Publiceret på POV. Point of View International 3. april 2016 

Fremmedhad uden fremmede

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Polsk nationalisme er præget af had mod naboer, jøder og andre udenlandske kræfter samt indenlandske ”forrædere”.

Hvis man vil kontrollere fremtiden, skal man kontrollere fortiden. Det er visdommen i en ”historie-politisk” offensiv, som Polens præsident og regering har indledt.

Offensiven skal opdrage en ny generation af patrioter og styrke landet på den internationale scene. Foreløbig har indsatsen splittet landet mere, end det har været siden 1980’ernes kamp mod kommunismen førte til en fredelig ”fløjlsrevolution”, og Polens internationale anseelse styrtdykker.

Fremtrædende intellektuelle ser en risiko for, at et autoritært regime vil opløse demokratiet. Første advarsel kom fra Adam Michnik, der engang var fremtrædende systemkritiker, og som i dag er chefredaktør på den store avis Gazeta Wyborcza. Polen bevæger sig ud på ”en fløjlsvej til diktatur”, sagde han, da præsident Andrzej Duda blev valgt i foråret 2015.

Den vej er blevet mere iøjnefaldende efter Dudas parti, ”Lov og Retfærdighed” (PiS), i oktober vandt flertallet i parlamentet, Sejmen. Regeringen har blandt andet kastet sig ud i en magtkamp med forfatningsdomstolen, som skulle kontrollere den udøvende magt, og selv den såkaldt fjerde magt, pressen, vil man kontrollere.

Sammensværgelse

En bærende tanke i den historie-politiske offensiv er, at Polen slet ikke havde en revolution i 1989, da kommunisterne led nederlag ved et halvfrit valg, og ledende skikkelser fra fagbevægelsen Solidaritet derefter gradvist overtog magten. Angiveligt begik bevægelsens ledere forræderi, fordi kommunisterne blev beskyttet, så de fortsat kunne være de reelle magthavere.

Til brug for denne påstand har man genoplivet gamle anklager om, at bevægelsens førende personlighed, Lech Walesa, var agent for det hemmelige politi. Med til denne konspirationsteori hører, at Putins Rusland står bag et flystyrt, som i 2010 dræbte en tidligere præsident fra PiS.

Men også ældre historiske begivenheder skal være politisk korrekte. Undervejs er en lov, som giver lang fængselsstraf, hvis man antyder, at polakker har medansvar for, at Polens engang store jødiske befolkningselement i dag på det nærmeste er forsvundet. Følelserne er stærke i den forbindelse. Efter Berlingske Tidende havde omtalt lovforslaget og tilføjet, at der var pogromer mod jøder under krigen anført af polakker, rykkede den polske ambassadør ganske energisk ud med en indsigelse i avisen.

Endnu et eksempel: Da den delvist dansk-producerede film ”Ida”, som fik en Oscar i 2015, for nylig blev vist på polsk TV, fik den en lang korrigerende introduktion. Brøden er, at den beskæftiger sig med katolske polakkers drab på polske jøder under krigen. Filmens instruktør påpeger i en kommentar, at angrebet i det statskontrollerede fjernsyn skyldes, at nationalister vil vække ”nationale følelser i deres evige besættelse af en påstået verdensomspændende jødisk-tysk-venstreorienteret-liberal-russisk konspiration mod Polen”.

Vidtfavnende fjendebillede

Nationalisme udgør drivkraften i alle regeringens bestræbelser. Det er en nationalisme, som gør brug af et meget vidtfavnende fjendebillede:

Statsministeren har efter terror-angrebet i Bruxelles lukket døren for de flygtninge, man efter aftale med EU skulle aftage. Polen har næsten ikke modtaget flygtninge, og ledende politikere har med et lån fra nazistisk retorik hævdet, at de er smittebærere. Polakkerne står ikke alene i Europa med den afvisende holdning, men det er specielt, at man ser usunde og upolske kræfter i en del andre sammenhænge.

Forsvarets øverste ledere er således blevet presset til afsked – tilsyneladende i protest mod en kommende udrensning af alle i militæret med professionelle rødder i tiden før kommunismens fald i 1989. Lidet betyder det åbenbart, at der er gået så lang tid, at alle soldater i dag har gjort tjeneste i et demokrati meget længere, end de tjente folkerepublikken.

Naturligvis omfatter udrensningen i samfundet også, at undervisningsministeren vil fratage rapporter angående homoseksuelle emner akademisk status.

Nationernes Kristus

Nationalismen er under fremmarch i mange europæiske lande, men den polske udgør af historiske, religiøse og politiske årsager en særligt ekstrem version.

Det er en grundlæggende opfattelse, at Polen er ”nationernes Kristus”. Lidelserne starter i 1700-tallet, hvor angribere svækker det engang stolte kongerige så alvorligt, at landet bliver delt mellem store naboer og nærmest forsvinder.

Første verdenskrig genopretter den polske stat, men man angribes straks af Rusland. Polakkerne redder Europa, fordi man stopper bolsjevikkernes fremmarch, og det sker uden hjælp fra andre.  I 1939 deles landet igen, nu mellem Tyskland og Sovjet. Polens allierede leverer ikke effektiv hjælp, og efter 1945 bliver polakkerne igen svigtet, da de allierede accepterer sovjetisk overherredømme.

Anti-semitismen

Den nationalisme, som vokser frem i det 19. århundrede, har et meget romantisk forhold til alt, som kan kaldes polsk, og et fjendtligt forhold til besættelsesmagterne Rusland, Prøjsen og Østrig. Men den polske nationalismes fader, Roman Dmowski, var også yderst anti-semitisk. Jøderne, som med omkring 10 procent var det største mindretal, var i hans øjne et utåleligt fremmedelement i den polske, katolske kultur. Dette had blev også dyrket af kirken, som rutinemæssigt gjorde jøderne ansvarlige for henrettelsen af Jesus.

Anden verdenskrig bragte ikke polsk anti-semitisme i miskredit, fordi fænomenet helt blev overskygget af tyskernes ansvar og kombinationen af katolske polakkers rolle i både offerets samt heltens rolle. Jøderne fik tilmed en ny rolle, idet de i brede kredse blev gjort ansvarlige for kommunismen – hvad der meget belejligt slørede etniske polakkers eget ansvar. Anti-semitismen var så instinktiv, at selv kommunisterne kunne udnytte den i f.eks. 1968, da styret ville give sig selv et mere nationalt image og indledte forfølgelse af jøder.

Jødehad uden jøder

Polen kom ud af kommunismen med en helteglorie, så det for mig, da jeg boede i landet fra 1993 til 2000, var chokerende, at man ofte stødte på anti-semitisme. Det er et så grundlæggende træk ved polsk kultur, at hadet til jøder dukker op i mange af dagligdagens talemåder. I Danmark kan man afslutte et skænderi med: ”Du er dum”. I Polen vil man ofte bruge: ”Du er jøde”.

Blandt de pågældende års mere mindeværdige middagsselskaber er et, hvor en gæst pludselig luftede sin afsky over filmen Schindlers Liste, som beskriver, hvordan en forretningsmand snedigt redder over 1.000 jøder. Filmen var, erklærede hun, anti-polsk. Kogt ned til kernen var hendes argument en scene, hvor nogle børn, som ser et tog på vej til Auschwitz, laver en bifaldende snittende bevægelse hen over halsen. Den varer få sekunder, og den bygger på autentiske vidnesbyrd.

Man kunne aldrig være sikker på, hvornår lignende episoder ville opstå i ellers hyggeligt selskab.

Fremmedhad

Anti-semitismen er et aktuelt problem på trods af, at der ikke er mere end nogle få tusinde jøder tilbage i landet. I deres afvisende, ja hadske, holdning til flygtninge gentager østeuropæerne deres holdning til jøderne omkring og under Anden Verdenskrig. Den fremtrædende polske historiker Jan Gross henviste i efteråret til denne ”morderiske fortid” i en artikel. Gross opfordrede til konfrontation med anti-semitismen i samfundenes kollektive bevidsthed, fordi befolkningerne ellers ikke kan indse forpligtelsen til at redde dem, der flygter fra det onde.

Artiklen vakte så voldsomt røre i Polen, at præsident Duda nu overvejer, hvorvidt Gross skal miste en æresmedalje, og han er blevet indkaldt til forhør. Det særligt ophidsende var en sætning, som kort slog fast, at polakker slog flere jøder end tyskere ihjel under krigen. Gross var allerede i miskredit, fordi han i flere bøger har dokumenteret polske pogromer mod jøder i krigens start, partisaners drab på flygtende jøder og pogromer rettet mod de sidste overlevende jøder lige efter krigen.

Hvor jødehad er muligt uden jøder, er også had til fremmede uden fremmede muligt, men centralt i nationalisternes selvopfattelse står, at polakkerne er uskyldige og ædle ofre. I denne bevidsthed er der ikke plads til, at man selv kan være gerningsmænd og at der kan være andre, værdige ofre. Der er heller ikke plads til, at man skal lytte til kritik. Det er en grad af selvretfærdighed, som gør mennesker blinde for nuancer og gør egne mål så hellige, at man i sin stræben efter dem vil anvende ethvert nødvendigt middel.

Det eneste lyspunkt er, at PiS-partiet kun repræsenterer et mindretal. Det fik ved efterårets valg 37,6 procent af stemmerne, og deltagelsen var nede på knapt 51 procent. Der har i storbyerne været adskillige demonstrationer mod regeringen. Men foreløbig har protesterne kun gjort nationalisterne mere indædte. Et af de centrale spørgsmål er derfor, hvorvidt EU og Polens andre allierede kan lægge en dæmper på nationalisterne, men netop det virker ikke sandsynligt i kraft af deres forhistorie.

Topfoto: Forsiden af det konservative polske ugeblad wSieci (Netværket) med overskriften ”Islams voldtægt af Europa”.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.