Publiceret på POV. Point of View International 22. juli 2016 

Vil Trump fyre NATO?

Af JØRGEN DRAGSDAHL

USA’s republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, har rejst noget nær panik i NATO. Hvis man ser videre end hans trusler, kan det være en god lejlighed til diskussion af NATOs egentlige udfordringer.

I et interview med New York Times signalerede Trump tilsyneladende, at USA ikke længere vil respektere den såkaldte musketer-ed i NATO – pligten i alliancens traktat, artikel V, angående fælles forsvar i tilfælde af angreb. Med en forretningsmands logik lagde han op til, at USA kun vil støtte allierede, som gennem deres indsats har gjort sig fortjent til det.

Udtalelsen rammer et meget ømt punkt. Det er en ældgammel debat i alliancen, hvor meget artikel V egentlig forpligter medlemmerne. Teoretisk set kan dens krav til medlemmerne opfyldes med en protestnote mod en angriber.

Men bag traktatens løfte ligger USA’s atom-arsenal, som, teoretisk set, udgør en beskyttende paraply for medlemmerne. Der har imidlertid altid eksisteret et element af tvivl angående dens faktiske effekt. Tilbage i 70’erne luftede den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger tvivlen, da han satte spørgsmålstegn ved, hvorvidt USA ville risikere atomangreb mod New York, hvis man skulle besvare et angreb på Berlin.

Forældet atomparaply

I dag er spørgsmålet, hvorvidt USA vil bytte Tallinn med New York. En fremtrædende Republikaner og Trump støtte, Newt Gingrich, fik i sit forsvar af Trump forværret signalerne. Estland er, sagde han, kun en forstad til den russiske storby St. Petersborg.

Fordi Rusland ikke længere udgør en global trussel, er det blevet mere tvivlsomt, hvorvidt USA vil risikere alt i et forsvar af f.eks. Estland. Det er årsagen til, at NATO nu med stationering af soldater i de baltiske lande opretter en snubletråd for det amerikanske atomarsenal. Truslen er, at hvis vores soldater bliver dræbt, vil gengældelse være sandsynlig.

Fordi troværdigheden af artikel V er skrøbelig, har toplederes signaler stor betydning, og det er årsagen til, at Trumps udtalelser fordømmes i NATO. Men vi kunne jo også diskutere, hvorvidt atomvåben stadig har et fornuftigt formål, om alliancens atomstrategi bør ændres og hvordan vi får afskaffet atomvåben.

Ulige byrder 

Udtalelsen har desuden genrejst diskussionen i forbindelse med den såkaldte byrdefordeling. Spørgsmålet er her: Er de allierede gratister, som lukrerer på USA’s enorme forsvarsbudget? Det er også en gammel debat, som i sin faktuelle substans er mere indviklet, end når man blot påpeger, at USA står for 75 procent af alliancens forsvarsudgifter.

_________________________________________________________

I dag er spørgsmålet, hvorvidt USA vil bytte Tallinn med New York. En fremtrædende Republikaner og Trump støtte, Newt Gingrich, fik i sit forsvar af Trump forværret signalerne. Estland er, sagde han, kun en forstad til den russiske storby St. Petersborg.

_________________________________________________________

Igen er det virkelige indhold i denne debat mere politisk end økonomisk. Hvilken gavn har USA  (og resten af os) af sin globale tilstedeværelse? Kan det opgøres i en forretningsmands bogholderi? Hvordan skal militærudgifter forsvares i en tid, hvor vælgerne vil betale mindre skat og sociale udgiftsposter beskæres? Der er meget ringe fokus på, hvad ekstra penge til militæret skal bruges til, og hvorvidt det er vigtige behov. Lidt skræmmekampagne i stil med, at nu vil amerikanerne forlade os, hvis vi ikke betaler mere, anses af nogle politikere og eksperter for gavnlig.

Udfordringer forsømmes

Debatten angående forsvarsudgifter forsømmer ofte centrale udfordringer. Moderne våben er så kostbare, at indkøb stadigt mere bliver uoverkommelige. Næsten alle lande i NATO holder fast i en militær stormagtsmodel med tre værn. Resultatet er, at alle tre værn virker udhulede og ikke kan klare traditionelle opgaver. Men nationalisme forhindrer, at Danmark f.eks. overlader sit luftforsvar til Tyskland, og vi har investeret i fregatter, som vil være uhyre sårbare i Østersøen, men de er da også bygget med henblik på indsats i meget fjerne egne, så vi kunne leve op til NATOs nye (nu gamle?) opgaver. Diskussionen vil bestå, så længe NATOs styrker ikke integreres langt mere, og det er i takt med den voksende nationalisme et mål, som formentlig vil blive uopnåeligt.

Dertil kommer, at NATO har langt større problemer end dem, som nu vækker røre efter Trumps provokation. Som en af USA’s førende NATO-eksperter, Stan Sloan, påpeger i den her vedhæftede artikel, står NATO med meget alvorlige politiske problemer. De er uløste og vokser. Hverken politikerne eller opinionen diskuterer dem seriøst og løsninger virker fjerne. Når det gælder den danske holdning bør vi bemærke, at redskaberne til svar på politiske udfordringer er blevet svækket, f.eks. gennem nedskæringer i Udenrigsministeriet. Og måske vil den meget omtalte vækst i forsvarsbudgettet til 2 procent af BNP være bedre anvendt til social fremgang for Putins mulige allierede i de baltiske landes befolkninger?

Trump har delvist et svar på den politiske udfordring, fordi han ikke vil blande sig i medlemmernes indre forhold – altså hvorvidt de har demokrati eller diktatur. Men så kan vi jo spørge hinanden: Hvor mange vil risikere noget i et forsvar af Tyrkiet? Og i morgen kan spørgsmålet også gælde for bl.a. Polens, Ungarns, Slovakiets vedkommende. Også det undergraver troværdigheden af artikel V.

Topfoto: NATO press service: Tyrkiets forsvarsminister sammen med NATOs generalsekretær. Vil vi med danske soldater forsvare Tyrkiet?

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.