Med Trump får vi kaos uden pilot

Der er også ganske stor risiko for, at en Trump-administration heller ikke kan fremstille et klart billede af sin egen politik. Der er udsigt til, at forbundsregeringen vil mangle et stærkt beslutningscenter, som kan vejlede og koordinere indsatsen fra dens mange sikkerhedsorganer. Præsidenten selv er uden viden eller erfaring; staben i hans nationale sikkerhedsråd, NSC, anføres af en mand, som har ry for organisatorisk inkompetence.

Nogle brikker kan dog give indsigt i den hjerne, som skal styre USA. Trump har eksempelvis gjort en lille anekdote til et forbillede i kampen mod terrorisme:

I begyndelsen af 1900-tallet var den amerikanske general Pershing i kamp med muslimske oprørere i Filippinerne. Ifølge Trump udvalgte Pershing 50 fanger, hvoraf de 49 blev henrettet med kugler, der var dyppet i griseblod. Den sidste fange blev derefter sluppet fri, så han kunne berette, hvad der var sket, og så var der ro i 25 år! Anekdoten er formentlig falsk, og der vil næppe opstå ro, hvis Trump anvender lignende metoder.

Overdragelsen af magt mellem amerikanske præsidenter er ikke altid beroligende, og de første indtryk er sjældent varige. Store navne på topposter lever ofte ikke op til forventningerne. Reagans første udenrigsminister, Alexander Haig, tog sin afsked efter 18 måneder, hvor han konstant havde tabt til den indtil da ukendte forsvarsminister Casper Weinberger. Under Clinton holdt den bredt anerkendte forsvarsekspert Les Aspin kun et år i Pentagon. Colin Powell var mere udenrigsminister af navn end af gavn under præsident Bush. Hillary Clinton og hendes erfarne diplomater blev ofte underkendt af ganske unge folk i præsident Obamas nationale sikkerhedsråd.

Men uvisheden denne gang har enestående format. Det åbenbare slagsmål mellem hans rådgivere angående valget af en udenrigsminister er sigende. Ingen henter tilsyneladende vejledning i en fælles overordnet strategi, så parternes uforenelige opfattelser luftes frit og forvirrende. Udtalelser fra de stridende parter tyder også på fravær af den selvdisciplin, som kan sikre en frugtbar beslutningsproces eller i det mindste give indtryk af politisk stabilitet. Trumps egen sympati for den ene kandidat, Mitt Romney, bygger ifølge flere rapporter på, at han er fotogen og virker præsidentiel.

Vi skal måske vænne os til ”turbulens og tummel” i de næste fire år, varslede Eli Stokols, som har dækket Trump-kampagnen for internet-magasinet Politico, uimodsagt i en diskussion med eksperter fra det udenrigspolitiske selskab Council on Foreign Relations. Hans begrundelse: Inderkredsen omkring Trump er kommet til deres nye opgave ganske uforberedte, idet de ikke forventede sejr.

Desuden mangler inderkredsen nær kontaktflade med den relevante del af eliten, idet adskillige erfarne republikanske eksperter offentligt har fordømt Trump og fortsat ser på ham med stor skepsis. Der kan således opstå problemer med rekruttering af erfarne folk til de mange hundrede poster, som skal besættes i det vidt forgrenede sikkerhedsapparat. I Washington D.C. holder betydelige dele af den sikkerhedspolitiske elite sig indtil videre væk.

Utilregnelig

Trump sagde under valgkampen, at uforudsigelighed kan styrke USA’s magtposition, og i hans opfattelse af, hvordan en leder agerer, indgår tilsyneladende, at han ønsker uenighed og strid mellem sine rådgivere. Så måske er indtrykket af kaos planlagt. Men uforudsigelighed er ikke, hvad man normalt kan anse for en strategi, der anviser mål og metoder.

Forskere har længe ledt efter teorier, som kan forklare Trumps politik, så man ikke bare står med en masse løse brikker til et muligt puslespil. Nogle foreslog, at han nok henter inspiration fra den skole i international politik, som kaldes realismen.

Fjern grabberne fra mine udenrigspolitiske ideer, lyder det fra den førende repræsentant for realisternes skole, Harvard-professoren Stephen Walt.
____________________________________________________________________________________________________________

Men den førende repræsentant for realisternes skole, Harvard-professoren Stephen Walt, har ganske utvetydigt under valgkampen bedt ham fjerne grabberne fra ”de udenrigspolitiske ideer, som jeg tror på”.

Walt foretrækker en sikkerhedspolitik, hvor USA er tilbageholdende i sin magtanvendelse, og nogle af Trumps udtalelser er sammenfaldende med denne kurs. Men, erklærede Walt, Trumps ”stadigt mere usammenhængende, ignorante og inkompetente” kampagne sværter alternativet til den aktuelle liberale, aktivistiske politik. I anklageskriftet mod Trump fremhæves økonomisk protektionisme, racisme, hans temperament, fravær af ægte engagement i demokratiske principper og uansvarligt syn på atomvåben. Det er elementer, som ikke passer ind i ”realistisk” politik.

Endog hans centrale slagord er tvetydige. ”America First” og ”Make America Great Again” kan således lægge op til, at USA’s helt snævre indenlandske egeninteresser prioriteres, men de kan også betyde, at USA’s globale magtposition styrkes.

Diskutabelt mandat

Hvis man vil lede efter pejlemærker i et mandat fra vælgerne, er der kun spinkle antydninger. Det vigtigste emne i valget var, ifølge en stor opinionsanalyse fra valgstederne, økonomien, som 52 procent lagde vægt på – og mellem dem var Clinton den foretrukne. Kun 13 procent fremhævede udenrigspolitik; også i denne grupper var Clinton førende. Især Trump-vælgere anså terrorisme, som blev prioriteret af 18 procent, og immigration (12 procent) for de vigtigste emner; begge spillede en stor rolle i Trumps valgkamp.

Andre opinionsundersøgelser giver et mere detaljeret indtryk af flertallets holdninger. En grundig måling fra april i år konkluderer, at ”de fleste amerikanere siger, at det vil være bedre, hvis USA kun tager sig af sine egne problemer og lader andre lande håndtere deres problemer, så godt de kan”. Men når man ser på konkrete emner er kløften mellem Republikanere og Demokrater afgrundsdyb.

Otte ud af ti Demokrater (77 procent) anser klimaændring for den største trussel mod USA, men for Republikanere er det den lavest prioriterede ud af otte trusler (26 procent). Mens 61 procent af Republikanerne ønsker højere militærudgifter, har kun 20 procent af Demokraterne samme holdning. Hele 74 procent af republikanerne er bekymrede over, at USA ikke går langt nok i kampen mod ISIS, mens 57 procent af Demokraterne er bange for, at USA går for langt.

Så Trump kan hævde, at han har et mandat fra sine Republikanske vælgere til optrapning af krigen mod terrorisme, men det er langt fra entydigt eller udtryk for en national konsensus. Selv når han har klar opbakning til en mærkesag, er det uvist, hvorvidt han kan eller vil gennemføre det. Eksempelvis ønsker vælgerne højere militærudgifter, og Trump har skitseret et meget ambitiøst oprustningsprojekt med årlig vækst på omkring 10 procent i de militære udgifter – i alt op til 300 milliarder dollar over en fire-årige periode.

Mandskabet skal udvides med omkring 160.000, og der skal investeres i nye fly og skibe. Men det er en udgift, som Republikanere, der ønsker skatterne ned og underskuddet på statsbudgettet fjernet, næppe vil holde af, og der er også udsigt til konkurrerende civile udgifter, f.eks. investeringer i infrastrukturen.

Fantasien til magten

Sikkerhedspolitiske poster er indtil nu blevet besat med endog meget ekstreme tilhængere af en hårdere kurs mod USA’s fjender. Udnævnelserne signalerer et brud med mange årtiers opbakning på tværs af partiskel.

Trump vil åbenbart ikke bygge broer til Demokrater og moderate Republikanere. Desuden har han i balancen mellem sikkerhedshensyn og frihedsrettigheder klart besluttet, at førstnævnte skal være i højsædet sammen med muligheder for tortur, overvågning og generelt hårdhændet fremfærd.

Den nye justitsminister, senator Jeff Sessions, har ry for racistiske holdninger, men han har også sat spørgsmålstegn ved, at aflytning uden dommerkendelse er et brud på forfatningen. Han har forsvaret tortur og sagt, at Obamas anti-terror politik har ”opmuntret vores fjender”.
Til direktør for CIA er udnævnt den Republikanske politiker Mike Pompeo, som også forsvarer brug af tortur. Han har især gjort sig bemærket i en kampagne mod Hillary Clintons håndtering af angrebet på den amerikanske ambassadør i Libyen; Washington Post kalder ham på lederplads ”en af de mere fanatiske leverandører af sammensværgelses-teorier”.
På den centrale post i sikkerhedsapparatet, Det nationale Sikkerhedsråd (NSC’s) direktør, placeres generalløjtnant Michael Flynn, som New York Times på lederplads kalder et ”alarmerende” valg, der ”sandsynligvis vil opmuntre Trumps værste tilskyndelser…”

Karakteristisk for de tre er, at det er ideologisk drevne folk, påpeger en af de mest ansete CIA-veteraner, Paul R. Pillar, i en analyse. Den kommende præsident har markeret, at efterretningstjenesternes tilstræbte objektive analyser vil blive afvist, når det passer i hans politiske kram, fortsætter Pillar. Han konkluderer, at Trump dermed har skabt et miljø, hvor det bliver lettere for “ideologer” at fordreje samt ignorere fakta fra efterretningstjenesterne.

Generalernes høje profil har rejst bekymring for militarisering
____________________________________________________________________________________________________________

Til de resterende sikkerhedspolitiske topposter har Trump især overvejet generaler. Det kan skyldes, at netop generalerne, som traditionelt holder sig ude af politik, ikke var mellem de Republikanere, som offentligt har taget afstand fra Trump. Generalernes høje profil i feltet af ansøgere har rejst bekymring for en militarisering af sikkerhedspolitikken. Imod dette argument tæller, at generalerne har erfaring, og at de mest krigsivrige ofte har været civile i sikkerhedsapparatet, såkaldte kyllingehøge.

Præsidentens redskab

Det er især generalløjtnant Flynn, som har fået mobiliseret kritikere. Det er der tre hovedårsager til.

Det nationale sikkerhedsråd NSC er et rådgivende organ for præsidenten, men dets stab har i årenes løb fået en voksende både koordinerende og selvstændigt udøvende rolle. De egentlige medlemmer af rådet er foruden præsidenten også vicepræsidenten samt ministrene for udenrigsanliggender, forsvar og energi. Andre kan deltage efter anmodning fra præsidenten.

Rådets stab er vokset kraftigt fra kun 40 i 1991 til næsten 400 i dag. Mellem årsagerne er, at en direkte rolle for Det Hvide Hus i præcis og hemmelig gennemførelse af politiske beslutninger er blevet mere nødvendig. Mange udfordringer er desuden transnationale og fordrer bred indsats fra regeringsapparatet, så behovet for koordinering af mange institutioners indsats er uomgængeligt. NSC’s voksende rolle har imidlertid også rejst modstand i de langt større ministerier, som føler sig tilsidesat – og det er noget, som i Washington kan føre til meget kraftige slagsmål. Kongressen overvejer lige nu lovgivning, som skal begrænse NSC’s størrelse.

Inkompetent leder

Den anden årsag til kritik af Flynns udnævnelse er manden selv. Nogle sikkerhedsrådgivere har haft et meget offentligt og magtfuldt virke – tænk på Henry Kissinger (Nixons mand), Zbigniew Brzezinski (Carters) eller Condoleeza Rice (Bushs). Det er ikke sandsynligt, at Trump vil forklare sin politik hyppigt, detaljeret og offentligt, så også Flynn kan få en stor rolle. Men han er ikke en person, som nyder godt af udbredt respekt eller ry for indsigt.

Udnævnelserne af Romney og Mattis vil nyde opbakning i store dele af den udenrigs- og sikkerhedspolitiske elite. Det vil være ministre, som opmuntrer til professionalisme. Det vil være godt for selvtilliden i de to ministerier og Forsvaret. Men det ligner også opskriften på et slagsmål.
___________________________________________________________________________________________________________

Faktisk blev han fyret fra sit seneste job, hvor han var leder af forsvarets efterretningstjeneste, DIA. Årsagen var tilsyneladende, at han ikke kunne holde orden organisatorisk, og at han afveg stærkt fra, hvad hans underordnede, som er trænet til præcision og nuanceret tolkning, anså for kendsgerninger. Det er en baggrund, som ikke varsler, at han kan leve op til NSC’s ideelle rolle, men at han tværtimod kan bidrage til yderligere kaos.

Hvis man tænker sig, at Mitt Romney udnævnes til udenrigsminister og general James Mattis til forsvarsminister er det to valg, som vil nyde opbakning i store dele af den udenrigs- og sikkerhedspolitiske elite. Det vil være ministre, som opmuntrer til professionalisme. Det vil være godt for selvtilliden i de to ministerier og Forsvaret. Men det ligner også opskriften på et slagsmål med et ideologisk engageret NSC og Trumps stærke tilhængere, som ønsker intet mindre end en revolution i den sikkerhedspolitik, der ganske længe har høstet fiasko efter fiasko.

Krigen mod islam

Mens vestlige ledere har fremhævet, at islam er en fredens religion, og at man ikke er i krig med islam, har Flynn en radikalt anden opfattelse.

Lige inden republikanernes konvent fik han udgivet sit politiske manifest : ”The Field of Fight: How We Can Win the Global War Against Radical Islam and It Allies”. Budskabet er klart: “Vi er i en verdenskrig, men meget få amerikanere erkender det, og endnu færre aner, hvordan vi skal vinde den”. Med en vis forudseenhed beskriver han også sin egen mulige rolle: I denne krig ”bør én leder have det overordnede ansvar og stå lige under præsidenten – hvis denne leder ikke kan opfylde kravet, som er sejr, så skal han eller hun fyres, og man skal finde en anden, som kan”.

Islam er en ondartet kræft – Mike Flynn, indkommende national sikkerhedsrådgiver
____________________________________________________________________________________________________________

Der er ingen tvetydighed hos Flynn. I februar skrev han på Twitter: ”Frygt for muslimer er rationelt”. Islam er, hed det ved en anden lejlighed, ”ondartet kræft”.

Lignende toner kommer fra de andre topfolk. Den formentlig kommende justitsminister Sessions har beskrevet ”islams giftige ideologi”. Den formentlig kommende CIA-direktør har kaldt muslimske ledere ”potentielt medskyldige”, hvis de ikke fordømmer vold i islams navn.

Trump selv har ikke udtalt sig helt så utvetydigt, men han har dog internationalt lagt op til en kulturel offensiv mod muslimske lande, hvori USA f.eks. skal påtale undertrykkelsen af kvinder. Indenlandsk har han omtalt behovet for registrering af muslimer, så de eventuelt kan interneres.

Hvordan USA med denne ledelse vil få både sine europæiske og muslimske allierede med i en optrappet krig mod ISIS og terrorister har ingen af dem endnu redegjort for udførligt.

Topfoto: Generalløjtnant Michael Flynn under et vælgermøde i Phoenix, Arizona. Gage Skidmore, Flickr.

Da negre blev sorte