Publiceret på POV. Point of View International 12. april 2016 

Ankers kamp mod atomvåben blev fortiet – men den nukleare trussel lever

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Henry Kissinger advarede for nylig i kraftige vendinger mod risikoen for et nyt nukleart kapløb. Adskillige lande opruster og NATO er i gang med en modernisering af amerikanske atombomber i Europa.  Ved NATO-topmødet i juli skal alliancen diskutere et østeuropæisk ønske om at styrke NATOs atomafskrækkelse. Men den danske offentlighed aner intet, medierne synes uinteresserede og de danske politikere er tavse. De har lært, at atomvåben ikke skal forstyrre indbyggerne i verdens lykkeligste land.

Danskerne har fortrængt atomvåben så grundigt, at Anker Jørgensens indsats mod truslen fra dem på det nærmeste forsvandt fra nekrologer og mindetaler. Det er bemærkelsesværdigt af mange årsager.  Anker bør retfærdigvis modtage en hyldest for sin kritik af atomoprustning, fordi nyligt offentliggjorte dokumenter viser, at han havde ret: Risikoen for atomkrig var reel i 1980’erne. Og risikoen er nu så kraftigt voksende, at behovet for kritik fra ledende danske politikere igen burde være indlysende. Derudover er selve fortrængningen en kedelig illustration af det usunde i dansk samfundsdebat.

Anker spillede en hovedrolle i det, som journalisten Alex Frank Larsen i sin biografi kalder ”det mest dramatiske opgør i fredstid om dansk forsvarspolitik siden befæstningen af København med voldgrave og fæstningsøer”. Ofte henvises i opgøret til udtrykket ”fodnotepolitikken”, fordi Ankers politik medførte en række fodnoter vendt mod atomoprustning i erklæringer fra NATO. Opgøret er fortsat i hadefulde former længe efter Den Kolde Krigs afslutning. Anker er endog af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen blevet beskyldt for landsforræderi.

Djævelens værk

Det var da også helt uhørt, at en socialdemokratisk statsminister offentligt fordømte atomvåben – ”djævelens værk” og ”selvmordsvåben” kaldte han dem. Da NATO ville anskaffe nye amerikanske atomraketter, lagde Anker afstand til projektet. Våbenkapløbets enkeltheder interesserede ham egentlig ikke. Det ”afgørende”, sagde han i et interview med mig i Dagbladet Information i 1982, ”er holdningen og filosofien bag det”.

Overvejelserne i den forbindelse gav den daværende statsminister vejledning til erklæringer, der udvidede dansk atompolitik, som tidligere, ret uærligt, proklamerede atomfrihed i fredstid.  Nu skulle det også gælde i krise- og krigstid.

Anker omfavnede bevægelsen mod atomvåben, men han rettede også skarp kritisk mod kommunisterne i den. I førnævnte interview slog han også fast: ”Hvis man lænker sig til Sovjetunionen og laver fredspropaganda i Vest, så har den ingen virkning. Så virker den modsat”.

Forræderi

Det anti-kommunistiske element i Ankers engagement blev ignoreret, da Venstre i 90’erne indledte et politisk felttog mod Socialdemokratiet. Bertel Haarder var redaktør af et smædeskrift med den insinuerende titel: ”Hvem holdt de med?” Venstres daværende formand, Anders Fogh Rasmussen, leverede forordet, hvor han opfordrede til et opgør ”med de kræfter, som under Den Kolde Krig gik Sovjetunionens og Warszawa-pagtens ærinde”. Det var, skrev han videre, mennesker, som begik ”et intellektuelt og moralsk forræderi”.

Ved “atomvalget” nogle år tidligere i maj 1988 så man samme retorik.

Berlingske Tidende gjorde Fogh det også klart i et meget omtalt debatindlæg i februar 1997, at ”den mest prominente repræsentant” for dem, som ikke kunne kende ”forskel på ven og fjende”, var Anker Jørgensen. Debatindlægget kan ikke hentes online, men nævnes af historiker Alex Frank Larsen i Politiken i en artikel fra marts måned i år med titlen, Anders Fogh skylder Anker en undskyldning.

Det var grove beskyldninger, men de blev ikke mødt med massiv protest fra socialdemokratisk side. Partiet troede, at det bare kunne ignorere Venstres propaganda, og nogle i partiet anså den såkaldte fodnote-politik for en alvorlig fejltagelse. Forsvaret af anti-atomvåben politikken blev overladt til pensionister – nemlig Ankers udenrigsminister Kjeld Olesen og den tidligere sikkerhedspolitiske ordfører Lasse Budtz. Og den folkelige bevægelse mod atomvåben og rustningskapløbet forstummede.

Afsløring

Siden er kritik af atomvåben totalt forsvundet fra dansk debat, så der var ingen, som samlede det op, da et sensationelt dokument i efteråret endelig slap ud af USA’s hemmelige arkiver. Det afslørede, at et panel af eksperter i præsident Bush ”Den Ældres” regering i 1990 efter en meget omfattende undersøgelse konkluderede, at risikoen for atomkrig med Sovjetunionen havde været større i 80’erne, end regeringen anede, og at krigsfaren i høj grad var blevet næret af amerikanske initiativer.

Fokus i den 94 sider lange analyse, som bygger på hundredevis af dokumenter og interviews, er på en NATO-øvelse i november 1983, ”Able Archer”. Den vestlige alliance indøvede forberedelsen af et angreb med atomvåben på Warszawa-pagten. Det skete bl.a. med elektronisk kommunikation. Øst kunne ikke læse indholdet, men selve trafikken, som man kunne spore, viste, at der foregik noget usædvanligt med atomvåben. Som svar gik især sovjetiske styrker i et alarmberedskab, der omfattede atomvåben.

Præsidentens rådgivende panel konkluderede, at ”vi tvivler ikke på, at russerne var ægte bekymrede over Able Archer (…) Det ser ud til, at i det mindste nogle sovjetiske styrker i forbindelse med et NATO-angreb igangsat under dække af Able Archer gjorde klar til enten at komme det i forkøbet eller besvare det”. Præsident Reagan fik vurderinger af sovjetiske holdninger og reaktioner, der ”underdrev risikoen for De Forenede Stater”. Amerikanske efterretningstjenester begik den ”alvorlige fejl”, at de antog, at fordi de selv vidste, at USA ikke ville starte en verdenskrig, så ville de sovjetiske ledere heller ikke tro det.

Rapporten bekræfter helt den frygt for atomkrig, som Anker Jørgensen sammen med bevægelsen mod atomvåben havde. Datidens kritikere vendte sig især mod NATOs anskaffelse af nye atomraketter, og rapporten bekræfter, at denne oprustning var en af hovedårsagerne til, at man i Kreml frygtede et overraskelsesangreb. Det er en anklage, som danske politikere og et par historikere har afvist, endog latterliggjort. Efter rapportens offentliggørelse har de været meget tavse.

Obamas løfte

Mellem datidens andre ihærdige modstandere af atomvåben var en ung sort mand, som i 2008 blev USA’s præsident. Kort efter indsættelsen i embedet holdt Barack Obama den 5. april 2009 en tale i Prag, hvor han lovede, at han ville stræbe efter ”freden og sikkerheden i en verden uden atomvåben”. Han beskrev også et program for sine bestræbelser. Senere samme år modtog han for sit løfte Nobels fredspris. Talen kan høres i sin helhed her:

Obama's Prague speech on disarmament - Unedited, in English (link til youtube)

Få timer inden begravelsen af Anker Jørgensen var 50 statsledere samlet i Washington til et topmøde for ”nuklear sikkerhed”. Mødet var led i et af Obamas initiativer, som skal sikre, at terrorister ikke kan få adgang til radioaktive stoffer, der kan anvendes i en atombombe. Det gav anledning til, at en del eksperter gjorde status for præsidentens bestræbelser. Der var ikke megen ros, og der var en del stærkt alarmerende vurderinger af truslen fra atomvåben.

Faren vokser

Total atom-afrustning har næppe på noget tidspunkt haft større og bredere opbakning i USA, end da Obama blev præsident. I december 2008 startede en af de kritiske eksperter, Bruce Blair, organisationen Global Zero, som med opbakning fra bl.a. tidligere udenrigsminister Henry Kissinger skulle arbejde for atomvåbens afskaffelse. I et interview med tidsskriftet The Nation kritiserede han topmødet, fordi dets fokus på radioaktive stoffer er alt for snævert:

”Der er ingen rationel grund til, at man kan føle sikker i dag – faktisk peger alle udviklingstendenser i modsat retning”. Der er 16.000 atomvåben i arsenalerne. Et par tusinde i de russiske og amerikanske er i højt beredskab, som gør, at de kan affyres med få minutters varsel. Risikoen for uautoriseret affyring ved en fejltagelse ”er ikke kun vokset siden Den Kolde Krig; den vokser fortsat”, sagde han.

Clinton-regeringens forsvarsminister William Perry er en af hovedkræfterne i Global Zero. Hans kommentar til topmødet var, at ”truslen fra atomvåben er større i dag end under Den Kolde Krig – det er min faste overbevisning”. I en bog, som udkom sidste år med titlen “My Journey at the Nuclear Brink”, advarede han imod et nyt våbenkapløb, som er startet.

Obama har opnået resultater. Måske er det vægtigste aftalen med Iran, som skal hindre dette lands udvikling af atomvåben. Der er endvidere også indgået en beskeden nedrustningsaftale med Rusland, ligesom lagre af radioaktive stoffer er blevet fjernet fra nogle lande.

Oprustning på vej

Men der er mange andre faresignaler: Nordkorea udvikler sit atomarsenal og har nu, muligvis, udviklet en langtrækkende raket til atombomber. Sydkorea overvejer derfor anskaffelse af egne atomvåben. Topmødet fandt sted uden den russiske præsident Putin, som også afviser nye nedrustningsforhandlinger. Indsatsen for kontrol med radioaktive stoffer er ramt af særdeles kraftige nedskæringer i relevante budgetter.

En anden fremtrædende ekspert, Joseph Cirincio – der er præsident for organisationen Ploughshares Fund, en global sikkerhedsorganisation, og som bl.a. har forfattet bogen Nuclear Nightmares: Securing the World Before It Is Too Late, Bomb Scare: The History and Future of Nuclear Weapons – har foretaget en gennemgang af Obamas resultater, som konkluderes med, at han kun har nået en ”brøkdel” af sine mål. Russerne har været afvisende og Republikanerne i Kongressen har blokeret ham, men præsidentens ”største fjende var hans egne bureaukrater – heraf mange af dem, som han havde udnævnt med henblik på at gennemføre sin politik”.

Fra 2011 prioriterede præsidenten andre mål, og det militær-industrielle kompleks vandt overmagten. Der er nu udsigt til, at USA vil modernisere hele sit atomarsenal for en pris, som anslås til 1 billion dollar – altså en million millioner – over de næste 30 år.

Ligeglade danskere

Og hvor står så Danmark? Det er nemt at svare på. Vi har en enestående lav profil i de internationale bestræbelser for atomnedrustning. Faktisk har Danmark i øjeblikket slet ikke en profil.

Det kan illustreres på mangfoldig vis. Global Zero har eksempelvis et internationalt støttepanelmed over 350 ledende politikere, forskere, officerer med flere. Fra svensk side deltager bl.a. tidligere statsminister Carl Bildt, fra Norge Gro Harlem Brundtland. Men der er ingen danskere.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen deltog godt nok i det nukleare topmøde, men han hastede hjem til begravelsen af Anker. Nedrustning er så lavt prioriteret af hans regering, at det er et af arbejdsfelterne, som ifølge avisforlydender helt vil forsvinde i udenrigsministeriets nedskæringsrunde.

___________________________________________________

Højrefløjen har vundet historieskrivningen om Den Kolde Krig, og Socialdemokraterne skammer sig tilsyneladende over datidens engagement

___________________________________________________

Debat eller blot mediedækning af atom-spørgsmål eksisterer stort set heller ikke i det danske mediebillede. NATO er i gang med en modernisering af amerikanske atombomber i Europa, og op til et NATO-topmøde i juli foregår i alliancen en debat, fordi østeuropæerne vil styrke NATOs atomafskrækkelse. Men det er ikke en debat, som er sivet ud til den danske offentlighed, og et dansk standpunkt er ikke taget op i Folketinget.

Fortielsen af Ankers anti-atom engagement er således typisk. Højrefløjen har vundet i historieskrivningen om Den Kolde Krig, og Socialdemokratiet skammer sig tilsyneladende over datidens engagement. Officerer siger åbent, at Damarks høje profil i diverse krigen er kompensation for, at ”vi svigtede” med fodnotepolitikken. Danske politikere har lært en ting af 80’ernes opgør: Atomvåben skal ikke på nogen måde forstyrre indbyggerne i verdens lykkeligste land.

Topfoto:

Operation Saber Strike II,

, Creative Commons, Flickr. Source: The U.S. Army

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.