Publiceret på POV. Poin of View International 6. juli 2016

 

Snubletråd med atomvåben skal afskrække Rusland

Af JØRGEN DRAGSDAHL
 

NATO vil på sit kommende topmøde give balterne nervepiller. Men russerne får sure opstød af dem. Pillerne kan også afværge eller fremskynde atomkrig.

Rusland angriber i maj måned næste år Letland. Når NATO så imødegår invasionen, vil den russiske leder Vladimir Putin true med atomvåben. Og det kan den vestlige alliance ikke bøje sig for.

Det er forudsigelsen i en bog, som en tidligere næstkommanderende i NATOs europæiske hovedkvarter, general Richard Shirref, udsendte i maj. I ”2017 War with Russia” beskriver han, som var det en roman, den kommende atomkrig. Han får i et forord opbakning fra sin tidligere chef i NATO, den amerikanske admiral James Stavridis.

Meget beroligende kunne general Shirreff dog oplyse, at truslen kan afværges, hvis NATO hurtigt forstærker sit militære engagement i de baltiske lande.

Og det er netop, hvad alliancen nu vil beslutte op til weekenden på et topmøde i Warszawa. Mindre beroligende er det måske, at NATO kun opretter en såkaldt snubletråd, som skal sikre, at alliancens atomvåben bliver anvendt. Man vil nemlig ikke placere så mange soldater – amerikanske, danske, britiske osv. – i området, at de kan gennemføre et konventionelt forsvar. Når angriberne dræber dem, skal svaret være atomvåben.

Altså: Putin skal tro, at hans angreb uundgåeligt vil blive besvaret med atomvåben, og dermed, voila, vil atom-afskrækkelsen fungere. Der vil aldrig komme en krig, fordi Putin må tøve på grund af konsekvenserne.

______________________________________________

NATO provokerer i russisk propaganda, endog med krigslystens fråde omkring gabet.

______________________________________________

Hvis disse overvejelser lyder lidt afsindige, kan man få endnu stærkere sager fra russisk propaganda, hvor NATO angiveligt provokerer Rusland, endog med krigslystens fråde omkring gabet. Man kan også erfare, at præsident Obamas provokationer risikerer, at menneskeheden bliver udslettet – ja det er endog, hvad lederne af amerikanske storbyer mener (i øvrigt en grov forfalskning).

Truslen

Atomkrigen er tilbage på den politiske dagsorden, og det vil på mangfoldig vis præge vores liv fremover. Det er dog sket uden væsentlig debat af, hvad der er en passende rolle for atomvåben, hvordan vi vil styre den sandsynlige optrapning af konfrontationen osv. Erfarne folk ryster tilmed på hovedet, fordi de tilgængelige overvejelser er præget af uvidenhed. Spekulative påstande er, mere end tidligere, styrende.

Man kan godt føle sig tilbage i Den Kolde Krig, men bemærkelsesværdigt er det, at truslen set med NATOs øjne ikke ligner datidens.

Det er ubestridt, at Ruslands forsvarsbudget ligger langt under NATOs, og at det i et par år har været faldende. Formentlig er det på omkring 10 procent af USA’s, lavere end Storbritanniens.

Officielle talsmænd for alliancen går direkte imod general Shirreff’s skrækpropaganda. Alliancens højeste militære myndighed, formanden i Militærkomiteen general Petr Pavel, har nyligt sagt, at der ikke er udsigt til russisk aggression mod balterne.

Alligevel anses truslen for aktuel og nærværende. De seneste års russiske adfærd og rent geografiske forhold har gjort russisk aggression til en mulig trussel, som ikke kan udelukkes. Især balterne er nervøse. Derfor, lyder det meget bredt i alliancen og fra uafhængige forskere, bør alliancen handle, så troværdigheden af dens forsvarsgaranti ikke smuldrer.

Geografi afgørende

Centralt i trusselsbilledet står, at angrebet på Ukraine kom uventet og at Rusland måske ikke har affundet sig med, at de baltiske lande ikke længere er en del af Moskvas imperium. Putin optræder, mener nogle, irrationelt, uberegneligt.

Faren er, at russerne kan føle sig fristet til en invasion, som de kan gennemføre uden væsentlige omkostninger, og at Vesten så vil stå i et umuligt valg mellem accept og atomkrig.

Det er især geografiske forhold, som gør forstærkning af balterne til en uhyre vanskelig opgave. NATOs generelle overlegenhed har ikke betydning lokalt, hvor Ruslands nærhed og regionale styrke er afgørende, lyder den videre argumentation. Rusland vil selvfølgelig tabe en langvarig krig, men det er sandsynligt, at krigen ikke bliver langvarig, fordi man enten indgår et kompromis eller alle bliver udslettet.

Kupinvasion

Lige siden Estland blev optaget i NATO, har landets ledere frygtet en såkaldt kupinvasion. Det fremgik af trusselsanalyser, som jeg hørte på i 2003 og 2004, hvor jeg havde min gang på en militær læreanstalt i Tartu. Frygten var så medrivende, at da jeg aftenen før, at optagelsen blev officiel, hørte en enorm eksplosion, var min første reaktion: ”De satans russere – så gjorde de det alligevel”.

Et af de mulige scenarier var både dengang og nu, at helikoptere med flystøtte uden varsel trænger ind i landet og landsætter kommando-soldater i hovedstaden Tallinn. Byens politi vil stå magtesløse, når regeringskontorer og lufthavnen bliver besat. Derefter kan betydeligt større styrker blive overført med fly, mens andre ruller hen over grænsen.

Den fremherskende holdning i NATO var tidligere, at dette scenarie var usandsynligt, fordi Rusland ikke havde sådanne hensigter. Men på det punkt er altså opstået tvivl.

Tilsyneladende er NATO allerede sidste år nået frem til, at russerne kan besætte de baltiske lande i løbet af et par dage. Militærkomiteens general Pavel pegede foruden geografiske forhold på, at NATOs politikere næppe kan beslutte sig til tidlig nok indsættelse af forstærkninger. Det store amerikanske forskningscenter RAND har gennemført en række krigsspil, som viste, at de baltiske hovedstæder Tallinn og Riga kan erobres i løbet af maksimalt 60 timer.

Skrøbelig troværdighed

Så hvad kan NATO gøre? Alliancen skal give balterne tryghed, og den skal skræmme russerne. Det er bare langt fra sikkert, at man kan gøre begge dele.

Da truslen fra Sovjetunionen var aktuel, pegede den britiske forsvarsminister Denis Healey på et næsten uløseligt problem: ”Amerikansk gengældelse skal kun have 5 procents troværdighed, hvis man skal afskrække russerne, men den skal have 95 procents troværdighed, hvis man skal berolige europæerne”. Sådan fungerer tvivl i storpolitik – hvis man er en potentiel angriber, kan selv en lille risiko være uacceptabel, men hvis man går rundt i frygt, har mistillid gode kår. Og det er værre endnu – total sikkerhed for den ene part, kan nemlig for modparten være total usikkerhed.

Præsident Obama forsikrede i 2011 under en tale i Estland, at ”forsvaret af Tallinn og Riga og Vilnius er lige så vigtigt som forsvaret af Berlin og Paris og London”. I har, fortsatte han, ”tabt jeres uafhængighed én gang”, men ”med NATO vil I aldrig tabe den igen”.

Forskerne ved RAND påpeger imidlertid, at hverken USA eller NATO har et beredskab, som aktuelt kan forsvare balterne og sætte magt bag præsidentens ord. Eneste undtagelse er den amerikanske atomparaply, men forskerne ved RAND undergraver flere steder i deres rapport meget direkte dens afskrækkende troværdighed. De hævder eksempelvis, at det ”måske set fra Moskva kan virke yderst usandsynligt, at USA vil risikere New York for Riga”. De tilføjer, at amerikansk forsvarspolitik har tillagt atomvåben mindre vægt, og at europæerne samt også balterne næppe vil udsætte sig for atomkrig. Så atomgarantien er ”både usandsynlig og uacceptabel”.

Konventionelt forsvar

Alternativet til tidlig brug af atomvåben er et konventionelt forsvar. RAND når frem til, at syv brigader, hvoraf tre skal være svært pansrede, kan forsvare de baltiske lande i nogle dage, så resten af NATO kan gribe ind. Det er ikke nødvendigt, at alle brigaderne permanent er i landene, hvis de hurtigt kan transporteres dertil, men de tre panser-brigader bør være der med deres tunge udrustning. Dertil kommer nødvendig opbakning fra fly. En brigade er på 3-4.000 mand, så det er en meget betydelig styrke.

I en mere detaljeret rapport foreslår den store amerikanske tænketank Center for Strategic & International Studies (CSIS) en styrke på 13 brigader – otte amerikanske og fem allierede – til forsvar af foruden de tre baltiske lande også Polens grænse til det russiske Kaliningrad. I dette projekt er tanken, at der stationeres fire amerikanske bataljoner – hver på 6-700 mand – permanent i området; resten af styrken skal kunne indsættes meget hurtigt.

Snubletråden

Tilsyneladende vil man på topmødet vedtage en plan, som placerer en bataljon i hvert af de baltiske lande og Polen. Bataljoner er den mindste militære kommandoenhed, som kan indsætte og styre kampstyrker mere end ét sted. Man kan f.eks. placere et kompagni (højst 200 mand) i lufthavnen, et andet i hovedstadens centrum og sende et tredje til et trafikalt knudepunkt. Hvis bataljonen er stationeret langs en grænse, løber en angriber risiko for sammenstød.

Tanken er, at disse bataljoner skal være multinationale. Tilstedeværelsen skal være permanent, men soldaterne udskiftes periodevis. I Estland får briterne hovedansvaret, og der er et dansk tilsagn angående et kompagni. Rapporten fra CSIS er utvetydig i sin vurdering. De multinationale bataljoner vil demonstrere alliancens politiske solidaritet, men deres kampevne er ”diskutabel”. Man får med tre kompagnier fra forskellige lande under et NATO-flag ikke en styrke, som kan samarbejde slagkraftigt i et forsvar.

______________________________________________

Hvis soldater fra mange lande er i kamp, er det muligt, at alliancens medlemmer vil godkende brug af atomvåben.

______________________________________________

NATO har i forberedelsen af sit forsvarsprojekt tydeligt stræbt efter en styrke, som Rusland ikke med god grund kan anse for en offensiv trussel. Men netop fraværet af en reel konventionel slagkraft og store spørgsmål i forbindelse med forstærkningsplaners reelle nytteværdi understreger, at alliancen kun har skabt en snubletråd, som skal udløse atomtruslen mod Rusland. Hvis soldater fra mange lande er i kamp, er det muligt, at alliancens medlemmer vil godkende brug af atomvåben.

Den officielle russiske reaktion har været meget kraftig. Mellem de bebudede militære modtræk er oprettelse af tre nye divisioner (omkring 30.000 mand), som skal indsættes regionalt. For nogle uafhængige russiske eksperter er det en ”overreaktion”, fordi NATO ganske enkelt ikke har nok slagkraft til en offensiv trussel mod Rusland. Men samtidig siger Vladimir Batyuk fra en tænketank, som er specialiseret i forholdet til USA, at risikoen for en militær konfrontation er voksende.

Troværdig trussel

Især alliancens østeuropæiske medlemmer er meget optaget af, at brug af atomvåben skal være en troværdig trussel – og det mere end tidligere. Siden afslutningen af Den Kolde krig har NATO i en række erklæringer og strategi-dokumenter gjort brug til en meget fjern mulighed, men østeuropæerne ønsker nye og mere skræmmende signaler, som viser, at snubletråden vil udløse et svar med atomvåben.

I en rapport, som den tidligere NATO-topembedsmand Simon Lunn er medforfatter til, kaldes det ”usandsynligt”, at de kommende dages topmøde i NATO vil ændre de ”principielle elementer”, som understøtter atomvåbens rolle i NATO. Men den fremhæver også, at nogle landes pres for ændringer kan medføre en ”selektiv” præsentation af våbnenes rolle, så russerne skal anse brug for mere sandsynlig.

Rapporten, der er udsendt af den amerikansk organisation Nuclear Threat Initiative, som arbejder for atomnedrustning, er præget af bekymring. ”Vi er”, hedder det i et forord af organisationens leder, tidligere senator Sam Nunn, ”i et kapløb mellem samarbejde og katastrofe, og det ser ud til, at samarbejde støt sakker bagud”. Rapportens forfattere beskriver en ”uforudsigelig og ustabil situation”. Man fortsætter: ”Under Den Kolde krig blev atomkatastrofe undgået, gennem forsigtighed, omhyggelig kontakt og dialog. Disse elementer er farligt fraværende (…) Hvis de allierede ikke forholder sig afbalanceret i Warszawa og senere, er der risiko for, at man går sovende ind i en ny atom-konfrontation – med alle de farer, som det indebærer for regionen”.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.