Publiceret på POV Point of View International 21. marts 2018 

Opgør med den heroiske småstats tabte krige

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Det er femten år siden, at USA med deltagelse fra bl.a. Danmark angreb Irak. Det blev til en af de tre krige efter årtusindeskiftet, som Danmark har tabt. Men hvorfor vi deltog og hvorfor vi tabte er stadig spørgsmål, som ikke har fundet svar. En tidligere topembedsmand peger på et muligt svar: Som en småstat føler danskerne ikke, at de har indflydelse, og derfor er vi også ansvarsfri. Det vigtigste er, at vi kan dyrke en helterolle for os selv og nationen. Den manglende refleksion er katastrofal, påpeger Jørgen Dragsdahl.

Pressen var mødt massivt frem, da en tidligere helt centralt placeret dansk embedsmand i denne uge – mandag den 19. marts – i forbløffende klart sprog udsatte dansk sikkerhedspolitik for en knusende kritik.

Danmark har ”tabt” sine seneste tre krige – og den danske indsats har ”forværret tilstandene”, erklærede han. Tragedien i Syrien er desuden ”en direkte følge” af krigene i Afghanistan, Irak og Libyen.

Trods grundige studier og deltagelse i beslutningsprocesserne bag lukkede døre kunne han imidlertid ikke besvare spørgsmålet: Hvorfor denne krigsdeltagelse?

___________________________________________________________________________________

Som småstat påtager vi os ikke et ansvar for krigenes mål og midler – og slet ikke for resultaterne

___________________________________________________________________________________________

Mellem mysterierne er: Hvordan kunne Danmark helt ubesværet rykke direkte fra en tabt krig i Irak til udvidet engagement i Afghanistan? I de store lande var nederlaget erkendt, men det påvirkede ikke danskerne.

Den tidligere topembedsmands bedste bud: ”Som småstat påtager vi os ikke et ansvar for krigenes mål og midler – og slet ikke for resultaterne”.

Naturligvis var ovenstående en nyhed i alle medier. Der er allerede anmeldt en debat i Folketinget, og på torsdag vil Clement Kjersgaard i Debatten på DR1 bore i det yderst mystiske fravær af et opgør med politikernes håndtering af krigene. Facebook er rødglødende af indlæg fra mange tusinde danskere, som direkte og indirekte har spillet en rolle i krigene.

_________________________________

Fake News og ‘politisk ubekvem viden’

____________________________________

OK. Ovenstående er delvist løgn, ”fake news” om man vil. For der var ingen snurrende kameraer eller udsendte reportere fra kongerigets førende medier, da den tidligere topembedsmand, historiker og dr. phil. Bo Lidegaard, i mandags på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) rent faktisk sagde, hvad han her er citeret for.

Anledningen til paneldebatten – der også havde deltagelse af seniorforskerne fra DIIS Hans Mouritzen, Cecilie Felicia Stokholm Banke, Louise Riis Andersen og Rasmus Alenius Boserup – var Lidegaards nyeste bog ”Danmark i krig”.

Debatmøde på DIIS med Bo Lidegaard (tv.), Cecilie Felicia Stokholm Banke, Louise Riis Andersen og Hans Mouritzen. Foto: Jørgen Dragsdahl.

Panelet gav stort set Lidegaard ret.

Mellem emnerne, panelet diskuterede var:

Hvorfor er danskerne ligeglade? Hvorfor kontrollerer Folketinget ikke krigene?

Louise Riis Andersen, som har en fortid i udenrigsministeriet, pegede på, at embedsmændene, der teoretisk set har mest viden i forbindelse med krigene, som politikerne ikke vil beskæftige sig med, har udviklet et nyt begreb ”politisk ubekvem viden”.

Denne viden får hverken politikere eller offentlighed del i. Hun pegede også på, at forskere er tilbageholdende i deres kritik, fordi de vil være ”relevante” – altså kommentere inden for de politisk besluttede rammer, som derfor ikke udfordres.

Og pressen var, som sagt, ikke repræsenteret hverken i panelet eller i tilhørernes kreds. Der var en del højtstående tidligere embedsmænd med stort ansvar i forsamlingen, men de var også ganske tavse.

Ingen selvkritik

Lidegaards ord burde have vægt. Han var centralt placeret i udenrigsministeriet og fra 2005 var han statsminister Anders Fogh Rasmussen sikkerhedspolitiske rådgiver. Han er desuden en meget anerkendt historiker og tidligere chefredaktør for Politiken.

Alligevel er der ikke den ringeste udsigt til en debat, som drager politikerne til ansvar.

Lidegaard har som nævnt ovenfor netop fået udgivet en beskeden bog med en analyse af krigene. Den kan læses på et par timer og er meget klar. Og den koster ikke en formue. Med den drevne historikers ekspertise går han til kernen i forløbet og drager en lære. Men intet tyder på, at politikerne er rede til noget lignende.

_____________________________________________________________________________________________

Danskerne dyrker sig selv, fordi vi er det lille land, som bokser over sin vægtklasse. Og politikernes stærkeste argument er, at krigene var berettigede, fordi Saddam, Gadafi osv. var onde, og derefter ignorerer de, at krigene blev håndteret katastrofalt – af dem selv

_______________________________________________________________________________________________

Udgivelsen har vakt lidt debat i Weekendavisen, hvor den tidligere Venstre-politiker Jens Rhode erkender et delvist medansvar for, at krigene, som Rohde formulerer det, har ”været med til at øge terroren i verden”.

Men når f.eks. tidligere udenrigsminister Per Stig Møller og den nuværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen udtaler sig, er de tilsyneladende besat af et behov for gentagelse af fortidens argumenter.

De gamle standpunkter kan fastholdes i den trygge overbevisning, at deres vælgere knapt nok interesserer sig for emnet. Politikernes stærkeste argument er, at krigene var berettigede, fordi Saddam, Gadafi osv. var onde, og derefter ignorerer de, at krigene blev håndteret katastrofalt – af dem selv.

Se debatten her:

Ansvarsfri

For mig var det helt centrale i foredraget fremhævelsen af, at danskerne ikke oplever et ansvar. Når de store kalder, vil vi gerne være en aktør, der bliver bemærket og regnet med. Det er ikke ukendt, at soldaters indsats bliver heroiseret.

Men som Lidegaard påpeger: ”I det danske tilfælde går heroiseringen ikke kun på den enkelte soldat, men på, at et af verdens mindste lande har besluttet at sætte hårdt ind over for uret og trusler overalt på jorden”.

Danskerne dyrker sig selv, fordi vi er det lille land, som bokser over sin vægtklasse. Men når unødige tab, katastrofale fejl påpeges – ja så er det de andres skyld.

Som journalist har jeg igen og igen oplevet, at man ikke kunne stille krigenes danske deltagere til ansvar. Det helt gennemgående træk under samtaler med politikere, embedsmænd, forskere og journalister har været: Det er jo ikke vores skyld, at det er gået galt.

Ufejlbarlige

Faren ved heltedyrkelse af sig selv er naturligvis, at man i egne øjne bliver ufejlbarlig.

__________________________________________________________________________________________

Efter DIIS-mødet sad jeg med frygten: Hvordan vil det mon gå i ansvarsløse politikeres indsats under den store konflikt med Rusland, som nu dagligt optrappes?

___________________________________________________________________________________________

Lidegaard kan med slet skjult vrede påpege, hvor grotesk dette selvbedrag blev i forbindelse med Libyen. Kun et døgn forløb fra deltagelse i bombardement af Libyen blev foreslået, til flyene var fremme i Italien. Der var ingen tid til overvejelse af indsatsens følger og håndtering af Libyens fremtid. Og deltagelsen var så massiv, at vi lå sammen med Frankrig og Storbritannien i toppen over, hvem der havde bombet mest.

Men genopbygning er ikke noget, som optager hverken regering eller Folketing.

Danske soldater under øvelse i Estland, hvor de skal udgøre en “snubletråd” i tilfælde af russisk angreb – altså udløse hele NATOs svar. Foto: Forsvarsministeriet.

Fik vi så noget ud af det? Var resultaterne ofrene værd?

Manden, som udenrigsministeriet har trænet, er skånselsløs:

Den hårde militære indsats har skaffet Danmark opmærksomhed og i militære kredse også respekt. Men heraf følger ikke, at Danmarks sikkerhed er blevet styrket, og det ”fortaber sig i det uvisse”, hvorvidt Danmark har fået nogle fordele i sit samkvem med de store allierede.

Er Danmarks sikkerhed så blevet styrket ved at svække international terrorisme og islamisk fundamentalisme? Nej, ”tværtimod”, konkluderer Lidegaard. I alle tre indsatslande er befolkningen i dag overladt til klanmilitser, og der er ikke skabt levedygtige samfund.

Efter DIIS-mødet sad jeg med frygten: Hvordan vil det mon gå i ansvarsløse politikeres indsats under den store konflikt med Rusland, som nu dagligt optrappes?

Selv under Den Kolde Krig var der røster på tværs af det politiske spektrum, som talte for nedtrapning og nogle interesserede sig endog for konfliktens fakta. Det er der ikke nu, hvor gårsdagens helte igen blot raser mod en ond fjende.

Topillustration: Parade i Slagelse i starten af marts for soldater hjemvendt fra Irak og Afghanistan. Den danske deltagelse vokser igen. Foto: Forsvarsministeriet.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.