Publiceret på POV. Point of View International 30. juni 2016

 

USA tager truslen mod NATO’s demokrati op

Af JØRGEN DRAGSDAHL
 

Grundlæggende værdier i NATO er truet af adskillige medlemmers politik. Det er en trussel, som præsident Obama vil tage op på det kommende topmøde i alliancen.

Nyheden kom frem, da den amerikanske viceudenrigsminister Antony Blinken i onsdags talte under et arrangement på tænketanken Center for Strategic & International Studies (CSIS) i Washington.

Møder i CSIS tiltrækker den sikkerhedspolitiske elite. Så det er i sig selv interessant, at det ene af kun to spørgsmål fokuserede på, hvordan adskillige medlemmer har forladt grundlæggende demokratiske værdier, som de tilsluttede sig, da de blev medlemmer. Spørgeren slog fast, at ”nogle lande”, hvis de ansøgte i dag, ganske enkelt ville blive nægtet optagelse. Og så nævnte han fire af dem: Polen, Ungarn, Slovakiet og Tyrkiet.

Blinken redegjorde ikke i detaljer for USA’s syn på denne trussel. Men han sagde, at Obama vil beskæftige sig med den, når NATO’s ledere mødes i den polske hovedstad, Warszawa, 8.-9. juli. Han fik dog sagt, at ”hos mange af vore partnere ser vi udfordringer imod nogle af de demokratiske principper, som vi holder af”.

Topmødets dagsorden lægger op til debat af mere traditionelle trusler. Forstærket militær afskrækkelse vendt imod Rusland står øverst. Mellem andre emner er, hvordan man skaber stabilitet hinsides NATO’s grænser og samarbejdet med EU.

Men det er korrekt set fra amerikansk side, at samarbejdet i NATO er truet af både regeringer og partier, som har vendt alliancens grundlæggende værdier ryggen. Det er ikke kun demokratiske principper, der bliver udfordret. Hadet til muslimer og islam har allerede rejst en duft af fortidens spøgelser, men islamofobien er i virkeligheden kun et symptom på voksende nationalisme, som igen kan skabe konflikter i primært de østlige dele af Europa. Hvis medlemmerne bevæger sig væk fra hinanden i deres værdigrundlag, vil også NATO’s grundlæggende musketeréd – pligten til solidarisk forsvar – blive udfordret.

____________________________________________

Som den amerikanske NATO-ekspert Stan Sloan har skrev et i en nylig analyse af alliancens helbred: “NATO står med udfordringer uden fortilfælde mod sine værdier, sammenhængskraft og effektivitet – alle er de en del af, hvordan man kan håndtere disse ydre trusler”.

____________________________________________

Demokratisk alliance

Selveste præamblen til Den Nordatlantiske Traktat fra 1949 slår fast: ”Deltagerne i denne traktat bekræfter på ny deres tillid til formålene og grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt og deres ønske om at leve i fred med alle nationer og alle regeringer. De er fast besluttede på at sikre deres folks frihed, fælles traditioner og kultur hvilende på demokratiets og den personlige friheds grundsætning og på lov og ret. Deres stræben er at fremme stabilitet og velfærd i det nordatlantiske område”.

Nogle medlemmer lagde større vægt end andre på denne forpligtelse. Men den spillede en stor rolle i den amerikanske regerings begrundelse. Udenrigsminister Dean Acheson sagde således under en høring i Senatet: ”Den nordatlantiske alliance er langt mere end en forsvarsordning. Den er en bekræftelse af de moralske og åndelige værdier, som vi har til fælles”.

Sandt er det, at nogle medlemmer til tider var fjernt fra disse værdier. Diktaturerne i Portugal, Tyrkiet og Grækenland er de mest oplagte eksempler. Men værdierne havde alligevel en vis troværdighed, fordi de fleste af medlemmerne respekterede idealerne mere i praksis end Warszawapagtens medlemmer. Nogle historikere mener, at værdifællesskabet bidrog til, at man trods mange modsætninger kunne opretholde alliancen.

Alliancens fornyelse

Værdierne blev sat på en stor prøve efter Den Kolde Krigs ophør. Nye demokratier bankede på NATO’s dør, og de kunne ikke afvises – netop fordi de var demokratier. Adskillige gamle medlemmer tøvede, da henvendelserne kom, og deres begrundelser var i høj grad sikkerhedspolitiske. Mellem de centrale begrundelser for, at ansøgerne blev holdt hen, var forholdet til Rusland, som var imod en udvidelse af alliancen.

Da amerikanerne endelig besluttede sig for udvidelse, placerede de, hvad forskeren og topdiplomaten Ron Asmus har kaldt en ”gylden gulerod”, foran ansøgerne. De skulle forberede sig på optagelse med politiske og økonomiske reformer. Men de skulle også få styr på mindretals utilfredshed, uenighed i forbindelse med grænsedragning og indføre civil, demokratisk kontrol med militæret.

____________________________________________

Præsident Clinton fremhævede budskabet: ”Medlemskab af NATO er ikke en rettighed. Lande med undertrykkende politiske systemer, lande med planer rettet mod naboer, lande med militær uden civil kontrol og med lukkede økonomiske systemer behøver ikke ansøge”.

____________________________________________

Jeg var selv i Warszawa i de afgørende år fra 1993 til 2000, og jeg fulgte processen tæt. Der varmange modstandere af reformer, men den gyldne gulerod virkede – tilsyneladende. Selv polakkernes næsten genetiske anti-russiske impulser blev holdt i ave.

Nej til Slovakiet

Værdierne blev også afprøvet i praksis, da Slovakiet under ledelse af Vladimir Meciar udviklede sig i autoritær og fremmedfjendsk retning. Som en af de fire deltagere i det såkaldte Visegrad-samarbejde var Slovakiet ellers efter delingen af Tjekkoslovakiet selvskreven til optagelse sammen med de andre deltagere: Polen, Ungarn og Tjekkiet.

Meciar anvendte meget udemokratiske metoder i den interne magtkamp. Trods flere advarsler fortsatte han denne adfærd. Samtidigt hævdede han, at NATO og EU ville vende det blinde øje til Slovakiets indenrigspolitik.

Men det gik anderledes. Under et besøg i Bratislava var to amerikanske topembedsmænds budskab i foråret 1996, at ”værdier” var drivkraften bag udvidelsen, og at tvivl ikke ville komme Slovakiet til gode. Madeleine Albright, den amerikanske udenrigsminister, sagde ligefremt, at Slovakiet var et ”sort hul i Europas hjerte”. Så Slovakiet blev først optaget i 2004, fem år efter de andre Visegrad-lande.

Begrænsede reformer

Et par årtier efter den gyldne gulerods dage er det blevet klart, at reformerne havde begrænset værdi. De stræbte efter institutionelle ændringer, men det moralske kompas gik tabt. Vesten var så selvforelsket i sit eget, så åbenbart overlegne, system, at man troede, det næsten automatisk ville blive omfavnet for evigt af den frie verdens nye medlemmer, hvis blot de institutionelle rammer kom på plads. Korte kurser, f.eks. få ugers højskoleophold, ville selvfølgelig være nok til, at demokratiets grundlæggende værdier slog rodfæste og blomstrede!

Man fik vedtaget nye grundlove og fik indført alskens demokratiske kontrolmekanismer. Men næsten ufattelig kynisme og korruption både bestod og voksede. Den statslige kontrol med økonomien blev nedbrudt, markedsøkonomi indført. Der er hidtil uset velstand i området, men den er ulige fordelt og dyb fattigdom består. Tredivernes fremmedhad var under kommunismen delvist puttet i en dybfryser, men nu blev alle anti-holdninger tøet op og fik næring af voksende utilfredshed.

Reaktionen har været, at vælgerne giver deres opbakning til højreekstremistiske, endog erklæret fascistiske, partier. Det liberale demokratis værdier er forkastet, og der er af historiske årsager ikke et venstreorienteret alternativ. I flere tilfælde har ekstremismen fået meget betydelig indflydelse på regeringers politik.

Den polske udfordring

Problemerne, som denne højpopulistiske bølge skaber for EU, er velkendte. Mindre diskuterede er de udfordringer, som NATO udsættes for af den samme bølge.

Under optakten til topmødet i Warszawa er det uheldige i valget af mødested blevet overvejet så meget, at man i nogle kredse har foreslået flytning. Den såkaldt ”konservative revolution” i Polen udgør den største udfordring mod alliancens værdier, og den gør sig gældende på mange niveauer og felter. På grund af Polens størrelse og grænser til adskillige lande er denne ”revolution” en alvorlig regional trussel foruden de institutionelle samt storpolitiske konflikter med EU og NATO.

Den polske regering er i gang med en konsolidering af sin magt, som sker på bekostning af bl.a. domstoles og mediers selvstændighed. Der er valgt en forsvarsminister med anti-semitisk baggrund, og ifølge oppositionen vil han være et lydigt redskab, hvis regeringen vil indføre undtagelsestilstand. Han har gennemført en udrensning af toppen i det militære hierarki, som angiveligt stadig var loyal overfor det tidligere, centrum-højre regeringsparti. Det er en noget ekstrem udgave af civil kontrol med militæret, som her bliver praktiseret og næppe er velset af allierede.

Mellem de centrale krav til Polen i 90’erne var, at anti-russiske tilbøjeligheder skulle bandlyses. I det nye NATO ønskede man ikke import af gamle modsætninger. Men hadet til Rusland dyrker den nye regering, hvor ledende kræfter f.eks. tror, at Putin står bag et flystyrt, hvor den polske præsident og en del af eliten blev dræbt.

Balterne i klemme

Dertil kommer risiko for, at andre regionale modsætninger vil blusse op. Polsk nationalisme er i både spirende og potentiel konflikt med andet end Rusland.

Der er et anstrengt forhold til Litauen, hvor mindretal på begge sider af grænsen har grund til klager. Polakkerne har gamle anti-ukrainske følelser, som kan blusse op. De polske ledere har søgt alliance med den ungarske leder, Viktor Orban; til fælles har man anti-demokratiske holdninger og fremmedhad. Orban har dog også sympati for Ruslands Putin, så et stabilt venskab bliver det næppe. Også forholdet til det stærkt verdslige Tjekkiet kan blive anspændt i takt med, at den katolske kirke får større profil i Polen. Dertil kommer konflikter mellem andre Visegrad-lande, f.eks. mellem Slovakiet og Ungarn angående etniske mindretal.

For de tre baltiske lande undergraver konflikt mellem Polen og EU/NATO deres interesser. Polen er på mange måder en både økonomisk og militær bro for dem til resten af Europa, og den kan blive rystet af konflikter. Som en polsk sikkerhedsekspert skal have sagt, vil et Polen, som både er anti-russisk og anti-europæisk være en drøm for Kreml. Og det vil være et mareridt for balterne.

Den estiske skribent Jaan Kaplinski, som har polske rødder, citeres i det regionale tidsskriftVisegrad Insight for denne opfattelse: ”Der er intet nyt i, at et parti eller en bevægelse, som får magten efter demokratiske valg, misbruger denne magt, undertrykker oppositionen og begrænser friheden. Sådan begyndte det i Tyskland i 1933, i Erdogans Tyrkiet og nu i Polen”. Polen er, tilføjer han, et konservativt land, hvor en stor del af befolkningen ”deler den nuværende regerings foragt, når det gælder vestligt fordærv og liberale intellektuelle”.

Solidaritet uden indhold

Tendensen til splittelse i også NATO svækker troværdigheden af alliancens artikel V, hvor medlemmerne lover solidaritet i tilfælde af angreb. Under Den Kolde Krig var det rimeligt indlysende, at et sovjetisk angreb på kun et enkelt NATO-medlem udgjorde en trussel imod hele den vestlige verden, og så havde den såkaldte musketeréd en del troværdighed.

Men hvad hvis polske styrker kommer i konflikt med russiske soldater ved grænsen til Kaliningrad – eller med hviderussiske ved den lange grænse? Vil alle i NATO være sikre på, at et sammenstød, som hurtigt kan optrappes, ikke skyldes en polsk provokation? Og hvad hvis russiske soldater dukker op i lilleputstaterne Estland eller Letland? Vil vi alle være parat til atomkrig i forsvaret af disse lande, som kun vanskeligt kan forstærkes med konventionelle styrker?

____________________________________________

Stadigt mere ligner Østeuropa noget, som er hentet hjem af katten fra trediverne og nu ligger ildelugtende på det vestlige fællesskabs gulvtæppe.

____________________________________________

Måske kan Obama få åbnet op for en vigtig debat, inden det bliver for sent. Tager medlemmer stadigt alvorligt, at de skal være ”fast besluttede på at sikre deres folks frihed, fælles traditioner og kultur hvilende på demokratiets og den personlige friheds grundsætning og på lov og ret”? Alternativet er, at en konfrontation med Rusland igen kan blive en slags nyttig lim, som holder sammen på en alliance, der ellers ikke har et stærkt fællesskab. Forskellen fra Den Kolde krig og nu vil være, at man kun vanskeligt kan se en trussel fra Kreml, som svarer til de gode gamle dages, så det vil måske ikke være en stærk lim.

Topfoto: Logo Nato Warsaw Summit

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.