Publiceret på POV Point of View International 17. februar 2017 

Sidste udkald for besøg hos Bibelens nomader

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Norwegian har med flybilletter til et par tusinde bragt danskerne i nærkontakt med Marokkos magiske by Marrakech. Spies lover et møde med en ”forunderlig eventyrverden”, og helt løgn er det ikke. Men det er længe siden, at karavanerne med eksotiske krydderier fra Asien, afrikanske slaver og guld efter turen gennem ørkenen samledes i støvet på byens store markedsplads, Djemaa el Fna. Det virkelige eventyr venter hinsides Atlas-bjergene hos nogle af verdens sidste nomader, hvis gamle levevis de fleste vel kun kender til via Bibelen.

Efter flere besøg i Marrakech er mit råd: Flygt så hurtigt du kan. Jo, man kan godt bruge et par dage, men så overvælder turistbyen den arabiske verdens mystik – som endog ikke holder til nærmere eftersyn, fordi den oprindelige kultur er berberisk.

Indskydes bør det, at mine rejsefæller nok ikke helt er enige med mig, når jeg forkaster Marrakech. Det eksklusive selskab bestod af min 20-årige datter Anna Lia og en veninde, Iris, på 24. Anna Lia har netop aftjent sin ”værnepligt” ved Garderhusarregimentet, og hun skal nu på Danmarks Tekniske Universitet. Iris er matematiker og dybt engageret i et rumprojekt med bioteknologi, CosmoCrops. Så de er med denne baggrund nok begge lidt mindre romantisk anlagt, end jeg er.

De holdt vist meget af handelskvarteret souk’en med dens hundreder af boder, hvor de fandt afsides gyder med håndværkere, som på stedet væver skønne klæder eller forarbejder læder, tiltrækkende. Jeg bemærkede mere, at de i timevis, ja timevis, så på smykker og meget flotte kjoler, som de så alligevel ikke ville vise frem i de studerendes København. Prisen er noget, som man skal ”prutte” sig frem til, og det finder jeg frustrerende, men Anna Lia nød det med et pokerfjæs og en frækhed, der tilsyneladende overrumplede de handlende, som i deres første tilbud gerne ligger 3-4 gange over en vares værdi.

Kvindefornedrende

Fordi pigernes ankomst til eventyret skulle være fuldendt, havde jeg til den første aftens måltid valgt et palads. Det er udsmykket, så vi omfavnes af 1001 nats eventyr, og de spændende retter har følgeskab af afrikanske rytmer og danserinder. Det sidste var problemet.

______________________________________________________________________________

Fra sædvanligvis pålidelig kilde har jeg hørt, at for enlige, blonde skandinaviske kvinder kan en tur gennem de snævre gader i souk’en være en prøvelse

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

”Kvindefornedrende”, lød den hårde dom, da mavedanserinden kom ind. Værre endnu – en kender af lokal kultur gav dem ret. Kvinden med de bølgende kurver er ikke en del af traditionel marokkansk kultur og er kun med af hensyn til turisterne. Ifølge eksperten havner mange af disse kvinder i prostitution.

DA ESSALAM RESTAURANTEN – SOM 1001 NATS EVENTYR OG MED MAVEDANSERINDE INDLAGT FOR TURISTERNES SKYLD (FOTO: DA ESSALAMS HJEMMESIDE)

 

Siden en nytårsaften i Köln har marokkanske mænd fået et vist ry. Fra sædvanligvis pålidelig kilde har jeg hørt, at for enlige, blonde skandinaviske kvinder kan en tur gennem de snævre gader i souk’en være en prøvelse, fordi nogle mænd både vil røre ved dem og tilbyde ”ægteskab”. For et år siden undgik en anden datter denne skæbne, fordi jeg rettede mig op i fulde to meters højde og gjorde skuldrene brede. Det virkede. Mændenes opmærksomhed blev hurtigt flyttet til mig, som blev hilst med et høfligt: ”Ali Baba”.

Men denne gang skrumpede jeg øjeblikkeligt, da pigerne reagerede på de første tilråb med henrykt fnisen. Tilsyneladende giftelystne unge mænd lovede dem medgift bestående af både talrige Ferrarier og kameler. Lovprisningen nåede endog poetiske højder. Jeg følte mig stærkt udfordret i den beskyttende Ali Baba rolle, men i virkeligheden demonstrerede pigerne skandinaviske kvinders magtfulde selvbevidsthed, da de, skraldgrinende, arm i arm, pløjede sig gennem mændenes sværm. Og mændenes formål med lokketonerne var da også nok kun, at vi skulle være gæster i markedspladsens madboder. Selv fik jeg vel en lektion i forskellen mellem, hvad moderne feminister anser for kvindefornedrende eller charmerende – og de har slet ikke brug for en beskytter fra riddertiden.

Skatkamre

Hvis man leder, har Marrakech stadig skatkamre, som ikke er overrendt af turismen. Det gælder resterne efter den engang store jødiske befolkning. Jøderne har en historie i Marokko, som går mere end et par årtusinde tilbage. Her fandt de i massivt omfang et fristed, da Spaniens nye, kristne herskere i slutningen af det 15. århundrede bortviste dem og Inkvisitionen senere tog fat. I det jødiske kvarter, Mellah, kan man i smalle gyder mellem høje mure af rødbrunt ler drømme sig tilbage i tiden, eventuelt også, krumbøjet, passere gamle, udskårne trædøre til baggårde og private hjem, som mest ligner huler.

BOD MED KRYDDERIER I DET GAMLE JØDISKE MARKED (FOTO: WIKIPEDIA COMMONS)

Der er næsten ingen jøder tilbage, men de holder dog en lille synagoge åben. Helt frem til 1935 boede der, ifølge mit konversations leksikon fra samme år, stadig 15.000 jøder i Marrakech, knapt en tiendedel af befolkningen. En meget større synagoge fra den tid er overtaget af et kvindekollektiv, som fremstiller og udstiller fantastiske berber-tæpper i nr 13 på Derb Tijara Rue des Domaines.

Mit foretrukne skatkammer er et hul i muren ved nr. 178 i ”olivengaden”, Riad Zitoune Lakdime. Også her kan man drømme sig til en tid, hvor rejsende handelsmænd åbnede for en næsten utilgængelig verden i Afrika syd for Sahara. Her er især skulpturer af metal, smykker og masker. Det er, siger ejerens søn Marud, farligt i dag, hvis man vil ned i det centrale Afrika efter kunstværker, men i det sydlige Mauretanien mødes handlende fra nord og syd, og dertil rejser hans far flere gange årligt. Hvis man spørger, åbner Marud til en dyb kælder, hvor de mest sjældne skatte er gemt.

Rosendalen

Men, altså, jeg forglemmer mig, thi vi skulle jo ud af Marrakech hurtigst muligt. Og det kom vi da også med bus gennem Atlas-bjergene til den lille berber-landsby Ifri, hvor den dansk kvinde, Ellen Chakir, og hendes mand, Bourhim, har et ganske vidunderligt gæstehus. Den seks timer lange tur er ikke for folk med svage nerver, men Ellen hævder, at det ikke længere tit sker, at busserne falder ned. Vejen er smal, hårnålesving en stor del af vejen, virkeligt dybe kløfter åbner i vejkanten. I tilgift naturligvis også ganske spektakulære udsigter.

UDSIGT TIL ROSENDALEN MED GAMMEL KASBAH – DE FORLADTE BOLIGER LIGNER SMULDRENDE SLOTTE. (FOTO: ANNA LIA S. TROMER DRAGSDAHL)

 

Ifri ligger i Rosendalen, hvor man fra april plukker blomster, der bliver til rosenvand, duftende cremer osv. Fra bjergsiderne har man udsigt til oaser og gamle landsbyer, som ligner store slotte i forfald. Bjergene selv byder på dybe kløfter og flotte klipper.

Den store attraktion er imidlertid, at ægteparret kan tilbyde kontakt med nomader, som bor i bjergene.

Sidste udkald

Det er utvivlsomt sidste udkald, hvis man vil møde Marokkos nomader. Ja, nomader i det hele taget. Store dele af jordens overflade egner sig kun til græsning, og det er blevet udnyttet af nomader, som rejste med deres dyr til de ofte sæsonbestemte græspletter. Klimaforandring med tørke og såkaldt civilisation udsletter nu nomadernes levevis med forrygende hast. En officiel marokkansk rapport anslog sidste år, at dette lands nomader nu tæller 4.044 individer mod 68.540 i 2004.

I den del af Marokko, hvor Rosendalen ligger, opholder nomaderne sig typisk i Høje Atlas i sommer månederne, hvorefter de vandrer mod syd til de lavere Jbel Saghro bjerge, hvor vinteren tilbringes. Nogle lever året rundt i bjerghuler på uhyrligt stejle klippesider. Stadigt flere slår sig dog ned i byerne, så børnene f.eks. kan få undervisning.

Vi blev sendt afsted på næsten 5 timers vandretur gennem stenørken mod nogle forbjerge, hvor en enkelt familie, muligvis, havde slået sig ned. Vi havde en guide, Brahim, med, som er født og opvokset mellem nomader, samt uhyggelige mængder bagage fordelt i rygsække.

Stenørkenen

Se, der er det problem med stenørkener, at de består af sten. Det betyder i praksis, at øjnene skal være vendt nedad, og at fodsålerne konstant masseres på ret ubehagelig vis gennem vandrestøvlens sål af småsten.

______________________________________________________________________________

Pensionisten kæmpede med æren, distancen og vejrtrækningen under turen gennem stenørkenen

________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Det var tilsyneladende ikke et problem for hverken guiden eller de to sylfider, som dansede afsted et sted ude i horisonten, men pensionisten, som skriver disse ord, kæmpede bagude med æren, distancen og vejrtrækningen. Og jeg troede ellers efter utallige Fitness-timer, at jeg var i fremragende form.

TRODS UTALLIGE FITNESS-TIMER SAKKEDE PENSIONISTEN KRAFTIGT BAGUD I STENØRKENEN. (FOTO: IRIS M. MADSEN)

 

Guiden fulgte et spor afmærket med små varder, og efter en sidste næsten dræbende rute op ad bakke, kunne vi se ned i en bred og dyb dal, hvor et telt markerede menneskers tilstedeværelse. Først blev vi hilst af hunde, som ikke er tamme og har lært, at man skal snige sig ind på fremmede bagfra. Familiens mand var også gået os i møde og han hilste med håndtryk også på pigerne, hvorefter vi blev inviteret ind i teltet til det første af snart mange glas sød te med mynte.

Teltets verden

Teen serveres med et ritual, som følges nøje. I små glas på en bakke hælder manden te fra en lille kande. Det sker med en bevægelse, som hæver kanden op i knapt en meters højde, mens den tynde stråle rammer præcist ned og skummer gevaldigt i glasset, hvorefter glassets indhold hældes tilbage i kanden. Det sker 3-4 gange. Formålet er, at drikken skal iltes.

VELKOMST I TELTET MED MYNTE-TE. RITUALET VARETAGES AF FAMILIENS MANDLIGE OVERHOVEDE. VORES GUIDE, BRAHIM, YDERST TIL HØJRE. (FOTO: IRIS M. MADSEN)

 

Omkring os fortsatte det vante liv i teltet. Familiens mor – vi talte 11 børn – var i starten beskæftiget med amning, som skete ganske uden blusel fra et svulmende bryst. Senere fokuserede hun på ildstedet, som blev fodret med gødning og tørre planter. Meget af teltet var optaget af en stående væv, hvor to teen-age døtre arbejdede med et kompliceret mønster. Der var ingen bøger eller elektronik. Med undtagelse af de mindste børns var alt tøj af traditionelt tykt klæde.

 

FEM AF FAMILIENS ELLEVE BØRN. ANNA LIA OG IRIS GJORDE SIG VÆRDIG TIL UVISNELIG HÆDER FOR EN IHÆRDIG KOMMUNIKATION; SOM BESTOD I GENTAGELSE AF BØRNENES NAVNE – MED MEGEN MORO OVER FORKERT UDTALE. (FOTO: IRIS M. MADSEN)

 

Det var også i teltet, at jeg tilgav de to unge damer, som ude i ørkenen havde bragt mig til randen af fortrydelse over, at de var kommet med. Min egen samtale med nomaderne via guiden gik uhyre trægt. Danmark blev et uinteressant sted for dem, da jeg afslørede, at vi ikke har nomader, og derudover udviste de ikke interesse for storpolitik, Trump eller blot verden generelt. Mine spørgsmål stødte på tolkens begrænsede ordforråd. Men Iris og Anna Lia blev nærmest optaget i familien.

_____________________________________________________________________________
Pigerne sikrede kontakten med nomaderne, da de til stor moro kastede sig ud i et sprogkursus

________________________________________________________________________________________________________________________________________________

De blev indviet i vævens mysterier, og derefter lærte de familiens navne. Efter det kom så Tamazight-sprogets ord for ”nomadernes dyr”, ”telt”, ”himmel”, osv. Det skete med megen latter og opfordringer til gentagelse, så man både kunne nyde den aparte udtale og få det sagt korrekt. Og pigerne fik lært, at man ikke bruger den urene venstre hånd, når man rækker et glas med te til nogen. Det gik eftermiddagen og meget af aftenen med.

ANNA LIA ENGAGEREDE SIG I ET STEN-SPIL MED EN AF PIGERNE. VORES GUIDE BRAHIM I MIDTEN. (FOTO: IRIS M. MADSEN)

 

Dyrenes verden

Men vi havde endnu det bedste til gode: Dyrene. Da mørket faldt på, kom familiens drenge hjem fra fjerne ”græsgange” med store flokke af får og geder, adskillige hundrede. De blev hilst af lam og kid, som dagen lang havde opholdt sig i dybe huler gravet ind i stenørkenens bakker, og nu under stort halløj løb ud til mødrene. Senere forsvandt Anna Lia og Iris ud i mørket, hvor de hentede familiens dromedarer.

DAGEN TILBRINGER LAM OG GEDEKID I UNDERJORDISKE HULER. NÅR DE VOKSNE KOMMER HJEM OPSTÅR STORT STÅHEJ MED HØJLYDT GENSYNSGLÆDE. (FOTO: IRIS M. MADSEN)

 

Næste morgen, efter vi have tilbragt natten i en hule, skulle dyrene gøres klar igen. Fordi tørke næsten har udslettet al vegetation får dyrene kraftfoder – bl.a. byg og majs. Nogle får skal malkes, og æslerne skal have hø. Igen blev pigerne fra Danmark inddraget fuldt.

PIGERNE FRA DANMARK BLEV INDDRAGET FULDT I FAMILIENS AKTIVITETER – F.EKS. SENDT UD I MØRKET EFTER DROMEDARERNE, SOM DEREFTER NATTEN LANG GANSKE STØJENDE TYGGEDE DRØV VED VORES HULE. (FOTO: IRIS M. MADSEN)

 

De blandede kraftfoder og bistod, da de utallige lam skulle adskilles fra mødrene og tages ned i hulerne, hvor de tilbringer dagen. Iris kommenterede oplevelsen med: ”Det bedste, jeg kan gøre for mig selv, er vist at slukke min telefon og gå ud og snakke med nogle dyr i stedet”.

 

IRIS BLEV, NATURLIGVIS, FORELSKET I ET GEDEKID, SOM HUN, UDEN PÅVISELIG GRUND, ANSÅ FOR HANKØN (FOTO: ANNA LIA S. TROMER DRAGSDAHL)

 

Familiens værdier

Måske var den største overraskelse, at mødet med denne familie påvirkede mine rejseledsagere stærkt, ja eksistentielt. De blev begge betaget af den harmoni, som hvilede over familiens samvær, og som åbenbart udgør en kontrast til det liv, som de kender. Og kontrasten kunne de ikke undslippe.

VAND HENTES I EN BRØND KNAPT ÉN KILOMETER FRA LEJREN – OG FAMILIENS VANDHENTERE ØNSKEDE SELSKAB AF DE DANSKE PIGE, HER ANNA LIA. (FOTO: IRIS M. MADSEN)

 

Som nævnt følte begge sig optaget i familien. Men den ældste dreng i familien gik så langt, at han ville optage Iris mere varigt i den. Han tilbød to kameler i medgift. Prisen kan ikke kaldes høj, og den stakkels kvinde var allerede blevet ydmyget af guiden, som tabte al interesse for hende, da han hørte hende alder – 24 og ikke de 18, som han troede.

Det inspirerede til en del eftertænksomhed hos Iris: ”I mit liv er jeg optaget af uddannelse, job, lækkert tøj, fester og gadgets. Det nærmest definerer min person i det moderne samfund. Men i nomadernes verden er jeg allerede faldet meget i værdi, fordi jeg er gammel set i forhold til, at jeg er ugift og barnløs. Det udfordrer mig til at tænke over, hvorfor jeg prioriterer de ting. Ville jeg mon blive mere lykkelig i en fårehyrdes simple nomade-tilværelse?”.

BESØGET HOS NOMADERNE VAKTE TIL EN DEL EFTERTÆNKSOMHED HOS DE MODERNE DANSKE PIGER. “MON JEG VIL BLIVE MERE LYKKELIG I EN FÅREHYRDES TILVÆRELSE?” – LØD DET FRA IRIS SOM HER BLANDER KRAFTFODER (FOTO: ANNA LIA S. TROMER DRAGSDAHL)

Intet mindre end ”meningen med livet” dukker op, når vi ser tilbage på samværet med nomaderne. Som Iris opsummerer: ”Det er en gave, at man kan besøge en alternativ levestil, og der er ting, man kan tage med hjem. Vi bliver overstimuleret i vores tilværelse, mens de er tilfredse med de enkle ting. Dagligdagen ville ikke hænge sammen, hvis de ikke hjalp hinanden, og resultatet var en ro, som kunne tolkes som udtryk for respekt og taknemmelighed. Vi var altså rejst tilbage og besøgte nogle af de gamle værdier, hvor familien var det vigtigste”.

Så, når det gælder nomaderne var vi enige på trods af alder og køn.

Tabt for evigt

Og det er vel netop denne mulighed for kontakt med en alternativ livsstil, som vi mister, når nomaderne forsvinder eller overtages af turisme.

”Vores” familie virkede uberørt af omverdenen. Men da vi forlod lejren sendte moderen en lille pige efter os, som med fingrene viste, at en pengegave var ønsket. Og en søgning på internettet vil hurtigt afsløre, at man kan komme med på nomaders vandring eller besøge dem under rimeligt luksuriøse forhold. Man skal blot kontakte et rejsebureau.

Ironisk nok, kan netop penge fra turister være det, som sikrer, at nogle nomader vil opretholde noget af deres livsstil.

TOPFOTO: NOMADERNES TELT I STENØRKENEN. I DETTE TILFÆLDE BESTOD TELTDUGEN AF SPRAGLEDE TEKSTILE. MERE TRADITIONELT INDSTILLEDE ANVENDER PRESSET ULD FRA DROMEDARER. (FOTO: ANNA LIA S. TROMER DRAGSDAHL)

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.