Publiceret på POV. Point of View International 19. juli 2016 

Hvid vold har sået hadets frø

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Terror mod civile i Europa er gengældelse for kolonisters terror – og deres børns gentagelse af fædrenes synder med ny vold, ydmygelser, bortforklaringer, ligegladhed og det blinde øjes politik.

Vikingerne er vi stolte af. Ganske selektivt henter vi noget frem fra historien – og forkaster resten af deres gerninger. Selv et moderniseret krigsråb kan vække begejstring, når det sker på islandsk og i fodbold.

Ganske anderledes er reaktionen, når nogen henter kolonialismens forbrydelser ind i nutiden. Så marcherer bortforklaringer og fordømmelser frem i takt.

Det er en forståelig reaktion. Terror mod civile i Europa for mere end 1000 år siden har ikke sat sig spor, som vi stadig kan mærke. Terror i dag mod civile i Europa kan ikke undskyldes med, at Frankrig i mands minde begik grusomme forbrydelser i Nordafrika. Men disse nutidige forbrydelser hører med, når vi skal lede efter forklaringer. Og årsager er vigtige, hvis vi vil forstå vores fjender.

Som den kinesiske filosof og strateg Sun Tzu fremhævede for cirka 2500 år siden, vil sejren aldrig være i tvivl, hvis man kender sin fjende og kender sig selv. Vi har i dag problemer med begge dele.

Så enhver tvivl kan udryddes straks, har erfaringen lært mig, at en trosbekendelse er nødvendig lige fra starten i denne debat: Jeg skærer med glæde halsen over på enhver, som truer mig, min familie og min stamme. Glæden opstår, hvis truslen dermed effektivt er fjernet. Desværre er det ikke altid oplagt, at den nemme løsning også er den mest effektive. Blodet skal nødigt give næring til nye trusler. Men sympati for terrorister og deres bagland er ikke en faktor for mig.

Glemt historie

Det er en udbredt kliché, at vi lever i en historieløs tid. Det er en påstand, som ofte luftes til højre for det politiske centrum. Jeg er ret enig i påstanden. Men min største længsel efter historie går ikke langt tilbage. Kun til 60’erne. Jeg savner den bevidsthed, som kampen mod kolonialisme og racisme skabte også her i landet. Men den er forsvundet i et hukommelsestab, der svarer til det, som gavner vikingernes ry.

Helt væk er denne bevidsthed dog ikke. Indvandrere tog den med sig, og den overlever hos børnene. Ofte er deres historiske indsigt overfladisk og fragmentarisk. Men det er en del af virkeligheden i Europa i 2016, at nogle husker de hvide europæeres forbrydelser. Desværre ser de også denne erindring bekræftet af nutidens hvide europæere, som marginaliserer dem og fratager dem menneskerettigheder.

______________________________________________________________

Når den danske justitsminister gør en ”dødskult” ansvarlig og afviser, at islam er en fjende, mangler han en drivkraft bag denne dødskult.

______________________________________________________________

Når anklagerne rejses dukker bortforklaringerne op, fulgt af andre gamle kendinge: hovmod, grådighed, dobbeltmoral, ligegladhed, racisme. Det er så genkendeligt, hvis man har rod i 60’ernes bevidsthed. Der er naturligvis også seriøse forklaringer, men de har ofte store huller. Det største er, når religion skal gøres til et hovedmotiv for terrorister, som ikke netop udmærker sig ved religiøs overbevisning. Når den danske justitsminister gør en ”dødskult” ansvarlig og afviser, at islam er en fjende, mangler han en drivkraft bag denne dødskult.

Arven fra kolonialismen

Den amerikanske professor Gordon Adams er blandt dem, som kan huske. Han oplevede Algier-krigens afslutning under et langvarigt ophold i Frankrig og var senere en førende kritisk forsker i det miljø, som inspireret af Vietnam-krigen analyserede det militær-industrielle kompleks. I 90’erne fik han i Clinton-regeringen et centralt ansvar for amerikansk sikkerhedspolitik.

Efter angrebet på Charlie Hebdo og det jødiske supermarked skrev han en kommentar i Foreign Policy, som er et hoforgan for USA’s sikkerhedspolitiske elite. Han har nu genpubliceret den på sin Facebook.

Der er en arv fra kolonialismen, som dukker op i både massedrabene og Frankrigs svar, mener han, og henviser til den meget omfattende litteratur, hvor kolonialismens destruktive følger for økonomi, politik og psykologi behandles – og som er skrevet af de koloniserede selv. I denne litteratur ligger en nøgle både til hadet mod Europa og de såkaldte indvandreres afvisende holdning til en europæisk identitet, idet de udvikler en alternativ identitet.

Befrielsens litteratur

Mellem de helt grundlæggende værker er digteren Aimé Césaire’s mesterværk fra 1939 Cahier d’un Retour au Pays Natal, som også er udgivet på engelsk. Han raser i digtet mod slaveriet og kolonialismen, men gør også med uforglemmelig poesi klart, at den undertrykte vil rejse sig. Césaire, som var født på Martinique, skabte sammen med digteren og politikeren Leopold Senghor, efter inspiration også fra sorte amerikanske forfattere, negritude-bevægelsen. Den skabte for sorte mennesker en identitet, som var deres egen. Fordi negritude, som især var en litterær strømning, voksede samtidigt med bevægelserne for uafhængighed i Afrika, fik den også stor politisk betydning, idet den prægede de koloniseredes selvopfattelse.

I en senere essay-samling Discours sur le Colonialisme, som også er oversat til engelsk,fordømmes kolonialismen med, at den bygger på ”tvangsarbejde, intimidering, pres, politi, beskatning, tyveri, voldtægt, påtvungne afgrøder, foragt, mistillid, arrogance, selvtilfredshed, svineri, hjerneløse eliter, fornedrede masser”.

Blandt hans elever er Franz Fanon, også født på Martinique. I sit første store værk Peau noires, masques blancs fra 1952, som findes i engelsk udgave, analyserer han racismens psykologi. En af de centrale tanker er, at sorte børn vokser op med et taberkompleks, som udfolder sig ved kontakt med det hvide samfund. Yderligere indsigt i den koloniseredes mentalitet og befrielseskampen fik Fanon i 50’erne, hvor han var psykiater i Algeriet. Resultatet ses i Les damnés de la terre fra 1961, som kom i dansk oversættelse i 1968.

Jordens fordømte

Netop dette værk er uomgængeligt, hvis man vil forstå vigtige drivkræfter bag vor tids terror. Fordi mange terrorister hævder, at de er muslimer, foregår en stor strid mellem mere eller mindre lærde, som diskuterer mulig inspiration fra Koranen. Men med langt større fordel kan man kulegrave Fanons værk, som begrunder og i vidt omfang retfærdiggøre vold imod kolonialisterne.

For Fanon er afkoloniseringen en voldelig proces, hvor volden på det individuelle plan for de koloniserede er ”en rensende kraft”. Volden ”skiller den indfødte af med hans mindreværdskompleks, med hans passive og håbløse indstilling. Den gør ham frygtløs, den rehabiliterer ham i hans egne øjne”. Mellem den såkaldte terror-forsknings nylige opdagelser er, at terrorister ofte kommer fra kriminelle miljøer. Dette er ikke en nyhed for enhver, som har studeret Fanon. Pjalteproletariatet sammenligner han med en ”sværm rotter”, der trods spark og stenkast vedbliver med at gnave i samfundets rødder. Det udgør en af de mest ”spontane og radikale revolutionære kræfter”. Mellem hans noget rystende forklaringer er, hvorfor voldtægt mod hvide kvinder giver mening – det er en straf rettet mod hvide mænd.

______________________________________________________________

Lad os opgive dette Europa, der aldrig bliver færdig med at tale om mennesket, samtidig med at det myrder mennesker overalt, hvor det møder dem

______________________________________________________________

Af blivende og aktuel værdi er også hans fordømmelse af Europa: ”Lad os opgive dette Europa, der aldrig bliver færdig med at tale om mennesket, samtidig med at det myrder mennesker overalt, hvor det møder dem, på alle sine gadehjørner, i alle verdenshjørner. I århundreder har Europa hindret andre menneskers fremgang og ladet dem trælle for sine formål og sin hæder; i århundreder har Europa i et såkaldt åndeligt eventyrtogts navn kvalt næsten hele menneskeheden. Se på Europa nu, hvor det står og vakler mellem atomopløsning og åndelig opløsning”.

Fanons værk har noget nær universel betydning. To amerikanske psykiatere, William H. Grier og Price M. Cobbs, har i bogen Sort Vrede, herhjemme udgivet i 1971 , overført hans erfaringer til USA og den sorte befolknings især indadrettede vold. Der er også feminister, som har genkendt undertrykkelsens mekanismer, og i Mellemøsten er Fanon stadig værdifuld for både psykiatere og aktivister.

Kolonierne består

Det er naturligvis ikke påstanden her, at terrorister har studeret Fanon – mange har tilsyneladende heller ikke læst Koranen. Men hans værk beskriver, hvad psykiateren Carl Gustav Jung kalder ”det kollektive ubevidste” – altså en fælles opsamling af menneskers erfaringer. Derfor er Fordømte her på Jorden en frygtindgydende introduktion til den bevidsthed, som trives hos de kolonialiseredes efterkommere – og en advarsel mod drivkræfter, som kan blive sluppet løs via nye ydmygelser. Værket er også en effektiv modgift, hvis man tror på ”den ædle vilde” – undertrykte mennesker er ikke mellem jordens rareste.

Førnævnte professor Gordon Adams fremhæver, at i Frankrigs tilfælde tilpassede kolonimagten sig ikke, at der var opstået en ny situation, da de koloniserede flyttede til landet. Tilflytterne forblev koloniserede – de blev henvist til ghettoer (banlieus), udsat for diskrimination, landets ledere ignorerede deres problemer osv.

Det er en udbredt misforståelse, at det afrikanske befolkningselement i Frankrig består af utilpassede indvandrere, som delvist selv er skyld i deres egen skæbne. Det er en grov forenkling, som både ignorerer, at afrikanernes tilstedeværelse skyldes vidt forskellige faktorer og at deres vilkår tidligt blev præget af kolonialismen. Algierere ”indvandrede” eksempelvis allerede fra slutningen af 1800-tallet, da fransk kolonialisme knuste deres samfund og tvang dem til Frankrig på jobjagt. I kampen mod anti-kolonialisme gav Frankrig i 1947 indbyggerne i flere kolonier statsborgerskab, så mange nye franskmænd søgte derfor ly for krig og nød i hovedlandet. Algeriets selvstændighed betød, at 100.000 ”harkis”, der indgik i de franske sikkerhedsstyrker, måtte flygte til Frankrig. Samtidig kom de hvide kolonister hjem til Frankrig, hvor nogle fik ansvar for tilflyttede koloniseredes boligområder, og disse blev udsat for den undertrykkelse, som kolonimagtens havde udøvet i kolonierne. Politiet slap endog godt fra massemord på demonstranter. De seneste årtiers indvandring skete således til rammer, der var lagt længe før og var præget af bevidst undertrykkelse.

Frygten for de vilde

Det ”kollektive ubevidste” med rødder i kolonialismen eksisterer ikke kun hos folk med etniske rødder i Den 3. Verden. Også i, hvad vi kan kalde Den Hvide Verden, lever arven fra kolonialismen både i ringeagt for de anderledes og frygt for dem. Frygten var aldrig fjern for kolonisterne, som var rejst ud i den fremmede verden. Ude i mørket lurede truslerne. Også fra tobenede rovdyr bevæbnet med spyd, pile og økser. Det værste var, hvis de fik fat på den hvide mands ”ildstokke”. Globaliseringen har ført os sammen igen, og nu har ”de andre” adgang til mere end ildstokke, når de søger blodig hævn.

Mellem den nye frygts bannerførere er amerikaneren Ralph Peters, som har været officer i US Army. I en meget omfattende produktion af romaner og fagbøger tordner han imod en ny krigerkaste, som består af utilregnelige og primitive mænd – tabere uden uddannelse, uden indtægt, uden fremtid, uden den professionelle soldats etik. Ude i Den 3. Verden raser et ”kollektivt had” mod den rige verden. Krigens fremtid ligger i verdens forliste byer. Det karakteristiske for hans værker, som i hovedparten er skrevet i 90’erne, er, at islam knapt nok nævnes.

I dag er ”islamister” blevet indarbejdet i trusselsbilledet. Men det må mindst kaldes uafklaret, hvor stor en rolle religion spiller i forhold til andre mulige faktorer. Gordon Adams afviser ikke, at ekstreme tolkninger af islam spiller en rolle, men årsagen er især, at disse tolkninger giver stemme til en mere grundlæggende vrede og vilje til modstand. Men, skriver han, ”religion er kun en del af problemet, overvindelse af kolonialismens arv en endnu større del”.

Progressive amerikaneres analyse af etniske og religiøse modsætninger i Europa er interessante, fordi de fra det sort-hvide opgør i USA har erfaringer, som skyldes årtiers aktiv indsats mod diskrimination og undertrykkelse. Der er mange analyser, som ligner Adams’. Den erfarne journalist Stephen Kinzer peger i en anden analyse på, at europæerne ikke gjorde en indsats for integration af indvandrerne, fordi man i vanligt hovmod gik ud fra, at fordi europæiske værdier er alle andre overlegne, ville de nytilkomne overtage dem.

______________________________________________________________

Historien straffer ikke altid straks aggression, men en dag, længe efter de virkeligt skyldige er væk, kan straffen komme

______________________________________________________________

Hvis blot europæerne ikke havde sendt deres hære på imperialistiske togter, ville de i dag ikke stå med en trussel fra terrorister, skriver han og konkluderer: ”Historien straffer ikke altid straks aggression, men en dag, længe efter de virkeligt skyldige er væk, kan straffen komme”.

Udfordringen er så, hvorvidt ”kolonisterne” har lært noget af de tidligere konfrontationer. Vold virkede ikke sidste gang. Undertrykkelse kan også denne gang forstærke en identitet hos de ”koloniserede”, som forkaster kolonisternes selvopfattelse, endog samfundsmodel, og giver kampvilje. Måske kan vi begynde en dialog med udgangspunkt i spørgsmålet: Hvorfor hader de os?

Topfoto: I filmen The Battle of Algiers leveres en skildring af frihedskampen mod franskmændene og kolonisternes brutale metoder. Her ses faldskærmssoldaterne chef under indmarch i Algier.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.