Publiceret på POV Point of View International 14. august 2018 

Gensyn med de stærke kvinders frihedskamp

Af JØRGEN DRAGSDAHL

 

ANALYSE – Brune feminister i Danmark vil formentlig fremover udvide frihedskampen, så hvid racisme får en klar placering på skydeskiven. Mellem årsagerne til den drejning er, at deres eget ”brune” samfund bliver udsat for et voksende pres fra det hvide flertal. De er på vej ud i et minefelt skabt af racismen. Her kan de brune danske kvinder lære af sorte amerikanske kvinders frihedskamp, skriver Jørgen Dragsdahl i en komparativ analyse af sorte kvinders historiske opgør i slutningen af 1960’erne med mændenes undertrykkelse i egne rækker hos Black Panther Party og situationen i dagens Danmark.

Brune kvinders frihedskamp her i landet har kastet mig tilbage i tiden. Nemlig til sommeren 1969 i storbyen Oakland i Californien. Gennem flere måneder opholdt jeg mig i hovedkvarteret for Black Panther Party – den førende revolutionære organisation i sorte amerikaneres frihedskamp.

Og netop i de måneder eksploderede sorte kvinders oprør mod mændene i partiet.

Lad mig straks anføre, at jeg udmærket kender til forskellene mellem brune danskeres og sorte amerikaneres forhold, men netop fordi jeg er mig denne forskel bevidst, har jeg fundet lighederne slående. I begge tilfælde anføres kampen af ufatteligt stærke kvinder.

________________________________________________________________________________________

De brune danske kvinder slås imod en undertrykkelse, som i udbredelse og infamitet ofte overgår, hvad hvide kvinder rammes af. For det andet fordømmes de tit af ”deres egne” med et indædt had, som har dybe rødder i en særegen kultur

_________________________________________________________________________________________

For det første slås de brune danske kvinder imod en undertrykkelse, som i udbredelse og infamitet ofte overgår, hvad hvide kvinder rammes af. For det andet fordømmes de tit af ”deres egne” med et indædt had, som har dybe rødder i en særegen kultur.

Minefelt

Hvid racisme udgør desuden i begge tilfælde et uomgængeligt minefelt, så kvinderne er i deres kamp ikke kun ude i et opgør med patriarkatet. De er desuden undertrykt af det hvide flertals magtstruktur.

 

Kvinderne i Black Panther Party blev så stærke, at de reelt sikrede, at partiet
overlevede – endog blomstrede op – på trods af sexisme og myndighedernes undertrykkelse af partiet. Foto: Black Panther Party

Men minefeltet bliver særligt eksplosivt, fordi mænd med samme etniske baggrund også er udsat for racistisk undertrykkelse – endog i flere henseender mere direkte. Det er derfor uundgåeligt, at en række modstridende hensyn melder sig for kvinderne. ”Mændene” er jo også fædre, brødre, kærester, ægtefæller, og kvinderne har oplevet, hvordan racismen rammer dem.

Hvem eller hvad er fjenden? Hvordan skal man prioritere?

Også for en journalist er emnet et minefelt. Det gælder især, hvis man er mand og hvid. Sandsynligheden taler for, at man med det udgangspunkt nemt misforstår eller overser noget – og for de uenige udgør man en dejlig nem skydeskive.

Læseren vil snart møde en af journalistens udfordringer, idet jeg i citater må bruge et ord, som stort set er bandlyst af gode grunde – og forklaringer vil ikke tilfredsstille alle. Alle mine betænkeligheder overtrumfes imidlertid af, at nogle har brug for denne beretning.

Kastrerede mænd

Mellem tressernes udbredte myter var, at sorte amerikanere siden slavetiden var opvokset i et matriarkat, hvor kvindernes magt psykologisk havde kastreret sorte mænd. Påstanden fik et skær af videnskab, da sociologen Daniel Moynihan i 1965 udgav et studie af fattigdommens rødder i sorte amerikaneres kultur med titlen “The Negro Family: The Case for National Action”.

______________________________________________________________________________________

Mændene forlangte, at kvinderne skulle tilsidesætte egne personlige hensyn og tjene dem seksuelt, så de kunne vinde styrke til den revolutionære kamp. Det var jo en proletarisk dyd, at man skulle være uselvisk, og udtrykket ”folkets kusser” blev brugt

_______________________________________________________________________________________

Den sorte sociolog Robert Staples fandt, at teorien udgjorde et ”grusomt bedrag”, men i en omfattende analyse fra 1971 anerkendte han, at Moynihans teser havde fået stor udbredelse:

”En af løsningerne på ’neger’ spørgsmålet, som vi hører, er, at sorte mænd bør frigøre sig fra denne kvinde-kontrol med det sorte samfund og reorganisere det efter patriarkalske retningslinjer, da det efterhånden vil løse problemet, som er skabt af sorte kvinders dominans”.

Panterpartiet var oprettet af mænd, og det var en central tankegang, at man skulle bevæbne sig og være rigtige mænd – altså beskytte det sorte samfund og bekæmpe de hvide mænds overherredømme.

Som et fremtrædende medlem, Elaine Brown, sang på LP’en Seize the Time i 1969: ”We’ll just have to get guns and be men”.

Folkets kusser

I praksis medførte denne holdning, at jeg hver eneste aften kunne opleve et besynderligt marked i hovedkvarteret.

Mændene forlangte, at kvinderne skulle tilsidesætte egne personlige hensyn og tjene dem seksuelt, så de kunne vinde styrke til den revolutionære kamp. Det var jo en proletarisk dyd, at man skulle være uselvisk, og udtrykket ”folkets kusser” blev brugt.

Mændene lokkede og truede kvinderne til at følge med dem. Mange af kvinderne fandt sig i behandlingen ud fra en følelse af, at mændene efter 400 års kastration måtte have lov til, nu hvor de igen havde fået selvrespekt, at gå lidt over stregen.

____________________________________________________________________________________

“Vi har seksuelle fascister, vi har røvhuller, som skulle have hagekors på deres hovedpuder. Vi har en slags seksuelt Gestapo, fanden ta’ mig, der løber løse om i partiet” – uddannelsesminister Ray ”Masai” Hewitt, Black Panther Party

______________________________________________________________________________________________

Men nogle af kvinderne ville ikke kneppe hver eneste mandlige panter, så der opstod konflikter. Også kvinderne var bevæbnede og meget af partiets selvopfattelse byggede på retten til selvforsvar.

Da kun et lykketræf en aften forhindrede pludselig død for en af mændene, greb partiets ledere ind.

Seksuelle fascister

Det skete først med en tale af partiets uddannelsesminister Ray ”Masai” Hewitt, og hans tilhørere var ledende medlemmer fra hele Californien. Hver eneste søndag var de samlet i hovedkvarteret til nogle timers politisk uddannelse.

Talen, som jeg optog på bånd, blev holdt i det sprog, som man forstår på gaden.

 

Ray “Masai” Hewitt – Opfordrede kvinderne i Black Panther Party til opgør med mændenes sexisme Foto: Black Panther Party.

Vi har, sagde han, i partiet ”niggere, som er besatte af at skulle kneppe alting de ser”. De er ikke mandschauvinister, fortsatte han, de er ”seksuelle fascister”, som har specialiseret sig i terror og bedrag.

Nogle ”render rundt med hænderne flagrende, som var de epileptiske blæksprutter eller noget i den retning – tar’ fat i alt, der bevæger sig”.

”Vi har seksuelle fascister, vi har røvhuller, som skulle have hagekors på deres hovedpuder. Vi har en slags seksuelt Gestapo, fanden ta’ mig, der løber løse om i partiet”.

Borgerlig holdning

Mændene har ”en borgerlig holdning”, lød det videre i bandbullen. ”Den borgerlige holdning har altid haft en korrekt placering for en nigger. En plads, hvor en nigger ikke forlod sin plads, uden at noget slemt skete med ham”.

”Den borgerlige holdning har altid haft en korrekt placering for fattige mennesker og vi har niggere i partiet, der taler om: ’Mand, jeg finder mig ikke i noget fra en eneste satans søster. Det rager mig ikke en skid, hvem hun er. Hun kan ikke tale sådan til mig.”

“Mand, hvis den luder ikke opfører sig ordentligt over for mig, så slår jeg hendes skidne hoved af’. Dette er den gamle borgerlige holdning om at holde en undertrykt klasse på sin plads”.

Ekstra undertrykte

Kernen i hans analyse var, at sorte kvinder er på den absolutte bund i det kapitalistiske samfund. De er underlagt fire planer med undertrykkelse: ”de grådige forretningsmænd, de demagogiske politikere, de racistiske strissersvin og neger John Wayne-Humphrey Bogart-James Cagney”.

____________________________________________________________________

Den sidste skide undertrykker, det sidste svin på en søsters ryg er sædvanligvis en røvet nigger – Ray “Masai” Hewitt

_____________________________________________________________________

”Vi siger gerne, at sorte mennesker i dette samfund er superudbyttede – well, det er meget rigtigt, og hvis det er rigtigt om sorte mennesker i almindelighed, så er sorte kvinder superudbyttede og superundertrykte, og den sidste skide undertrykker, det sidste svin på en søsters ryg er sædvanligvis en røvet nigger, og masser af dem skjuler det lort, de laver med marxistiske udtryk og fraser og en hel masse fantasifuldt lort om revolution og socialisme og fællesskab og kommunisme”, lød det.

Talen blev optaget på bånd og sendt ud til alle partiafdelinger.

I hovedkvarteret brugte vi mange uger på at læse og diskutere diverse marxistiske teoretikeres analyse af ”kvindespørgsmålet”. De støvede værker var, Gud-ske-lov, kun en optakt til heftige og langvarige diskussioner, hvor sexismen i USA blev endevendt – og især kvinderne holdt sig ikke tilbage med meget personlige eksempler.

Fælles kamp

Som det fremgår af Ray ”Masai” Hewitts tale var kritikken af sorte mænd hård.

Det sved, når han kaldte disse stolte sorte mænd ”niggere”- derfor er ordet bevaret i referatet her på trods af, at brug af det ellers er tabu. Så nok var det erkendt, at disse mænd også var ofre for racismen, men det friholdt dem ikke for kritik og modtræk.

De fleste indså nemlig, at man stadig var i en fælles kamp. Det blev f.eks. fremhævet af et kvindeligt medlem, Roberta Alexander, i et interview.

 

Roberta Alexander – Den purunge panter fremhævede, at klassekampen var det vigtigste Foto: Berkeley Barb

”Modsætningen mellem mænd og kvinder er en modsigelse, som skal løses inden for de revolutionære kræfter”, erklærede hun. ”Den er slet ikke til at sammenligne med klassemodsætningerne. Det er klassekampen, der er den vigtigste”.

Og Roberta Alexander fortsatte:

”Hvis kvindeorganisationerne ikke tager sig af klassekampen eller af den nationale frihedskamp, fremmer de i virkeligheden ikke kvindernes frihedsbevægelse, for hvis kvinder skal være virkeligt frigjorte i dette land, er det nødvendigt med en socialistisk revolution”.

“Og der vil være ideologisk kamp i årtier og sandsynligvis i århundreder, før mandschauvinismen bliver overvundet. Hvis kvinder ikke forstår dette, så vil de virkelig ikke være i stand til at klare deres særlige undertrykkelse”.

Sort feminisme

Kvinderne i partiet blev gennem opgøret med mændene så stærke, at de kunne overtage ledelsen og magten i partiet, da politiet med en massiv indsats fik fængslet og dræbt mange af mændene i toppen.

En forsker, Robyn Spencer, har gennem flere års grundig forskning og nu en fremragende bog dokumenteret, at det især var kvinderne, som sikrede, at partiet i nogle år overlevede myndighedernes kampagne – ja, faktisk blomstrede op.

Roberta Alexander var med sin analyse, trods dens marxistiske præg, i fineste overensstemmelse med en sort, feministisk tradition, som har rødder helt tilbage i slaveriets tid. Sorte feminister anvender en analyse, som forbinder race, køn og klasse.

Men det sker ofte ud fra en erkendelse af, at der også er modsætninger mellem disse kategorier, idet f.eks. hvide feministers frihedskamp kan være i konflikt med sorte kvinders frihedskamp.

Ud fra denne tradition udviklede en sort, kvindelig jurist, Kimberlé Crenshaw, i 1989 den analytiske metode ”intersektionalisme”.

Hun beskrev sorte kvinders situation med henvisning til, hvad der sker i et kryds (intersection). Her er trafik fra mange retninger, og når en ulykke sker, kan årsagerne være mangfoldige, og man kan ikke altid slå fast, hvem der har skylden.

Når sorte kvinder bliver skadet, kan årsagerne findes i det trafikale kaos mellem race, klasse og/eller køn – heller ikke i kvindernes tilfælde kan man endeligt fastslå, at der er en enkelt årsag.

Identitetspolitik

Både i USA og Danmark har ”intersektionalismen”, som man åbenbart ikke kan finde en meningsfyldt danske oversættelse af, inspireret, hvad man nu kalder ”identitetspolitik”. Den fokuserer på, at det enkelte individ kan være underlagt flere lag af undertrykkelse.

__________________________________________________________________________

Nogle socialdemokrater fremhæver, at identitetspolitik vil underordne flertallet minoriteters krav … Jeg hører i det et klart ekko fra amerikanske hvide mænds (og hvide kvinders og sorte mænds) bandbuller mod de oprørske mindretal
___________________________________________________________________

Nyligt har socialdemokraterne Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad i et forsvar af partiets udlændingepolitik angrebet dette fænomen. Identitetspolitikkens målsætning er nemlig ikke ”det folkelige fællesskab”, fordi den ”appellerer til alt det, som adskiller os” og logikken i den vil ”uundgåeligt” opbygge skel, ”når det store fællesskab underordnes minoritetsgruppers krav”.

Sandt er det, som de sorte pantere også indså, at identitetspolitik kan inspirere til splittelse mellem mennesker, som egentlig har fælles problemer.

Hvis man udelukkende fokuserer på egen identitet og behovet for kamp mod undertrykkelsen af sig selv, kan kampen tage absurde former.

Men de to socialdemokrater ignorerer totalt årsagerne. Der er i deres kronik ingen erkendelse af, at bl.a. sexisme og racisme eksisterer og udgør grundlaget for identitetspolitik. Parolen er blot, at ”det store fællesskab” ikke skal underordnes ”minoritetsgruppers krav”. Jeg hører i det et klart ekko fra amerikanske hvide mænds (og hvide kvinders og sorte mænds) bandbuller mod de oprørske mindretal.

Brun feminisme

Ud fra min erfaring er det åbenbart, at de ”brune” feminister her i landet er på vej ud i racismens minefelt, og at deres udfordringer derfor kan sammenlignes med sorte amerikanske kvinders.

Det er bemærkelsesværdigt, at de danske kvinder selv har accepteret en fællesnævner, som bygger på hudfarve. Dermed bliver identiteten flyttet fra det andet fælles (religion) til en kategori, som ligger i modsætningsforhold til det omgivende hvide samfunds identitet. Men det er meget få brune feminister, som hidtil åbent har inddraget den hvide, danske racisme i deres kamp.

Højrefløjen elsker mig bare, erklærede en brun feminist

Årsagerne bag denne tilbageholdenhed kan være mange.

Nogle har måske ikke oplevet hvid racisme eller anset chikane for et personligt anliggende. Deres oprør er også blevet hyldet af røster i det hvide samfund, som gerne så oprøret rettet mod islam.  Som en feminist, med dyb ironi, sagde til mig: ”Højrefløjen elsker mig bare”.

Der er stærke traditioner siden kolonialismens tid for hvide mænds omfavnelse af sorte/brune kvinders frihedskamp. Der er et seksuelt motiv og der er også en følelse af hvid overlegenhed, som bliver bekræftet med ”hjælp” til ofrene for de brune/sorte mænd.

Herhjemme er dette motiv svært at overse som en del af drivkraften for DF’eren Søren Espersen, der glæder sig over udsigten til, at brune kvinder lægger sløret og optræder i bikini.

 

MF’eren Søren Espersen har på twitter illustreret, hvad han håber på,
når det drejer sig om  brune kvinders frihedskamp. Foto: Skærmbillede fra Søren Espersens Twitter-feed.

Racismen er drivkraft

Espersen er ikke den eneste, som med åbenlys racisme og sexisme driver de brune kvinder ud i minefeltet.

Trekløveret Marcus Knuth, Naser Khader og Martin Henriksen har også bidraget med et angreb på den kvindelige imam Sherin Khankan og aktivisten Khaterah Parwani. Beskyldningerne mod dem var bemærkelsesværdige, fordi det faktuelle indhold ikke eksisterede. De to kvinders etniske identitet (hudfarve) fremstod som den egentlige for MF’erne provokerende drivkraft.

Og der er stadig flere tilfælde, hvor visse hvide dansk mænd optræder krænkede, når racistisk adfærd er blevet påtalt.

Man kan indvende, at deres reaktioner delvist opstår fra en særegen dansk uskyld, som skyldes fraværet af tidligere opgør på dette felt, og derfor kan de arme anklagede ikke forstå kritikken. Denne uskyld kan bl.a. ses i de to ovennævnte socialdemokraters kronik, men så bør nogen påpege overfor dem, at racetænkning historisk set optræder i partiet, og at man derfor kan frygte, at den vil genopstå, om end i nye klæder.

_______________________________________________________________

Brune feministers kritik af undertrykkelse, der stammer fra mænd i deres eget ”brune” minoritetssamfund bliver uundgåeligt vanskeligere og mere risikabel, når dette samfund samtidig er udsat for et voksende pres fra dele af det hvide majoritetsDanmark

__________________________________________________________________________

Det er ikke usandsynligt, at vi er på vej ind i en proces, hvor kritik af racisme og krænkede reaktioner vil gøre minefeltet mere eksplosivt.

Ifølge flere forlydende oplever brune mænd stadig mere hvid racisme, og muslimer generelt er udsat for voksende fjendtlighed fra flertallet. Men det udsætter også brune feminister for et meget hårdt pres.

For disse feministers kritik af undertrykkelse, der stammer fra mænd i deres eget ”brune” minoritetssamfund bliver uundgåeligt vanskeligere og mere risikabel, når dette samfund samtidig er udsat for et voksende pres fra dele af det hvide majoritetsDanmark.

Og det er dette krydspres, der gør det sandsynligt, at brune feminister i selvforsvar fremover må udvide kampen, så hvid racisme får en mere klar placering på deres skydeskive.

Og for en del hvide danskere vil det blive en klar udfordring. Jeg tænker især på dem, som altid har været imod racisme og aldrig har set racistiske elementer i deres eget liv. Nu vil de blive udfordret, fordi der er forskel på, hvorvidt man principielt er imod racisme og både ser samt modarbejder en racisme, der findes i ens egne rækker.

Topfoto: Jørgen Dragsdahl.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.