Kronik i Politiken 2. september 2015  

Frirum til fantaster

Af JØRGEN DRAGSDAHL

I Danmark kan man hænge folk ud på mistanker alene, hvis man er skrupelløs nok.

Må advokater lyve?

Måske vil mange finde det acceptabelt, hvis de lyver under forsvaret af deres klienter. Men er det også undskyldeligt, hvis de efter endelig dom lyver i en hævnaktion?

Det er blot et af de mange spørgsmål, som Karoly Nemeths forbløffende Kronik 20. august kan rejse. Han var officielt Bent Jensens advokat, da min injuriesag mod Bent Jensen blev behandlet ved Højesteret. Min advokat under sagen, René Offersen, og professor Eva Smith har allerede gendrevet hans rent juridiske påstande. Men også resten af indholdet er så meget i strid med fakta, at jeg undrer mig dybt.

Er det blot en provokation, hvor han inviterer til et hundeslagsmål, der kan hvirvle en masse støv op, så hans klients forbrydelse, som Højesteret straffede, bliver sløret? Eller er der en mere ondsindet hensigt, fordi man vil sørge for, at min troværdighed og dermed erhvervsevne lider varig skade trods dommen?

Bevidst brug af forkerte informationer er en udfordring, som vor tids massemedier nemt bliver ofre for. Redaktørers utilstrækkelige baggrundsviden og mangel på tid til kontrol medfører, at groft misvisende debatindlæg kan komme i medierne. Knebet er effektivt; selv Eva Smith godtager nogle af hans falske påstande. Dertil kommer, at gendrivelse af løgnene er mindre spændende læsestof, fordi kravet til dokumentation nemt gør svaret både omstændeligt og indforstået.

Den vigtige kerne i sagen mod Bent Jensen var netop behovet for, at vi i samfundsdebatten skelner mellem sandt og falsk, og det har Højesteret honoreret med dommen, men det tog mere end 8 år, mange tusinde arbejdstimer og spaltekilometer med bagvaskelse af mig. I et forsøg på indsamling af penge udhuler Bent Jensens klike nu dommen.

Nemeths første ’opfindelse’ gælder selve motivet for, at han har skrevet Kroniken. Han er nærmest et offer, som nu forsvarer sig. Angiveligt antog han sammen med Bent Jensen efter dommen, at »Dragsdahl og Offersen nu ville hvile på laurbærerne«. Men »sådan blev det desværre ikke, idet Dragsdahl og Offersen gik i selvsving efter Højesterets dom med indlæg, kronikker og boganmeldelser indeholdende perfiditeter af enhver tænkelig art«.

Det er jo en påstand, som enhver kan efterprøve via databasen Infomedia. Min optælling viser, at den hårde kerne omkring Bent Jensen siden dommen 3. juni har haft 25 indlæg i pressen. Jeg selv, min advokat og et par venner har haft 11.

Ballet blev utvivlsomt åbnet af Jensens flok. Kampagnen mod mig og dommen blev indledt i Politiken 10. juni af tre fra Jensen-støtteforeningen. Samtidig offentliggjorte denne forening på sin hjemmeside PET-dokumenter, som er fremlagt bag lukkede døre og ikke må gengives offentligt.

Man har udvalgt nogle for mig stærkt inkriminerende sider, som for længst er blevet tilbagevist i retten. Offentliggørelsen skete tilsyneladende med grønt lys fra Nemeth. Og Bent Jensens støtte Ole Hasselbalch spillede 11. juni ud med en kronik, som forvansker dommen.

Flere dage efter bringer Politiken et yderst behersket læserbrev, hvor Søren Møller Christensen opfordrer til stop for kampagnen mod mig. Men den fortsætter for fuldt blus – også bogstaveligt talt, idet jeg bliver afbrændt på et sankthansbål, som et koldkrigsmuseum har arrangeret. Båltalen bringes i en avis. Den symbolske afbrænding virker lidt perfid, hvis ikke frygtindgydende.

Båltalen påstod usandt, at regeringen Anker Jørgensen havde hindret tiltale mod mig. Først 26. juni bringer Weekendavisen et indlæg af min sagfører, som fokuserer på Bent Jensens bog og knap berører retssagen. Jeg selv svarer på båltalen med en kronik i et af landets mindste blade, Fyns Amts Avis, 8. juni. Hasselbalch reagerer med en argumentation, som mest ligner et vidnesbyrd, der skal få mig indlagt på et hospital for sindslidende.

Nemeths anden ’opfindelse’ er, at der i PET’s arkiv foreligger »fuld dokumentation for rigtigheden af Bent Jensens udsagn«. Af »helt uforståelige årsager« måtte det imidlertid ikke komme frem, men »Bent Jensen og jeg kender indholdet af disse dokumenter«. Mit enkle spørgsmål er: Hvordan har Nemeth fået kendskab til disse hemmelige dokumenter? Spørgsmålets baggrund er desværre mindre enkel, da vi må bevæge os ind i de tåger af løgne og mulige lovbrud, som Bent Jensen har spredt gennem 8 år.

For det første: Nemeth har næppe selv set klassificerede dokumenter. De må nemlig ikke fjernes fra PET’s bygning, og kun folk, som er sikkerhedsgodkendt, må se dem. Hvis Jensen har givet Nemeth et referat af indholdet, har han ifølge PET brudt straffeloven. Det er faktisk sket, at Jensen har givet Nemeth sådanne oplysninger. PET har i to breve påpeget, at det var lovstridigt.

For det andet: Jensen har tidligere misinformeret sin advokat angående indholdet i klassificerede dokumenter. Det skete eksempelvis i den første editionsbegæring fra 2. november 2007. Det er et vigtigt dokument, fordi det viser Bent Jensens indsigt i arkivet, da han skrev sin første strafbare artikel.

Han ønskede 17 dokumenter udleveret; heraf var dokumenterne 10-17 angiveligt klassificeret. Jensens advokat hævdede, at dokument 17 indeholdt Justitsministeriets begrundelse for, at jeg ikke blev tiltalt. Men PET oplyste, at dokument 17 var identisk med dokument 9, som er et mødereferat helt uden det påståede indhold. Senere vidnesbyrd fra PET-chefen Henning Fode viser, at Justitsministeriet aldrig har fået forelagt rejsning af tiltale.

Endnu sjovere blev det, da advokaten i en skrivelse 16. december 2008 hævdede, at »editionsbegæringens bilag 12 og 13 indeholder dokumentation for PET’s opfattelse af sagsøgeren som KGB-agent, der havde overtrådt straffeloven«. I et svarskrift til Højesteret skrev PET så 22. januar 2009, at »bilag 12 og 13 er klassificerede dokumenter, men efterretningstjenesten kan dog oplyse, at hverken bilagene 12 og 13 eller andre i editionsbegæringen anførte dokumenter har et indhold som anført i kæreskriftet«.

Jensen havde altså, ifølge PET, misinformeret både sin sagfører og Højesteret. Den alternative version er, at PET løj over for Højesteret, og så må man jo selv vurdere, hvem man vil give størst troværdighed. Slutresultatet var, at Højesteret 17. april 2009 besluttede, at kun afklassificerede dokumenter skal fremlægges.

Nemeth hævder, at udleveringen af klassificeret materiale blev forhindret af Dragsdahl og PET i fællesskab. Men jeg modsatte mig faktisk ikke udlevering, så den påstand er heller ikke sand. Jeg indgav senere selv en editionsbegæring, hvor vi støttede Jensens ønske om adgang til bl.a. telefonaflytninger.

Helt til sidst gik jeg imod en editionsbegæring ved Højesteret, fordi Jensen igen og igen brød vilkårene for fremlæggelse, men retten gik imod mig, da den frigav afklassificerede dokumenter – men dog, igen, fulgte PET med et nej til klassificerede.

For det tredje: Der er næppe dokumenter, som væsentligt vil rykke ved, hvad der fremgår af nogle hundrede sider afklassificeret materiale, som er fremlagt under retssagen. Der er flere årsager til denne antagelse. Hverken Dansk Institut for Internationale Studier eller PET-kommissionen, som begge havde fri adgang til PET’s arkiv, har blot antydet noget, som ikke fremgår af udleverede dokumenter. Og Bent Jensen har flere gange både offentligt og i skrivelser til retten beskrevet indholdet i klassificerede dokumenter.

Han har aldrig med denne, i øvrigt lovstridige, metode sandsynliggjort, at der kunne være afgørende nyt gemt i arkivet. Dokumenter, som han i breve til Justitsministeriet var meget begejstret for, blev afklassificeret og fremlagt i retten.

Det er således afslørende, at Nemeth i sin Kronik offentliggør nogle for mig stærkt inkriminerende sætninger fra et PET-dokument. Den godtroende kan nemt få den opfattelse, at han her citerer fra det materiale, som Højesteret ikke må se.

Men det er fra et dokument, som er fremlagt bag lukkede døre. Det er skrevet af en underordnet PET-medarbejder. PET’s daværende chef, Henning Fode, har oplyst, at indholdet gengiver medarbejderens personlige opfattelse. Dette bevismateriale er altså i sammenhæng med andre dokumenter og vidnesbyrd blevet vurderet af tre domstole; ingen har fundet, at Jensen dermed havde ført sandhedsbevis. To domstole har endog, trods dette dokument, dømt ham for brud på straffeloven.

Især ved Østre Landsret anvendte Nemeth klassificerede informationer og fortroligt materiale ved et åbent retsmøde. I flere tilfælde var deres præsentation så misvisende, at det blev en boomerang. En af de groveste episoder var, da Nemeth nærmest råbte til mig, at jeg havde ødelagt en officers karriere, fordi jeg havde kontakt med ham.

Jeg kunne imidlertid fortælle, at officeren trods vores forbindelse var nået op i forsvarets absolutte top og var meget højt dekoreret. I et andet tilfælde henviste Jensen til en ledende embedsmand i Nato, som skulle være vred på mig, fordi jeg angiveligt havde misbrugt ham. Embedsmanden sendte mig imidlertid et dementi, som jeg læste op i retten.

I ét tilfælde har Jensen fremlagt et dokument, som man forgæves bad PET udlevere.

Det skulle angiveligt med et referat fra KGB’s arkiv vise, at denne tjeneste anså mig for agent. I sidste øjeblik fik Jensen via et britisk arkiv fat i, hvad han hævdede var præcis det samme dokument, og det blev overgivet til Højesteret. Men dokumentet, som nu er offentligt tilgængeligt, oplyser slet ikke, at KGB anså mig for agent. Der står kun uspecificeret, at jeg blev brugt af KGB – en påstand, som de udsendte KGB-folk ofte anvendte uberettiget, så de kunne bevise deres værd.

Nemeths brug af klassificeret materiale er vel årsagen til, at både Østre Landsret og Højesteret oplyste, at man kun lagde vægt på fremlagte beviser og ikke Jensens påstande angående andet materiale. Men selv dette forhold får advokaten besynderligt nok vendt imod mig, som havde f.eks. Højesteret i selve dommen beklaget, at man var uden adgang til alle beviser. Det ville da også være underligt, idet Højesteret jo to gange har afvist, at klassificeret materiale skulle indgå.

Endelig er der en række ’opfindelser’, som ligner informationer, på trods af at de er helt uden rodfæste i sagens fakta.

Han hævder således, at jeg i 1983 blev smidt ud af regeringens sikkerheds- og nedrustningspolitiske udvalg (SNU) efter »henstilling fra bl.a. ambassaden i Washington«. Det er sandelig en nyhed. Hvilke beviser har Nemeth mon for det?

I PET-kommissionens rapport analyseres baggrunden for, at adskillige medlemmer bliver udskiftet, men man finder ikke beviser for, at motivet var frygt for KGB (syv medlemmer af SNU havde KGB-kontakter).

I øvrigt tilføjes, at KGB ikke interesserede sig synderligt for udvalget, og at jeg af KGB’s hovedkvarter blev anset for nærmere amerikanerne end russerne. I Højesteret hævdede Nemeth, at agentpåstanden var årsagen til, at både jeg og den senere brigadegeneral Michael Clemmesen af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen blev smidt ud. Det har Ellemann-Jensen tidligere afvist for Clemmesens vedkommende og nu også for mit (Pol. 27.8.).

Nemeth hævder også, at alle Højesterets dommere »er enige i ikke at kritisere 27 af Bent Jensens udsagn«. Ja, det er jo et imponerende antal. Det er bare en falsk information. Ved byretten i Svendborg og ved Østre Landsret var 35 af Bent Jensens udsagn påklaget, men inden behandlingen ved Højesteret frafaldt vi 17. Årsagen var, at sagen var blevet uoverskueligt omfattende, og derfor var det hensigtsmæssigt med et klarere fokus. Tilbage var altså 18 udsagn, og Jensen blev straffet for 7 af dem.

Der er altså 11 udsagn, som Jensen blev frifundet for. I Nemeths version bliver det til, at Højesteret har bifaldet Jensens påstande, og han citerer nogle af dem. Jeg skal eksempelvis have begået ’desinformation’ for KGB, altså bevidst formidlet falske informationer. Nogle jurister mener, at Nemeth fordrejer dommens faktiske indhold. Selv undrer jeg mig over påstanden, fordi sagens bevismateriale undergraver Nemeths tolkning.

Alle PET-vidner, også Ole Stig Andersen, har afvist, at jeg begik desinformation. En PET-analyse af mine artikler bekræfter heller ikke påstanden. Jensen ville føre sandhedsbevis, og derfor skrev han tre lange redegørelser, som blev fremlagt. Dem moddokumenterede vi ved landsretten med fire tykke ringbind. Det var relativt nemt, fordi Jensens håndværk var elendigt. Men gentagelser af hans anklage er jo en del nemmere end udførlig modargumentation i medierne.

Og her er vi så nået frem til noget, som kan være en lære af hele denne affære. Bent Jensens klike, herunder Nemeth, har udnyttet, at vores demokrati er sårbart, når det udfordres af ekstremister.

Der er i de seneste år sket en udvikling i domstolenes håndhævelse af loven mod injurier, som undergraver dette værn for saglig offentlig debat.

Jensen blev dømt for alle sine 35 ærekrænkende udsagn i 2010 ved byretten i Svendborg, men retspraksis er siden, med en fremhævelse af ytringsfriheden, blevet ændret af Menneskeretsdomstolen, og derfor blev han i Højesteret frikendt for nogle udsagn. Frikendelse sker åbenbart, hvis man faktuelt kan begrunde nogle ærekrænkende udsagn. Domstolene tager dermed ikke stilling til, hvorvidt begrundelsen er sandfærdig.

Det medfører, at vi ofte vil mangle en uafhængig institution, som endeligt kan afgøre, hvorvidt udsagn er sande eller falske. Desuden kan lægfolk tro, at fordi et udsagn gik fri for straf, var det sandt. Det er min smertelige erfaring, at den højt besungne utæmmede ytringsfrihed ikke kan erstatte domstolene.

Nemeth og resten af Bent Jensens klike har i ekstrem grad udnyttet, at dommen for lægfolk på dette punkt ikke er tilstrækkeligt klar. Det vil være velgørende, hvis kendelser skrives, så de ikke kan fordrejes. Og jeg synes, at nytolkningen af den muligvis forældede lovtekst bør vække offentlig debat.

Endelig: Hele denne affære var aldrig opstået, hvis Jensen og diverse institutioner havde respekteret loven, som åbnede for PET’s arkiv.

Det var ved dens vedtagelse udtrykkeligt hensigten, at personer, som engang var blevet undersøgt af PET, ikke mange år efter skulle hænges ud offentligt. Det er mildt sagt sket, fordi Jensen ikke overholdt sit tavshedsløfte, og myndighederne ikke håndhævede det. Samtidig har man beskyttet klassificeret materiale, som angiveligt indeholder informationer, der kan skade Danmark, hvis de slipper ud.

Denne kombination af ligegladhed, når det gælder personfølsomme informationer, og lukkethed, når det gælder statens interesser, giver alt for stort frirum til fantaster, som kan hævde, at de har ret, men at myndighederne desværre skjuler sandheden.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.