Gensyn med sorte pantere

Donald Trump rider på en bølge af hvid racisme. Ubevæbnede sorte mænd dræbes hyppigt af politiet. Tiden er så klart inde til en ny fase i sorte amerikaneres frihedskamp. Og netop nu får et parti, som rejste sig i den sorte ghetto for 50 år siden med våben i hænderne og kaldte sig The Black Panther Party for Self-Defense, mere opmærksomhed end nogensinde. Jørgen Dragsdahl, der kom tæt på bevægelsen dengang, var inviteret med som gæst til jubilæet i Oakland.

OAKLAND – Partiet blev udslettet i 1970’erne. Mange medlemmer blev dræbt, endnu flere fængslet. Forbundspolitiet FBI ville knuse partiet, fordi det, ifølge FBIs direktør J. Edgar Hoover, ”utvivlsomt” udgjorde ”den største trussel” på det tidspunkt imod USA’s indre sikkerhed. Og indsatsen var, viser omfattende dokumentation, uhyre effektiv.

Men Hoover fik ikke knust det forbillede, som panterne udgjorde, og i slutningen af oktober blev deres arv til eftertiden hyldet. Et par hundrede gamle pantere blev forenet til et jubilæum i Oakland – den by i Californien, hvor Bobby Seale og Huey P. Newton i 1966 oprettede partiet. Der skrev de dengang et frihedsprogram med 10 punkter og i et forsvar af ghettoen overvågede de politipatruljer, selv synligt bevæbnede. I de følgende år blev afdelinger oprettet i mere end 60 andre byer over hele landet.

Selv var jeg med på nært hold dengang. Under et besøg i Skandinavien i marts 1969 bad Bobby Seale mig komme til Oakland. Han ville styrke kontakten med venstrefløjen i Europa, og han ville også vise, at “det er en klassekamp, ikke en racekamp”. Mit ophold varede nogle måneder, før jeg blev fængslet og udvist. For mig blev det en oplevelse, som har været grundlæggende for resten af livet, så selvfølgelig var jeg med til panternes jubilæum – sammen med to døtre, som bare ville med.

PANTERUNGER – MINE DØTRE CAROLINE OG ANDREA (FORGRUNDEN) BLEV MODTAGET MED VARME AF PANTERNE – OG UDEN FORBEHOLD OPTAGET I FAMILIEN. FRA HØJRE MOD VENSTRE: GLORIA ABERNETHY, AKTIV GENNEM FLERE ÅR I PARTIETS CENTRALE HOVEDKVARTER, JØRGEN DRAGSDAHL, RORI (GLORIAS DATTER), OG NIELS (CAROLINES KÆRESTE). EGET FOTO.

Vi lever stadig

Lad det være sagt straks. Vores jubilæum var langt mere en sammenkomst med stærke private følelser for ”familien”, end en politisk manifestation. Sådan er det nok altid, når veteraner mødes. Under pres opleves en gensidig afhængighed, som med tiden mindes med kærlighed. Men det private er også politisk – om ikke af andre årsager, så fordi vi overlevede og har et budskab.

I hovedkvarteret i Oakland boede jeg dengang sammen med purunge Shelly og hendes mand Charles Bursey. I sommeren 1969 angreb politiet gentagne gange lokale hovedkvarterer, og vi havde ordre til forsvar af det nationale for enhver pris. Store vinduer på første sal var afdækket med stålplader, og op til vindueskarmen lå sandsække stablet, sammen med M-1 rifler, halvautomatiske M-16 og kraftige .357 revolvere. Teater var det ikke. På vej ud af landet efter udvisningen fik jeg overbragt politiets detaljerede angrebsplan, som en sympatisør havde lækket, og den viste klart vores sandsynlige skæbne.

__________________________________________________________________________________________________________________________________

Vores jubilæum var langt mere en sammenkomst med stærke private følelser for ”familien”, end en politisk manifestation. Sådan er det nok altid, når veteraner mødes
_____________________________________________________________________________________________________________________

Charles Bursey fik samme år en lang fængselsstraf, som han ikke overlevede. På vej til jubilæet var et stort spørgsmål for mig: Hvem lever stadig? Og så stod Shelly der pludselig, da jeg nogle dage før selve jubilæet skulle ind til en ballet, som hylder arven efter partiet. Og Brenda. Og Billy X. Og…

Ja, en ballet. Måske ikke en kunstart, som man umiddelbart kan forbinde med panterne. Men danserne havde fundet stærk inspiration i panternes mod. I dans og ord lød erklæringen, at også de hellere vil dø i frihedskampen, end leve i slaveri.

PANTERNES GENFORENING BLEV MØDT MED HYLDEST I OAKLAND. ET LOKALT, PROFESSIONELT, BALLETKOMPAGNI BIDROG ENDOG MED EN BALLET, HVOR BUDSKABET VAR, AT OGSÅ DE HELLERE VIL DØ I FRIHEDSKAMPEN END LEVE I SLAVERI. FOTO: DIMENSIONS DANCE THEATER.

Respekt

Et af panternes store bidrag til frihedskampen var, at de gjorde krav på respekt og fik det. Redskaberne i den forbindelse var mange. Panterne var ofte i uniform – sort læderjakke, koboltblå skjorte, sort baret, sorte benklæder. Signalet: Sort vrede er vokset, så den ikke-voldelige, ikke-truende protest har fået selskab af et mere uomgængeligt nej til hvid magt.

Panterne havde også ordet i deres magt. Frygt for politiet blev undergravet, når betjentene konsekvent blev kaldt pigs, og behovet for en alliance med andre undertrykte, uanset hudfarve, blev udtrykt med slagordet: ”Al magt til folket”.

Respekt opnåede man også med en række programmer, som skulle hjælpe de fattigste. Det er således meget symbolsk, at Charles Bursey har overlevet i et uhyre udbredt foto, som viser ham i gang med servering af morgenmad til skolebørn.

CharlesBursey

CHARLES BURSEY, SOM DRAGSDAHL BOEDE SAMMEN MED I DET NATIONALE HOVEDKVARTER, DØDE AF ET LANGT FÆNGSELSOPHOLD. MEN HAN HAR OVERLEVET I DETTE MEGET UDBREDTE IKONISKE FOTOGRAFI, SOM VISER HAM IGANG MED SERVERING AF GRATIS MORGENMAD TIL SKOLEBØRN – ET AF PARTIETS KNAPT 50 BISTANDSPROGRAMMER. FOTO: BLACK PANTHER PARTY.

Alligevel er det overvældende, når man igen og igen under et besøg i Oakland, et halv århundrede efter, bliver båret frem af denne respekt. Da ekspedienten i et supermarked hører, hvorfor jeg er i byen, kaster han sig straks ud i en skildring af, hvad partiet betød for hans barndom.

Da jeg får brug for ekstraordinær velvilje fra værten i en Airbnb-lejlighed, leverer han ikke kun i strid med egne regler det fornødne til et selskab i hans hjem – han efterlader også en flaske vin, fordi han er så stolt over, at hjemmet skal huse pantere.

Tiderne skifter

Oakland, en by med knapt 400.000 indbyggere nær San Francisco, er forvandlet til noget nær det uigenkendelige i løbet af de 50 år. Panterne opstod i en by hærget af fattigdom samt modsætninger mellem det hastigt voksende sorte samfund og et bystyre domineret af hvide Republikanere. Siden har man haft sorte borgmestre, som vedkendte sig, at panterne banede vej for dem, og bykernen er nu en moderne storby værdig. De fattige trænges ud i mere fjerne forstæder af vellønnede unge.

Fra officiel side har man i anledning af jubilæet fokuseret på alt det gode, som kan siges. Byens museum bruger flere sale på en fotoudstilling, og det gav også plads til et seminar arrangeret af tidligere pantere. Gennem tre dage blev arven fra partiet og dets betydning for fremtiden diskuteret.

Til en flot gala-middag, hvor skuespilleren Danny Glover (engang hovedmanden bag sorte studenters første strejke) var hovedtaler, mødte især byens velstillede sorte borgere op i hundredevis. Afslutningen fandt sted i en park, som bystyret netop har opkaldt efter den 17-årige Bobby Hutton, som blev dræbt af politiet i 1968, da et bagholdsangreb på betjente mislykkedes. Til kvarterets trængende var der, som partiet engang plejede ved demonstrationer, uddeling af 500 poser med kolonialvarer, en kylling i hver.

Fra Beyoncé til New York Times

Jubilæet er ikke blot et lokalpatriotisk fænomen. Sangerinden Beyoncé demonstrerede tidligere i år sin respekt med et yderst provokerende indslag med et ”panter-klædt” dansekor i pausen under amerikanernes nationale helligdom, fodboldopgøret Super Bowl. Selv den ærværdige avis The New York Times har op til jubilæet haft tre store, for panterne meget positive artikler, med fokus på panternes kunstner Emory Douglas, en bogudgivelse med fotografier og selvkritik af den omtale, som avisen gav partiet for et halvt århundrede siden. Avisen har også gengivet afslørende dokumenter fra FBI’s arkiv.

Foruden en række film vil et opslag hos Amazon vise en voksende bølge af panter-bøger, som er kulmineret i år. Der er akademiske analyser, selvbiografier, artikelsamlinger osv. Sanddrueligheden er svingende, men tendensen i kvalitetsniveauet fremgår af det seneste værk, som en sort kvinde, professor Robyn Spencer, har arbejdet med i et par årtier.

PARTIETS MENIGE MEDLEMMER, SOM ARBEJDEDE MEGET HÅRDT OG I LANGE PERIODER NÆSTEN IKKE FIK SØVN, BLIVER I NYE BERETNINGER FREMHÆVET PÅ DE KENDTE LEDERES BEKOSTNING. HER SES SHELLY (I MIDTEN TIL VENSTRE) OG BRENDA (I MIDTEN TIL HØJRE) SAMT KUNSTNEREN EMORY. EGET FOTO.

Hun flytter opmærksomheden fra de karismatiske, medievante ledere til de ”menige ” medlemmer, som sjældent sov, levede af næsten intet, virkelig ”tjente folket” med bistandsprogrammerne og dermed sikrede et reelt fodfæste i ghettoerne.

Samme holdning ligger bag et andet værk, som en hvid kvinde, Suzun Lucia Lamaina, har arbejdet med i fem år. Med næsten ufattelig ihærdighed har hun opsporet gamle pantere, fotograferet dem og kort skrevet deres livshistorie. Veteranernes få måneder, sjældent mere end 3-4 år, i partiet har præget dem afgørende, så disse lærere, præster, sagførere, græsrodsaktivister, mødre og fædre har fortsat ”tjent folket”, efter de forlod rampelyset.

Fejl i massevis

Der er folk, som mener, at panterpartiets mange fejl bør overskygge denne arv. Organisationen var styret fra toppen; man flirtede med totalitære ideologier, stater og bevægelser. Huey P. Newton, partiets såkaldte ”øverstkommanderende”, blev narkoman, opfordrede til kriminel aktiviteter, begik muligvis mord og blev dræbt af en pusher.

Jubilæet gav ikke lederne, som har hovedansvaret for disse fejl, anledning til offentlig selvransagelse. Da jeg knurrede over en særligt grotesk bortforklaring angående en konflikt, som ganske blodigt splittede partiet, reagerede en af veteranerne med: ”Sårene er endnu dybe, og i vores høje alder vil vi gerne hele dem”.

Heles kan de dog ikke for alles vedkommende. Uenigheden på topplan er så alvorlig, at formanden Bobby Seale slet ikke kom til jubilæets genforening, fordi han mener, at arrangørerne har udspredt løgne.

Myndighedernes terror mod partiet og sårenes dybde leverer også et perspektiv til forskellen mellem kritikere, som har et rent teoretisk forhold til revolutionær kamp, og pantere, som stadig bløder, psykisk og fysisk.

Med til jubilæet havde vi eksempelvis to tidligere fanger fra det berygtede Angola fængsel i Louisiana. Robert King var fængslet i 32 år, heraf 29 i isolation. Albert Woodfox sad 43 år i isolation. Deres brøde er tilsyneladende, at de organiserede en partiafdeling i fængslet. De blev i 1972 anklaget for drab på en fangevogter, men senere undersøgelser har medført, at dommene blev frafaldet. Respekt for deres udholdenhed svækkede i forsamlingen lysten til opgør over, hvad vi nu end var uenige om.

Den brugbare lære

Desuden: Hvad skal man mindes? Min oplevelse var, at partiet repræsenterede både noget af det værste og det bedste i Det sorte Amerika. Meget af det rosværdige var et bevidst brud med den omgivende råddenskab, og det er denne indsats, som kan udgøre et eksempel til efterfølgelse.

Og så var der trods alt paneldiskussioner, hvor fejl blev påtalt – især fraværet af partidemokrati. Der er også udgivet ligefrem hudløst ærlige skildringer, og nogle forskere har pillet i sårene. Så risikoen for, at fejl bliver gentaget af uvidenhed, når nogen vil drage en lære, er ikke så stor.

Big-man

“BIG MAN” VAR MED I DEN OPRINDELIGE GRUPPE PÅ SEKS PANTERE, DER BL.A. MED VÅBEN I HÆNDERNE FULGTE POLITIETS PATRULJER. PÅ BILLEDET I BAGGRUNDEN SES HAN YDERST TIL HØJRE I PARTIETS UNIFORM. I DAG NÆRMER HAN SIG DE 80 ÅR, MEN ER MEGET AKTIV MED LOKAL ORGANISERING SAMT ET JAZZ-PROGRAM I RADIOEN. EGET FOTO.

Budskabet fra Elbert ”Big Man” Howard, som var blandt partiets allerførste medlemmer, til vor tids aktivister er da også helt nede på jorden:

”I skal være åbne og villige til ændringer, hvis noget ikke fungerer. I skal altid lytte til andre, uanset hvorvidt deres forslag er brugbare eller ej. I skal indrømme jeres fejl og korrigere dem. I må aldrig lyve. I skal altid overholde jeres løfter. Jeres overbevisning forpligter jer, så fastholdelse af den gælder liv eller død. I skal praktisere, hvad I prædiker, og I skal være villige til at se døden i øjnene for det, som I tror på, og spytte jeres undertrykkere i ansigtet”.

Bobby Seale

Netop den brugbare lære af fortiden optager Bobby Seale stærkt. Når han skal fortælle, hvad der skete for 50 år siden, er det ikke den marxistisk-leninistiske ideologi eller væbnede konfrontationer med politiet, som bliver fremhævet.

________________________________________________________________________________________________________

Hvad skal man mindes? Min oplevelse var, at partiet repræsenterede både noget af det værste og det bedste i Det sorte Amerika.
________________________________________________________________________________________________________

Allerede inden partiet blev oprettet, mobiliserede han ressourcer til oprettelse af job for unge og undervisning i sorte amerikaneres historie. Partiets fødselsdag, som falder sammen med hans egen, er på dagen, hvor det politiske program blev skrevet. Fra partiets første tid lægger han vægt på, at man i 1968 opstillede kandidater til lokale og nationale embeder, og det var optakten til, at han selv i 1973 opstillede til borgmestervalget i Oakland. Han tabte, men grundlaget blev lagt for, at en sort politiker fire år efter kunne vinde.

DRAGSDAHLS GENSYN MED PANTERPARTIETS FORMAND BOBBY SEALE, SOM BESØGTE DANMARK I 1969 – OG FOR OTTE ÅR SIDEN BLEV INVITERET TIL GÖTEBORG AF EN GRUPPE INDVANDRERE. SEALE ER STADIG, TRODS SINE 80 ÅR, MEGET AKTIV POLITISK. EGET FOTO.

Som nævnt deltog Seale ikke i det ”officielle” jubilæum, men fejret blev både partiet og formanden selv, fordi jubilæet faldt sammen med hans 80-års fødselsdag. Det skete ved en frokost med et par hundrede deltagere – især mange menige medlemmer. Til højbords sad ledere fra organisationer dannet i andre etniske miljøer, som panterne havde alliancer med.

Mellem talerne var også et bevis for, at panterne virkelig havde en ”parlamentarisk” strategi – nemlig medlem af Repræsentanternes Hus siden 1998, Barbara Lee. Hun gav uden forbehold partiet æren for sin politiske karriere, som startede under Seales valgkamp i 1973. I Kongressen har hun selskab af manden, som stiftede partiets afdeling i Chicago, Bobby Rush.

Kameraer er nok

Og hvad er så Bobby Seales aktuelle budskab?

Han tager kraftigt afstand fra dem, der i reaktion på politiets drab på ubevæbnede sorte mænd har lagt baghold for betjente: ”Vi stod for selvforsvar, ikke snigmord. Vi har i dag ikke brug for skydevåben til at kontrollere politiet. Det er nok, hvis vi har kameraer”.

Politik er for ham et praktisk håndværk, som skal bygge på viden. Henvendt til den unge generation lød det: ”I skal undersøge, undersøge. Vær sikre på, at jeres ideer korresponderer med virkeligheden. Jeg er realiteternes mand”.

Når det gælder præsidentvalget, betyder det, at han stemmer på Hillary Clinton: ”I primærvalget støttede jeg Bernie, men jeg tror, at vi kan få noget godt ud af hende. Hun har lovet en indsats mod klima-ændringen og en fornyelse af infrastrukturen”.

___________________________________________________________________________________________________________________________________

Vi stod for selvforsvar, ikke snigmord. Vi har i dag ikke brug for skydevåben til at kontrollere politiet. Det er nok, hvis vi har kameraer” – Bobby Seale.
_______________________________________________________________________________________________________________________

Fremtiden er for ham fyldt med muligheder. ”Siden jeg blev 48, har jeg dagligt gået til fitness, så jeg har vel en ti år tilbage”, lyder indledningen til en engageret redegørelse for, hvordan han sammen med en pensioneret sort toppolitiker arbejder med et projekt, som skal skaffe billige boliger.

Ingen frygt

Bortset fra det helt private udbytte var det mest bemærkelsesværdige ved dagene i Oakland nok, at ingen luftede frygt for fremtiden.

Panteransigter

Jo, Trump har mobiliseret hvid racisme, og det vil blive en stor udfordring fremover. Men det er en trussel, som man, med lidt generalisering, ser forskelligt på, ud fra hvorvidt man er progressiv sort eller hvid.

Mange progressive hvide er chokerede over, at racismen er ”genopstået”. Men panterne – og andre sorte jeg har talt med – ser ikke en helt ny trussel. Hele deres liv har de oplevet og bekæmpet hvid racisme, så de er ikke chokerede. Trumps fremfærd har igen fremhævet, hvor forskelligt Amerika kan opleves, alt efter hudfarve.

Panterne tror i dag, som de også gjorde for 50 år siden, på, at alle lovlige muligheder for bekæmpelse af undertrykkelsen skal udnyttes, inden man går over til andre metoder. Men det er også mennesker, som modigt overvandt deres frygt, og derfor har de ikke længere lammende frygt.

I praksis betyder det, at hvis et Trump-regime indskrænker mulighederne for modstand, så vil sorte amerikanere, som finder inspiration i Det Sorte Panterparti, ikke vende den anden kind til.

Topfoto: Partiets kunstner Emory Douglas bidrog gennem flere år med næsten ugentlige tegninger på partibladets bagside. I forbindelse med partiets jubilæum var der arrangeret udstillinger og han fik anerkendelse i bl.a. New York Times. Tegning: Emory Douglas.

Da negre blev sorte