens problemer ville komme til at dominere den menneskeretlige del af min procedure. Den vil få stor betydning, men fundamentet for de menneskeretlige betragtninger her i dag i Højesteret vil være EMRK-Domstolens principielle dom i Springer-sagen. Det er den dom, der spiller hovedrollen, når det kommer til menneskerettighederne.

Hvis Højesteret måtte anlægge samme principielle fortolkning af EMRK, som landsretten gjorde, udestår der for Højesteret et vigtigt arbejde med kritisk at forholde sig til, om Bent Jensen virkelig som professor forsvarligt kunne drage de konklusioner af materialet, som han gjorde.

Landsretten lod Bent Jensen slippe godt fra sine alvorlige usande æreskrænkelser, fordi landsretten mente, at professoren havde haft tilstrækkelig faktuelt grundlag til at være berettiget til at tage fejl.

Landsretten fremdrog med pincet alle de angivelser i sagens dokumenter, der løsrevet fra deres sammenhæng kunne læses ugunstigt for Jørgen Dragsdahl. Helt uforståeligt betød det tilsyneladende ikke noget for landsretten, om fx et dokument var skrevet af en underordnet PET-medarbejder på et tidspunkt, hvor Jørgen Dragsdahl stadig var under mistanke for agentvirksomhed, eller om der fx i tid efter et dokuments tilblivelse, var kommet nye relevante oplysninger fra anden side, der for den oplyste kritiske læser måtte stille dokumentets angivelser i et andet lys.

Det kan også for Højesteret dokumenteres, at landsretten i sin begrundelse for at anse Bent Jensens fejl for undskyldelige godskrev Bent Jensen beviser, som Bent Jensen ikke havde, da han skrev sine injurierende artikler.

Jørgen Dragsdahl og hans journalistik

Jørgen Dragsdahl er netop fyldt 66 år og er folkepensionist.

Han forlod ufrivilligt arbejdsmarkedet tidligere, end han havde ønsket sig det, for Jørgen Dragsdahls tilknytning som skribent for blandt andet ’Hjemmeværnsbladet’ og ’CS-Bladet fra Centralforeningen for Stampersonel’ ophørte som forklaret i byretten efter, at professor Bent Jensen havde fremsat sine usande udsagn.

Sådan måtte det gå, for ingen med redaktionelt ansvar for et medie kan leve med, at mediet af offentligheden bliver identificeret med en journalist, der af en fremtrædende professor påstås at have udøvet agentvirksomhed. Det er svært at komme i tanke om en adfærd, der er mere grundlæggende uforenelig med journalistikkens inderste væsen.

Jørgen Dragsdahl havde indtil sin ufrivillige førtidspensionering en stor journalistisk karriere, der i offentligheden toppede i nittenfirserne, hvor den sikkerhedspolitiske debat i Danmark, USA, Tyskland og andre af landene nær os var på sit højeste. Jørgen Dragsdahl var fra 1977-95 Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk medarbejder ved Information, herunder med redigerende funktioner som udenrigsredaktør, og skrev i de år i avisen og andre medier et ganske betydeligt antal artikler om sikkerhedspolitiske emner og dermed det, der var tidens største kampplads.

Folketingets såkaldt alternative sikkerhedspolitiske flertal bestod jo af de radikale og hele venstrefløjen fra Socialdemokratiet til VS. Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske kursskifte i 1982 som nyslået oppositionsparti var uden sammenligning tidens væsentligste og samtidig mest kontroversielle sikkerhedspolitiske begivenhed. Fra 1945 og til 1982 havde der været enighed i sikkerhedspolitikken mellem Socialdemokratiet og de borgerlige.

Information og Jørgen Dragsdahl var ikke overraskende blandt støtterne af det nye alternative sikkerhedspolitiske flertal.

Som alle andre journalister havde Jørgen Dragsdahl sine kilder.

Det er vigtigt at forstå, at en journalist jo ikke bliver større end kilderne kan berettige til. Journalister er ikke forfattere og er derfor helt afhængige af deres kilder.

Små journalister har betydningsløse kilder, store journalister kan få de vigtigste personer på sit felt i tale. Det stod selvfølgelig enhver journalist frit at ringe til en højtstående person i det sikkerhedspolitiske miljø i USA under den kolde krig, men det var så langt fra enhver der blev stillet igennem og fik tildelt tid og opmærksomhed.

Jørgen Dragsdahl havde forbløffende gode kilder i det sikkerhedspolitiske miljø i USA under Den kolde Krig. Det er i sig selv et vidnesbyrd på kvaliteten af Jørgen Dragsdahls sikkerhedspolitiske journalistik. Havde der ikke stået den største respekt om kvaliteten af journalistikken, var kilderne hurtigt tørret ind.

Jeg vil nu påvise, at Jørgen Dragsdahls kilder primært var amerikanske på højeste niveau:

Jørgen Dragsdahl havde et for sin tid usædvanligt godt kendskab til USA og sproget. Det havde han fået, fordi han gennem to længerevarende perioder arbejdede som journalist i USA, nemlig første gang 1976-77, hvor han især beskæftigede sig med borgerrettighedsspørgsmål, og anden gang 1980-81, hvor han for alvor begyndte at beskæftige sig med sikkerhedspolitiske journalistik, som der var stor fokus på i USA fra oppositionen til den da nyvalgte præsident Ronald Reagan. Jørgen Dragsdahl skrev sin første artikel om sikkerhedspolitiske spørgsmål i 1977.

At Jørgen Dragsdahls kilder primært var amerikanske, var, hvad han selv forklarede som det allerførste i byretten, s. 9: ”Sagsøgeren Jørgen Dragsdahl har forklaret, at han udover det i det fremlagte CV anførte i 2 år har undervist i Estland. Han har 97 amerikanske kilder, herunder 3 kilder, der har været ansat på IPS.”

Jørgen Dragsdahl har til brug for retssagen udarbejdet overblik over sine amerikanske kilder. Jeg beder Højesteret gå til fortegnelsen i ekstrakt 3, s. 753. Der er ganske meget, og der er ikke andet og gøre end at lade øjnene løbe ned over de mange navne.

Kvaliteten af Jørgen Dragsdahls sikkerhedspolitiske journalistik kan illustreres med to artikler eller rettere artiklernes kilder. Fra 1979 vil jeg fremhæve hans banebrydende, opsigtsvækkende interview med Paul Warnke om NATO’s raketplaner, jf. ekstrakt 3, s. 787. Paul Warnke havde været Carter-administrationens chefforhandler under SALT-forhandlingerne, og interviewet vakte den gang international opmærksomhed. Fra 1983 vil jeg fremhæve interviewet med forhenværende chef for CIA, William Colby, jf. ekstrakt 3, s. 789.

Interviews med amerikanere på det niveau er kun forundt de mest anerkendte og respekterede journalister, i særdeleshed hvis de kommer fra et land som Danmark.

Der er ingen af de, der har afgivet vidneforklaringer om Jørgen Dragsdahls journalistik, der ikke har fremhævet hans store kontaktnet i USA, jeg henviser således til sammenfatningerne i det sammenfattende processkrift, pkt.126-129, med henvisningerne til vidneforklaringerne afgivet af Svend Aage Christensen fra DIIS, professor Ole Wæver, redaktør Peter Wivel, generalmajor Karsten Mølle og historieprofessor Poul Villaume.

I det sammenfattende processkrift, s. 50, anførte indstævnte: ”Troværdigheden af disse forklaringer kan med rette betvivles”. Den ærede modpart løftede ikke sløret for, hvorfor man med rette skulle kunne betvivle forklaringerne fra den sjældent bredt sammensatte kreds af højt kvalificerede personer uden egeninteresser i sagen.

Blandt forklaringerne vil jeg særligt fremhæve generalmajor Karsten Møllers.

Karsten Møller var i 1982-83 tjenestegørende i Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor han var sagsbehandler på det sovjetiske område og beskæftigede sig med Jørgen Dragsdahls journalistik. I landsretten, s. 61, forklarede han: ”Han var en af Jørgen Dragsdahls modstandere, men han respekterede Jørgen Dragsdahl, da han var med til at nuancere debatten. Det karakteristiske for Jørgen Dragsdahl var hans kontakter til personer i den amerikanske kongres. Jørgen Dragsdahls artikler var i høj grad baseret på disse kilder. Der foregik meget omfattende debat i USA, som klart adskilte sig fra den noget provinsielle debat i Danmark. Der var en helt anden dybde i debatten i USA, hvilket også afspejledes i Jørgen Dragsdahls artikler.”

Endnu bedre var han faktisk i byretten, s. 63: ”Dragsdahl skilte sig ud i debatten, fordi han argumenterede for sine synspunkter, i modsætning til den ”slagordsdebat”, der i øvrigt fandt sted. Dragsdahls force var det enorme netværk, først og fremmest i USA. De citater af samtaler og artikler, som Dragsdahl anvendte, var fra de store navne i USA. Dragsdahls kilde- og netværk var ekstremt godt i USA også blandt de medarbejdere, som var tæt på beslutningstagerne i USA. Dragsdahl var generelt tæt på de mennesker, der deltog i debatten i USA – herunder betydningsfulde forskere.”

Mere koldblodige advokater end mig ville måske have indskrænket argumentation om de amerikanske kilder til blot at fremdrage Flemming Roses anmeldelse af den artikelsamling, der i 1992 blev udgivet med udvalgte sikkerhedspolitiske artikler skrevet af Jørgen Dragsdahl.

Artikelsamlingen skulle bekræfte det forkerte i de artikler, som Ekstrabladet i 1992 skrev om, at Jørgen Dragsdahl skulle have været KGB-agent.

I anmeldelsen af 18/5-92 i Berlingske Tidende, der er medtaget i ekstrakt 2, s. 379, anførte Flemming Rose under overskriften ”Dragsdahls opgør med fredsbevægelsen” blandt andet, og jeg citerer: ”Artiklerne viser blandt andet, at Dragsdahls argumenter i den hjemlige sikkerhedspolitiske debat ikke er hentet fra KGB og Sovjetunionen, men fra den anden side af Atlanten, fra folk i CIA og Pentagon, fra det amerikanske udenrigsministerium og fra diverse tænketanke. Det er her, Dragsdahl henter sin inspiration, når han kritiserer danske sikkerhedspolitik.”

Jørgen Dragsdahl havde også som kritisk journalist kilder på den sovjetiske ambassade. Det var der imidlertid ikke i sig selv noget kritisabelt eller underligt ved, det var jo et af formålene med at have diplomatisk forbindelse mellem Danmark og Sovjetunionen. Journalister havde deres gang på ambassaden og fik oplysninger af ambassadens medarbejdere, der i sagens natur prøvede at påvirke journalisterne, ganske på samme måde andre kilder gjorde det.

Problematisk samkvem var det, der i sagen kendes som konspiratoriske møder. Konspiratoriske møder, var møder, som parterne gennem deres adfærd søgte at lægge slør ud omkring. Det betydet også, at møder der måtte være foregået på restaurationer ikke var konspirative, og det fremgår jo flere steder, at Jørgen Dragsdahls møder med medarbejdere fra den sovjetiske ambassade foregik på restaurationer og andre offentlige steder.

Bent Jensen påstår her i Højesteret, at Jørgen Dragsdahls agentvirksomhed skulle have bestået i meningspåvirkning til gunst for Sovjetunionen. Jørgen Dragsdahl skulle have været antaget som indflydelsesagent.

I indstævntes sammenfattende processkrift er ordet indflydelsesagent brugt så rundhåndet, at jeg opgav min oprindelige tanke om at tælle dem. Og der er på s. 12 givet et helt afsnit med en forklaring om, hvordan indflydelsesagenter angiveligt blev anvendt under Den Kolde Krig af KGB.

Der er efter indstævntes sammenfattende processkrift ingen tvivl om, at Jørgen Dragsdahl ifølge Bent Jensen var indflydelsesagent.

Bent Jensen har under injuriesagen en forståelig interesse i at gøre agentsigtelsen, så harmløs som omstændighederne tillader, og det at være indflydelsesagent er jo dog blandt kendere med indsigt i agentvirksomhed i det nedre niveau for agentvirksomhed.

Når nu Bent Jensen efter det sammenfattende processkrift her i Højesteret så tydeligt og insisterende påberåber sig, at hans beskyldning mod Jørgen Dragsdahl angik virksomhed som indflydelsesagent, så kunne man vel også med rette forvente, at Bent Jensen i artiklen af 14/1-07 klart og entydigt gjorde det omtrent lige så klart for den almindelige læser af avisen, at Jørgen Dragsdahl havde været indflydelsesagent og forklaret læserne, hvad det nærmere indebar.

Det gjorde Bent Jensen så ikke, han udtrykte sig langt fra med denne klarhed og mildhed.

Jeg beder Højesteret gå til artiklen af 14/1-07, der findes i ekstrakt 2, s. 485. Rubrikken var ikke fx ”Indflydelsesagenten”, nej den lød: ”De kaldte ham nr. 1”.

Ad 1: Derefter anvendtes i artiklens første sætning det stærke udtryk ’KGB-spion’ og senere i afsnittet blev hans indsats ikke beskrevet som indflydelsesagentens, men Bent Jensen skabte andre associationer ved at oplyse, at Jørgen Dragsdahl skulle have holdt ”konspiratoriske møder med KGB-officerer bl.a. i Budapest og Wien og fået penge for sit arbejde”.

Ad 2: I de næste afsnit følger nogle i denne sammenhæng ikke oplysende afsnit, hvorefter det i fjerde afsnit oplystes, at Jørgen Dragsdahl havde skrevet kritiske artikler og havde kontakt til indflydelsesrige politikere og dermed aktiviteter, der kunne karakteriseres som indflydelsesagentvirksomhed, men uden at kalde Jørgen Dragsdahl for indflydelsesagent, og afgrænse agentvirksomheden hertil for den almindelige læser.

Ad 3: I det næste afsnit startende på s. 485 brugte Bent Jensen udtrykket indflydelsesagent på den måde, at han anførte, at Informations tidligere chefredaktør Torben Krogh var kommet ”Dragsdahl til undsætning” ved at have sagt, at ”enhver redaktør kunne stemples som indflydelsesagent”. Det var altså ikke Jørgen Dragsdahl, der direkte betegnedes som indflydelsesagent, men jeg skal medgive, at tampen brændte.

Ad 4: Herefter gennemgik Bent Jensen forløbet i 1992 og betegnede direkte Jørgen Dragsdahl som mistænkt ”KGB-agent” i tredje afsnit sidste linje.

Ad 5: I næste afsnit oplyste Bent Jensen under henvisning til udtalelser i 1992, at indflydelsesagentvirksomhed ikke nødvendigvis var strafbart, hvorefter det anførtes: ”De påståede kontakter mellem Dragsdahl og KGB kunne efter det hidtil oplyste godt have været ganske legitime”. Når henvisningerne angik 1992-oplysningerne, efterlod udtrykket ’hidtil’ dog det indtryk, at nu forholdt det sig anderledes, og Bent Jensen fastholdt det som en mulighed.

Ad 6: I næste afsnit blev gennemgået en tidligere Informationsmedarbejders skuffelse over Jørgen Dragsdahl og det han skrev i de, som det hedder, ”afgørende år”.

Ad 7: Herefter forklarede Bent Jensen i første afsnit, s. 487, til den almindelige læser, at Dragsdahls erklæring ”langtfra” havde indeholdt ”hele sandheden”, hvorefter han i netop dette afsnit tillod sig at sammenligne Jørgen Dragsdahl med Arne Treholt, for det var jo det han gjorde, når han i sidste afsnit anførte, at Wien også var der, hvor ”den norske spion Arne Treholdt mødtes med sin KGB-officer”, jeg beder Højesteret notere sig den elegante tilføjelse ’sin’.

Hvis den almindelige læser efter de forudgående få oplysninger havde været på vej til at tro, at Jørgen Dragsdahl blot måtte have været indflydelsesagent, så var den almindelige læser i de sidste tre afsnit af Bent Jensen blevet forvirret af udtryk som, at 1992-oplysningerne var ”det hidtil oplyste”, at offentligheden ”langtfra” havde hørt hele sandheden og navnet Arne Treholt var også fundet relevant.

Ad 8: De næstfølgende to afsnit s. 487 bidrog ikke rigtig med noget i dette øjemed, men i det fjerde afsnit omtaltes ”påvirkningsaktioner” generelt, og i femte afsnit citeredes Gordijevskij for, at Jørgen Dragsdahl skulle have været brugt til påvirkning af den offentlige mening, men heller ikke her betegnedes Jørgen Dragsdahl som påvirkningsagent eller indflydelsesagent.

Ad 9: På s. 488 kom Bent Jensen tæt på at kalde Jørgen Dragsdahl for indflydelsesagent, for han skrev: ”For PET ville det være ubehageligt, hvis man endnu engang skulle komme i den situation, at man ønskede, at en mistænkt indflydelsesagent blev tiltalt for derpå af politiske årsager at blive underløbet af regeringen”. Her henvistes der til Jørgen Dragsdahl.

Ad 10: Og straks derefter skrev Bent Jensen om konspirative møder i danske provinsbyer. En indflydelsesagent kunne jo nok godt få oplysninger om vind og vejr i Sovjetunionen på et offentligt sted, anderledes forholdt det sig - set fra den almindelige læsers synsvinkel - med en Arne Treholt, der skulle udlevere hemmelige papirer og have penge.

Ad 11: Og derefter omtaltes konspiratoriske elementer og til sidst på s. 490 omtaltes Jørgen Dragsdahl som ”agent” og ”KGB-agent”. Altså en afslutning af artiklen med stærkt belastende, værdilade udtryk.

Det er dog ganske tankevækkende, at videnskabsmanden Bent Jensen i sin store, velforberedte artikel af 14/1-07 helt undgik direkte at betegne Jørgen Dragsdahl som det, han her i Højesteret vil vinde forståelse for, at det han gerne ville sige, nemlig at Jørgen Dragsdahl var indflydelsesagent uden for det strafbare område. Ikke så meget som en eneste gang formåede han at sætte navn på barnet, han var tæt på indirekte, men kom hver gang mere eller mindre tilfældigt til straks at hvirvle sprogligt støv op i form af omtale af konspiratoriske møder i ind og udland, anvendelse af betegnelsen spion eller KGB-agent, oplysninger om at sandheden ikke havde været fremme og sådan. Den almindelige læser fik det indtryk at Jørgen Dragsdahl havde været andet og mere end indflydelsesagent.

Som sidegevinst er disse refleksioner over fraværet af betegnelsen indflydelsesagent en passende introduktion til den lige ud sagt diabolske måde, som Bent Jensen skriver på. Bent Jensens skriver mellem linjerne på en måde, hvor der samlet ikke er tvivl om, hvad den almindelige læsers helhedsindtryk er, men der indlægges hist og pist i artiklen sproglige forbehold og lignende. Ingen af Jyllands-Postens læsere sad efter læsning af artiklen tilbage med den opfattelse, at ham, som KGB kaldte nummer et, at han blot skulle have lagt navn til desinformation i snæver forstand.

Spørgsmålet er, hvornår Bent Jensen førte gang direkte betegnede Jørgen Dragsdahl som indflydelsesagent? Jeg beder Højesteret gå til artikel nummer to, Bent Jensens kronik 19/1-07 i ekstrakt, s. 497. I sidste afsnit omtaltes Jørgen Dragsdahl som ”betalt KGB-agent”, mens det s. 498 midtfor anførtes, at både KGB og PET anså ham for at være agent, og i sidste afsnit brugte Bent Jensen på ny betegnelsen ”KGB-agent”. Heller ikke den artikel benyttedes det blandt kendere velkendt udtryk, indflydelsesagent.

Første gang Jørgen Dragsdahl betegnedes indflydelsesagent, det var i artiklen 26/1-07.

Det er ikke afgørende for bedømmelsen af om Jørgen Dragsdahl er blevet injurieret, om Bent Jensen beskyldte ham for at have været indflydelsesagent eller sigtede har for en endnu alvorligere form for agentvirksomhed, men det er klart, at det stiller Bent Jensen vanskeligere, hvis Højesteret kan følge mig i mine betragtninger.

Jørgen Dragsdahl kunne vel tænkes at have gjort sig skyldig i indflydelsesagentvirksomhed på navnlig to måder, nemlig dels gennem sin skribentvirksomhed på Information og andre medier, dels gennem direkte samtale med og andre former for påvirkning af politiske beslutningstagere.

Hvad angår Jørgen Dragsdahls skribentvirksomhed på Information, gælder der jo det, at avisen var så meget andet og langt mere end Jørgen Dragsdahl. Avisen blev redigeret af en ansvarshavende chefredaktion og var arbejdsplads for ambitiøse, kritiske journalister. Og Informations læsere var også dengang blandt de højest uddannede, Informations læsere kunne i den grad godt selv danne sig deres egen mening om tingene.

For mig at se kræver det dog en ualmindelig stor portion modvilje overfor Information, at tro på, at det skulle kunne lykkes for en journalistisk medarbejder, at misbruge avisen til KGB-agentvirksomhed. I al fald i mere end enkeltstående tilfælde efterfulgt af redaktionel kritik.

Information har ikke selv udpeget en eneste af Jørgen Dragsdahls artikler og problematiseret, at avisen bragte netop denne. Og mon ikke, at avisen dog internt har gjort sig sine overvejelser, når nu en historieprofessor stod frem og påstod, at avisens tidligere udenrigsredaktør havde spædet sin løn på avisen op ved samtidig at tjene den sovjetiske efterretningstjeneste. Eller med andre ord, at Jørgen Dragsdahl havde misbrugt avisen.

Den dag i dag nyder Jørgen Dragsdahls journalistik stor respekt blandt Informations journalister. Og det kan jeg med lethed bevise, for inden der blev bevilget fri proces her i Højesteret, nåede Informations journalistiske medarbejderklub i 2014 i fuld offentlighed at give tilsagn om at ville yde økonomisk støtte på kr. 50.000 til Jørgen Dragsdahls ankesag.

Denne gestus fra nutidens journalister på Information fortjener eftertanke. De har ingen lod og del i Jørgen Dragsdahls skriverier årtier tilbage, og de havde ingen pligt af nogen art til som sket at identificere sig med pensionisten Jørgen Dragsdahls sag, der trods alt også for dem må have fremstået som mudret efter landsrettens dom.

Det skal i den sammenhæng også nævnes, at dagbladet Politiken som offentlig støtte til journalisten Jørgen Dragsdahl uden betaling indrykkede indsamlingsannoncer for ’Støtteforeningen for Jørgen Dragsdahl’ i tiden før der blev bevilget fri proces for Højesteret.

Hvis Jørgen Dragsdahl virkelig havde arbejdet for KGB på Information, skulle man mene, at det ville have været let for Bent Jensen at pege på konkrete artikler, hvori KGB skulle have haft en finger med i spillet.

Der skulle altså med lethed kunne identificeres artikler, der tjente Sovjetunionens interesser.

Det er ikke urimeligt at sige, at der for Bent Jensen måtte være tale om en let opgave, for ifølge Bent Jensens egen definition i Jyllands-Posten 26/1-07 (ekstrakt 2, s. 504a), så skulle 80-90 % af det indflydelsesagent skrev, repræsentere vinkler og holdninger, der lå tæt på den opdragsgivende fremmede magt. 80-90% er dog immervæk noget, og fortalte samtidig en del til den almindelige læser om, hvor korrumperet en indflydelsesagent i grunden er.

Det var Bent Jensen, der suverænt bestemte tidspunktet for sine offentlige beskyldninger mod Jørgen Dragsdahl, offentligheden kunne derfor også med rimelighed forvente af professoren, at han havde forberedt sig på at skulle besvare spørgsmålet om, hvad det så i grunden var for en agentvirksomhed, som Jørgen Dragsdahl skulle have udført.

Der er tegn på, at Bent Jensen i vinteren 2007 også godt selv var klar over, at han skyldte at besvare dette spørgsmål, for i artiklen i Jyllands-Posten 26/1-07 løftede han sløret for, hvad Jørgen Dragsdahl ifølge ham skulle have beriget Sovjetunionen med.

Da Bent Jensen i det tidlige 2007 sad i sit arbejdsværelse og skulle skrive artiklen om KGB’s frugter, havde Bent Jensen i bogstavelig forstand frit valg fra al den journalistik, som Jørgen Dragsdahl havde stået fadder til gennem mere end fire årtier. Det stod Bent Jensen fuldstændigt frit, at udvælge netop de artikler, der kunne nagle Jørgen Dragsdahl som leverandør af sovjetvenlig propaganda til KGB.

Offentligheden kunne med rette forvente, at de første af professor Bent Jensens udvalgte eksempler ville være stærke vidnesbyrd:

Bent Jensens indlæg i Jyllands-Posten 26/1-07 afslørede Bent Jensen, for Bent Jensen havde tydeligvist kun løst krudt, og professoren tyede derfor i artiklen til demagogi og sproglige manipulationer. Jeg beder Højesteret gå til ekstrakt 2, s. 505.

Min første bemærkning om artiklen skal være den, at Højesteret jo selvfølgelig skal huske på, at en dobbeltsidet artikel i en landsdækkende morgenavis af den almindelige avislæser læses helt anderledes end fx en artikel i et fagtidsskrift.

En af de første dage på Journalisthøjskolen lærer de studerende, at det vigtigste skal stå først, for man kan ikke forvente, at læserne læser artiklen til ende. Dette gælder selvfølgelig så meget desto mere for en lang artikel, som den Jyllands-Posten bragte 26/1-07. Den regel kender Bent Jensen som tidligere redaktør på Jyllands-Posten også godt. Jeg minder om, at indledningen i artiklen 14/1-07 blev skåret over samme læst.

Ad 1: Hvad var det første, som Bent Jensen delte med læserne og altså ønskede at sikre sig, at flest mulige tog med sig fra morgenbordet?

Læserne skulle forstå, at der ved frokostbordene flød med øl og vodka, når KGB-agenten Jørgen Dragsdahl og hans føringsofficerer mødtes. Læserne skulle altså forstå, at de sammensvorne havde det rart sammen.

Læserne skulle også forstå, at tillidsforholdet var af en sådan karakter, at Jørgen Dragsdahl kunne give slip, velvidende at det jo er fra fulde folk og børn, at man skal høre sandheden.

Når artiklen indledtes med dette stærke billede, måtte man med rimelighed forvente, at beskrivelsen var karakteristisk for Jørgen Dragsdahls møder med de medarbejdere fra ambassaden, der viste sig at være KGB-agenter. Det er der ikke belæg for.

Det nærmeste man kommer, er nogle få generelle udsagn, først den andenhåndsviden i Ekstrabladet 11/1-92, som Gordijevskij blev citeret for: ”Dragsdahl mødtes med sin føringsofficerer rundt om på restauranter i København”, jf. ekstrakt 2, s. 345. Af de påståede føringsofficerer har Ljubimov til citat i norske Dagbladet sagt, at han selv gik i byen i Købehavn for KGB’s regning for så at påføre Jørgen Dragsdahls navn på regningen, jf. ekstrakt 2, s. 412: ”Derfor førte jeg nok opp Jørgen Dragsdahl på avisen Information noen ganger som min gjest uten at han hadde vært det, eller om han hadde været det. Så ventet jeg gjerne en ukes tid med å levere in regningen for å se om Jørgen skrev en eller anden kritisk artikel om NATOs dobbeltvedtak (anno 1979) eller slikt noe. Da la jeg gjerne Dragsdahls artikler fra Information ved, med påtegning om at KGB-sentret i Moskva burde notere seg hvor god min påvirkningsagent jobbet”.

Jørgen Dragsdahl bestrider ikke, at have mødtes offentligt på restauranter med medarbejdere fra den sovjetiske ambassade, men Bent Jensens indledning har intet med virkeligheden at gøre, hvilket Bent Jensen godt vidste.

Ad 2: Dernæst postulerede Bent Jensen i stærke subjektive vendinger, at Jørgen Dragsdahl skulle have nedgjort systemkritikeren Andrej Sakharov. Det er et voldsomt greb, som Bent Jensen her tillod sig, for ingen enkeltperson sammenfattede i den danske kollektive bevidsthed det totalitære Sovjetunionen, så stærkt som atomfysikeren og nobelpristageren Andrej Sakharov. Hvilket jo også er grunden til, at Bent Jensen brugte netop Andrej Sakharov som reference allerede i den for en redaktionel vurdering så vigtige indledende del af artiklen.

Bent Jensens anvendelse af Andrej Sakharovs autoritet udgør et alvorligt misbrug.

Jørgen Dragsdahl havde respekt for Andrej Sakharov og skrev derfor også med respekt om ham. Jeg beder Højesteret gå til artiklen ’Fredsbevægelsens død’ bragt 14/6-84 i norske Ny Tid, jf. ekstrakt 1, s. 245: ”Tilfældet Sakharov er særligt afslørende”. Og lidt senere: ”Forfølgelsen, som han blev udsat for, gjorde ham så bitter, at enkelte udtalelser fik et så provestligt indhold, at fredsbevægelsen ikke kunne omfavne ham. Man ignorerede, at han blev forfulgt, fordi han var imod Sovjets bidrag til denne oprustning og undertrykkelsen, som militariseringen af det sovjetiske samfund havde medført. Fredsbevægelsen svigtede denne kendte mand, og bevægelsens røst blev derfor ikke hørt i forbindelse med debatten om hans sørgelige skæbne. Derfor blev Sakharov-sagen monopoliseret af folk, som udnyttede den til argumentation for den kolde krig og vestlig oprustning.”

Og det vidste Bent Jensen kun alt for godt, for denne artikel af Jørgen Dragsdahl fra Ny Tid var i 1992 medtaget i artikelsamlingen ’Gensyn med Den Kolde Krig’, som Bent Jensen anmeldte under den for ham karakteristiske overskrift ’Løgn, plat og vulgaritet for alle pengene’ i Jyllands-Posten.

Jeg beder Højesteret gå til ekstrakt 3, s. 752, hvor netop artiklen om Sakharov i Ny Tid omtales: ”Fra 1984 er der en gravtale, som Jørgen Dragsdahl (JD) skrev til et norsk blad, og hvori han hudflettede fredsbevægelsen for at ignorere Andrej Sakharov og andre fredsaktivister i de socialistiske lande og for ikke at kritisere Kreml for dets urealistiske krav under atomvåbenforhandlingerne. ’Undertrykkelsen i Øst udgjorde den største fare for krig i Europa’, hedder det her.”

Bent Jensens figenblad for at skrive om Dragsdahl, som han gjorde 26/1-07, er efter det, som jeg har kunnet forstå, Jørgen Dragsdahls leder bragt i Information 11/7-83 under overskriften: ”Sakharovs brev”. Der er intet i den leder, der kunne begrunde Bent Jensens misbrug af Andrej Sakharov.

Jeg beder Højesteret gå til artiklen i ekstrakt 3, s. 791: Kritik af den sovjetiske videnskabsmand Andrej Sakharov er ikke nem. Angrebene på ham i sovjetiske medier er så groft misvisende, at eventuelle kritikere i Vest må frygte, at de kan blive taget til indtægt for en kampagne, som de intet fællesskab har med. Og på grund af de sovjetiske myndigheders overgreb imod ham, kan han fra sit indenlandske eksil ikke besvare kritik. Samtidig er det forståelig, hvis hans analyser ikke har det niveau, som man kan kræve af en utvivlsomt intelligent forsker. Han er afskåret fra mange oplysninger, og han har ikke haft mulighed for indsigt i den vestlige debats talrige nuancer. Men det vil også være uheldigt, hvis f.eks. hans åbne brev, som blev trykt her i bladet tirsdag og onsdag, står helt uimodsagt. Netop på grund af myndighedernes overgreb og det sovjetiske systems karakter får hans synspunkter en tyngde, som mere saglige hensyn måske ikke kan begrunde.”

Og senere: ”Sakharov er en kritiker af Sovjets bidrag til rustningskapløbet , men han er også produkt af det sovjetiske system, som har bragt verden ud i en ustabil situation gennem prioritering af krigsspil, der har ringe sandsynlighed.”

Professor Ole Wæver blev i byretten spurgt til sit syn på det, som Jørgen Dragsdahl kritiserede Andrej Sakharov for i lederen, hvortil Ole Wæver i byretten, s. 61, svarede: ”Han kender essay af Sakharov”, som blev bragt i Information. Dette essay blev imødegået af Dragsdahl. Efter hans opfattelse var der fornødent belæg for Dragsdahls imødegåelse af Sakharov. Dragsdahl har også i andre artikler kritiseret fredsbevægelsens behandling af Sakharov. Det var naturligt i de daværende sammenhæng, at Dragsdahl forholdt sig til Sakharovs tanker.”

Bent Jensens alvorlige misbrug af Andrej Sakharov til at mistænkeliggøre Jørgen Dragsdahl er i bund og grund et karakterselvmord. For mig, er det lige nemlig sådan professor Bent Jensen er.

Disse to falske personangreb mod Jørgen Dragsdahl i artiklens indledende del blev af Bent Jensen efterfulgt med et konstrueret udsagn, der skulle efterlade læserne med det indtryk, at KGB lavede desinformationskampagner i den danske presse.

Ad 3: Bent Jensen havde heller intet bevis for dette udsagn, så han konstruerede bevis ved at sammenskrive tre forskellige oplysninger i en og samme sætning, jf. ekstrakt 2, s. 505: ”Den afhoppede KGB-officer Vasilij Mitrokhin offentliggjorde efter Den Kolde Krig uddrag af KGBs årlige planer for desinformationskampagner over for Vesten. Disse kampagner spillede en fremtrædende rolle i den sovjetiske strategi. Ifølge en af disse planer skulle dansk presse bidrage til bekæmpelsen af sovjetiske systemkritikere. Det kunne, sagde en KGB-oberst senere, kun betyde, at KGB havde ’kontrollerede journalister’ i de pågældende lande til at føre kampagnerne ud i livet”.

Først trak Bent Jensen på KGB-arkivaren Mitrokhins autoritet og forklarede læserne, at Mitrokhin havde dokumenteret årlige KGB-planer for desinformationskampagner over Vesten, og at dansk presse ifølge en af disse planer skulle bruges til at bekæmpe sovjetiske systemkritikere.

Det skrev Bent Jensen umiddelbart efter, at han falsk i selvsamme artikel havde anklaget Jørgen Dragsdahl for som journalist at have nedgjort, den mest respekterede af alle sovjetiske systemkritikere, og artiklen havde vel og mærke til formål at vise den agentvirksomhed, der kunne begrunde overskriften i Bent Jensens artikel af 14/1-07, den der lød: ”De kaldte ham nr. 1”.

Det er stadig for mig uklart, om Mitrokhin er kilden til den angivelige danske KGB-plan. Sprogligt kan Bent Jensen læses sådan, men efter at have stiftet bekendtskab med Bent Jensens omgang med kilder mere end tvivler jeg. Så var det sikkert også blevet blæst ud i artiklen.

Derefter tog Bent Jensen en anden unavngiven KGB-oberst til indtægt for, at det, som det hedder: ”Det kunne … kun betyde”. Ved nærlæsning og eftertanke forstår man godt, at den pågældende KGB-oberst altså ingenting vidste, men blot sluttede sig til, at KGB havde kontrollerede journalister i de ”pågældende lande”. Når Bent Jensen ikke skrev Danmark, er det med kendskab til Bent Jensens omgang med kilder nærliggende, at der her var tale om en af Bent Jensen foretagen slutning fra den unavngivne KGB-obersts antagelser.

Når Bent Jensen således skrev, at KGB kontrollerede journalister i Danmark umiddelbart efter, at han havde postuleret at ham de kaldte for nr. 1 havde skrevet nedsættende om systemkritikeren Andrej Sakharov, så kunne ingen ædru læser af Jyllands-Posten den morgen være i tvivl om, at KGB havde kontrol over Jørgen Dragsdahl og brugte ham til at realiserer sine af Mitrokhin dokumenterede kampagneplaner i Danmark.

Læserne skulle være mere end vågen den morgen for ikke at blive manipuleret af professoren.

Bent Jensen gav herefter fire eksempler på artikler skrevet af Jørgen Dragsdahl. Og som vi nu skal se, slap han ikke godt fra det.

De to af artiklerne udmærker sig ved at være skrevet af Jørgen Dragsdahl efter at Sovjetunionen var styrtet sammen og KGB opløst i 1991.

Bortset fra, at Bent Jensens kritik af de to artikler selvfølgelig konkret er uberettiget, hvilket jeg har dokumenteret i det sammenfattende processkrift, pkt. 241-244, er det dog interessant, at disse to af professoren med lup fundne artikler, de kan notorisk ikke være skrevet for KGB’s regning. For der var var jo lukket og slukket hos KGB, kasseapparatet og alt det andet var kørt på lossepladsen. Det er meget besynderlige eksempler professoren valgte ud af Jørgen Dragsdahls overvældende omfangsrige produktion.

De to andre eksempler er henholdsvis artiklen om dokumentet FM 30-31 B bragt i Information 13/1-79, og artiklen om russiske dissidenter bragt i Information 12-13/3-88.

Læserne af Jyllands-Posten blev i forhold til begge artikler efterladt med det indtryk, at Jørgen Dragsdahl havde fået artiklerne fra KGB. Det er der i sagens bevisførelse ikke belæg for overhovedet.

Og Bent Jensen mente ikke, at der var grund til at dele med læserne af artiklen om FM 30-31, at Jørgen Dragsdahl faktisk tydeligvist i en af artiklerne om FM 30-31 B under underrubrikken ”Ægte ?” overfor informations læsere gjorde det klart, at dokumentet kunne være et falsum, jf. ekstrakt 1, s. 129.

Ærlig talt, hvis Jørgen Dragsdahl af KGB var antaget til at skrive om FM 30-31 B i Information, så havde han vel nærliggende ikke problematiseret dokumentets ægthed?

Bent Jensens syntes heller ikke det var relevant at fortælle Jyllands-Postens læsere, at der ikke var tale om et soloprojekt for Jørgen Dragsdahl; journalisterne Vibeke Sperling og Jeff Stein skrev også om FM 30-31 B i Information. Vibeke Sperling er dog en af de mest respekterede journalister overhovedet.

Jeg skal også om FM 30-31 B bemærke, at der ikke den dag i dag er ført bevis for, at dokumentet er uægte, selvom det har påkaldt sig stor opmærksomhed i brede kredse, herunder videnskabelige kredse, således som det fremgår af det sammenfattende processkrift, pkt. 182-187.

Jeg skal om artiklen 12-13/3-88 om dissidenterne henvise til det sammenfattende processkrift, pkt. 201-208, herunder, at der var tale om en beslutning truffet i et kollegialt forum, og så blot i dag tilføje, at artiklen dog er skrevet i 1988 og altså to år efter afslutningen af den omfattende efterforskning af Jørgen Dragsdahl, der jo afrundedes med ’grå zone’-samtalen hos PET, og på et tidspunkt, hvor Glasnost fyldte mere end KGB i det offentlige billede.

Udover omtalen af disse fire artikler postulerede Bent Jensen helt generelt og uforpligtende i Jyllands-Posten 26/1-07, at Jørgen Dragsdahls artikler om dobbeltbeslutningen og Thule-basen skulle være bestillingsarbejde fra KGB. Udsagnene er både udokumenterede og problematiske.

For jeg minder om, at Jørgen Dragsdahls artikler om dobbeltbeslutningen var udtryk for den samme politiske opfattelse, som det alternative sikkerhedspolitiske flertal dengang havde. Bent Jensen gør altså udokumenteret gældende, at de synspunkter som Jørgen Dragsdahl gav udtryk for, og som det demokratiske flertal på mere end halvdelen af Folketingets medlemmer var enig i, var bestillingsarbejde for KGB.

Der er i øvrigt ingen tvivl om, at historieforskeren den dag i dag ikke bryder sig om det alternative sikkerhedspolitiske flertal. I det sammenfattende processkrift, s. 8, er foragten stadig tydelig, her tales om ”fodnoteflertallets intriger mod regeringen” og ”Fodnoteflertallets politiske taktik i arbejdet på at genere og helst vælte regeringen”.

Jeg tror, at det demokratiske flertal i langt højere grad har været påvirket af tidens folkelige stemninger hos store befolkningsgrupper i for os vigtige lande som USA og Vesttyskland. Lad mig nævne, at der 22/10-83 var to millioner mennesker fordelt på seks europæiske storyer, der gik på gaderne og demonstrerede imod USA’s udstationering af Cruise og Pershing missiler i Europa, herunder var der i Vesttyskland en menneskekæde på mere end 100 kilometre ifølge ’Der Spiegel’. De marcherede hverken på grund af Jørgen Dragsdahls journalistik eller KGB. De marcherede, fordi de ønskede forandring til noget de anså for bedre.

Og der er vi så samtidig ved det for mig at se helt centrale budskab fra Bent Jensen i hans første artikel, altså artiklen i Jyllands-Posten 14/1-07. For det store ærinde med den artikel var for mig at se ikke at sværte Jørgen Dragsdahl som KGB-agent. Den helt store fortælling, som blev annonceret med artiklen, var jo den, at Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske skifte i 1982 skulle være sket under indflydelse af en KGB-agent.

Den iagttagelse står jeg ikke alene med, og jeg skal her henvise Højesteret til artiklen ’Det ligner inkvisition’ i Weekendavisen 19/1-07 af professor Nikolaj Petersen og chefen for Forsvarsakademiets center for militærhistorie Ib Faurby, jf. ekstrakt 2, s. 501: ”Hvis det lykkes at kriminalisere ham som KGB-agent, vil de ’villige hjælpere’ blive draget med i faldet, og den alternative sikkerhedspolitik blive skandaliseret.” Og skribenterne var ellers ikke at finde blandt Jørgen Dragsdahls største beundrere, jf. ekstrakt 2, s. 502: ”Ovenstående er ikke skrevet ud fra sympati for Jørgen Dragsdahls holdninger eller politiske virke. Tværtimod var vi i firserne at finde på den modsatte fløj og stærkt kritiske over for det alternative flertal. Og vi er fortsat skeptiske over for Dragsdahls virke som skyggeoperatør under fodnoteperioden. Heller ikke den aktivitet var forenelig med professionel journalistisk virksomhed. Men den var ikke kriminel.”

Det var ikke kun Bent Jensen, der har haft svært ved at finde fodaftryk fra KGB i Jørgen Dragsdahls journalistik. Det havde politiets efterforskere også.

PET analyserede i samtiden to gange Jørgen Dragsdahls journalistik, nemlig i 1982 og 1983. Og der er grund til at hæfte sig ved, at det var i samtiden, for en fagligt kvalificeret analytiker af den tid, hvor artiklerne blev skrevet, må dog antages i højre grad at ville have fanget udsagn, der skulle tjene KGB’s interesser.

Det er af flere grunde interessant, hvad samtidens analytikere fandt, for hvis end ikke de fandt noget godt for Sovjet, hvordan i al verden skulle den almindelige læser så kunne forstå, hvor artiklerne gjorde godt for Sovjetunionen. Det kunne jo ikke hjælpe, hvis Jørgen Dragsdahls artikler blev for subtile til at være propaganda.

PET’s analyse fra 1982 førte til en konklusion om, at Jørgen Dragsdahl nok var ”SF’er med stærk sympati for fredsbevægelsen”, jf. sammenfattende processkrift, pkt. 77. Der var heller ikke i 1982 noget juridisk kritisabelt ved at være SF’er, heller ikke, hvor dette blev kombineret med engagement i fredsbevægelsen som græsrodsbevægelse. Det er med udsagnet ganske åbenbart, at der ikke i Jørgen Dragsdahls artikler fra den omhandlede periode blev udtrykt Sovjetvenlige synspunkter.

Det indbyder til respekt, at analytikeren bag 1982-analysen var nøgtern, for oplægget fra PET til ham, havde jo forudfattet oplyst, at Jørgen Dragsdahl kunne være hvervet af KGB, jf. byretten, s. 24.

Det fremgår af PET’s brev af 23/5-08, jf. ekstrakt 2, s. 551, at analysen fra 1982, at den er lavet på baggrund af Jørgen Dragsdahls artikler i Information fra 24/3-82 til 20/8-82. Til brug for sagens behandling i Højesteret gik Jørgen Dragsdahl i Informations arkiver og støvede artiklerne af for at få genopfrisket, hvad det egentlig var, han skrev dengang med PET som ubekendt medlæser.

Jeg har tilladt mig at ulejlige Højesteret med disse artikler, for denne sammenhængende smagsprøve på Jørgen Dragsdahls journalistik er dog på samme tid både et glimrende bevis på paranoiaen dengang hos PET og på, at det ville kræve betydelig fantasi at finde KGB-aftryk i journalistikken. Så livlig fantasi at selv Bent Jensen endnu ikke har forsøgt sig.

Så til analysen et år senere.

PET’s analyse af 15/10-83 er endnu gunstigere for Jørgen Dragsdahl, for her konstaterede analytikeren jo, at godt nok var Jørgen Dragsdahl venstreorienteret, men han gav – og nu citerer jeg - på ”mange forskellige måder indtryk af at være kritisk over for det sovjetisk/kommunistiske regime” og han var ”endnu mere hånligt afvisende” over DKP, altså de sovjettro danske kommunister. Jeg skal om notatet henvise til det sammenfattende processkrift, pkt. 120.

Der er det særlige ved 1983-analysen, at den er lavet af en medarbejder fra Forsvarets Efterretningstjeneste, der ganske givet ikke var en af de meget få medarbejdere med kendskab til ’Gordijevskij-materialet’, og derfor var analytikeren heller ikke forudindtaget om Jørgen Dragsdahl, således som det altså også fandt udtryk i analysen.

På dette sted vil jeg gøre et svinkærinde:

Jeg vil nemlig gerne henlede Højesterets opmærksomhed på, at PET’s analyse fra oktober 1983 også er interessant derved, at den jo må være lavet på grundlag af den journalistik, som Jørgen Dragsdahl lavede i tiden, der gik lige forud for, og dermed også omtrent samtidig med, at Jørgen Dragsdahl af PET blev observeret ved Farum-mødet, den eneste mulige konspirative begivenhed, der ifølge PET-Kommissionen blev observeret under efterforskningen. Det kan altså med PET’s eget notat som sværd bevises, at Jørgen Dragsdahl ikke efter Farum-mødet gik KGB’s ærinde i Information, tværtimod.

Efter injuriesagens anlæg har Bent Jensen gjort nye forsøg på at påvise KGB i Jørgen Dragsdahls journalistik. Professoren har som sit endelige forsøg begået notatet dateret 1/9-09, der findes i ekstrakt 2, s. 613, og som i sagen findes i to forudgående versioner. Alle gode gange tre; det må være det ypperste, Bent Jensen kan præstere. Dateringen 1/9-09 er forkert, da den pågældende version udleveredes i 2013 kort før hovedforhandlingen i landsretten; Bent Jensen ændrede blot ikke datoen.

Notatet har givet mig anledning til, at udarbejde støttebilaget om Jørgen Dragsdahls journalistik. Støttebilaget skulle gerne tale for sig selv.

I det sammenfattende processkrift gør indstævnte en del ud af at Jørgen Dragsdahl i Information 20/11-84 bragte en artikel skrevet af den sovjetiske general Tchervov, som han 16/11-84 havde fået under et legitimt møde på den sovjetiske ambassade.

Artiklen havde også interesseret PET, især fordi hverken Berlingske eller Politiken havde været interesseret i den.

Denne enlige svale er det underligt at gøre så meget ud af, for der var jo ikke tale om, at Jørgen Dragsdahl gjorde generalens synspunkter til sine, eller at han i eget navn bragte forkerte oplysninger til gunst for Sovjetunionen. Der var tale om, at han udvirkede, at Information til sine kritiske læsere bragte en artikel i generalens eget navn, som Informations læser så kunne forholde sig til, ligesom de gjorde med mange andre artikler forfattet af partsrepræsentanter.

Det er da også bemærkelsesværdigt, at han ikke straks blev spurgt, men først fik den efter, at Politiken og Berlingske havde svaret nej. Og det er vel velkendt, at den journalistiske linje på Information var en anden end den var på Politiken og Berlingske.

I bilag P/14 i ekstrakt 1, s. 298, er det af PET anført, at artiklen af generalen syntes at være et klassisk eksempel på brug af en indflydelsesagent, og at ”det ikke vil være uventet hvis artiklen bringes i udlandet”. Artiklen af 20/11-84 blev aldrig bragt i udlandet, hvilket kriminalassistenterne hos PET kunne have konstateret, da artiklen var næsten et år gammel, da de 1/10-85 daterede bilag P/14.

Jeg vil nu forlade Jørgen Dragsdahls journalistik for at se på Jørgen Dragsdahl som mulig indflydelsesagent i forhold til fremtrædende politikere.

I artiklen af 14/1-07 fortalte Bent Jensen læserne, at Jørgen Dragsdahl havde stor indflydelse på politikerne fra det alternative sikkerhedspolitiske flertal, han satte tilmed navne på, nemlig Socialdemokraternes Kjeld Olesen og Lasse Budtz og SF’s Gert Petersen

Det er ikke klart, hvorfra Bent Jensen har sin viden om, at Jørgen Dragsdahl havde stor indflydelse på de navngivne toppolitikere, men det er klart, at det i sagens natur ikke har været de lettest påvirkelige personer. Der er i alle de nævnte tilfælde tale om ledende politikere med stort selvværd og samfundsmæssig indsigt.

Tillad mig ultrakorte personbiografier:

I 1982 var Lasse Budtz 56 år og havde været medlem af Folketinget i 9 år. Han havde forinden været journalist siden 1943, altså før Jørgen Dragsdahl blev født. Og fra 1965 havde han været udenrigspolitisk kommentator ved DR.

I 1982 var Kjeld Olesen 50 år og havde været socialdemokratisk folketingsmand siden 1966. Han blev forsvarsminister i 1971 og havde været udenrigsminister i Anker Jørgensens to sidste regeringer.

I 1982 var den store rorgænger, Gert Petersen, 55 år og havde været formand for SF siden 1974. Han var fulgt med Aksel Larsen ud af DKP og var med fra stiftelsen af SF.

Det ville dog ikke have været den letteste sag for en journalist på dengang 33 år at påvirke den trojka med sovjetisk propaganda.

Til sammenligning havde Urias en loppetjans, tænker jeg.

Jørgen Dragsdahl forklarede i byretten, s. 53, at Lasse Budtz og Gert Petersen ikke ønskede hans råd, og at han ikke havde megen kontakt til Kjeld Olesen.

Bortset fra, at det ikke er troværdigt, at ændringen i Socialdemokraternes sikkerhedspolitik i begyndelsen af 1980’erne skulle skyldes indflydelse fra KGB og Sovjetunionen, så udpegede Svend Aage Christensen fra DIIS i byretten da også overvejende bevægelser i det tyske socialdemokrati, som forklaringen. Jeg henviser til byretten, s. 57.

Jeg skal også bede Højesteret om at notere sig generalmajor Karsten Møllers forklaring i byretten, s. 63, hvor han forklarede, at han dog ikke var sikker på, at ”Dragsdahls artikler havde indflydelse på den socialdemokratiske holdning i forbindelse med fodnotepolitikken.” Jeg er opmærksom på at Karsten Møller ikke afviste indflydelse, men det fremgår omvendt tydeligt af forklaringen, at ændringen primært kom fra andre inspirationer.

Jørgen Dragsdahls mulige indflydelse på de nævnte toppolitikere lå i givet fald indirekte i, at de vel i en eller anden udstrækning læste Jørgen Dragsdahls mange artikler i Information om sikkerhedspolitiske emner. Jørgen Dragsdahls styrke sad i hans pen.

Om Bent Jensen og forskellige former for diskrimination

Jeg vil nu introducere professor Bent Jensen for Højesteret, formentlig på en anden måde, end Bent Jensen selv ville gøre det. Jeg vil også forklare, hvorfor der er så mange, som gennem ’Støtteforeningen for Jørgen Dragsdahl’ har støttet op om hans injuriesøgsmål mod Bent Jensen.

Bent Jensen blev i 1980 professor i historie ved det, der dengang hed Odense Universitet, og som i dag er en del af Syddansk Universitet. Bent Jensen var slavist og interesserede sig i sin forskning for Sovjetunionen, og Sovjetunionens relation til Danmark.

Da den daværende socialdemokratisk ledede regering i 1999 med tilslutning fra bl.a. SF og Enhedslisten nedsatte PET-Kommission til at undersøge efterretningstjenestens virksomhed, skete det i henhold til lov nr. 359 af 2/6-99 om undersøgelse af politiets efterretningsvirksomhed. Loven var politisk kontroversiel og Venstre og Konservative stemte af en række grunde imod lovforslaget.

Som det fremgår af lovens § 1, der er medtaget i materialesamlingen, s. 9, skulle to af PET-Kommissionens medlemmer udpeges efter fælles indstilling fra Institut for Historie ved Københavns Universitet og Historisk Institut ved Århus Universitet. Det fremgår af forarbejderne, at politikerne forudsatte, at det blev historikere med ”særlig indsigt i perioden efter 1945”, jf. materialesamlingen, s. 14.

Det faldt nogen for brystet som mere end tilfældigt, at Odense Universitet ikke skulle deltage ved indstillingen, selvom universitet jo også havde et historisk institut.

Efter det oprindelige lovforslag havde der blot skulle udpeges en historiker, og dengang skulle dette have været forestået af Rektorkollegiet, hvilket så ville have inkluderet Odense Universitet, jf. materialesamlingen, s. 11.

Var der nogen, der mente, at professor Bent Jensen udsattes for negativ diskrimination ved nedsættelsen af PET-Kommissionen i 1999, var der omvendt flere, der mente, at professor Bent Jensen blev positivt diskrimineret, da VK-regeringen i 2005 som betaling for Dansk Folkepartis tilslutning til finansloven for 2006 gav tilslutning til etableringen af Center for Koldkrigsforskning.

Koldkrigscenteret er blandt historikere bedre kendt som ’Langballe-centret’.

Centret skulle efter den folketingsbeslutning, der lå til grund for dets oprettelse blandt andet undersøge østblokkens indflydelse på danske beslutningstagere.

Professor Bent Jensen ansattes i januar 2007 som leder af koldkrigscenteret efter at have søgt stillingen i konkurrence med fire andre. Ansættelsen blev offentliggjort 11/1-07 på bl.a. DR’s hjemmeside. Det var en ansættelse, der ikke overraskede ret mange.

Bent Jensen havde nemlig allerede ved de foregående års finanslove efter krav fra DF fået tilført midler til koldkrigsforskning på instituttet i Odense. Bent Jensen havde selv gødet jorden med sine breve af 20/2-02 til ministre i VK-regeringen, jf. ekstrakt 3, s. 793: ”Jeg tillader mig at fremsende vedlagte papir med overvejelser om og forslag til undersøgelser af kommunismens forbrydelser i det 20. århundrede og den kommunistiske trussel mod Danmark under Den kolde Krig.”

Koldkrigsforskningen medførte, at Bent Jensen 4/5-05 tiltrådte et tavshedspålæg, hvorefter han efter Statsministerens nærmere vilkår af 31/8-04 havde fået ubegrænset mulighed for at tilgå samtlige klassificerede og uklassificerede oplysninger på PET’s arkiver.

På baggrund af oplysninger tilvejebragt under denne forskning kunne Bent Jensen i Jyllands-Posten 14/1-07- altså blot tre dage efter offentliggørelsen af ansættelsen af ham som leder af centret for koldkrigsforskning – tilsyneladende mere end sandsynliggøre, at det var klogt, når Folketinget havde etableret koldkrigscentret og ansat ham som dets leder.

For 14/1-07 erfarede læserne af Jyllands-Posten jo, at PET havde anset Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent, men at Ole Espersen gennem pres på regeringen havde udvirket, at der i strid med PET’s indstilling ikke var blevet rejst tiltale mod Jørgen Dragsdahl.

Jeg minder om, at koldkrigscenteret blandt andet skulle undersøge østblokkens indflydelse på danske beslutningstagere.

At Jørgen Dragsdahl besluttede sig for at anlægge injuriesag, var helt forudseeligt. Det er svært at forestille sig mere æreskrænkede udsagn for en højt respekteret journalist end at blive beskyldt for at have ladet sin journalistik bestemme af en fjendtlig stats efterretningstjeneste.

Som en måske større overraskelse for professor Bent Jensen, var nærliggende den opbakning, som Jørgen Dragsdahl fik, og ikke mindst opbakningens form. En kreds af borgere etablerede ’Støtteforeningen for Jørgen Dragsdahl’, der samlede økonomiske midler ind for at dække sagsomkostninger, og for at vise deres moralske støtte til Jørgen Dragsdahl.

Blandt de, der offentligt har erklæret deres medlemskab og støtte til Jørgen Dragsdahl, er fremtrædende politikere med Mogens Lykketoft og Marianne Jelved i spidsen, hvilket ikke er underligt, for det siger sig selv, at der var et betydeligt antal aktører og interessenter fra tiden med det alternative sikkerhedspolitiske flertal, der havde brug for i tide at vise Bent Jensen, at der dog gjaldt grænser for, hvad professoren kunne tillade sig at skrive for de millioner, der var bevilget til ’Langballe-centeret’.

Bent Jensen skulle vide, at der stadig for nogen var forskel på sandt og falskt.

For her i dag er der vitterlig ingen tvivl om, at forskellen mellem sandt og falskt ikke gælder for professor Bent Jensen, når det gælder en for ham større sags tjeneste.

Centret for Koldkrigsforskning afrapporterede ikke sin forskning i en betænkning eller lignende afdæmpet format, men rapporterede i form af udgivelsen ’Ulve, Får og Vogtere’ med Bent Jensen som forfatter.

Jeg vil fra bogen give et par relevante eksempler på Bent Jensens forvaltning af fakta, da disse fakta samtidig angår og adresserer vigtige temaer fra injuriesagen:

1: Både byretten og landsretten havde i deres konklusioner efter bevisførelsen for domstolene anset udsagn 7 for usandt og æreskrænkende. Der skal imidlertid mere end domstolenes ord til for at påvirke en karakter som Bent Jensens.

Jeg beder Højesteret om at gå til ’Ulve, Får og Vogtere’ i ekstrakten, s. 687, hvor Bent Jensen har medtaget udsagnet.

Bent Jensen gentog altså her i 2014 udsagnet i ’Ulve, Får og Vogtere’, selvom han fra dommene godt vidste, udsagnet ikke holdt vand. Bent Jensen havde dog tilsyneladende så megen faglig stolthed, at han ikke selv ville lægge navn til det falske citat, i al fald nøjedes han i ’Ulve, Får og Vogtere’ med at tage Jyllands-Posten til indtægt for citatet.

Det havde så samtidig den kvalitet for Bent Jensen, at det for læserne af den skatteyderfinansierede bog blev uigennemskueligt, at citatet ved foreløbigt to domstolsafgørelser er anset for usandt og æreskrænkende.

2: Væsentligere er Bent Jensens omgang med et af de helt centrale postulater i Jyllands-Posten 14/1-07. Bent Jensens budskab i avisen var, at PET ikke havde fået lov til at rejse tiltale mod Jørgen Dragsdahl, justitsministeren skulle have sagt nej.

Budskabet var bemærkelsesværdigt, for samtlige relevante justitsministre havde allerede i 2007 afkræftet rigtigheden af historien i medierne.

Det gjorde de nemlig i 1992, da Ekstrabladet fremsatte den opsigtsvækkende påstand. De tidligere justitsministre talte Nathalie Lind, Henning Rasmussen, Ole Espersen og Erik Ninn-Hansen, der alle havde afkræftet historien, således som det fremgår af det sammenfattende processkrift, pkt. 155 med kildeangivelser.

Bent Jensen kan ikke i 2007 have været uvidende om, at alle relevante ministre havde sagt, at det han nu påstod, ikke passede.

I 2009, og dermed i tid fem år før udgivelsen i 2014 af ’Ulve, Får og Vogtere’, satte PET-Kommissionen sig alligevel for at undersøge rigtigheden af Bent Jensens udsagn i Jyllands-Posten i 2007.

PET-Kommissionen afhørte som vidner blandt andre Per Larsen, som var det tætteste, som Bent Jensen i 2007 var på en kilde i Jyllands-Posten, udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og statsminister Poul Schlüter, der alle under strafansvar afkræftede, at det forholdt sig som påstået af Bent Jensen. PET-Kommissionen konkluderede, jf. ekstrakt 2, s. 594: ”Der er ikke tegn på, at PET’s ledelse på dette eller andre møder søgte politisk opbakning til at retsforfølge Dragsdahl”.

Og under retssagen havde Bent Jensen i Retten i Svendborg hørt daværende chef for PET, Henning Fode, forklare, jf. byretten, s. 66: ”Det er justitsministeren, der træffer afgørelse om, hvorvidt der skal rejses tiltale efter straffelovens § 108, men det sker på baggrund af indstilling. En sådan indstilling blev ikke udarbejdet, idet det var PET’s opfattelse, at der ikke var det fornødne grundlag.

Nu måtte man vel så med rimelighed forvente, at en professor med en statslig opgave - for det var koldkrigscenteret jo udtryk for – herefter stak piben ind. Han havde jo rent faktisk nu fået forklaringer afgivet under strafansvar fra den daværende statsminister, den daværende udenrigsminister, den daværende chef for PET og den eneste person i PET, som han havde omtalt ved navn i artiklen af 14/1-07.

Men det gjorde professor Bent Jensen ikke, selvfølgelig ikke. Jeg beder Højesteret om at gå til ekstrakt 2, s. 686: ”Per Larsen var altså meget tæt på at sige, at der ikke var blevet rejst straffesag mod JD, fordi der var politisk modvilje mod den slags sager. Justitsminister Erik Ninn- Hansen har senere om Dragsdahl-sagen sagt: ”Schlüter og jeg var enige om, at vi ikke ville have noget, der kunne minde om en gentagelse af Arne Herløv Petersen-sagen” – altså endnu en offentlig sag om en dansk KGB-agent, hvor der ikke blev rejst tiltale. Regeringen var jo i 1980’erne hårdt trængt af det alternative sikkerhedspolitiske flertal, hvor JD havde en meget høj stjerne”.

Som det fremgår, har Bent Jensen medtaget en note, hvor man kan finde kilden til det bemærkelsesværdige udsagn.

Det er tragisk-komisk at konstatere, at Bent Jensen nu i 2014 som sin kilde brugte Ekstrabladsjournalisten Jacob Andersens bog med den sigende titel: ’De røde Spioner’ fra 2002. I sin anmeldelse skrev Bent Blüdnikov, at bogen var skrevet i Ekstrabladsstil. Det var Jacob Andersen, der i 2002 på Ekstrabladet skrev de artikler, som avisen forligsmæssigt kom til at betale tortgodtgørelse for til Jørgen Dragsdahl.

Forundringen over Bent Jensens omgang med kilder tager kun til, hvis man, som jeg har gjort, går ned på kommunebiblioteket og slår efter i Jacob Andersens bog, for der står nemlig slet ikke det, som Bent Jensen i 2014 tog Jacob Andersen til indtægt for, jf. ekstrakt 2, s. 438. Jørgen Dragsdahl er ikke omtalt, og det kan ikke have været ham, som Erik Ninn-Hansen omtalte for ekstrabladsjournalisten, for som dokumenteret i det sammenfattende processkrift, pkt. 155, så havde Erik Ninn-Hansen jo afkræftet dette med sine udtalelser til Information og Det Fri Aktuelt 7/1-92. Der var andre end Jørgen Dragsdahl, der var under PET’s mistanke.

For den, der læser ’Ulve, Får og Vogtere’ med indsigt og forstand, er det ikke underligt, hvorfor man fra politisk hold ikke i 1999 ønskede at historisk institut på Odense Universitet skulle medinddrages ved nedsættelsen af PET-Kommissionen.

Jeg kan tidligere have efterladt det indtryk, at Jørgen Dragsdahl efter Bent Jensens artikler i 2007 helt ophørte med at skrive. Det er i givet fald ikke retvisende, for Jørgen Dragsdahl skriver stadig godt, og er netop nu i færd med at lægge sidste hånd på bogen: ’Ulve, Får og Fusk’.

Jeg vil på dette sted minde om de forventninger, der blev udtrykt i det aktstykke, hvorved der blev givet bevilling til etablering af koldkrigscenteret, jf. materialesamlingen, s. 15: ”Indsatsen skal baseres på historisk forskning på højeste videnskabelige niveau.”

I mit sammenfattende processkrift fylder det meget, om PET af Justitsministeren fik nej til at tiltale Jørgen Dragsdahl. Det gør det, fordi det er et for sagens afgørelse væsentligt spørgsmål, da et bekræftende svar jo implicit ville betyde, at PET mente, at kunne få Jørgen Dragsdahl dømt for strafbar agentvirksomhed i strid med straffelovens § 108, og det gør det, fordi denne alvorlige anklage oplagt er en bærende grund til, at artiklen fik så omfattende opmærksomhed og plads, det var da også det, de første ud fra en journalistisk synsvinkel væsentlige afsnit handlede om.

I lyset af den væsentlige betydning spørgsmålet har, kunne man forvente en klar besvarelse heraf i indstævntes sammenfattende processkrift. Jeg har nærlæst indstævntes sammenfattende processkrift, herunder afsnittet ”Den manglende strafforfølgning af Dragsdahl” og mener, at have identificeret følgende svar s. 71: ”Alt dette – og mere kan ligge bag beslutningen om ikke at rejse tiltale, der således overordnet meget vel kan hvile på den betragtning, at det, PET ville have til fri rådighed i en retssal , ville være for spinkelt, i kombination med det ’politisk’uhensigtsmæssige i overhovedet af rejse tilltale”.

Det er jo nærmest som om, at Bent Jensen har resigneret overfor fakta. Men sikker på det er jeg ikke.

Indstævnte skylder klar svar uden omsvøb. Jeg vil opfordre den ærede modpart til, at det overfor Højesteret klart og tydeligt oplyses:

1: Gør Bent Jensen gældende, at PET ønskede at tiltale Jørgen Dragsdahl, men blev forhindret af Justitsministeren og regeringen?

2: Hvis spørgsmålet besvares bekræftende, beder jeg om at få oplyst, om Bent Jensen har andre kilder end Jacob Andersens bog om de Røde Spioner.? Jeg vil også gerne have oplyst, hvordan Bent Jensen stiller sig til Poul Schlüters, Uffe Ellemann-Jensens, Per Larsens og Hennning Fodes forklaringer afgivet under strafansvar?

Min præsentation af Bent Jensen vil jeg runde af ved at gøre nogle sammenfattende betragtninger om Bent Jensens skrivestil:

1. Bent Jensen sikrede at der i de lange avisartikler tidligt kom stærkt belastende postulater med mod Jørgen Dragsdahl. Derved sikre Bent Jensen, at læseren straks er sporet ind på den rigtige kontekst, og læsere, der falder fra, har fået budskabet.

2. Bent Jensen skrev på en måde, hvor budskabet aldrig er uklart for læserne, selvom han ofte behændigt undgår direkte at sætte navn på de stærkest belastende udsagn.

3. Bent Jensen misbrugte værdiladede referencer til at mistænkeliggøre Jørgen Dragsdahl.

4. Bent Jensens sprog er subjektivt og han er yderst selektiv uden nuancer til gunst for Jørgen Dragsdahl i fremstillingen.

5. Bent Jensen lægger sproglige forbehold ind i teksten, uden at disse har betydning for læsernes samlede forståelse af budskabet.

Landsrettens præmisser om æreskrænkelserne

Det er almindeligt i procedurer for Højesteret som advokat for appellanten, at slutte proceduren af med at gøre nogle bemærkninger om den indankede doms præmisser, altså hvorfor er præmisserne ikke er holdbare.

Jeg har imidlertid besluttet mig for, at lade mine afsluttende bemærkninger dirigere af landsretten. Der er ingen grund til at lade disse præmisser hænge til det sidste.

Jeg skal starte med at tilslutte mig første del af landsrettens præmisser.

Landsretten anførte, s. 75, at det ved vurderingen af, om de enkelte udsagn er æreskrænkende, er afgørende, ”hvordan en almindelig læser og tilhører vil opfatte udtalelserne ud fra deres indhold og kontekst”.

Dette er i nøje overensstemmelse med al praksis og teori om straffelovens § 267 og EMRK, og jeg henviser her til Højesterets dom i UfR 2003.2044 H (Pia Kjærsgaard), hvor præmisserne er medtaget i materialesamlingen, s 85, og til Den kommenteredes straffelov, speciel del, s. 472, der fremgår af materialesamlingen, s. 134: ”Udtalelsen må som udgangspunkt tillægges det indhold, som en almindelig læser ville tillægge den.”

Det hører med, at bedømmelsen ikke skal foretages isoleret af de æreskrænkende udsagn. Jeg vil her henvise til Mohammed Ashans artikel ’Ytringsfrihed og æreskrænkelser i menneskeretligt perspektiv’ i Juristen nr. 7/2000 i materialesamlingen, s. 202: ”Der kan af Domstolens praksis udledes den væsentlige grundsætning, at der ved bedømmelsen af, hvorvidt de omhandlede udtalelser har overskredet ytringsfrihedens grænser, ikke skal tages udgangspunkt i en isoleret vurdering af udtalelserne, men at der derimod skal foretages en helhedsbedømmelse.” Og lidt senere i artiklen gav han domscitatet: ”particular regard to (1) the words used in the statements and (2) to the context in which they where made public, (3) in the light of the case as a whole”.

Dernæst følger under overskriften ”De enkelte udsagn” fra side 75 til side 90 landsrettens begrundelse for, at hvert enkelt af de 35 udsagn er egnede til at nedsætte Jørgen Dragsdahl i medborgeres agtelse. Retten i Svendborg var nået til det samme resultat.

Jeg kan om de enkelte udsagn henholde mig til landsrettens præmisser med de uddybninger og kommentarer, der følger af det sammenfattende processkrift pkt. 131 til pkt. 209.

Bedømmelsen af, om der konkret er tale om usande, æreskrænkende udsagn, beror på en konkret bevisbedømmelse, som de to foregående instanser har været enige i bedømmelsen af.

Sagen er af Procesbevillingsnævnet tilladt indbragt for Højesteret som principiel af andre grunde, og der bør derfor af Bent Jensen skulle tilvejebringes tungerevejende grunde for, at Højesteret omgør bevisbedømmelserne, der tilmed fandt sted efter særdeles omfattende umiddelbar bevisførelse. Det har Bent Jensen ikke gjort i Højesteret, der i relation til bevisbedømmelsen for, at udsagnene er usande og æreskrænkende i det alt væsentlige får forelagt samme sag som de to foregående instanser, dog i en mere koncentreret og tilskåret form.

Jeg forstår præmisserne i UfR 2013.1067/2H (Peter Garde-sagen) sådan, at det jeg har sagt, afspejler Højesterets tilgang. I hvert fald fandt Højesteret det relevant at indlede begrundelsen med begrundet konstatering af, at de to foregående instanser havde været enige om den konkrete bevisbedømmelse, hvorefter Højesteret blot tiltrådte uden egentlige egne betragtninger, jf. materialesamlingen, s. 92: ”I nærværende sag fandt landsretten det i samme omfang som byretten bevist, at T under interviewet forsætligt fremsatte udtalelser, som må anses for at indeholde en ærefornærmende sigtelse mod A for at have udøvet uretfærdighed ved behandlingen og afgørelsen af den ovennævnte straffesag. Landsretten tiltrådte således byrettens vurdering, hvorefter den ærefornærmende sigtelse omfattede et udsagn under interviewet om, at ”dommer A var min åbenlyse politiske modstander, det er ham, der har tilrettelagt det hele, han er en yderliggående nationalist, som i Ugeskrift for Retsvæsen direkte har sagt, man skal diskriminere udlændinge også ved domstolene”, og et udsagn om, at ”Vi kan starte med sponsorsagen til Byretten, det er A en yderliggående nationalist, som så har allieret sig med en formand for Det Konservative Folkeparti i Allerød, som har været min politiske modstander i årevis, de to har dømt mig”. Ifølge landsretten var essensen af de fremsatte udtalelser utvivlsomt, at der fra A’s side lå usaglige politiske hensyn bag domfældelsen af T. Landsretten var enig med byretten i, at en sådan sigtelse, hvis den var sand, kunne have ført til embedsfortabelse for A på grund af strafbart forhold, jf. straffelovens § 146. Højesteret tiltræder, at de ovennævnte udsagn, som T fremsatte under tv-interviewet, udgør en ærefornærmende sigtelse i straffelovens § 267’s forstand, og at sigtelsen, hvis den var sand, kunne have ført til embedsfortabelse for A, jf. straffelovens § 146.”

Lige som landsretten gjorde det i dommen fra side 90 til side 91, vil jeg gøre nogle generelle betragtninger om det menneskeretlige fundament for sagens afgørelse.

Som anført af landsretten s. 90, så angår sagen en afvejning af Bent Jensens ret til ytringsfrihed beskyttet af EMRK art 10 og Jørgen Dragsdahls ret til respekt for sit privatliv beskyttet af art. 8.

Det fremgår af EMRK-domstolens praksis, at der ved denne afvejning skal foretages en konkret helhedsbedømmelse, hvori der skal tages hensyn til de kriterier, der blev fastlagt af Grand Chamber i EMRK-domstolens principielle dom fra 2012 i Springer-sagen. Springer-dommen forelå altså, da landsretten afsagde dom.

Jeg beder Højesteret om at slå om i materialesamling, s. 185, hvor jeg vil starte med præmis 90: ”Where the right to freedom of expression is being balanced against the right to respect for private life, the criteria laid down in the case-law, that are relevant to the present case are set out below”.

Derefter følger seks kriterier, som domstolene skal tage hensyn til ved den konkrete afgørelse. Man kunne herefter være fristet til at gå til Springer-sagen og så vurdere sagen i forhold til hvert enkelt kriterium. Helt så enkelt er det ikke, der er vist aldring noget, der er enkelt når EMRK-Domstolen er involveret.

Trine Baumbach anførte i sin artikel om sagen, at afvejningen i sager vedrørende andres gode navn og rygte er udtryk for en uddybning (”uddybet”) af den konceptuelle prøvelse efter ERMK art. 10. Hun indledte derfor også sin artikel med isolerede betragtninger om art. 10.

Og det er nødvendigt inden afvejningen først at anskue en ytringsfrihedssag om andres gode navn og rygter fra et snævret ytringsfrihedsperspektiv, for det er jo inden den egentlige afvejning nødvendigt at få kvalificeret ytringernes indhold, altså det relevante faktum, der skal holdes op mod privatlivsinteressen. Højesteret kan jo ikke sige om noget er sandt eller forkert, før Højesteret har fastlagt ytringens indhold, hvilket rejser spørgsmål om fortolkningsprincipper, hvilket griber tilbage til praksis efter EMRK art. 10.

Inden jeg gennemgår kriterierne efter Springer-sagen vil jeg derfor fremdrage nogle forhold fra praksis om EMRK art. 10, der må tages hensyn til ved sagens afgørelse:

1: Der sondres af EMRK-Domstolen mellem beskyldninger (Statement of Facts) og værdidomme (Value Judgements). Udgangspunktet er, at beskyldninger er udsagn, der lader sig bevise, mens værdidomme udtrykker et subjektivt udsagn.

Landsretten lagde til grund, at Bent Jensens udsagn om agentvirksomhed alle er beskyldninger, mens udsagnene om desinformation af landsretten blev rubriceret som værdidomme. Begge former for ytringer spiller således en rolle i sagen.

I udgangspunktet adskiller beskyldninger og værdidomme sig fra hinanden derved, at der, som der gøres med straffelovens §§ 267 og 269, kan kræves sandhedsbevis for beskyldninger, mens dette ikke er muligt for værdidomme. For værdidomme kan og må der ikke kræves sandhedsbevis. For værdidomme kan der alene kræves sandsynliggørelse af et vist faktuelt grundlag for værdidommen, og at indehaveren af udtalelsen i øvrigt var i god tro.

Jeg gør gældende, at der som udgangspunkt skal føres sandhedsbevis for beskyldninger. At dette er udgangspunktet antages i den juridiske litteratur. Jeg beder Højesteret gå til Mohammed Ashan i materialesamlingen, s. 202: ”I relation til udtalelser vedrørende faktiske forhold antages det, at der kan kræves ført sandhedsbevis, hvorimod dette ikke kan kræves for så vidt angår værdidomme”. Derefter nærmere bestemt Sten Schaumburg-Müller i ’Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer’ (2011) i materialesamlingen, s. 269: ”Hvad statement of facts angår, vil der normalt kunne kræves bevis”.

Og det er også, hvad der fremgår af den nyeste praksis fra EMRK-Domstolen på området. Jeg beder Højesteret gå til pkt. 46 i EMRK-Domstolens dom af 3/12-13 i Ungvary-sagen af 3/3-14 medtaget i Nemeths materialesamling, s. 69: ”…a distinction needs to be made between statements of fact and value judgements in that, while the existence of facts can be demonstrated, the truth of value judgements is not susceptible to proof. The requirement to prove the truth of a value judgement is impossible to fulfil and infringes freedom of opinion itself, which is a fundamental part of the right secured by article 10”.

Mens der som udgangspunkt kan kræves bevis for beskyldninger, kræver værdidomme at der er et tilstrækkeligt faktuelt grundlag, eller som det heder i Ungvary-sagen, præmis 46: ”However, even where a statement amounts to a value judgement, there must exist a sufficient factual basis to support it, failing which it will be excessive”.

Selv om afsenderen af en beskyldning ikke kan føre sandhedsbevis, er det ikke dermed givet, at beskyldningen efter en helhedsbedømmelse falder uden for beskyttelsen efter EMRK art. 10, ligesom kravene til, hvad der skal til for at der er tilstrækkeligt faktuelt grundlag beror på en helhedsbedømmelse efter værdidommens indhold.

2: Professor Bent Jensens artikler blev bragt i landsdækkende aviser. Dette gør, at sagen skal afgøres ikke efter praksis om pressens stilling efter EMRK art. 10, men i lyset af denne praksis. Sagen kan ikke afgøres slavisk efter praksis om pressen, for denne praksis angår i første række mediernes medvirkens ansvar og de metodemæssige krav til journalistik.

Disse synspunkter fandt også udtryk i Trine Baumachs artikel i Juristen, hvor hun i materialesamlingen, s. 2, udtrykte underen over, hvorfor pressens udvidede ytringsfrihed af Østre Landsret tillagdes betydning: ”da sagen for landsretten ikke angik avisjournalisters eventuelle medvirkensansvar, og da det ikke alene kan skyldes, at Bent Jensens udsagn havde været bragt i landsdækkende aviser. Landsretten fremhævede jo selv, at Bent Jensen udtalte sig som professor i historie med speciale inden for området (og ikke som journalist). Pressens udvidede ytringsfrihed relaterer sig til pressens rolle som ’den fjerde statsmagt’ – ikke til alle, der ytrer sig i den offentlige debat.”

Jeg vil på dette sted før min gennemgang af Springer-sagens kriterier (der også inddrager hensyn med rod i pressens forhold), fremdrage to forhold, hvorefter pressens udvidede ytringsfrihed vil skulle have betydning.

Det første er tvivlsomt. I dommen i Ungary-sagen, der er afsagt efter landsrettens dom, anførte EMRK-Domstolens flertal i præmis 48, at ved bedømmelsen af en professors ytringer i et tidsskrift, skulle der foretages ”most careful scrutiny” fordi de forholdsregler, der kunne komme på tale var egnede til at påvirke meningsudvekslingen i pressen.

Det fremgår af præmis 61, at forpligtelsen til ”most careful scrutiny” omfatter vurderingen af om, at der er tale om beskyldning eller værdidom og vurderingen af faktum.

Konkret fandt EMRK-Domstolen, at den ungarske Højesteret havde anlagt for isoleret og snæver fortolkning af udsagn om, at den forurettede havde været officiel kontakt, der havde samarbejdet med styret. Domstolen fandt også, at der ikke var taget stilstrækkelig hensyn til det samlede indtryk som fagtidsskriftsartiklen efterlod.

Der var tale om en 4-3 afgørelse, og det fremgår af dissensen er det var denne del af afgørelsen, som der ikke kunne opnås enighed om.

Det forhold, at landsretten mente, at betragtninger om pressens ytringsfrihed skulle komme Bent Jensen til gode, har givet også haft indflydelse på præmissen om, at der alene skulle være overladt ”en begrænset skønsmargin ved vurderingen af, om det er nødvendigt at foretage indgreb i Bent Jensens ret til ytringsfrihed”.

Jeg henviser her til Mohammed Ahsan, der på baggrund af Thoma-sagen anførte, jf. materialesamlingen, s. 201: ”Skønsmarginen indsnævres imidlertid yderligere, når det drejer sig om indgreb i pressens ytringsfrihed, hvilket beror på den essentielle og betydningsfulde rolle som tilkommer pressen i et demokratisk samfund, hvor bl.a. regeringen ikke blot er underlagt lovgivningsmagtens og den dømmende magts kontrol, men også pressens kontrol. Den begrænsede skønsmargin har således baggrund i dels pressens funktion som offentlighedens vagthund, dels dens rolle som samfundskritiker og informationsformidler”.

Jeg vil herefter gå den principielle dom i Springer-sagen.

Det første kriterium i Springer-sagen er herefter om, der er tale om ”Contribution to a debate of general interest”.

I præmis 90, jf. materialesamlingen, s. 185, udtaltes: ”An initial essential criterion is contribution made by photos or articles in the press to a debate of general interest. The definition of what constitutes a subject of general interest will depend on the circumstances of the case the Court nevertheless considers it useful to point out that it has recognised the existence of such an interest not only where the publication concerned political issues or crimes, but also where it concerned sporting issues of performing artist.”

I Ungary-sagen konstaterede EMRK-Domstolen det samme og konkluderede i præmis 63 i materialesamlingen, s. 74: ”It considers that it is an integral part of freedom of expression to seek historical truth and it is not its role to arbitrate on the underlying historical issues, which are a part of a continuing debate between historians that shapes opinion as to the events which took place and their interpretation. It therefore concludes that this publication deserves the high level of protection guaranteed to political discourse – and the press, in view of its functions.”

Bedømt efter kriteriet om offentlig interesse skal Bent Jensens udsagn om agentvirksomhed under Den kolde Krig gives den største beskyttelse. Her falder der tunge lodder til gunst for Bent Jensen, det kan der ikke herske tvivl om. Og sådan fandt det også udtryk i landsrettens præmisser.

Kriterium nummer to efter Springer-sagen er ”How well known is the person concerned and what is the subject of the report?”.

I præmis 91 anførte EMRK-Domstolen, jf. materialesamlingen, s. 186: ”In that connection a distinction has to be made between private individuals and persons acting in a public context, as political figures or public figures”.

Bent Jensens artikler indeholdt beskydninger mod Jørgen Dragsdahl for hans offentlige virke som journalist under Den kolde Krig, hvor Jørgen Dragsdahl havde en fremtrædende rolle og udøvede indflydelse på den offentlige meningsdannelse. Jørgen Dragsdahl skal på den baggrund tolerere mere end private borgere.

Når det er sagt, så må det også tages i betragtning, at Jørgen Dragsdahl som journalist langt fra havde eksponeret sig i offentligheden sammenlignet med andre relevante beskyttelsessubjekter.

Også dette hensyn blev fuldt ud tilgodeset af landsretten.

Springer-sagens tredje kriterium om ”Prior conduct of the person concerned” tilføjer næppe noget yderligere til det, som jeg netop har sagt.

Det fjerde kriterium er i Springer-sagen er ”Method of obtaining the information and its veracity”.

Som det fremgår af materialesamlingen, s. 187, udtalte EMRK-Domstolen i præmis 99: ”The way in which the information was obtained and its veracity are also important factors”.

Herefter nævnte domstolen den udviklede praksis for journalister, hvilket ikke kan forstås på anden måde, end at der ved den konkrete udmøntning af kriteriet må tages hensyn til afsenderens status og ytringens indhold.

Det er bemærkelsesværdigt, at EMRK-Domstolen omtalte journalister, for der må vel som udgangspunkt altid mindst kræves det samme for andre afsendere af ytringer som af journalister, for journalister jo er de, der nyder den højeste grad af ytringsfrihed.

Det må derfor også altid som det mindste kræves, at afsenderen af en ytring ”are acting in good faith and on an accurate factual basis”, og at oplysningerne er ”reliable and precise information”, der er blevet til efter de for afsenderen eventuelle særligt gældende etiske regler.

Det havde dog været nærliggende om landsretten tydeligt i det generelle afsnit havde anført, at det også skulle tillægges betydning om Bent Jensen var i god tro og havde gjort, hvad en bonus pater historiker kunne forventes at have gjort. Det tættest landsretten kommer det, er angivelsen om tilstrækkeligt faktuelt grundlag, da det jo heri må være indeholdt, at det er tilstrækkeligt henset til forholdene hos afsenderen af ytringerne.

Det er ikke kun mig, der i dommen savner en stillingtagen hertil. Jeg beder Højesteret gå til Trine Baumbach i materialesamlingen, s. 7: ”Landsretten udtalte sig ikke om god tro-spørgsmålet, hvilket jf. det ovenfor omtalte om god tro og dokumentationskravet/forskningsmetodekrav, svækker dommens overbevisningskraft”

Det femte krierium efter Springer-sagen er ’Content, form and consequences of the publication’.

Det anførtes i Springer-sagen, præmis 94, jf. materialesamlingen, s. 187: ” The way in which the photo or report are published and the manner in which the person concerned is represented in the photo or report may also be taken into consideration.” Og senere i præmisserne: ”The extent to which the report and photo have been disseminated may also be important factor, depending on whether the newspaper i a national or local on, and has large or limited circulation”.

Landsretten burde i sit generelle afsnit til gunst for Jørgen Dragsdahl have været taget hensyn til, at oplysningerne blev offentliggjort på en sådan måde, at oplysningerne fik størst mulig udbredelse.

Det er dog sjældent, at beskyldninger bringes sæm forsidehistorie ledsaget af to hele sider i en landsdækkende morgenavis. Efterfulgt af massiv omtale i de andre landsdækkende medier.

Ofte drejer afvejningen sig i injuriesager sig dog om oplysninger rettet mod en mindre kreds i mindre format.

EMRK-Domstolen tillægger det betydning, om den injurierede har fået mulighed for genmæle. Jørgen Dragsdahl havde ikke en kinamands chance for et adækvat genmæle. Han havde ikke adgang til arkiverne, og Jyllands-Posten stillede ikke to sider til rådighed for ham.

Disse hensyn har ikke fundet udtryk i landsrettens præmisser.

Endelig lagdes der i Springer-sagen for det sjette vægt på: ”Severity of the sanction imposed”, jf. materialesamlingen, s. 188.

Dette kriterium taler især til gunst for Bent Jensen i forhold til straf og godtgørelsespåstandene, mens det vejer mindre i forhold til mortifikationspåstandene.

Det var, hvad jeg i første omgang havde at siger om Springer-sagens seks kriterier.

Uden dækning i Springer-sagen eller anden praksis synes landsretten i de generelle præmisser at have taget forkert hensyn til, at Bent Jensen var ”professor i historie”. Landsretten lagde ikke blot vægt på den offentlige interesse i Bent Jensens ytringer, men tillagde det i sig selv efter præmissernes ord betydning, at Bent Jensen er historiker eller forsker.

Dette har ingen støtte i den principielle afgørelse i Springer-sagen. Og det har heller ikke støtte i den i tid efter landsrettens dom afsagte EMRK-dom i Ungary-sagen.

Det, at Bent Jensen er forsker, bør ikke i sig selv begrunde, at han skal have udvidet ytringsfrihed uden for det akademiske miljø ud over den udvidede beskyttelse, han har, allerede fordi han udtalte sig om spørgsmål af offentlig interesse.

Forskere har ikke speciel betydning for det demokratiske samfund, og der ses ikke at være særlige hensyn at tage. Forskere har jo per definition al den tid, der skal til, for at komme til det helt rigtige resultat. Hvis forskere indrømmes særlig udvidet ytringsfrihed, er der rigtig mange andre, der også burde tilgodeses.

Advokater spiller fx en tydeligere demokratisk rolle end forskere, men det fremgår af EMRK-Domstolens praksis, at det at være advokat ikke i sig selv giver forøget ytringsfrihed.

Trine Baumbach reflekterede over spørgsmål i materialesamlingen, s. 4: ”Det er svært på baggrund af Menneskerettighedsdomstolens praksis at udtale sig sikkert om, hvorvidt forskere har en – i traditionel forstand – udvidet ytringsfrihed, eller om en eventuel vid ytringsfrihed beror på, at de er underlagt ’pligter og ansvar’ og af skrappe dokumentationskrav/forskningsmetodekrav, som gør, at de straffrit kan udtale sig endog meget ’krænkende’, hvis dokumentationskravet/forskningsmetodekravet er opfyldt – altså at de har en vidtgående ytringsfrihed vedrørende deres forskningsresultater, forudsat at de udtaler sig som forskere og lever op til et alment anerkendt dokumentationskrav/en alment anerkedet videnskabelige metode inden for det pågældende forskningsfelt. Det muligvis lidt skærpede dokumentationskrav skal ses i lyset af, at forskere, ikke mindst en professor, dr. phil, når vedkommende udtaler sig som forsker, nyder en større troværdighed i befolkningen end ’almindlige mennesker’.

I tilknytning til disse generelle betragtninger i landsrettens præmisser vil jeg bede Højesteret gå til Trine Baumbach, jf. materialesamlingen s. 7: ”En beskyldning falder efter praksis uden for det strafbares område (et indgreb vil udgøre en krænkelse), hvis dens sandhed kan bevises, eller (hvis den ikke kan bevises eller direkte er forkert) hvis den vedrører et emne af offentlig interesse, er fremsat i god tro og på et vist faktuelt grundlag.”

Udtalelsen er sær, for den harmonerer altså ikke med EMRK-Domstolens dom i Springer-sagen og den ville jo i almindelighed give en videregående ytringsfrihed end den der gælder for journalister.

Som kilde for denne bemærkelsesværdigt vidtgående udtalelse henviser hun i note 40 til præmis 72 i ”f.eks. Erla Hlynsdottir” fra 2012. Men det fremgår direkte af den præmis, som Baumbach henviste til, at der jo var tale om en sag mod en journalist. Jeg mener ikke, der er belæg for det vidtgående udsagn, som jeg kun har kunnet finde støtte for hos Jens Elo Rytter, jf. materialesamlingen, s. 232: ”Selv om beskyldningen viser sig at være forkert eller ikke kan bevises, bør man dog ikke straffe for ærekrænkelse, hvis beskyldningen vedrører et emne af offentlig interesse og blev fremsat i god tro om dens rigtighed. Straf kan derfor være berettigede, hvis beskyldningen hviler på et meget spinkelt grundlag (og således måske er fremsat med det primære formål at sværte en person til).”

Trine Baumbachs og Jens Elo Rytters fremstilling er for mig at se ikke retvisende.

Efter de generelle principielle betragtninger, bedømte Landsretten, s. 91-97, derefter Bent Jensens udsagn om agentvirksomhed.

Som det første afviste landsretten, s. 92, at Bent Jensen havde ført sandhedsbevis for, at Jørgen Dragsdahl skulle have været agent for KGB.

Denne konstatering er utvivlsomt rigtig. Jørgen Dragsdahl var ikke KGB-agent.

Som landsretten også gjorde det, så må Højesteret som trædesten tage stilling til, om Bent Jensen med sine udsagn om agentvirksomhed sigtede Jørgen Dragsdahl for strafbare forhold. Det er en for sagen meget væsentlig bedømmelse, for svaret på dette spørgsmål er helt afgørende for flere af de bedømmelser, som Højesteret skal foretage:

For det første vil det fjerne enhver tvivl om, at Bent Jensen talte usandt, hvis Bent Jensens udsagn om agentvirksomhed skal forstås som sigtelser for strafbare forhold.

Men netop det, at Bent Jensen jo skal kunne retfærdiggøre sine udsagn ved at kunne føre sandhedsbevis for dem, gør jo, at Højesteret må positivt tage stilling til, hvad læserne måtte forstå om de sigtelser for agentvirksomhed, som Bent Jensens kom med i artiklen 14/1-07, der jo er fundamentet i denne sag, for resultatet af denne bedømmelse fortæller, hvad det er, som Bent Jensen skal føre sandhedsbevis for her i Højesteret.

Hvis Højesteret forstår sigtelserne om agentvirksomhed som sigtelser for strafbare forhold, må det uden videre siges at være klart, at Bent Jensen ikke kan føre sandhedsbevis for berettigelsen af sine æreskrænkelser.

Der blev aldrig rejst tiltale ved domstolene, anklagemyndigheden blev heller ikke involveret, for der kom aldrig en af Justitsministeren efter straffelovens § 110 f tiltrådt beslutning om at rejse tiltale, og politiet fandt i form af skikkelse af PET ikke på noget tidspunkt, at der var grundlag for andet end mistanke om strafbar agentvirksomhed, den mistanke det set fra PET’s stol forståeligt for alvor var blevet vakt, da PET via MI6 i sommeren 1982 fik overbragte Gordijevskijs andenhåndsviden om, at Jørgen Dragsdahl angiveligt skulle være KGB-agent. PET havde også før Gordijevskijs eksfiltrering i 1982 interesseret sig for Jørgen Dragsdahl, men som det følger af støttebilaget: ’Forløbet fra 1976 til 1978’ var der heller ikke for den periode grundlag for at påstå, at Jørgen Dragsdahl skulle have udøvet agentvirksomhed for KGB.

Som jeg sagde, så blev der hverken rejst tiltale eller søgt politisk tilslutning til tiltale. Indledning af en straffesag lå endnu fjernere, for der blev ikke engang tale om sigtelse af Jørgen Dragsdahl.

De eneste, altså udover måske historieprofessor Bent Jensen, med blot nogen indsigt i Jørgen Dragsdahls gøren og laden under Den Kolde Krig, der har ment, at Jørgen Dragsdahl havde begået noget strafbart, det var de to kriminalfolk der skrev det indholdsmæssigt ubehjælpelige udkast til indstilling om tiltalerejsning, der fremgår af byretten, s. 35-36, og ekstrakt 1, s. 291, og som er omtalt udførligt af PET-Kommissionen i bind 13 medtaget i ekstrakt 2, s. 568.

Det skal jeg selvfølgelig sige, kan man mene, men det ændrer ikke på, at enhver med juridisk indsigt, der læser de to kriminalfolks indstilling, de vil jo allerede gennem læsning af papiret forstå, at der ikke var fugls føde på den sag.

De to kriminalfolk kunne ikke engang på deres egne præmisser ved beskrivelsen i unuancerede, hovedbudskabet over godt to sider vinde deres sag. Enhver advokat ved, at kan man ikke engang vinde sin sag i sit eget skrift, så har man en tabersag.

Vi ved ikke, hvem der standsede de to kriminalfolk. Om det var dem selv, der tabte modet ved skivebordet, om det allerede var deres nærmeste foresatte, der sagde stop, eller om det først blev standset højere oppe i PET-hierarkiet.

Og som tidligere påpeget ved vi fra PET-chef Henning Fodes vidneforklaring i byretten, s. 66, at der ikke søgt rejst straffesag mod Jørgen Dragsdahl: ”Det har aldrig været et tema, at der skulle rejses tiltale mod Jørgen Dragsdahl. Det var materialet ikke godt nok til ”.

Og tillad mig her at gøre opmærksom på, at Bent Jensen ikke havde de to kriminalfolks indstilling i bilag P/13 og P/14, da han skrev artiklen af 14/1-07, for det bilag fik han først i 2008 ifølge PET’s oplysninger her under højesteretssagen. Vi ved altså nu i Højesteret, at Bent Jensen ikke havde de to kriminalfolks indstilling, da han støbte fundamentet til sine angreb mod Jørgen Dragsdahl, sådan som landsretten fejlagtigt lagde til grund i sin begrundelse for at lade Bent Jensen slippe.

Højesterets stillingtagen til om Bent Jensen sigtede Jørgen Dragsdahl for strafbar agentvirksomhed er dernæst vigtig for afvejningen af hensynet til Jørgen Dragsdahls beskyttelse af sit privatliv over for Bent Jensens ytringsfrihed.

Det er klart, at en sigtelse for strafbar agentvirksomhed vil være udtryk for et groft personangreb mod Jørgen Dragsdahl, hvilket i sig selv vil være et tungt lod til gunst for Jørgen Dragsdahl.

Men det er også vigtigt, fordi det definerer temaet for, hvad Bent Jensen skal og kan finde faktuel underbygning for. Der var i 2007 intet faktuelt belæg for beskyldninger om, at Jørgen Dragsdahl skulle have gjort sig skyldig i strafbar agentvirksomhed.

Bent Jensen vidste, at der ikke var rejst tiltale, og Bent Jensens eneste faktuelle belæg i 2007 for udsagnene om, at politikerne skulle have forhindret PET i at rejse tiltale mod Jørgen Dragsdahl, det var som påvist Bent Jensens misforståelse af Ekstrabladsjournalisten Jacob Andersens omtale af en samtale med Erik Ninn-Hansen i sin dårligt anmeldte bog om de knaldrøde spioner.

Bent Jensen havde intet andet. Indtil jeg modtog indstævntes sammenfattende processkrift, troede jeg, som følge af henvisningen til Per Larsen i Jyllands-Posten 14/1-07, at Bent Jensen måske ville påberåbe sig, at Per Larsen var kilde. Men det gør han afgjort ikke, og jeg henviser her til indstævntes sammenfattende processkrift, s. 29. ”Per Larsen er imidlertid ikke jurist og havde ikke til opgave at vurdere de strafferetlige implikationer af det, appellanten foretog sig. Han kender f.eks. tilsyneladende heller ikke lovens regel om, at der kræves ministertilladelse, når der skal rejses straffesag efter § 108 (landsretsdommen s. 57). Hans åbenlyse misforståelser og usikre brug af begreberne undergraver mulighederne for i det hele taget at forstå, hvad han mener med det, han forklarer. Han fortæller i øvrigt også, at mange års telefonaflytning ikke var usædvanlig.”

Der er ingen tvivl om, at bilag P/9 spillede en stor rolle for Bent Jensen, da han skrev artiklen 14/1-07. Som det fremgår af byretsdommen, s. 41, fremgår det direkte af dette dokument, at Jørgen Dragsdahl skulle have at vide, at han ikke var sigtet, hvis det var relevant under samtalen.

Det er altså af stor betydning at få afgjort, om Bent Jensen beskyldte Jørgen Dragsdahl for strafbare forhold.

Jeg gør gældende, at det er forkert, når landsretten konkluderede, at Bent Jensen ikke sigtede Jørgen Dragsdahl for strafbar agentvirksomhed.

Jeg gør gældende, at der ikke i den offentlige meningsudveksling kan anerkendes et agentbegreb i den almindelige læsers bevidsthed, der er et bredere og dermed mere rumligt end det, der er strafbart efter enten spionparagraffen i § 107 eller den såkaldt milde spionparagraf i straffelovens § 108. Dette gælder i al fald, når agentvirksomheden i den offentlige meningsudveksling sættes i forbindelse til fremmede staters efterretningstjenester, således som det i denne sag er tilfældet med KGB.

PET har på intet tidspunkt mistænkt Jørgen Dragsdahl for at overtræde straffelovens § 107, men det er alligevel nødvendigt, at starte i denne bestemmelse, for den juridiske litteratur om straffelovens § 107 viser, at udtrykket spion opfattes alvorligere end udtrykket agent.

Og det er interessant for Bent Jensen betegnede i den journalistisk vigtige indledning i artiklen af 14/1-07 Jørgen Dragsdahl som spion.

Jeg beder Højesteret gå til Jørgen Vestergaards artikel i Juristen 1994.155-156, jf. materialesamlingen, s. 33: ”Kærneområdet for denne paragraf er spionage i egentlig forstand, altså videregivelse til et fremmed efterretningsvæsen af oplysninger, der af hensyn til statens sikkerhed skal holdes hemmelige. De klassificerede oplysninger kan være af militær eller politisk beskaffenhed, men kan også vedrøre økonomiske forhold, og bestemmelsen er særdeles ubestemt med hensyn til karakteren af de oplysninger, som ifølge ’forholdets natur’ (Straffelovskommentaren) er omhandlet. Begrebet danske stats- eller samfundsinteresser er overordentlig vidt.”

Derefter Ole Hasselbalch i UfR 2008B251, jf. materialesamlingen, s. 57: ”Ifølge straffelovens § 107, der er en regulær spionageparagraf, straffes fremdeles den, som i fremmed magts eller organisations tjeneste eller til brug for personer, der virker i sådan tjeneste, udforsker eller giver meddelelse om forhold, som af hensyn til danske stats- eller samfundsinteresser skal holdes hemmelige. Bestemmelsen anvendelsesområde omfatter såvel militære som civile forhold. Men den er begrænset til, hvad der i relation til et fremmed efterretningsvæsen må anses for ”hemmeligheder”, der altså i en eller anden grad må være defineret som eller i hvert fald klart fremstå som sådanne efter lovgivningen eller forholdets natur. Gerningsmanden skal endvidere have indset de alvorlige og nærliggende skadevirkninger af, at han udleverer oplysningerne. Bestemmelsens anvendelighed i relation til det, der var indflydelsesoperationernes kritiske indhold, er derfor behersket.”

Ole Hasselbalchs omtale af ”regulære spioner” som noget anderledes alvorligt end agenter er bemærkelsesværdig, for det er jo ikke ligefrem en hjælpende hånd, som Ole Hasselbalch her rækker ud til Bent Jensen, henset til, at Bent Jensen betegnede Jørgen Dragsdahl som spion.

At påstå, at nogen var spion, må efter artiklen at dømme selv i Ole Hasselbalchs univers, være at beskylde pågældende for at have begået noget strafbart. Så jeg mener, at jeg med rimelighed kan hævde, at ifølge Ole Hasselbalch, så sigtede Bent Jensen Jørgen Dragsdahl for strafbare forhold i artiklen 14/1-07.

Herefter vil jeg gå til den for sagen vigtigere bestemmelse i straffelovens § 108, da det jo ifølge daværende PET-chef Ole Stig Andersen var den bestemmelse, som PET faktisk mistænkte Jørgen Dragsdahl for at have overtrådt, det var den, der udgjorde grundlaget for iværksættelsen af efterforskningsskridt efter retsplejeloven.

Jeg beder igen Højesteret gå til Jørgen Vestergaards artikel, denne gang materialesamlingen, s. 35: ”Det ses let, at den ’milde spion-paragraf’ ville være utrolig vidtgående, hvis den fuldt ud blev anvendt efter pålydende. Nogen lader sig måske forlede til at tage bestemmelsen bogstaveligt efter overfladisk læsning af Kommenteret straffelov. Heraf fremgår det tilsyneladende, at det strafbare forhold blot kræver ’etablering af kontakt med fremmed efterretningsvæsen’. Kommentarens formulering om, at en sådan virksomhed udgør det ’grundlæggende gerningsindhold’, er uheldig. Optagelse af en sådan kontakt er selvsagt et nødvendigt, men langtfra tilstrækkeligt led i forbrydelsen. I øvrigt er afgrænsningen af det strafbare område med Kommentarens - helt dækkende - udtryk ’uskarp’. Bestemmelsen er nærmest et abstrakt faredelikt, som hverken forudsætter skade på eller konkret fare for de værnede samfundsinteresser, men efter forarbejderne alene, at forholdet kan være til skade. – Kommentaren bruger til og med udtrykket ’kan være til fare’. Den ’milde spion-paragraf’ omfatter bl.a. befatning med følsomme oplysninger om enkeltpersoner eller grupper af personer med ophold her i landet, f.eks. flygtninge eller asylansøgere.”

Og 38: ”Efter regeringsskiftet i 1951 blev et tilsvarende forslag samme år og igen året efter fremsat af justitsminister Helga Pedersen fra Venstre. Ved sin fremlæggelse erkendte sidstnævnte, at det strafbares område i visse af forslagets bestemmelser er noget vag (men hentede en vis trøst i den almindelige regel om, at tvivlen kommer den tiltalte til gode).”

Samt endelig: ”Det er således uden egentlig strafferetlig betydning, om en ’meningsagent’ modtager penge af sin hvervgiver. En del af pressens stillingtagen har tilsyneladende være forankret i den modsatte opfattelse. Selvsagt kan økonomisk vinding dog indgå som led i bevisgrundlaget og i øvrigt være af betydning for bedømmelsen af en eventuel overtrædelses strafværdighed (således som det også har været tilfældet i sagen mod Arne Treholt, der blev dømt efter den norske straffelovs spionparagraf).” og ”Lovudvalgets udkast nævnte i øvrigt udtrykkeligt, at efterretningsvirksomhed, som falder ind under ’sædvanlig journalistisk virksomhed, eller som tjener rent erhvervsmæssige interesser’ ikke er strafbar. Denne del af bestemmelsen udgik af regeringsforslagene for at undgå ’misforståelser’ med hensyn til ulovlig efterretningsvirksomhed, der drives under dække af journalistisk eller erhvervsmæssig virksomhed, men undtagelsen gælder rent faktisk, om end heller ikke den kan betegnes som synderlig præcis. Af det foregående ses det, at der i høj grad er belæg for at anlægge en indskrænkende fortolkning på § 108. Herfor taler også et hidtil upåagtet forhold.”

Og derefter Ole Hasselbalch i materialesamlingen, s. 57: ”Denne bestemmelse – den såkaldt ”bløde” spionageparagraf – er generelt set den umiddelbart mest relevante i relation til påvirkningsoperationernes danske medspillere. Den er imidlertid meget åben:

Den omfatter efter ordlyden kun bistand til et fremmed efterretningsvæsen, om end den næppe kræver, at forbindelsen til dette væsen er eller fremstår direkte. Aktiviteten synes endvidere at måtte være organiseret – om end den næppe behøver udmønte sig i flere handlinger. Den må derfor antagelig også implicere mere end blot tilfældige udtalelser. Endelig kræves forsæt til at hjælpe det fremmede efterretningsvæsen.

Bestemmelsen favner givetvis – efter omstændighederne – også fremmede efterretningsvæseners aktivitet med relation til andet end militære hemmeligheder (således fortrolige oplysninger om samfundsøkonomiske eller andre statslige anliggender). I det hele taget omfatter den også andet end hemmeligheder. Den kræver næppe heller, at det fremmede efterretningsvæsen fremstår i samme skikkelse og virker på samme måde som de statslige, vestlige efterretningstjenester – men er dette ikke tilfældet, kan dette i sig selv efter omstændighederne udelukke det nødvendige forsæt. Ej heller behøver bistanden formentlig ydes hemmeligt for at være strafbar. Om der modtages vederlag for den, er heller ikke i sig selv afgørende.

Frem for alt antages det imidlertid ud fra bestemmelsens forarbejder, at den ikke kriminaliserer den rene modtagelse af oplysninger og videregivelse af sådanne – altså bistand til en fremmed efterretningstjeneste til at udbrede en fremmed stats synspunkter her i landet – lige så lidt som den omfatter sædvanlig journalistisk virksomhed. Under lovforberedelsen udtoges således bevidst et forslag, som ville kriminalisere det, der bredt kan kaldes ”propaganda” for en fremmed magt. Man kunne ganske vist være fristet til at begrænse den straffrie videreformidling af ’propagandistiske’ oplysninger til tilfælde, hvor der ikke er tale om målrettet og bevidst udspredelse af løgn. Men noget sikkert belæg for en sådan tolkning er der ikke. Også sædvanlig diplomatisk virksomhed og udforskning af erhvervsforhold i rent forretningsmæssig interesse falder udenfor.

Grænsen mellem det legitime og det illegitime i relation til § 108 er på denne baggrund meget vanskelig at sætte, og der foreligger ikke retspraksis, som tydeliggør anvendelsesområdet nævneværdigt. Afgrænsningen af anvendelsesområdet må således i sidste ende søges i lovens § 110 f, hvorefter påtale sker efter justitsministerens bestemmelse.”

Der kan sammenfattes følgende om straffelovens § 108:

1. Bestemmelsens objektive gerningsindhold har efter sin ordlyd et meget vidtgående anvendelsesområde.

2. De væsentligste begrænsninger i anvendelsesområdet for straffelovens § 108 skal findes i, at der efter gerningsindholdet skal være involveret en ”fremmed efterretningsvæsen”, og at der er tale om et forsætsdelikt.

3. Jørgen Vestergaard og Ole Hasselbalch antager begge, at det ikke efter det objektive gerningsindhold er en betingelse, at agenten har modtaget betaling. Her vil jeg så for egen regning tilføje, det er rigtig nok, men at betaling fra efterretningsvæsnet dog er stadig et rigtig stærkt bevis for overtrædelse af straffelovens § 108, herunder for det fornødne forsæt. Ole Hasselbalch er inde på beslægtede betragtninger.

4. Uanset bestemmelsens ordlyd og Justitsministeriets tiltalefrafald i 1982 Arne Herløv Petersen-sagen om indflydelsesagentvirksomhed antog Jørgen Vestergaard som følge af forarbejderne, at indflydelsesagenter ikke omfattes af straffelovens § 108, hvilket Ole Hasselbalch som udgangspunkt tilslutter sig, dog med forbehold om, at gerningsindholdet muligvis omfatter desinformation i snæver forstand.

5. Som jeg forstår Ole Hasselbalch, var i al fald KGB’s ”regulære” agenter omfattet af straffelovens § 108. Regulære agenter er ifølge Ole Hasselbalch bl.a. karakteriseret ved, at personen underkastede sig instruktioner fra KGB.

Der foreligger ikke afgørelser fra domstolene af betydning for den nedre grænse efter straffelovens § 108. Jeg vil blot konstatere, at Justitsministeriets departement dog i 1982 synes at have lagt til grund, at indflydelsesagentvirksomhed var omfattet af bestemmelsen, og at det er i overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd og formål. En bestemmelse som straffelovens § 108 vil blive fortolket afhængig af tidens behov. Jeg henviser her til referatet af afgørelse af 17/4-82 om tiltalefrafaldet i Arne Herløv Petersen-sagen, jf. materialesamlingen, s. 58: ”Om virksomheden efter en samlet bedømmelse, herunder samarbejdsformer, vederlæggelse, graden af afhængighed mellem parterne – klart har været drevet af det overordnede sigte, at sætte den fremmede efterretningstjeneste i stand til at forfølge sine formål, således at bistanden tydeligt adskiller sig fra, hvad der blot med nogen rimelighed kan betegnes som normal virksomhed som journalist eller forfatter her i landet”.

Indstævnte antager også i sit sammenfattende processkrift, s.15, at PET i al fald anså medvirken til desinformation for at være strafbart.

Efter min opfattelse anlagde PET også en forståelse af agentbegrebet, der svarer til straffelovens § 108. Selvfølgelig måtte PET som udgangspunkt gøre dette, for ellers kunne PET jo ikke iværksætte strafprocessuelle skridt overfor mistænkte. Danmark har aldrig været en politistat, og det der adskiller en retsstat fra en politistat, det er netop, om politiet skal have hjemmel til sine indgreb overfor borgerne.

Det er også hvad tidligere PET-chef Henning Fode forklarende i landsretten, og jeg henviser til dommen, s. 45: ”En agent er en person, der har overtrådt straffelovens bestemmelser herom.” Og dommen, s. 46: ”Efterforskningen mod Jørgen Dragsdahl skulle afklare, om han var ”agent” i traditionel forstand og dermed havde begået noget strafbart”.

Der er da heller ikke i sagen fremlagt noget dokument fra PET, der forudsatte et andet og videregående agentbegreb end det, der følger af straffelovens § 108, altså et agentbegreb omfattende aktiviteter uden for det strafbares område.

Faktisk foreligger der ingen dokumenter fra PET, hvori PET har defineret, hvad PET dengang forstod ved agentvirksomhed.

I bilag P/3 af november 1984 gengav PET KGB’s definition af en agent. P/3 fremgår af ekstrakt 1, s. 251: ”Person der indvilliger i at samarbejde med Sovjet. Pågældende er gennemprøvet, bliver betalt regelmæssigt, og deltager i hemmelige møder. Mødefrekvensen er her reduceret til en gang om måneden, eller en gang hver anden måned”.

Og i bilag P/10 fra oktober 1985 refererede PET KGB’s terminologi i forbindelse med agenter som, jf. ekstrakt 1, s. 286: ”Personen er klar over, at modparten er fra KGB – og pågældende er villig til at adlyde KGB’s ordre. Møder foregår hemmeligt”.

Begge disse definitioner ville snildt kunne holdes inden for straffelovens § 108.

Der er heller ikke i sagen eksempler på, at PET forudsætningsvis gennem sin adfærd har anvendt et andet agentbegreb end det strafferetlige.

Som det konstateres af landsretten, s. 92, var Jørgen Dragsdahl genstand for PET’s efterforskning i tre år. Disse efterforskningsskridt iværksattes med hjemmel i retsplejeloven og krævede derfor, at der var mistanke om overtrædelse af straffelovens § 108, hvilket PET havde som følge af ’Gordijevskij-materialet’.

Der er i sagens bevisførelse intet belæg for, at PET skulle have mistænkt Jørgen Dragsdahl for andet end indflydelsesagentvirksomhed, og det må derfor også lægges til grund, at PET i efterforskningsperioden frem til 1986 lagde til grund, at indflydelsesagentvirksomhed omfattedes af straffelovens § 108, ganske som PET havde gjordet det i Arne Herløv-Petersen sagen.

Tidligere PET-chef Ole Stig Andersens forklaring om agentbegrebet er mærkelig:

Det er den fordi, der ikke fra tiden under Ole Stig Andersen er dokumenter eller andet, der tyder på eller forudsætter et andet agentbegreb, end det, der følger af straffeloven, således som det forklaredes af Henning Fode, og alligevel ikke desto mindre forklarede Ole Stig Andersen i landsretten, s. 50, at Jørgen Dragsdahl ”var helt klart påvirkningsagent”. Men han sagde også, at han ikke herved sigtede til et entydigt agentbegreb, da der var tale om udtryk af ”efterretningsteknisk karakter”.

I Højesteret, s. 3 (30), forklarede Ole Stig Andersen på advokat Karoly Némeths spørgsmål mere afdæmpet: ”I den forstand, som PET brugte begrebet, var Jørgen Dragsdahl påvirkningsagent eller ”agent of influence”. De havde ikke et andet ord for det. En påvirkningsagent var en der gennem sine diskussioner mv. var med til at støtte en tankegang, der kunne ”erobre hjerner og hjerter” i vesten.

Det fremgår jo, at Ole Stig Andersen tilsyneladende havde et begrebsmæssigt uafklaret frisprog om agentbegrebet i dagligdagen i PET, men derfra kan der jo ikke sluttes til, hvad der skal gælde i den offentlige meningsudveksling.

Jeg tror, at sandheden om Ole Stig Andersen omtale af agentbegrebet er, at han ikke havde reflekteret nærmere over, om dette må svare til straffelovens §§ 107-108, herunder skal man huske, at det ikke før Jørgen Vestergaards artikel fra 1994 er stillet spørgsmålstegn ved, om det kunne være strafbart efter straffelovens § 108, at være indflydelsesagent. I lyset af Justitsministeriets afgørelse i 1982 i Arne Herløv Petersen-sagen, der jo var Ole Stig Andersens egen sag, må det da i 1982-84 for Ole Stig Andersen have fremstået som strafbart at udøve indflydelsesagentvirksomhed, men som mindre sandsynligt, at Justitsministeren efter straffelovens § 110f ville give medvirken til tiltale for indflydelsesagentvirksomhed – i al fald når den ikke bestod i andet og mere end de trods alt underordnede handlinger, som Arne Herløv Petesen havde foretaget.

I øvrigt er både Ole Stig Andersens og souschef Niels Schmidts forklaringer sine steder besynderlige forstået i en nutidig retlig kontekst.

Kan det virkelig være rigtig, når Niels Schmidt i byretten, s. 68, forklarede: ”Det er noget vrøvl at påstå, at PET kun efterforsker inden for en strafferetlig ramme”.

Eller når Ole Stig Andersen i Højesteret, s. 5, forklarede: ”Det var i forbindelse med telefonaflytningerne, dvs. ved strafprocessuelle indgreb, nødvendigt at påberåbe sig en straffelovbestemmelse, men han ville som chef for PET ikke fremme en sådan sag til strafforfølgning.”

Jeg håber ikke forklaringerne afspejler PET’s virksomhed under de tos ledelse.

Helt bortset fra, at der ikke i den offentlige meningsudveksling er rum for et videregående agentbegreb end det, der følger af den milde spionparagraf i straffelovens § 108, så er det tydeligt, at Bent Jensen i Jyllands-Posten 14/1-07 beskyldte Jørgen Dragsdahl for at have overtrådt straffelovens § 108, og altså beskyldte Jørgen Dragsdahl for at have begået strafbare forhold. Det var så at sige et bærende formål med artiklen.

Det vil jeg nu påvise. Jeg beder Højesteret gå til ekstrakt bind 2, s. 485.

Ad A: Som det fremgår, mente Bent Jensen ifølge artiklen at vide, at PET opfattede beslutningen om ikke at rejse tiltale mod Arne Herløv Petersen i 1981 som politisk sabotage af tjenestens indsats.

Ad B: Ifølge Bent Jensen var Per Larsen med sin henvisning til denne erklæring i Ekstrabladet 6/1-92 ”meget tæt på at sige, at det også skyldtes politiske hensyn, når der heller ikke var blevet rejst straffesag mod Dragsdahl”. Herefter citerede Bent Jensen avisartikler fra 1992 om, at det var politikerne, der lod Jørgen Dragsdahl slippe. Bent Jensen anfægtede senere i artiklen Ole Espersens habilitet ved at nævne, at Ole Espersen ifølge Gordijevskij ”selv havde haft KGB-kontakter”.

Der er ingen tvivl om, at det var sådan det skulle forstås, for i Jyllands-Posten 19/1-07 anførte Bent Jensen under henvisning til Ekstra Bladet, at ”det skyldtes politisk bekvemmelighed (dvs. opportunisme), når den borgerlige regering i sin tid havde forhindret tiltalerejsning med efterfølgende retssag mod Dragsdahl”, jf. ekstrakt 2, s. 498.

Bent Jensen gentog på ny i artiklen af 7/2-07, at PET havde villet føre straffesag mod Jørgen Dragsdahl, men var blevet forhindret af daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen. Jeg henviser således til ekstrakt 2, s. 516: ”Ifølge det oplyste syntes den konservative justitsminister heller ikke, at det i 1985-86 var politisk opportunt at lade Dragsdahl-sagen få et retligt efterspil”.

Bent Jensen angav hverken i artiklerne af 14/1-07, 19/1-07 eller 7/2-07 kilder til sine alvorlige beskyldninger mod den daværende borgerlige regering og Socialdemokraterne. Beskyldninger fra Bent Jensen er uden hold i virkeligheden, og er da heller ikke søgt bevist.

Det fremgår også i øvrigt klart af artiklen, at Jørgen Dragsdahls virksomhed havde en karakter, hvor den omfattedes af straffelovens § 108. Som det nemlig også konstateres af landsretten, s. 76, må udtalelsen i Jyllands-Posten 14/1-07 (ekstrakt 2, s. 487) om, ”at en stor del af oplysningerne i Ekstra Bladets artikler var sande”, ud fra sit indhold og sammenhæng med den forudgående omtale af Ekstra Bladets artikler forstås sådan, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent, at han havde haft konspirative møder med KGB-officerer, herunder i udlandet, og at han havde modtaget penge.

Bent Jensen forklarede altså Jyllands-Postens læsere, at Jørgen Dragsdahl opfyldte kravene for at være agent, og han forklarede læserne, at Jørgen Dragsdahl slap godt fra det, fordi PET efter politisk indblanding ikke som ønsket rejste tiltale.
Det blev garneret med en stærkt værdiladet passage. Jeg beder Højesteret gå til ekstrakt bind 2, s. 487: ”De to møder i udlandet, som PET havde kendskab til med Gordijevskij som kilde, og som Jørgen Dragsdahl måtte vedgå, fandt sted i Wien, hvor i øvrigt også den norske spion Arne Treholt mødtes med sin KGB-føringsofficer.”

Tilføjelsen til beskrivelsen af Jørgen Dragsdahls møde med Minin i Wien i form af formuleringen: ”hvor i øvrigt også den norske spion Arne Treholt mødtes med sin KGB-føringsofficer” er et voldsomt retorisk misbrug fra Bent Jensens side.

For læserne af morgenavisen blev Jørgen Dragsdahl jo hermed af Bent Jensen sat i kategori med den uden sidestykke mest kendte KGB-agent i Norden. Arne Treholt er kendt af enhver der læste aviser i firserne, og alle og enhver husker, at han fik langvarig fængselsstraf for sine forbrydelser mod den norske stat. Dog er det nok ikke alle, der i dag husker, at han fik 20 års fængselsstraf for sin spionage, og at Arne Treholt flyttede til Rusland efter sin løsladelse.

Det er rigtig nok, at Bent Jensen ikke skriver, at Jørgen Dragsdahl gjorde det samme som Arne Treholt, men med sammenstillingen lagde Bent Jensen æg i læsernes sind. Rådne æg vel og mærke.

Landsretten når frem til, at Bent Jensen ikke beskyldte Jørgen Dragsdahl for overtrædelse af straffelovens § 108. I præmisserne, s. 92, finder landsretten, at ”der hverken ud fra ordlyden af de enkelte udsagn eller deres kontekst er grundlag for at fastslå, at udsagnene indeholder en beskyldning om, at Jørgen Dragsdahl skulle have overtrådt straffelovens § 108 eller i øvrigt have foretaget sig noget strafbart”.

Den forståelse er der ingen andre end landsretten, der kan nå til.

Bent Jensen ønskede jo netop med artiklen i Jyllands-Posten 14/1-07 at sige, at PET politisk var blevet forhindret i at rejse tiltale mod Jørgen Dragsdahl for overtrædelse af straffelovens § 108. Bent Jensen sagde dermed også, at Jørgen Dragsdahl efter PET’s opfattelse havde overtrådt straffeloven, men af andet end juridiske overvejelser var blevet forhindret i tiltale:

For det første var der jo en grund til, at Jyllands-Posten stillede to fulde sider til rådighed for Bent Jensen den søndag. Det gjorde Jyllands-Posten fordi, Bent Jensen jo sagde, at PET’s arkiver havde vist, at det var rigtigt som anført af Ekstrabladet i 1992, nemlig at PET anså Jørgen Dragsdahl for at have overtrådt straffelovens § 108, men var forhindret i tiltale af politiske grunde. Det var altså en umanerlig god tophistorie. Og det er også sigende, at indholdet af Bent Jensens indlæg i forsideartiklen af Bent Jensen blev sammenfattet i udsagn 1 som: ”Arkiverne har vist, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent”.

Udsagn 1 er et tungtvejende bevis for, hvilket samlet billede en almindelig læser sad tilbage med.

For det andet viser forsideartiklen af de tre journalister efter læsning af Bent Jensens to siders lange artikel netop havde forstået artiklen sådan. Journalisterne ringede til Bent Jensen og fik deres forståelse bekræftet med udsagn 1, og de ringede derefter til den daværende PET-chef Lars Findsen og spurgte, hvorfor der ikke var rejst tiltalte, og det samme spørgsmål blev stillet til forgængeren Henning Fode, jf. ekstrakt 2, s. 482.

Det var de spørgsmål, som de tre journalister fandt, at Jyllands-Postens læsere måtte stille sig selv, når de havde læst Bent Jensens artikel, og det var de spørgsmål, der begrundede, at den to sider lange artikel blev ledsaget af en forsideartikel forfattet af hele tre journalister.

For det tredje blev Bent Jensens udsagn beviseligt forstået som udsagn om straffelovsovertrædelser af nogle af dem, der dog må antages at vide mest om strafferet her til lands, nemlig PET, Justitsministeriets departement, professor i strafferet Eva Smith og lektor Trine Baumbach.

I sin afgørelse af 30/4-07 om Bent Jensens overtrædelse af sin tavshedspligt lagde PET krystalklart til grund, at udsagnene om agentvirksomhed var udsagn om strafbart forhold, jf. ekstrakt 2, s. 533: ”at en person efter efterretningstjenestens opfattelse var KGB-agent m.v., må antages at være en oplysning om et muligt strafbart forhold (f.eks. straffelovens §§ 107 og 108) og dermed en fortrolig oplysning om en enkeltperson”.

Det samme sagde Justitsministeriet som rekursmyndighed i sin afgørelse af 6/12-07, jf. ekstrakt 2, s. 541: ”Det er på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at en oplysning om, at en navngiven enkeltperson af Politiets Efterretningstjeneste (angiveligt) anses som agent for en fremmed efterretningstjeneste, må antages at være en oplysning om et muligt strafbart forhold (f.eks. straffelovens §§ 107 og 108) og dermed en fortrolig oplysning om en enkeltperson”.

Eva Smith skrev det i et læserbrev i Politiken, jf. ekstrakt 2, s. 679: ”Men halløjsa. Mangler der ikke ganske mange mellemregninger, før landsretten efter en ’samlet vurdering’ når til sin konklusion? Jørgen Dragsdahl var mistænkt, ikke sigtet endsige tiltalt eller betragtes som uskyldig, indtil han er dømt ved en domstol” og s. 680 ”Det er klart, at de emner Bent Jensen og Jørgen Dragsdahl diskuterede, var af stor samfundsmæssig interesse. Men var det berettiget, at Jensen hævdede, at hans modstander var KGB-agent? Det er et såkaldt ’ad hominem’ argument, som de fleste forskere og andre debattører finder under bæltestedet. Det betyder, at man går efter manden i stedet for efter sagen.”

Trine Baumbach skrev, jf. materialesamlingen, s. 3: ”Man kan lidt polemisk spørge, hvis ikke var en sigtelse om strafbart forhold, hvad var det så en sigtelse om?”.

Og der er tilmed ingen med indsigt i strafferet, der har sagt noget andet end Eva Smith og Trine Baumbach. Selvfølgelig er der ikke det, tillader jeg mig at føje til.

For det fjerde var det sådan, at Weekendavisens chefredaktør, forfattere, historikere og andre debattører forstod Bent Jensen, og jeg henviser her til det sammenfattende processkrift pkt. 220.

For det femte vil jeg påberåbe mig folkedybet, for en almindelig læser af Bent Jensens artikel af 14/1-07 i Jyllands-Posten blev efterladt med det indtryk, at Jørgen Dragsdahl ifølge PET havde været KGB-agent, og at han havde fået penge for sin agentvirksomhed. Artiklen efterlod billedet af veldokumenteret, omfattende agentvirksomhed mellem Jørgen Dragsdahl og KGB i og uden for Danmark under konspirative former. For den almindelige læser er det at være KGB-agent strafbart, det er hvad man i folkemunde vil betegne som ’landsforræderi’.

Og endelig vil jeg for det sjette påberåbe mig indstævntes eget sammenfattende processkrift for Højesteret, hvor det s. 54 er anført: ”At ”medieomtalen” efterlod et billede af, at indstævnte havde beskyldt appellanten for noget strafbart, kan indstævnte naturligvis ikke hæfte for”. Det gentoges s. 55, at indstævnte ikke skulle hæfte for, at medieomtalen efterlod billedet af, at Bent Jensen havde beskyldt Jørgen Dragsdahl for noget strafbart.

Senere s. 71 er skrevet: ”Det er meget tænkeligt, at appellanten faktisk overtrådte § 108.” Derefter resumeres forskelligt og det konkluderedes s. 72: ”Hvis den forklaring er rigtig, appellanten i landsretten gav om det første Wien-mødet i 1980 (landsrettens dom s. 43), har appellanten med stor sandsynlighed ved den lejlighed optrådt på måde, der overskrider grænserne for straffelovens § 108. Her var der nemlig tale om, at appellanten for en fjendtlig magts efterretningstjeneste indhentede oplysninger om mulige amerikanske reaktioner på en sovjetisk militær intervention i Polen.”

Jeg påviste under mine bemærkninger til det generelle afsnit i landsrettens dom om den menneskeretlige afvejning, at landsretten ikke medtog alle de hensyn, som landsretten efter dommen i Springer-sagen var forpligtet til.

Det næste bliver herefter, om den manglende inddragelse af hensynene har betydning, altså en nærmere stillingtagen til, om inddragelse af de savnede hensyn gør nogen forskel for bedømmelsen af Bent Jensens beskyldninger om agentvirksomhed.

I forhold til kriterium fire om ”Method of obtaining the information and its veracity’, ja så skal Højesteret jo vurdere, om Bent Jensen i 2007 havde noget belæg for at være i god tro om, at Jørgen Dragsdahl skulle have begået noget strafbart, hvis Højesteret kan give Jørgen Dragsdahl medhold i anbringendet herom.

Bent Jensen havde intet belæg herfor. Han vidste, at Jørgen Dragsdahl havde været efterforsket, men han viste også fra bilag P/9, at Jørgen Dragsdahl end ikke havde været sigtet af PET.

Bent Jensen vidste altså, når han arbejde med ældre kilder i form af P-bilagne fra 1982-85, at PET mente, at Jørgen Dragsdahl ikke havde overtrådt straffelovens § 108. Det er klart, at det gør, at kilderne læses på en anden måde.

Et af de fyldigste og samtidig bærende emner i Bent Jensens artikel i Jyllands-Posten 14/1-07 var Bent Jensens grundløse antagelse om, at PET i 1985 havde ønsket at rejse tiltale mod Jørgen Dragsdahl, men var blevet forhindret heri fra politisk side. En bonus pater-historiker ville aldrig uden solide kilder have fremsat påstande om politisk magtmisbrug begået af betydende personer, der stadig var i live.

En bonus pater-historiker ville have gennemført interviews af de stadig levende ministre og andre relevante personer involveret i behandlingen i Regeringens Sikkerhedsudvalg i 1985. Sådan som PET-Kommissionen gjorde det. Bent Jensen kunne dog som det mindste have ringet til Per Larsen, før han skrev sine artikler.

Hertil komme, at Bent Jensen ikke kunne være foruden den viden, der blev resultatet af Ekstrabladets skriverier i 1992. Jeg beder Højesteret gå til daværende PET-chef Hanne Bech Hansens udtalelser til Det Fri Aktuelt 7/1-92 i ekstrakt 2, s. 339: ”Han blev ligeledes afhørt om KGBs forbindelser til Jørgen Dragsdahl. Den samlede vurdering betød, at der ikke var noget grundlag for en spionagesag mod Jørgen Dragsdahl, der i en periode var medlem af regeringens Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg.”

Hanne Bech Hansen sagde det samme til TV2 6/1-02 og Information 7/1-02, jf. ekstrakt 2, s. 341: ”Heller ikke PET-chefen Hanne Bech Hansen kan give oplysninger, der understøtter Ekstra Bladets kampagne. Hun sagde i aftes til TV2 Nyhederne, at hun ikke har set oplysninger om Jørgen Dragsdahl, der kan begrunde en efterforskning.”

Det kunne Bent Jensen i 2007 have fået bekræftet af PET.

Selvom om Højesteret måtte stadfæste landsrettens bevisbedømmelse om, at Bent Jensen ikke beskyldt Jørgen Dragsdahl for strafbare forhold, vil det rigtige være, at Bent Jensen ikke havde været i god tro om, at Jørgen Dragsdahl havde udøvet agentvirksomhed.

Landsrettens foretog ikke en eksplicit vurdering af Bent Jensens metode.

Bent Jensens forskning opfyldt ikke de metodiske krav efter normerne for god videnskabsskik.

1: Da Bent Jensen i Jyllands-Posten 14/1-07 beskyldte Jørgen Dragsdahl for agentvirksomhed handlede han i strid med den tavshedspligt, som han i forhold til netop denne konkrete forskning havde påtaget sig overfor Statsministeriet som vilkår for adgangen til PET’s arkiver. Jeg henviser her til Justitsministeriets afgørelse af 6/12-07, jf. ekstrakt 2: ”Det er på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at en oplysning om, at en navngiven person enkeltperson af Politiets Efterretningstjeneste (angiveligt) anses for agent for en fremmed efterretningstjeneste, må antages at være en oplysning om et muligt strafart forhold (f.eks. straffelovens §§ 107 og 108) og dermed en fortrolig oplysning om en enkeltperson. I den forbindelse bemærkes også, at en sådan oplysning ikke alene vedrører rent faktuelle forhold, men angår efterretningstjenestens (angivelige) vurdering af den pågældende enkeltpersons forhold” Og derefter stadfæster Justitsministeriet s. 542 PET’s beslutning om at indskærpe Bent Jensens vilkårene for arkivadgangen og tavshedspligten. Om PET henvises til s. 534.

Det er en uantagelig retstilstand, hvis det for en historiker skulle kunne være i overensstemmelse med god forskningsskik at offentliggøre oplysninger i strid med de retlige vilkår for adgangen til de for forskningen relevante arkiver. Og jeg gør opmærksom på, at netop påstanden om, at PET skulle have anset Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent, det var en af de oplysninger, der var nye i forhold til det fra Ekstrabladet kendte, og dermed en af de afgørende grunde til, at Bent Jensen fik den spalteplads og den offentlige opmærksomhed, som tilfældet blev.

2: Bent Jensens misbrug af oplysninger om Jørgen Dragsdahl, omfattede oplysninger, der var blevet til under efterforskning af Jørgen Dragsdahl iværksat uden hans viden i anledning af mistanke om alvorlige forbrydelser mod statens interesser.

Jørgen Dragsdahl havde været genstand for indgribende efterforskningsskridt omfattende blandt andet telefonaflytning i mere end tre år og postspærring og overvågning. Efterforskningen havde ført til den konklusion, at Jørgen Dragsted ikke havde begået noget strafbart. Der er vidtgående hensyn at tage til beskyttelse af Jørgen Dragsdahl mod brug af oplysninger tilvejebragt af politiet under efterforskning, der viste sig ubegrundet.

3: Jeg vil om den af Bent Jensen anvendte metode fremhæve, at artiklerne ikke fremstår som videnskabelig og som værende i overensstemmelse med god forskningsskik.

Bent Jensen fejlfortolkede og fordrejede sine kilder, ligesom hans personlige holdninger og synspunkter præsenteredes på måder, hvor det er vanskeligt at adskille dem fra tilsyneladende videnskabelige funderede argumenter.

Artiklerne er ensidige og tendentiøse og indeholder adskillige insinuationer og helt udokumenterede antagelser, herunder om ministre og andre politikeres gøren og laden. Bent Jensen omskrev i artiklerne kilder i en for Jørgen Dragsdahl ugunstig retning og undlod at forholde sig kritisk til kilderne, herunder elementære spørgsmål som betydningen af kronologi, formål og ophavsmand. Bent Jensens artikler er tørlagte for nuancerede betragtninger om Jørgen Dragsdahl.

Jeg skylder et par eksempler, altså i tillæg til det, der er fremgået af mine hidtidige bemærkninger:

I udsagn 6 står: ”PET mente, at Dragsdahl i virkeligheden var gået langt videre i sit samarbejde med KGB, end han nu ville være ved”. Der er tale om en gengivelse af P/9, men som det fremgår af byretten, s. 45, er der tale om en omskrivning af en bemærkning, der udtrykkeligt af PET-medarbejderen var gjort personlig, for der står jo noget andet i P/9 (nemlig ”Personligt tror jeg”). Det er også karakteristisk for Bent Jensens stil eller mangel på samme, at der jo ikke i bilag P/9 står KGB, men et personnavn på en bestemt KGB-officer, nemlig Tjebotok.

I udsagn 7 står: ”PET’s fortrolige konklusion til eget brug lød således”. Der blev ikke af PET som institution draget nogen konklusion, men referenten på bilag P/9 medtog tydeligvist sin egen subjektive bemærkning.

Som led i disse bemærkninger om metoden vil jeg også referere fra en anmeldelse af den norske professor Helge Pharo i et faghistorisk tidsskrift af den akademiske overbygning på Bent Jensens avisartikler, jf. ekstrakt 3, s. 863: ”Etter min mening er han gjennomgående utålelig polemisk og selvgod i formen. Dog formulerer han i noen grad standpunkter og gjennomfører analyser som representanter for andre skoledannelser må ta på alvor. Jeg mener imidlertid at verket først og fremst er å betrakte som et smedeskrift over dansk politikk under den siste del av den kalde krigen, og over dansk kald krigs forskning. Det er utstyrt med i alle fall deler av fagets nødvendige formalia, fotnoter, bibliografi, tilløp til en historiografi. Det kan av den grunn bli oppfattet som noe annet enn det er, av dem som er tilbøyelige til å mene som Bent Jensen. Men han tar ikke forskningsstatus på alvor, han diskuterer ikke kilders utsagnskraft, han yter ikke sine fagkolleger rettferdighed. Han er selvsagt ikke alene om slike synder i faget, men han går lenger enn jeg hadde forestilt meg mulig for en historiker, og særlig en med det offentlige oppdrag å klargjøre Danmarks historie innenfor rammen av den kalde krigen.”

Som det sidste om metoden vil jeg henvise til Ungary-sagen, hvori EMRK-Domstolen i præmis 66 om kriterium fire anførte, jf. materialesamlingen, s. 67: ”Concerning the method of obtaining the information and its veracity, the Court observes that Mr Ungvary, a historian by profession, relied on archicval research and could rely on certain uncontested facts regard to the operation of the State Security.”

Præmissen tilfører intet til den foreliggende sag, dertil er professor Bent Jensens fremgangsmåder for særegne.

Landsretten anførte s. 92, efter vurderingen af rækkevidden af agentudsagnene, at det var afgørende, ”om Bent Jensen har haft et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for sine udtaleser”, hvilket efterfulgtes af resume af de udsagn, der findes i dokumenter fra tiden mellem 1982 og 1986 uden synbare refleksioner over betydningen af viden opnået efterfølgende, herunder om KGB-dokumenters upålidelighed og betydningen af udtalelser fra 1992.

Jeg forstår det sådan, at landsretten herved besvarede kravene i Springer-dommen om, at oplysninger skal hvile på ”accurate factual basis” og at oplysningerne skal være ”reliable and precise information”

Jeg har i det sammenfattende processkrift fra pkt. 263 til pkt. 326 udførligt begrundet dette.

I forhold kriterium fem om ”Content, form and consequences of the publication” bør Højesteret ved bedømmelsen af indholdet tage hensyn til, at der var tale om beskyldninger for strafbare forhold.

Dette bringer uskyldsformodningsreglen i EMRK art. 6, stk. 2, i fokus. Jeg beder Højesteret gå til Mohammed Ahsan i materialesamlingen, s. 213: ”2.3.7. Andre fortolkningsfaktorer

Der lægges også vægt på, om de handlinger som beskyldningerne angår, hvis de er sande, vil være strafbare. Heri må indlægges den forudsætning, at jo højere straffen risikerer at blive, hvis beskyldningerne er sande, des snævrere rum er der for ytringsfriheden. I denne sammenhæng har uskyldsformodningsreglen i artikel 6, stk. 2, betydning, idet Domstolen i forbindelse med en gennemgang af de pligter og det ansvar som udøvelsen af ytringsfriheden efter artikel 10, stk. 2, indebærer, har udtalt, at det er af ”relevance for the balancing of competing interests [hensynet til pressefriheden over for hensynet til beskyttelsen af andres gode navn og rygte eller rettigheder]... that under Article 6 § 2 of the Convention the seal hunters had a right to be presumed innocent of any criminal offence until proved guilty”. Herudover tages det i betragtning, om udtalelserne kunne være fremsat uden at krænke adressaten.”

Konkret var ikke blot tale om sigtelse for strafbart forhold, men for sigtelse for et muligt strafbart forhold, som PET efter grundig efterforskning havde konkluderet ikke var begået.

Efter EMRK art. 6, stk. 2, gælder uskyldsformodningsreglen også, hvor straffesag er opgivet. Jeg henviser Højesteret til Jonas Christoffersen i materialesamlingen, s. 259: ”I EMD’s praksis ligger det imidlertid fast, at bestemmelsen i hvert fald gælder i forbindelse med retsafgørelser, der træffes efter, at en strafferetlig forfølgning er sluttet med påtaleopgivelse eller frifindelse, jf. Y mod Norge, O mod Norge*, Ringvold og Hammern, alle 11/2 2003 vedrørende civile erstatningsafgørelser efter frifindelse i straffesager om sædelighedsforbrydelser. Disse afgørelser bygger imidlertid alle på den opfattelse, at art. 6, stk. 2, kun finder anvendelse i tilfælde, hvor en person ikke er ”anklaget” for en lovovertrædelse, hvis den pågældende har været det, og der er en tilstrækkelig nær forbindelse mellem afgørelsen i straffesagen og den senere retsafgørelse.”

Fra Højesterets egen praksis vil jeg henvise til UfR 2003.624 H, hvorfra præmisserne er medtaget i materialesamlingen, s. 334-335. Som det fremgår stadfæstede Højesteret landsrettens hensyntagen til uskyldsformodningsreglen.

Højesteret tog også behørig hensyn til det strafferetlige aspekt ved afvejningen i UfR 2013.1067/H (Peter Garde), de relevante dele findes i materialesamlingen, s. 93: ”Det må på den anden side tages i betragtning, at de nævnte udtalelser udgør et groft personligt angreb på A, der for sit vedkommende havde afsluttet sagen ca. 2 ½ år tidligere. Essensen i udtalelserne er som nævnt en sigtelse om, at A har overtrådt staffelovens § 146.”

Som det fremgår, lagde Højesteret ved bedømmelsen af personangrebets grovhed vægt på, at essensen i de pågældende udsagn var, at Peter Garde beskyldtes for strafbart forhold.

Jeg henviser til præmis 67 i Ungary-sagen i materialesamlingen, s. 67: ”He was not accused of criminal wrongdoing, and there is no indication that he suffered any negative consequences in his professional activities”

Selvom Højesteret måtte finde, at der ikke er tale om beskyldning for strafbart forhold, kan der dog ikke efter artiklerne være tvivl om, at Jørgen Dragsdahl i artiklerne blev sat forbindelse med aktiviteter, der var tæt på. Der burde have været taget hensyn til, at Bent Jensens grove personangreb omfattede udsagn om, at Jørgen Dragsdahl havde begået strafbare forhold, der efter deres karakter i afgørende grad er egnede til at virke nedsættende på Jørgen Dragsdahls almene agtelse. Der er ikke meget, der er mere alvorlig for en journalist end at blive sigtet for strafbar agentvirksomhed for KGB.

Jeg vil her henvise til ERMK-Domstolens dom af 30/3-10 i Moldova-sagen. I sagen var en offentligt kendt historiker i en avis usandt beskyldt for at have samarbejdet med KGB. Uanset disse forhold og selv om der var tale om et emne af offentlig interesse, ansås beskyldningerne for at være i strid med EMRK art. 8, da der ikke var faktuelt belæg for i disse. Det for mig interessante i dommen er præmis 66: ”The Court emphasis the damaging nature of the allegation in the present case, which was likely seriously to discredit the applicant and his views on the question under discussion. As such, rather than contributing to the debate, the allegation risked undermining its integrity and usefulness. The Court recalls that a person’s status as a politician or other public figure does not remove the need for at sufficient factual basis for statements which damage his reputation, even where such statements are considered to be value judgements, and not statement of fact as in the present case.”

Om formen vil jeg tage afsæt i Ungary-sagen, hvor EMRK-Domstolen ved afvejning til gunst for afsenderen af ytringen lagde vægt på følgende anført i præmis 67 i materialesamlingen, s. 67: ”It presented a scholarly position, debated among historians, though using excessive language, but without any sensationalism.”

Den nøgternhed kan man ikke finde i Bent Jensens artikler. De gør krav på at være videnskabsmandens afrapportering, men artiklerne er holdt i et helt uvidenskabeligt, subjektive sprogbrug fjernt fra det, der kendes fra afrapportering af forskningsresultater.

Landsretten tillagde det s. 92 betydning, at Bent Jensen efterfølgende var på en slags tilbagetog i Jyllands-Posten 7/2-07 og Weekendavisen 9/2-07 og i 2008 Information, da han fik kolde fødder over at have beskyldt Jørgen Dragsdahl for strafbare forhold.

Jeg skal henvise til det sammenfattende processkrift pkt. 224-229 og blot her bemærke, at skade var sket, og at Bent Jensen dog samtidig med sin egen betoning af ikke at ville tage stilling til skyldsspørgsmålet, udbasunerede, at PET’s chefer var af den klare opfattelse, at det var strafbart, at have gjort den slags som Jørgen Dragsdahl havde gjort.

Desinformation

Det er efter EMRK art. 10 væsentligt for ytringsfrihedens grænser, om et udsagn har karakter af en sigtelse eller en værdidom, hvilket også har fundet vej til landsrettens dom i det hovedafsnit, der indledes, s. 97.

Landsretten forholder sig først til, hvad der skal forstås ved desinformation i Bent Jensens artikler og når uforståeligt til, at der menes desinformation i bred forstand, hvorved efter landsretten forstås oplysninger, der er ud fra en objektiv betragtning er urigtige eller vildledende. I modsætning hertil forstås ved desinformation i snæver forstand urigtige og vildledende oplysninger, som en person bevidst og mod bedre viden videregiver.

Landsretten fandt ikke, at der var, som det hedder på i dommen, s. 98, ”tilstrækkeligt grundlag” for at antage, at Bent Jensen brugte betegnelsen i den snævre forstand. Det kan jeg så ikke forstå.

Jeg beder Højesteret gå til artiklen af 26/1-07 i ekstrakt 2, s. 505.

Jeg hæfter mig for det første ved, at ordet ´dezinformasija’ i selve avisen var sat med kyrilliske bogstaver. Landsretten mente altså, at den almindelige læser var den opfattelse, at Jørgen Dragsdahl alligevel ikke beskyldtes for at desinformere bevidst.

Jeg beder Højesteret gå ned i artiklens underrubrik. Her fortaltes det, at Jørgen Dragsdahl bedrev kampagnejournalistik på basis af falske dokumenter fremstillet af KGB, og at han bragte falske spionanklager mod sovjetiske systemkritikere. Hvis ikke Bent Jensen selv formulerede underrubrikken, siger indholdet dog en hel del om, hvad journalisten der gjorde det, fik ud af Bent Jensens tekst.

Derefter vil jeg går til det første sted i brødteksten, hvor ordet desinformation anvendtes, nemlig (som sædvanligt om noget stærkt belastende for KGB-agenten Jørgen Dragsdahl) den første sætning. Her skrev Bent Jensen: ”Han har af gode grunde ikke sat navne på disse påståede top-demokrater: de eksisterede ikke. Han må selv have været klar over, at denne påstand var desinformation.” Den almindelige læser blev da efterladt med det indtryk, at Jørgen Dragsdahl måtte have vidst, at han desinformerede.

Jeg skal derudover henvise til de eksempler, der er givet i det sammenfattende processkrift, pkt. 232, hvor brugtes udtryk som ”skændigt makværk, som KGB ikke kunne have lavet bedre”, ”100 pct. løgn” og 100 pct. snavset desinformation. Der, hvor jeg kommer fra er en løgn, tilsyneladende noget helt andet end hos landsretten i Bredgade.

Tidligere PET-chef Ole Stig Andersen forklarede i Højesteret, jf. ekstrakt 1, s. 59 (16-17), at han ved desinformation forstod, at ”man bevidst viderebragte fejlagtige oplysninger fra fjendtlige efterretningstjenester”. Altså det som landsretten kaldte for desinformation i snæver forstand.

Det er ikke underligt, at Ole Stig Andersen anvendte den definition, for det var også den, der anvendtes af CIA og US Information Agency. Jeg beder Højesteret gå til ekstrakt 1, s. 98, og ekstrakt 1, s. 74 og 256-257.

Det er altså forkert, når landsretten ikke mente, at der var tilstrækkeligt belæg for at anse Bent Jensen for at have beskyldt Jørgen Dragsdahl for som KGB-agent have bedrevet desinformation i snæver forstand. Det var lige præcis, hvad han beskyldte Jørgen Dragsdahl for.

Landsretten antog i dommen, s. 98, at Bent Jensens udsagn om Jørgen Dragsdahls desinformation i det væsentligste var ”udtryk for en kritisk vurdering af Jørgen Dragsdahls arbejde som journalist og debattør”.

Der gælder efter EMRK-Domstolens praksis om EMRK art. 8 og art. 10 en vidstrakt ytringsfrihed, når ytringer har karakter af værdidomme. Det er derfor væsentlig for sagen at belyse, hvad der efter domstolens praksis nærmere skal forstås ved en værdidom. Måske bedst sammenfattet af Jens Elo Rytter, der i ’Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – og dansk ret’ skrev, jf. materialesamlingen, s. 234: ”Meningstilkendegivelser om emner af offentlig interesse er formentlig beskyttet imod sanktioner, med mindre de savner ethvert faktisk grundlag eller i formen er særligt hadefulde eller krænkende.”

Jeg beder Højesteret gå til Mohammed Ahsan i materialesamlingen, s. 202: ”Derimod vil en værdidom udtrykke et subjektivt standpunkt, en mening. Herom kan man have divergerende opfattelser, man kan være enig eller uenig.”

Og ligeledes på et generelt plan Jens Elo Rytter i materialesamlingen, s. 234: ”En meningstilkendegivelse er derimod udtryk for en personlig vurdering (value judgment), som hverken er rigtig eller forkert. I et demokratisk samfund må der udvises vidtgående tolerance over for anderledes meninger end de herskende og over for forskellige måder at udtrykke sig på.”

Derefter om netop sagen Trine Baumbach i materialesamlingen, s. 3: ”Landsrettens rubricering af udsagnene som værdidomme kan tiltrædes, om end det havde været ønskelig, om landsretten sprogmæssigt havde anvendt enten straffelovens eller Menneskerettighedsdomstolens terminologi…"

Nu er det for det første ikke rigtigt, at der som antaget af Trine Baumbach er tale om udsagn om desinformation i bred forstand.

Hertil kommer, at hverken hun eller landsretten forholdt sig til, hvorfor udsagnene om desinformation blev fremsat af Bent Jensen.

Udsagnene havde jo ikke til formål at kritisere Jørgen Dragsdahls journalistik, nej det var Bent Jensens bevisførelse for, hvad Jørgen Dragsdahls agentvirksomhed gik ud på. Desinformationen er altså det, som Bent Jensen hævder, at KGB mod betaling fik Jørgen Dragsdahl til at gøre. Det har da ikke karakter af værdidomme.

Jeg skal henvise til Mohammed Ahsan i materialesamlingen, s. 203: ”Endvidere fremgår det, at bedømmelsen af hvorvidt en udtalelse er udtryk for en værdidom eller en udtalelse om faktiske forhold ikke beror på isoleret vurdering af udtalelsen, men derimod på en konkret helhedsbedømmelse.”

Indstævntes sammenfattende processkrift

Indstævntes sammenfattende processkrift giver mig anledning til en række bemærkning i tilslutning til, hvad der fremgår af det fremsendte hjælpebilag: Rettelsesblad.

1: Det er bemærkelsesværdigt, at det sammenfattende processkrift stort intet indeholder om de injurierende artikler, men alt overvejende fokusere på, hvad der kan gøres af fund af dokumenter fra før efterforskningen blev indstillet i 1986. Det havde dog i en injuriesag været naturlig at sætte fokus på de konkrete formuleringer og reflektere over, hvad den almindelige læser forstod.

Det gør indstævnte ikke, faktisk gøres det tre steder gældende, at det skulle være uden betydning for Bent Jensen, hvad læserne måtte få af indtryk, og jeg henviser til s. 54 og s. 55. Det undrer også, at der ikke fra historikeren er flere refleksioner over, hvad viden opnået efter 1986 skal betyde, for historikerens tilgang til kilderne. Det er som om, at Bent Jensen er kravlet ind i en osteklokke med papirer fra den for Bent Jensen søde tid, nemlig tiden, hvor Jørgen Dragsdahl var under mistanke for overtrædelse af straffelovens § 108.

2. Det sammenfattende processkrift indeholder lange udokumenterede passager, der ikke kan lægges til grund. Jeg henviser til fx det sammenfattende processkrift, s. 10 og frem. Det indeholder også konkrete udokumenterede oplysninger, så som insinuationer om, at der fremgår et og andet i de klassificerede bilag, som Bent Jensen har haft adgang til, se fx s. 31, eller der refereres til forhold uden for retssagen, der burde have været dokumenteret, så som på s. 39.

3. Det påstås i det sammenfattende processkrift, s. 26, at det skal tillægges Jørgen Dragsdahl processuel skadevirkning, at Højesteret to gange har bestemt, at der ikke kan gives edition i klassificerede PET-bilag som følge af hensynet til PET.

Højesteret mente, derimod ikke i kendelsen af 15/1-15, der var hensyn til Jørgen Dragsdahl, der ville kunne begrunde nægtelse af tredjemandsedition. Hertil kommer, at der er tale om dokumenter, som Jørgen Dragsdahl (desværre) ikke har rådighed over, jf. retsplejelovens § 344. Der er intet belæg for at tillægge processuel skadevirkning.

Jeg tror ikke en døjt på, at der i PET’s er relevante dokumenter, for så havde PET-Kommissionen da brugt dem eller DIIS.

Bent Jensens insinuationer om kendskab til yderligere oplysninger rundt omkring i processkriftet, tyder heller ikke på, at der er mere. En vigtig insinuation er den på s. 27 om, at Bent Jensen har set ”hele processen vedr. PET-ledelsens orientering af regeringen i efteråret 1985”. Dette gentages s. 39. Og s. 61: ”Faktisk hed det gang på gang i de PET-notater, som PET’s chef Henning Fode forelagde for Regeringens sikkerhedsudvalg i november 1985, at appellanten havde overtrådt straffeloven” Men Henning Fode forklarede jo, at der ikke var overvejelser om at indlede straffesag mod Jørgen Dragsdahl. Og bekræftedes heri af både Poul Schlüter og Uffe Ellemann Jensen i PET-Kommissionen.

Til yderligere afkræftelse af Bent Jensens troværdighed på dette punkt, kan jeg henvise til det sammenfattende processkrift, s. 70, hvor det under henvisning til ekstrakt 1, s. 299, anføres, at det af materialet fra PET til Regeringens Sikkerhedsudvalg skulle fremgå, at ”appellanten havde overtrådt straffeloven”.

Her findes bilag P/14, der ikke tilgik regeringens sikkerhedsudvalg. Det er papiret fra de to kriminalassistenter, som Henning Fode end ikke kendte til. Regeringens sikkerhedsudvalg fik ifølge Henning Fode bilagene P/10, P/11 og P/12, jf. landsretten, s. 48.

Jeg vil også bemærke, at erfaringerne fra denne sag viser, at der er forskel på, hvad Bent Jensen kan få ud af dokumenter, og hvad andre med føje vil kunne få ud af dokumenterne.

4: Bent Jensen gør i det sammenfattende processkrift s. 58, gældende, at han også er omfattet af journalisters rettigheder som bidragssyder til avis.

Bent Jensen optrådte ikke for den almindelige læser af Jyllands-Posten og andre aviser som journalist, men forsker og professor, og omfattedes ikke af den ytringsfrihed, der efter EMRK-praksis gælder for journalister. Selv Bent Jensen kan ikke blæse og have mel i munden.

Hertil kommer, at Bent ikke har respekteret selv de meste elementære journalistetiske regler, så som at se en sag fra hver side og forelægge den til udtalelse for Jørgen Dragsdahl.

Det hjælper derfor ikke Bent Jensen, hvis han også måtte blive anset for beskyttet af EMRK-domstolens praksis om journalister, for sådanne rettigheder forudsætter efter EMRK-Domstolens praksis, at de for journalister gældende krav er respekteret.

5: Det anføres i det sammenfattende processkrift, s. 63, at det er uden betydning for vurderingen af sandhedsbevis, om Bent Jensen kendte et dokument, da han skrev sine artikler. Det er jeg enig i.

Men kan der ikke føres sandhedsbevis og der derfor skal kigges på, hvilket faktuelt grundlag Bent Jensen havde, ja så mener jeg ikke, at sådan dokumentation kan være undskyldende, sådan som landsretten forudsatte.

6: I afsnittet om sagsomkostninger hævdes det, at Jørgen Dragsdahl skulle have vidtløftiggjort sagen. Forholdet er det modsatte, nemlig at Jørgen Dragsdahl har måttet tilvejebringe dokumentation for at afkræfte professorens mange løsgående påstande.

Afrunding

Jeg er nu kommet til det sted, hvor jeg for mit vedkommende skal til foreløbigt at indlade sagen for Højesteret. Jeg har valgt at lade militæret fører de sidste ord til støtte for Jørgen Dragsdahl, eller dog i al fald pensioneret brigadegeneral Michael Clemmensen, der 17/1-07 i en kommentar i Information reagerede på Bent Jensens angreb i Jyllands-Posten.

Jeg beder Højesteret gå til ekstrakt 3, s. 795: ”Men historikere er jo også mennesker, og i dovenskab og sensations- og indtægtsjagt må de i sidste instans holdes på plads af injurielovgivningens rammer. Den kollegiale gensidige kritik og disciplin er ikke tilstrækkelig.”

For derefter lidt senere at udtale: ”Men det hindrede ikke, at han i sin iver for endeligt at ramme en politisk modstander, Jørgen Dragsdahl, valgte den amerikanske advokats ensidige og overfladiske kildeanvendelse, der kunne give hans virkelighedsbillede den størst mulige slagskraft. Han undlod enten forblændet af sit had, eller fordi den kildekritiske sans var forsvundet med årene, at forstå tendensen og karakteren af kildematerialet. Han valgte samtidig at ignorere alle danske regler for beskyttelse og anvendelse af følsomme personoplysninger. Jyllands-Posten lod sig ivrigt – med anvendelse af Dragsdahls ansigt som djævlelogo for søndagsavisen – spænde for Bent Jensens uappetitlige hævntogt. Morgenbladet lod sig ikke anfægte af, at samme Jørgen Dragsdahl for tretten år siden i Landsretten blev renset for grundlæggende samme anklager, på samme grundlag.”

Hermed skal jeg foreløbig indlade sagen for Højesteret.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.