Trykt som kronik i Fyns Amts Avis 20. juli 2015

 

 

Et skamløst teater

Af JØRGEN DRAGSDAHL, JOURNALIST
 

Forbløffende skamløst gentager Ole Hasselbalch i kronikken den 15. juli forsvaret af Bent Jensen, som Højesteret afviste, da retten dømte ham. Hasselbalch oplyser dog ikke, at han selv var Jensens juridiske rådgiver og formentlig var dette forsvars hovedforfatter.

For min skyld kan vi godt genopføre 8 års retssag med dens omfattende dokumentation her i kronikken. Der er jo grunde til, at ingen dommere nogensinde fandt, at Bent Jensen havde ført sandhedsbevis for sine anklager.

For mig er det centrale, at der skal være forskel på sandt og falskt. Hasselbalch påpeger ingen faktuelle fejl i mine kronikker. Den gennemgående tråd i hans kronik er, at han slører forskellen mellem sandt og falskt. Det sker gennem forvrængning af Højesterets dom, vigtige elementer i sagsbehandlingen suppleret med lidet smigrende omtale af mig.

I andre medier har han direkte angrebet Højesteret, som angiveligt ville behage venstrefløjen, og derfor nu har en ”tung skygge” hængende over sig. Det er et usædvanligt angreb fra en jurist på landets højeste domstol, men det giver god indsigt i Hasselbalchs univers. Han er nemlig en politisk aktivist fra det yderste højre, som ser med dyb mistillid på demokratiets institutioner. Det er en mere retvisende baggrund end hans akademiske titler, der er knyttet til erhvervsret – fagligt set langt fra Bent Jensen sagen.

Hasselbalch kan dog henvise til, at han har beskæftiget sig med den sovjetiske efterretningstjeneste KGB’s aktiviteter for påvirkning af den vestlige opinion. Men hovedkilden til sin ekspertise har han groft misrepræsenteret.

Både i bøger og kronikker henviser han til en tjekkoslovakisk officer Jan Sejna. I Hasselbalchs fremstilling er Sejna en frihedshelt fra Prag foråret i 1968, som flygtede, da sovjetiske kampvogne rullede ind i byen. Det er svindel. Sejna stod i den virkelige verden bag et kupforsøg, som skulle styrte forårets ledere og genindsætte stalinisten Novotny. Han flygtede under mistanke også for korruption længe inden den sovjetiske invasion. Som flygtning i USA samarbejdede han i nogle år med den amerikanske efterretningstjeneste CIA, men ifølge flere kilder forkastede tjenesten ham, fordi han anvendte falske påstande. Mellem de falske påstande er netop det store påvirkningskomplot fra KGB’s side, som udgør grundlaget for Hasselbalchs agitation. KGB påvirkede utvivlsomt den vestlige opinion med falske informationer, men nøgtern analyse og debat heraf er blevet vanskelig på grund af f.eks. en Hasselbalchs fantasifulde påstande.

Denne vilje til forvanskning af forhold, som kunne svække hans politiske kampagner, kan man også se i den aktuelle kronik, hvor han leverer en udlægning af Højesterets dom, som respektable jurister næppe vil anse for dækkende. Han skriver således: ”Højesteret mener, at Bent Jensen havde tilstrækkeligt grundlag for at skrive, at Dragsdahl desinformerede, og at han dyrkede konspirativ omgang med KGB”. Men det er en forvanskning, som helt ignorerer det juridiske fundament. Bent Jensen frikendes, fordi han kunne begrunde sine påstande med henvisning til, hvordan dokumenterne, da han skrev sine artikler, fremstod for ham med hans daværende viden. I dag ville Bent Jensen med nutidens viden ikke straffrit kunne sige det samme. Højesteret har, som bl.a. juristen Jacob Mchangama fra højrefløjens tænketank CEPOS påpeger, ikke taget stilling til, hvorvidt det faktuelle grundlag var korrekt.

Påstandene angående desinformation og konspirative møder har været genstand for omfattende bevisførelse. Jeg har også på min hjemmeside fremlagt nogle hundrede artikler, som klart dokumenterer, at jeg år efter år skarpt kritiserede både Sovjet og danske kommunister (http://www.dragsdahl.dk/denkoldekrig.htm). Det ville være sensationelt, hvis dommerne i Østre Landsret og Højesteret ud fra dette materiale konkluderede, at Jensen havde ret. I stedet har de ud fra Den Europæiske Menneskeretsdomstol seneste praksis vurderet, at selvforkerte påstande er dækket af Jensens ytringsfrihed. Det er en opfattelse, som efter min mening undergraver den danske lovgivning på feltet, og Byretten i Svendborg havde da også en anden opfattelse end Østre Landsret og Højesteret. Men dommerne i Svendborg udtalte sig før de senere, vejledende, domme i Strasburg. Denne udvikling i juraen kunne nok fortjene offentlig debat, men det ønsker Hasselbalch vist ikke, fordi Bent Jensens forbrydelse så vil fremstå mere markant – nemlig som så grov, at den trods udvidelse af ytringsfrihedens rammer ikke kunne forsvares.

Hasselbalch hævder også med henvisning til mig, at ”der vides intet sikkert om, hvorfor han ikke blev tiltalt”. Undskyld mig – men PET-kommissionen, som bestod af jurister og historikere, og PET’s daværende ledere har samstemmende oplyst, at man ganske enkelt ikke fandt beviser, som kunne begrunde tiltale. Har Hasselbalch eller Bent Jensen fundet beviser, som kunne begrunde tiltale? Det skulle man tro, fordi Bent Jensen falskt har hævdet, at den borgerlige regering besluttede, at der ikke skulle rejses tiltale.

Hasselbalch dyrker myten om, at der er dokumenter, som ville have medført et andet udfald. Som led i denne myte hævder han, at ”Dragsdahl modsatte sig for øvrigt under sagen at få alt PET's materiale på bordet”. Det er korrekt, at jeg efter flere år, hvor jeg ikke havde modsat mig modpartens begæringer angående udlevering, ved Højesteret protesterede mod en begæring. Hvorfor fortier han årsagerne til denne ændring i min holdning? Interesserede læsere kan selv finde vores 17 sider lange indsigelse med adskillige argumenter på min hjemmeside. Hovedpointerne er, at det ikke var ”alt” PET’s materiale, som Hasselbalch for Bent Jensen ønskede fremlagt – det var kun dokumenter, som Bent Jensen i kraft af sin eksklusive adgang til arkivet selektivt havde udvalgt. Vi havde desuden erfaring og dokumentation for, at hans udvælgelse var groft misvisende og at han offentliggjorde dokumenter på trods af, at de var fremlagt bag lukkede døre. Og det er ikke min skyld, når Jensens begæringer blev afvist – både PET og Højesteret anså min holdning for irrelevant.

Det er rørende, når Hasselbalch afslutningsvis gør ”en seriøs videnskabsmand” til ”ofret” i min indsats. Bent Jensens bog har fået knusende anmeldelser af ledende faghistorikere – også internationalt. Højesteret har dømt ham for yderst skadelige anklager mod mig, fremsat trods bedre vidende. Det er den omvendte verden, når Bent Jensen nu skal gøres til et offer – men det passer naturligvis godt ind i Hasselbalchs absurde univers, hvor falskt gøres til sandt.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.