Publiceret på POV Point of View International 21. februar 2017 

Truslen fra Sovjets KGB lurer bag ny frygt for Rusland

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Skal demokratiske lande knuse Ruslands angreb på intet mindre end troværdigheden af vores nyhedsmedier og politiske debat med nye love og strengere straffe? Eller er denne krise for demokratierne i afgørende grad skabt af os selv, fordi vi har svigtet grundlæggende værdier? Fra kampen mod den samme trussel under Den Kolde Krig kan vi hente vigtige svar, skriver Jørgen Dragsdahl, der ser tilbage på metoderne fra dengang, der sætter vore dages debat om “fake news” og desinformation i et historisk perspektiv, der igen er sørgeligt aktuelt.

Den sovjetiske efterretningstjeneste KGB er pludselig dukket op i det vestlige trusselsbillede, hvor Rusland nu konkurrerer med terrorister. Det er, lyder det fra nogle, ikke tilfældigt, at det er en tidligere KGB-officer, som fra præsidentens stol i Kreml styrer en informationskrig mod de vestlige demokratier. For andre er den russiske trussel skabt i fantasifulde hjerner, som vil opildne til krig mod Rusland. Kan KGBs informationskrig under Den Kolde Krig virkelig lære os noget af værdi i dag?

Svaret er både ja og nej. Man kan ikke forstå den russiske udfordring i dag, hvis man ikke kender til russiske efterretningstjenesters historiske baggrund. Fortiden er en advarsel – men sandelig også en opfordring til nøgtern vurdering af den nye trussel. Vi vandt jo over KGB, remember?

Advarsel mod 1984

Vi udfordres af mere end en russisk informationskrig. USA’s præsident og ekstreme kræfter angriber også grundlaget for rationel debat, fordi de sletter skellet mellem falsk og sandt. Dertil kommer risikoen for, at demokratiernes politikere og institutioner, som vil forsvare adgangen til troværdige informationer og udelukkende fokuserer på den russiske udfordring, kan forstærke krisen.

Meget mere end russisk informationskrig sletter i dag skellet mellem sandt og falsk
____________________________________________________________________________________________________________

I det amerikanske dagblad The Washington Post har to danskere, journalisten Flemming Rose og juristen Jacob Mchangama, for nyligt advaret imod en ny version af samfundsmodellen i Orwells roman ”1984”. I den beskyttede Sandhedsministeriet regeringens virkelighed. De henviser til en række politikere i Europa, som nu foreslår, at fængsel skal være straffen, hvis man udspreder falske informationer. Rose og Mchangama hævder også, at denne kurs blot vil forværre problemet med desinformation og troværdighedskløft.

Sandt er det, at især efterretningstjenesten KGB forgiftede demokratiernes debat med både propaganda og skjult aktivitet, og at russiske efterretningstjenester i dag udgør en lignende trussel. Men det er også sandt, at vi under Den Kolde Krig ikke i væsentligt omfang imødegik truslen med straffe. I den aktuelle debat er der imidlertid en tendens til, at datidens trussel bliver overdrevet, og dermed bliver den aktuelle trussel også forvansket.

Gammel trussel

Det er mere end 2.500 år siden, at den store kinesiske strateg Sun Tzu slog fast, at al krigskunst bygger på bedrag, og at den største kunst er at besejre fjenden uden kamp. Derfor skulle befolkninger i fjendeland sættes op imod deres ledere med ethvert nødvendigt middel. Agenter skulle ”skabe kløfter mellem regenten og hans ministre” og ”lække informationer, som rent faktisk er falske”.

FOR MERE END 2.500 ÅR SIDEN SLOG DEN KINESISKE STRATEG SUN TZU FAST, AT FJENDEN SKAL UNDERGRAVES MED LØGNE. (ARKIVFOTO)

Senere tog Lenin denne visdom til sig, da han formede en strategi, hvor agitation og politisk bedrag spillede en ganske stor rolle. Som evangelisten Johannes forstod også Lenin, at alt begynder med ordet.

Sovjetunionen stræbte efter påvirkning af verdens gang med propaganda, så fjender blev svækket og venner styrket. KGB’s forløber OGPU fik allerede i 1923 ansvar for en slags informationskrig, der bl.a. anvendte falske dokumenter og plantning af desinformation i udenlandske medier.

KGB lagde foruden indsamling af informationer i sin internationale virksomhed stor vægt på, hvad man kaldte ”aktive foranstaltninger” – et meget bredt spektrum af metoder for påvirkning, ofte i samarbejde med og suppleret af det kommunistiske partis internationale aktiviteter.

Lovende sejr i Frankrig

Fra 1959 blev denne indsats samlet institutionelt, idet KGB fik en ny afdeling, som fik betegnelsen ”D”. Inspirationen kom, ifølge den centralt placererede KGB-officer Sergej Kondrasjev, fra en yderst vellykket indsats i Frankrig, hvor KGB-stationens leder Ivan Ivanovitj Agajants efter anden verdenskrig havde udviklet et stærkt agentnetværk, som han i 50’erne mobiliserede imod et foreslået nyt europæisk forsvarssamarbejde (EDC).Bestikkelse af politikere, støtte til demonstrationer, debatindlæg i medierne med både højre- og venstreorienterede argumenter, rygter og falske informationer var mellem hans redskaber. Resultatet blev, at det franske parlament vendte sig imod oprettelse af EDC på trods af, at det oprindelig var et fransk forslag.

Agajants blev den første leder af “D”; Kondrasjev var gennem flere år vicechef og blev en overgang selv leder. I slutningen af 60’erne blev afdeling D opgraderet til tjenestegren med betegnelsen A, og mandskabet i hovedkvarteret voksede også fra under halvtreds til over et hundrede. Senere, i løbet af halvfjerdserne, voksede A, ifølge vestlige kilder, til 700 ansatte.

Sejr i fransk politik inspirerede KGB til mere massiv og skjult indsats i demokratierne
___________________________________________________________________________________________________________

A skulle udvikle ideer og informationer til aktive foranstaltninger, men denne tjeneste havde ikke selv udsendte officerer. Én til to officerer på sovjetiske ambassader skulle pleje forbindelser til lokale borgere, som ville samarbejde med formidling af informationer. Kondrasjev understregede, at de lokale samarbejdspartnere ikke nødvendigvis var rekrutterede agenter. Ægte agenter var nemlig så værdifulde, at man ikke ville risikere, at de afslørede sig selv, når de afslørede pro-sovjetiske holdninger.

Man skal nok heller ikke i dag automatisk regne med, at de, som udspreder russisk desinformation, er rekrutterede agenter.

Desinformation

Kondrasjev beskrev aktive foranstaltninger med, at det var et vidt spektrum af ofte hemmelige aktioner, der skulle påvirke udenlandske regeringer, grupper og indflydelsesrige personer, så sovjetiske mål blev fremmet og deres modstandere svækket.I den amerikanske efterretningstjeneste CIA var betegnelsen for den tilsvarende aktivitet ”fordækte aktioner” (covert action).

KGB-ARKIVAREN VASILIJ MITROKHIN (ARKIVFOTO)

Desinformation er kun en del af aktive foranstaltninger. Krondrasjev beskriver desinformation som en ”målrettet udbredelse af helt eller delvist forvrængede informationer i den hensigt, at egne muligheder og metoder skjules og at modstanderens svækkes eller ledes på vildspor”.

Takket være en afhoppet arkivar hos KGB, Vasilij Mitrokhin, kan vi også hente en ordforklaring fra et leksikon for KGB’s udenlands-afdeling. Nemlig denne: ”En type efterretningsarbejde inden for de aktive foranstaltningers felt. Det består af hemmelig kanalisering af falsk information til en modstander, særligt udarbejdede materialer og fabrikerede dokumenter med henblik på vildledning af ham og tilskyndelse af ham med henblik på at tage beslutninger og benytte foranstaltninger, der passer ind i efterretningstjenestens planer og hensigter”.

Propaganda

Når den aktuelle russiske informationskrig beskrives, bliver propaganda og desinformation ofte sammenblandet, men det er vigtigt, at man skelner, fordi udfordringerne er så forskellige. Propaganda kan man identificere; desinformation er en snigende gift.

Hvis man vil forstå truslen, er en tre-deling af fænomenet propaganda nyttig. Hvid propaganda foregår helt åbenlyst, idet kilden ikke sløres. Grå propaganda gennemføres via organisationer og medier, som offentligt fremstår, som var de uafhængige – men ofte let kan gennemskues.

Propaganda kan identificeres; desinformation er en snigende gift
__________________________________________________________________________________________________________

Sort propaganda sker med maksimal sløring af oprindelsen. Det er hensigten, at modtageren skal bedrages, og indholdet består af falske dokumenter og udtalelser, plantede artikler og rygter. Det vestlige begreb ”sort propaganda” er stort set lig med den russiske opfattelse af desinformation, altså desinformatsiya.

En tidligere tjekkoslovakisk efterretningsofficer Ladislav Bittman, som var specialiseret indenfor dette felt, beskriver desinformation som en aktivitet, hvis hensigt er den modsatte af public relations. I PR-arbejde skal man opbygge et positivt indtryk; i desinformation skal man ødelægge modpartens anseelse.

INDGÅENDE STUDIE AF DESINFORMATION I TIDLIGERE OFFICERS BOG

Propaganda var set med sovjetiske øjne et både lovligt og legitimt redskab, men man anså selv desinformation for i strid med international lov. Skellet mellem de to redskaber kan, mener Bittman, sammenlignes med forskellen mellem en soldat i uniform, som skyder på en anden soldat i uniform, og en terrorist, som hemmeligt placerer en bombe på fjendens område. Beskyldninger for deltagelse i desinformation er således en yderst alvorlig anklage.

Enormt beredskab

Hele det sovjetiske beredskab for desinformation var enormt. Som Kondrasjev har sagt, så var der næppe noget sted i Sovjetunionens statsapparat og parti, hvor man ikke fremstillede misvisende facts og statistik.

Hvis vi kun ser på den indsats, som var rettet mod udlandet, var der tre ledende aktører, som alle blev styret af den øverste partiledelse, Politburoet. Den centrale ledelse skulle, ideelt set, sikre, at alle aktive foranstaltninger var så kordinerede, at de i praksis var i overensstemmelse med sovjetisk politik og kunne forstærke hinanden. Åben propaganda og desinformation skulle altså gerne trække på samme hammel. Foruden KGB var aktørerne Centralkomiteens internationale afdelinger.

Fra 1957 varetog International Afdeling med ”grå propaganda” under ledelse af Boris Ponomarov kontakten til både kommunistiske partier, som ikke havde regeringsmagt, og frontorganisationer. Officielt var sidstnævnte ikke-statslige, internationale organisationer, som stræbte efter inddragelse af grupper, der ikke officielt var kommunistiske. Frontorganisationerne blev administreret, finansieret og koordineret af Sovjetunionen, ofte med stor bistand fra medlemmer af lokale kommunistiske partier.

De førende ti organisationer samlede henholdsvis fredsgrupper, fagforeninger, grupperinger og regeringer i Den Tredje Verden, unge, studenter, fredsforskere, journalister, kristne, kvinder og sagførere. Den vigtigste var World Peace Council (WPC – verdensfredsrådet), som blev oprettet i 1949. I spidsen stod under størstedelen af Den Kolde Krig et ledende medlem af det indiske kommunistparti, Romesh Chandra.

ROMESH CHANDRA – STOD I ÅRTIER I SPIDSEN FOR SOVJETISK FREDSPROPAGANDA (FOTO: WPC)

I 1980 anslog CIA, at Sovjet årligt brugte 63 millioner dollar på støtte til tretten frontorganisationer. Heraf tegnede Verdensfredsrådet sig for de 30-40 millioner og havde en heltidstab på 45 personer.

”Hvid propaganda”, som klart havde sovjetisk oprindelse, blev også styret fra centralt hold; fra 1978 skete det via International Informations Afdeling under ledelse af Leonid Zamyatin. Afdelingen havde til sin rådighed radiostationer, to pressetjenester, talrige publikationer og omkring 500 journalister stationeret i udlandet.

Pressen var KGB’s redskab

Et stort angiveligt ikke-statsligt pressebureau, APN Novosti, havde i 80’erne bureauer i 120 lande og udgav 60 aviser samt blade på 45 sprog med et samlet oplag på 4,3 millioner. Flere kilder hævder, at APN havde et meget nært samarbejde med KGB.

Mange udsendte journalister var i virkeligheden KGB-officerer; en tidligere leder i APN har til mig oplyst, at den næstkommanderende mand i bureauets udenlandske kontorer normalt var fra KGB.  APN’s hovedkvarter havde en afdeling, som både var tilknyttet bureauet og KGB’s afdeling A.

Foruden APN spillede også informationstjenesten TASS, partibladet Pravda, Radio Moskva og ugebladet New Times på mange sprog en vigtig udadvendt propaganda-rolle. CIA’s skøn for Sovjetunionens samlede udgifter til propaganda og hemmelige aktioner rettet imod udlandet lå i 1978 på 3 milliarder dollar; i 1982 lød vurderingen på 4 milliarder dollar. Den sovjetiske indsats blev suppleret af aktive foranstaltninger, herunder desinformation, fra allierede efterretningstjenester og kommunistiske partier.

Sandheden i løgnen

Det var Kondrasjevs erfaring, at aktiviteter, der byggede på sandhed, havde størst effekt, så desinformationen var ofte en blanding af forkerte og rigtige informationer.

Desinformation har størst troværdiged, når den kommer iblandet med sandhed.
__________________________________________________________________________________________________________

Samme pointe genfindes hos den tjekkoslovakiske efterretningsofficer Ladislav Bittman, som efter sin afhopning gjorde akademisk karriere i USA. Desinformation er, skriver han, en ”omhyggeligt udformet falsk meddelelse”, der, hvis den skal fungere, i det mindste delvist er i overensstemmelse med virkeligheden eller alment udbredte opfattelser. Informationerne bliver troværdige for modtagerne, hvis deres forudfattede meninger bliver bestyrket.

”Ekstremister fra begge ender af det politiske spektrum, venstre såvel som højre, er sædvanligvis de nemmeste mål for bedrag”, beretter Bittman.  ”Da de er uden et sundt mål af tolerance eller skepsis, har de tendens til accept af selv bizarre beskyldninger eller forlydender om sammensværgelser, som når frem til dem fra upålidelige kilder, hvis meddelelsen blot er i overensstemmelse med deres politiske fordomme”.

En amerikansk ekspert opsummerer med: ”Vellykket dezinformatsiya kunne ikke fremstilles med fri fantasi”. Også han henviser til, at det er ”frygt og fordomme”, der allerede eksisterer, som bliver udnyttet.

Selvskabt sårbarhed

Det er altså et centralt element i teorien bag desinformation, at oplysningerne skal knyttes til allerede eksisterende holdninger, så de ikke er ekstremt kontroversielle og iøjnefaldende falske.

KGB kunne derfor med fordel plante desinformation, som skulle undergrave Vest, i venstreorienterede kredse og mere generelt i Den Tredje Verden, fordi informationerne fandt grobund i en skepsis rettet mod kapitalismen, kolonialismen, NATO og USA. Langt mindre succes havde man med hovedparten af pressen i Vest.

Fremgangsmåden med skjult placering af falske informationer slører forskellen mellem desinformation og solide informationer i og fra de berørte miljøer, så den fremmede inspiration vanskeligt kan opdages. Integration af desinformation i en ellers plausibel strøm af informationer gjorde nogle informationskilder sårbare for kritik, da de kunne beskyldes for bevidst og KGB-styret vildledning blot på grund af tilsyneladende sammenfald med f.eks. sovjetiske standpunkter.

Ekstremister fra begge ender af det politiske spektrum, venstre såvel som højre, er sædvanligvis de nemmeste mål for bedrag. Da de er uden et sundt mål af tolerance eller skepsis, har de tendens til accept af selv bizarre beskyldninger eller forlydender om sammensværgelser, som når frem til dem fra upålidelige kilder, hvis meddelelsen blot er i overensstemmelse med deres politiske fordomme – Ladislav Bittman, tjekkoslovakisk afhopper og efterretningsofficer
____________________________________________________________________________________________________________

I dag er relevansen af denne lære, at russisk desinformation kan plantes i både højre- og venstremiljøer, som står i modsætningsforhold til demokratiets institutioner. Men det centrale spørgsmål, såvel under Den Kolde Krig som nu, er:

Hvorfor har desinformationen en grobund? Er demokratiernes sårbarhed selvskabt, fordi mange udfordringer er blevet fortiet eller undertrykt? Bekæmpes desinformation bedst med forbud eller med demokratiets redskaber – reformer, selvkritik, afsløring?

I stedet for disse spørgsmål er der fare for, at man i demokratiernes overvejelser, når man ser på f.eks. populisternes kritiske udfald, kun stiller spørgsmålet: Hvem gavner det?

Det er både et rimeligt spørgsmål og en gruelig sværte i forbindelse med informationer, som vækker mistanke, fordi man ikke kan lide dem. Modsætningen mellem de to holdninger var central under Den Kolde Krig og stadig aktuel.

Havde Sovjet succes med desinformation? Heromkan man læse mere i en følgende artikel.

TOPFOTO: Uniformskasket for højtstående KGB-officer

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.