Publiceret på POV Point of View International 14. april 2018 

Bomberne mod Assad er især god underholdning

Af JØRGEN DRAGSDAHL

ANALYSE – Bag bomberne mod Assad-regimet i Syrien ligger nogle teorier. De er bare forkerte. Bag bomberne ligger også moral. Men den holder ikke for nærmere eftersyn. Problemet er, at en masse vigtige overvejelser forsvinder, når vi går i krig mod ”det onde”. Tilbage står, at straffeaktionen især er underholdning. Ja, det er er endog meningsfuld underholdning.

Storbritannien, USA og Frankrig angreb Syrien natten til lørdag med missiler. Målet var angiveligt tre mål i Damaskus og Homs, der har forbindelse til produktion af kemiske våben.

Kritik af dette angreb er per definition svært, blandt andet fordi den globale sikkerhedspolitik i vidt omfang er blevet indskrænket til et opgør med onde ledere. Hvor udbredt denne tilbøjelighed er, fremgår af flere reaktioner på bombardementerne. F.eks. kan SF’s leder Pia Olsen Dyhr kalde Syriens præsident for et ”monster” – samme betegnelse brugte præsident Trump.

___________________________________________________________________________________________

Hvem kan være imod, at uhyrer bliver bekæmpet? Hvorvidt man er for eller imod bliver en moralsk lakmusprøve, og det har varige følger
______________________________________________________________________________________________

Problemet er, at en masse vigtige overvejelser forsvinder, når vi går i krig mod ”det onde”.

Hvem kan være imod, at uhyrer bliver bekæmpet?

Hvorvidt man er for eller imod bliver en moralsk lakmusprøve, og det har varige følger. Femten år efter angrebet på Irak blev indledt, kan bl.a. danske politikere stadig affærdige debat af krigens mål og midler med, at verden er blevet bedre, fordi Saddam Hussein blev fjernet.

Så betyder de facto nederlaget, drabet på adskillige hundrede tusinde og talrige andre noget nær katastrofale følger mindre. Og vi får intet lært af selve krigsførelsens fejl.

”Vi skal gøre noget”

Nært beslægtet med denne holdning er, at ”vi skal gøre noget”. Aktuelt har Danmarks udenrigsminister gjort sætningen til sit mantra, og det har unægtelig en stærk appel.

Brug af kemiske kampstoffer er en forbrydelse, og hvis det traktatfæstede forbud ikke skal smuldre, er hård straf nødvendig. Men der er tendens til, at det erklærede behov for handling vejer stærkere til end det mere kvalitative krav: vi skal gøre noget effektivt.

Forskeren Emma Ashford fra Cato Instituttet i Washington, som ser med skepsis på USA’s internationale engagementer, påpeger, at selve det politiske system forstærker, at ledere gerne vil gribe ind:

”Politisk pres og kritik fra modstandere, kombineret med mediernes vane med kritik af passivitet, kan gøre selv de mest forsigtige ledere modtagelige for pres.  Amerikas overvældende militære styrke og de lave omkostninger i forbindelse med luftangreb, forstærker blot den opfattelse, at handling koster mindre end passivitet”.

Skræmmende spor

Sporene burde ellers skræmme. Det var ”vi skal gøre noget”, som ledte flere vestlige lande, deriblandt Danmark, ud i en hovedløs krig i Libyen i 2011, som godt nok fjernede ”den onde”, men utvivlsomt også gjorde ondt værre.

__________________________________________________________________________________________

Set i tilbageblik bliver Obama gjort medansvarlig for Syriens ulykker siden 2013. Intet tyder dog på, at andet end en (helt utænkelig) invasion med nogle hundrede tusinde mand kunne have løst udfordringen. Men det er passiviteten og følgerne, som er blevet eftermælet
___________________________________________________________________________________________

Men også passivitet skræmmer.

Efter Assads brug af kemiske våben i 2013 overvejede præsident Obama et militært indgreb, men han valgte i sidste øjeblik en diplomatisk løsning sammen med Rusland.

Da krigen i Syrien udviklede sig, blev hans ”passivitet” fordømt. Glemt er det, at både det britiske parlament og Kongressen (også Republikanerne) var imod et indgreb – af ganske gode grunde, fordi følgerne var uoverskuelige og krigene i Libyen, Irak samt Afghanistan udgjorde brændende advarsler.

Ros til Trump

Set i tilbageblik bliver Obama gjort medansvarlig for Syriens ulykker siden 2013. Intet tyder dog på, at andet end en (helt utænkelig) invasion med nogle hundrede tusinde mand kunne have løst udfordringen. Men det er passiviteten og følgerne, som er blevet eftermælet. Det kloge politiske valg er nu handling.

Så der var meget ros, da præsident Trump for et år siden besvarede brug af kemiske våben med en straffeaktion. Mindre indtryk gjorde krydsmissilerne i Syrien, hvor regimet fortsatte med brug af kemiske våben. Det eneste overraskende nu er, at massemedier fik billeder af ofre.
Der er forskning, som viser, at den amerikanske befolkning føler en moralsk pligt til indsats med militære styrker, hvis målet er humanitært – altså forsvar af civile, især værgeløse kvinder og børn. Mere politiske formål har betydeligt mindre opbakning.

Afskrækkelse på mode

Men foruden ovennævnte moralske hensyn ligger også teorier hentet fra eksperter i international politik og militær strategi bag bomberne.

______________________________________________________________

Hvis afskrækkelse ikke indeholder respekt for modpartens interesser, får man et meget ustabilt forhold
______________________________________________________________

Mange teorier med rødder i Den Kolde Krig er nu på vej ud i en større offentlighed.  Hvis man selv har lignende rødder, kan gensynet være en noget sær oplevelse, fordi den yngre generation sluger teorierne alt for råt.

Institutleder Jens Ringsmose beskriver sin opfattelse af “afskrækkelse” under foredrag på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Foto: Jørgen Dragsdahl.

Vi har glemt, hvad afskrækkelse var”, erklærede en af de unge teoretikere, Jens Ringsmose, nyligt, da han med et foredrag på Dansk Institut for Internationale Studier, ville genoplive teorierne om det, der var en fremherskende strategi under opgøret med Sovjetunionen.

Ringsmose, som er chef ved instituttet for militære operationer på Forsvarsakademiet, var i dagens anledning, fortalte han, dykket ned i de gamle teoretikeres værker. Han kunne dog hurtigt oversætte dem til moderne dansk. Afskrækkelse er, sagde han, når jeg siger til min 13-årige datter, at jeg tager hendes iPad, hvis hun gør noget, som jeg ikke vil have.

Ringsmose kunne oplyse, at NATO hurtigt har tilpasset sig den nye tid, hvor ”afskrækkelse” er blevet en vigtig teori igen. ”Nogle ventede faktisk på det, og de føler sig mere tilpas med, hvad vi gjorde under Den Kolde Krig, end hvad vi gjorde i Afghanistan”.

Glemt indsigt

En fare ved genoplivning af de gamle teoretikere er, at den nye generation mangler erfaringer. Mellem dem er, at nok kan både 13-årige og store magter optræde irrationelt, når de udsættes for trusler, men følgerne kan i det ene tilfælde være mere alvorlige.

Ringsmose leverede en redegørelse, som var militært fokuseret på, hvordan Rusland kan udsættes for pres, og han beskæftigede sig ikke med diplomati, dialog, rustningskontrol.

Glemt er så åbenbart disse visdomsord fra Henry Kissinger, som var præsident Nixons sikkerhedsrådgiver og en arkitekt i den afspændingspolitik, som supplerede afskrækkelse: ”Absolut sikkerhed for én magt betyder absolut usikkerhed for alle andre”.

________________________________________________________________

Hvis både USA og Rusland lægger vægt på, at alle trusler skal gøres troværdige, kan de nemt blive fanget i et farligt spil

_________________________________________________________________

Hvis afskrækkelse ikke indeholder respekt for modpartens interesser, får man et meget ustabilt forhold.

Troværdighed

Afskrækkelse har en sårbar akilleshæl.

Noget ufolkeligt kan man sige, at afskrækkelse er et system af gensidige trusler, som skal påvirke adfærd. Hvis truslerne ikke er troværdige, så vil de måske ikke påvirke modparten. Datidens spørgsmål var: Vil USA anvende sine atomvåben i et forsvar af Berlin, hvis følgen er, at USA så selv bliver udsat for atomkrig?

På grund af denne akilleshæl var USA’s viljestyrke noget, som amerikanske ledere lagde stor vægt på. Ingen måtte betvivle den. Washington gik ind i Korea-krigen, fordi de allierede i Europa ikke skulle tvivle på USA’s beslutsomhed, og senere blev amerikanerne trukket ind i Vietnam-krigen af samme årsag.

Da Trump for et år siden brugte magt mod Syrien og kastede en superbombe mod Afghanistan, dukkede denne henvisning til troværdighed op igen. Mike Pence, vicepræsidenten, sagde eksempelvis: ”Verden så vores nye præsidents styrke og beslutsomhed i aktionerne, som blev gennemført i Syrien og Afghanistan. Det vil være klogt af Nordkorea, hvis man ikke afprøver denne beslutsomhed”.

Men forskning viser, at der slet ikke er et grundlag for denne opfattelse af, at beslutsomhed i et tilfælde gør indtryk i andre sammenhænge.

Mellem argumenterne mod teorien er, at det ofte ikke er klart, hvad budskabet i en demonstration af viljestyrke er. Der er eksempelvis intet til fælles mellem konkrete amerikanske handlinger i Syrien og en slagplan for Nordkoreas vedkommende. Selv hvis fremmede ledere kan se, at amerikanske ledere er beslutsomme i et tilfælde, er det langt fra sandsynligt, at de vil antage, at samme beslutsomhed vil gøres sig gældende i deres eget tilfælde.

Fanget i farligt spil

Hvis både USA og Rusland lægger vægt på, at alle trusler skal gøres troværdige, kan de nemt blive fanget i et farligt spil. Russerne har truet med alvorlige følger, hvis USA angreb i Syrien. Den trussel kunne amerikanerne ikke ignorere og derfor angreb de af hensyn til egen troværdighed. Nu er det så russerne, som har en problem med troværdigheden.

____________________________________________________________________________________

Den syriske præsident ved godt, at hans fremtidige styre og måske liv er på spil. Han har også anset kemiske våben for nyttige i den kamp for egen eksistens. Han lader sig næppe afskrække fra brug igen, hvis truslen, som han udsættes for, ikke svarer til, hvad han selv har på spil
_____________________________________________________________________________________

Der er risiko for en gensidig optrapning af trusler, hvor man kan miste kontrollen.

Foreløbig har amerikanerne – tilsyneladende efter krav fra Pentagon – begrænset angrebet, så det ikke skulle provokere russerne til et farligt svar. Og russerne virker tilfredse, fordi deres styrker ikke blev ramt.

Men denne begrænsning medfører også, at angrebet formentlig ikke gør stort indtryk på Assad-regimet. Den syriske præsident ved godt, at hans fremtidige styre og måske liv er på spil. Han har også anset kemiske våben for nyttige i den kamp for egen eksistens. Han lader sig næppe afskrække fra brug igen, hvis truslen, som han udsættes for, ikke svarer til, hvad han selv har på spil. Bomber mod nogle få bygninger og baser vil ikke true ham eller hans styre på livet.

USA svækket

Presset på Assad bliver yderligere svækket, fordi Trump har gjort klart, at USA er på vej ud af Syrien. Det er ikke sandsynligt, at han vil give ordre til noget, som kan ændre magtforholdene i borgerkrigen, hvor Assad, Rusland og Iran klart er vinderne.

Som en medarbejder ved New York Times skriver i en analyse:

”Hvad, der har stillet diagnosen amerikanerne står overfor – uanset de vil eller ej – er den virkelighed, at nogle problemer ikke kan løses med de lav-pris og lav-risiko løsninger, som de blev vænnet til i det korte øjeblik med amerikansk globalt overherredømme lige efter Den Kolde Krig”.

Underholdning med mening

Tilbage står, at angrebet på Syrien hovedsagelig er en politisk manøvre, som skal vise amerikanerne, at de har en handlekraftig præsident – og lederne i Frankrig samt Storbritannien har lignende mål. Der er et moralsk engagement, som bliver tilfredsstillet.

Krig er blevet til underholdning, mener den amerikanske journalist Chris Hedges. (Foto: Sanctuary for Independent Media)

Og det virker måske, fordi krige er blevet til en slags underholdning, endog med mening i.

Den amerikanske journalist Chris Hedges har stillet diagnosen for mere end ti år siden. Krige giver, mener Hedges, livet mening, fordi en længsel opfyldes. Det daglige liv er ofte en trædemølle, fyldt med ligegyldige oplevelser og samtaler.

__________________________________________________________________________________________

Et af den kommende tids store spørgsmål er: Vil opinionen også finde det underholdende, hvis konfrontation med Rusland bliver nærværende?
___________________________________________________________________________________________

Men »krig er en lokkende eliksir« ja, en slags narko. Krig giver os beslutsomhed, en sag. Verden bliver mere forståelig, fordi den kan opleves i sort-hvid, uden forvirrende nuancer.

»Mange af os, rastløse og frustrerede, ser ikke et højere formål med vores liv«, skriver Hedges. »Vi ønsker mere af livet. Og krig giver i det mindste en følelse af, at vi kan hæve os over smålighed og konflikter«.

Et af den kommende tids store spørgsmål er: Vil opinionen også finde det underholdende, hvis konfrontation med Rusland bliver nærværende?

Topillustration: Amerikansk krigsskib affyrerTomahawk krydsmissil mod mål i Syrien. Foto: US Navy.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.