Hillary er i den kreative klasses sold

Siden 1970’erne er magten hos Demokraterne overtaget af den kreative klasse, som i praksis ikke interesserer sig for økonomisk lighed. Partiet har forladt sin historiske opgave, som var, at det skulle beskytte en samfundsorden, som tjente middelklassens interesser.

Det er et grundlæggende argument i en meget aktuel bog af journalisten Thomas Frank, ”Listen, Liberal”. Hvis man vil forstå amerikansk politik, skal man, hævder han, først forstå, at der er forskellige magthierarkier i det amerikanske samfund. Der er et oligarki, som bygger på penge, og der er et meritokrati, som bygger på uddannelse, social status.

Vi er jo mange, som finder det naturligt, at fløden stiger til tops, at de bedste skal styre.
_______________________________________________________________________________________________________________________

Det er en bog, som kan gøre ondt. Demokraterne er jo ”de gode” i amerikansk politik. Obama er noget nær idealet for, hvordan en rigtig præsident bør være. Trump er så frygtelig, at det er noget nær uforståeligt, hvis man ikke foretrækker Hillary. Og så er vi jo mange, som finder det naturligt, at fløden stiger til tops, at de bedste skal styre.

Partiets skyld

Frank har i tidligere, meget vellykkede, bøger beskrevet, hvordan store dele af den hvide middelklasse, som man i dansk sammenhæng sikkert vil kalde arbejderklassen, har oplevet en nedtur, økonomisk og kulturelt, siden 1970’erne. Hovedansvaret har han placeret på Republikanernes skuldre – partiet, som forsvarer de formuendes interesser i oligarkiet. Siden Nixons dage har det udnyttet hvide arbejderes frygt for kulturelle forandringer, så de er blevet mobiliseret bag en økonomisk politik, der reelt gik imod deres interesser.

Nogle ser i Hillary Clintons problemer endnu et resultat af denne frygt. Højreradikal beskydning af hende spiller sikkert sammen med bl.a. racisme og sexisme en væsentlig rolle. Men det er ikke hele årsagen. Som udenrigsminister var hun eksempelvis ret populær. Som potentiel leder af partiet er hun upopulær. Frank leverer med sin bog et perspektiv, som sjældent kommer frem i nyhedsmediernes dækning. Det er i høj grad selve partiet og dets ledere gennem flere årtier, som har gjort sig fortjent til vælgernes mistillid og vrede, og denne upopularitet smitter af på Hillary.

Ungdomsoprøret

Demokraterne er siden 70’erne blevet meritokratiets parti. Det betjener, skriver Frank, hierarkiets øverste 10 procent, mens den lavere middelklasse er blevet fortrængt fra partiets organisation og politik.

Faktorerne bag denne udvikling er mange. Frank sporer partiets ændring til repræsentanter for det såkaldte ungdomsoprør, der stod bag George McGoverns opstilling til præsidentvalget i 1972, som denne tabte stort. Aktivisterne anså emnerne fra præsident Roosevelts New Deal politik for irrelevante. En ny generation af højt uddannede og kulturelt progressive var, erklærede de, på vej.

USA var blevet et overflodssamfund, så balancen i politisk magt ville i fremtiden blive flyttet ”fra det økonomiske til det psykologiske”, skrev en af de unge visionære
________________________________________________________________________________________________________________________

Partiet skulle gå på erobringstogt mellem de veluddannede ”professionelle”, som numerisk var i vækst og traditionelt havde stemt på Republikanerne. USA var blevet et overflodssamfund, så balancen i politisk magt ville i fremtiden blive flyttet ”fra det økonomiske til det psykologiske”, skrev en af de unge visionære.

Voldsomme modsætninger

Ud fra min erindring overdriver Frank omstillingens hast. I december 1974 var jeg med, da Demokraterne i Kansas City afholdt et ”Midtvejskonvent”, hvor man skulle diskutere en fornyelse af partiet. Bag kulisserne var modsætningerne voldsomme.

Det er korrekt, at konservative dele af fagbevægelsen mistede indflydelse, og at især sorte politikere vandt frem. Men de mere progressive fagforeninger, eksempelvis bilarbejdernes, havde stadig indflydelse. Venstreorienterede mærkesager – bl.a. udenrigs- og kønspolitiske – vandt frem, men det var stadig en udbredt opfattelse, at partiet havde et ansvar for de økonomisk dårligt stillede.

Carter-administrationen gennemførte fra 1977 en række initiativer i strid med traditionen for, at man lyttede til fagbevægelsen. Man aflyste offentlige anlægsarbejder, gav de rige skattelettelser og lempede kontrol med erhvervslivet. Men omstillingen var ikke større, end man i 1980, da Carters modkandidat hed Ronald Reagan, stadig i partiprogrammet lagde op til, at Demokraterne ville skaffe nye arbejdspladser finansieret via statsbudgettet.

Neo-liberales fremstød

Afgørende for den videre udvikling i 80’erne blev en gruppe, som kaldte sig for ”neo-liberale”. De ville føre partiet ind mod midten, men samtidig forstærkede de opgøret med fagbevægelsen og den økonomiske politik fra New Deal. Gruppen udviklede sig til Democratic Leadership Council, som Bill Clinton var et tidligt og fremtrædende medlem af.

En af tænkerne bag bevægelsen, parti-strategen Al From, har i sin erindringsbog ”The New Democrats and the Return to Power” fortalt, at man end ikke konsulterede fagbevægelsen. Man ville, beretter han, fremover lægge vægt på ”growth” og ikke ”fairness”. Ordvalget er naturligvis sigende – uanset hvor meget partiet retorisk fremhævede, at livet skulle være ”fair”, var den nye visdom, at vækst i den private sektor var vejen til større muligheder for middelklassen.

From argumenterede med, at vælgerne, når politikerne siger ”fairness”, i virkeligheden hører, at man vil tage penge fra dem, som arbejder, og give til dem, som ikke arbejder. From citerer med bifald en af de unge såkaldt progressive senatorer for: ”Problemet med Det Demokratiske Parti er, at vi beskæftiger os så meget med fordeling af guldæggene, at vi glemmer at tage os af gåsens helbred”.

Ulighed vokset

Resultatet af denne politik, som supplerede Republikanernes angreb på velfærdsstaten, er, at store dele af den amerikanske middelklasse i flere henseender er dårligere stillet end den var i 70’erne.

Statistikkens sprog er utvetydigt. Minimumslønnen er målt i 2015 dollar faldet dramatisk siden 1968, fra næsten 11 dollar til lidt over 7 dollar. Næsten uanset hvordan man stiller tallene op, er middelklassens andel af både indtægter og formue blevet mindre, mens de mest velstående har fået en meget større del af kagen. De store tabere siden 1971 er folk, som kun har grunduddannelse (high school) med et minus på 21,9 procent i reallønnen eller efter to års ekstra uddannelse et fald på 18,1 procent.

Det er ikke tal, som er ensbetydende med, at middelklassen ikke har oplevet fremgang i de forløbne år. Frank gengiver, hvordan en brandmand beskriver situationen. Familiernes levestandard har længe været under angreb, men der var mulige modtræk. Først kom de gifte kvinder ud på arbejdsmarkedet. Så lod man gælden på kreditkortene vokse. Dernæst optog man lån i boligens friværdi. Spørgsmålet er nu, sagde brandmanden, ”er der en fjerde økonomisk redning forude eller mener du, at vi måske er nået til en blind vej?”.

Nye tal viser, at 2015 gav næsten alle amerikanere højere indtægt, men det ændrer ikke den langsigtede tendens, og i opinionsundersøgelser er flertallet pessimistisk. I en nylig Gallup siger 37 procent, at deres udsigter er blevet bedre, men 57 procent siger, at de er blevet forværret. Det er disse tal, som betyder noget politisk.

Kreative klasse

Den mest populære teori, når amerikansk politik skal forklares, er vel, at penge korrumperer. Politikerne tjener, siges det, de riges interesser, så de kan få penge til næste valgkamp. Men Frank mener, at det er en overfladisk forklaring. Når netop Demokraterne svigter mange vælgere, er årsagen den kreative klasses kendetegn.

Begrebet, ”den kreative klasse”, stammer fra en amerikansk professor, Richard Florida. Han har udbredt det siden 2002 i en række bøger. Der er en gruppe ”kreative” mennesker, som udgør cirka 30 procent af den amerikanske befolkning, og de udgør nøglen til fremtidens udvikling. Det er bl.a. kunstnere, it-folk, mediefolk, forskere, finansfolk, lærere, jurister, læger osv.

Florida er blevet kritiseret, fordi gruppens medlemmer angiveligt ikke har væsentlige fælles træk, men Frank argumenterer ihærdigt for, at den kreative klasse eksisterer, har fælles interesser og har fortrængt partiets traditionelle kernevælgere.

Ulighed giver status

Den kreative klasse er ikke særligt interesseret i økonomisk lighed. Den er langt mere optaget af hindringer, som kan blokere talentfulde folks vej til toppen i meritokratiet. Derfor har Demokraterne siden 70’erne kæmpet for kvinders, bøssers og etniske mindretals rettigheder – arbejdsløshed, fattigdom osv. er blevet lavt prioriteret.

I meritokratiet er uddannelse løsningen på ulighed. Konstant påpeges, at hvis man vil frem, så skal man uddanne sig. Men det er en rent individuel løsning, som efterlader alt for mange i hængedyndet.

Det tjener til demokratiets ære, at Hillary Clinton bliver straffet for sit partis forsømmelighed
_______________________________________________________________________________________________________________________

Solidaritet er ikke en naturlig kraft i meritokratiet. Eget avancement i hierarkiet sker på bekostning af andres muligheder, og det er jo deres egen fejl, idet de bare ikke var dygtige nok. Status er faktisk knyttet nært til ulighed. Kontrasten til arbejderbevægelsens behov for solidaritet er markant.

Medlemmer af den kreative klasses er traditionelt blevet omgærdet med respekt. Deres fag havde ofte et stærkt etisk element, som adskilte de kreative fra det kapitalistiske samfunds normer. Men i dag, skriver Frank, lever vi i en verden med ”rovgriske” bankfolk, professorer, endog læger.

Upopulært ekspertvælde

De veluddannedes magt udgør et ”ekspertvælde”, som tilsyneladende fortrænger ”folkestyre”. Men spørgsmålet, som trænger sig på, er: Er eksperterne dygtige eller beskytter de blot hinanden?

Den fremherskende dyd mellem de veluddannede magthavere er, at man indbyrdes stort set skal være enige, fordi der naturligvis kun eksisterer én ekspertise. Hvis nogen stiller sig helt udenfor, er de bare ikke eksperter. Det afgørende for status er ikke, hvorvidt man får ret i den virkelige verden.

Derfor kan økonomer slippe godt fra ansvaret, når deres forslag og analyser er forkerte. Og derfor kan hele hoben af sikkerheds- og udenrigspolitiske eksperter undgå skafottet på trods af, at de igen og igen er ansvarlige for massedrab og tabte krige. De er jo, som det hed under Vietnam-krigen, ”the best and the brightest” , og intet har ændret sig siden.

Bortset fra nu. Det tjener til demokratiets ære, at Hillary Clinton bliver straffet for sit partis forsømmelighed, og hvis Trump vinder er der udsigt til, at hele den kreative klasse også bliver straffet.

Thomas Frank: “Listen, Liberal – or whatever happened to the party of the people”. Metropolitan Books. 305 sider.

Topfoto: Demokraterne er, ifølge dette kampagnefoto, nogle rige, som siger til de fatttige, at de er fattige på grund af de rige.

Da negre blev sorte