Bidrag til bogen "Fyret" (2001) om lukningen af Aktuelt, før redaktionel forkortelse

En dinosaur i rutsjebanen

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Årets første varme solskinsdag ramte med pragtfuld kraft Scheveningen, en badeby nær den hollandske hovedstad, 39 døgn efter lukningen af Aktuelt. Piger sprang ud i bikinier langs strandpromenaden, og restauranterne serverede eksotiske retter udendørs. Bedst af alt var naturligvis, at jeg selv var der. Arrangørerne af en sikkerhedspolitisk konference havde generøst sørget for et værelse på nærmeste hold af herlighederne, og der var tid nok til ferie både før og efter det seriøse.

Som sædvanen er, når den sikkerhedspolitiske elite mødes, sparede værterne heller ikke på lovprisning af de inviterede. I er de udvalgte få, som holder verdens fremtid i hånden! Normalt anser jeg den retorik for latterlig, hvis ikke direkte farlig. Men denne gang var det sød musik. Når selvværdet er i bund, gør kærlig pleje underværker. Lord Robertson, NATOs generalsekretær, fremhævede med sin tilstedeværelse arrangementets betydning. Gamle venner, som har nået høje poster, hilste varmt, så jeg følte mig helt med i det eksklusive selskab, og der blev åbnet for nye venskaber.

Min rolle var, ifølge invitationen, at jeg skulle give en repræsentant for den internationale stab i NATO modspil, når han havde forelæst over emnet: Intervention in Kosovo – A Case Study for Civil-Military Relations in International Organisations. Men banditten kom ikke. Heldigvis havde jeg i kufferten et stadig hemmeligt dokument med en vurdering af læren fra Kosovo – udarbejdet af netop NATO’s internationale stab for alliancens ministre. Så forelæsningen klarede jeg selv gennem højtlæsning af denne tekst, hvorefter det forberedte modspil dannede en perfekt opfølgning. Polens tidligere viceforsvarsminister Andrzej Karkoszka, som havde ansvaret for min deltagelse, var begejstret. Debatten med professorer, officerer og topembedsmænd gik fint.

Hård landing

Landingen bagefter i København var lidt for hård. Der var ikke et banner med ordene Sic transit gloria mundi (således forgår verdens herlighed). Men alligevel. I min dagkalender stod blot: Ankomst 11.40. Derefter er alle sider blanke, dag efter dag, måned efter måned. Måske også år efter år. I 43 dage efter lukningen af Aktuelt havde kalenderen været næsten fyldt med forud planlagte aftaler, men nu var jeg ankommet til arbejdsløsheden. Og et vidunderligt stråtækt hus i en ægte landsby med gadekær, bindingsværk, økologiske får samt grønne marker nær Ballerup station og tvangsauktion, når banken ikke længere kan få sine afdrag. Jeg kom også hjem til tre små piger, som har givet kærligheden nyt indhold og mange år fremover har behov for tøj, sko, mad, skolepenge, ferier, computere, glade forældre m.m. Og endelig er der en højt uddannet hustru, som tilfældigvis også har mistet sit arbejde, men utvivlsomt får et nyt med pæn løn, der er stor nok til, at min snylter-rolle med kun understøttelse fra journalisternes A-kasse bliver fremhævet.

Deltagelse i internationale konferencer og fast indtægt er imidlertid kun noget nær frynsegoder, når journalistikken, og her må jeg undskylderetorikken, giver livet selve meningen for sin udøver. Utallige håbefulde unge har følt sig tiltrukket af journalistik, fordi de "gerne vil gøre en forskel". Næsten lige så mange har desværre senere opdaget, at verden er forblevet den samme trods deres indsats, og at idealerne er blevet ændret til det værre af nyhedsindustrien, som producerer varer uden videre respekt for journalisters selvrespekt og pressens ideelle rolle i demokratiet.

Min lykke har været, at jeg stort set har undgået "industrien" og har haft adgang til medier, som selv ville gøre en forskel og gav sine medarbejdere temmelig frie hænder. Jeg er et barn af den kolde krig, hvor informationer og synspunkter blev undertrykt, når de ikke passede ind i de herskende rammer. Men jeg er også et af den kolde krigs oprørske børn, som sammen med andre fandt frem til, hvordan vi kunne skubbe disse rammer til side. Under nedture, når verdens gang blev helt utålelig, kunne jeg holde frustrationerne i ave gennem en indsats i spalterne. Når tiderne var gode, kunne jeg ride med nyhedsstrømmen op på tinderne, hvor fremtiden lå udstrakt foran os, løfterig og lys.

Med lukningen af Aktuelt er jeg ganske enkelt blevet smidt ud af vognen. Jeg kan blive en tilskuer. Det var og er det hårdeste.

Presset på pressen

Så hvornår gik det galt? Hvorfor? Tjah, historien kan indledes i 1993, da jeg tog orlov efter 17 års fast arbejde på dagbladet Information, fordi hustruen ville en lille tur til Polen, hvor ministeriet for privatisering havde brug for en rådgiver, finansieret af danske bistandsmidler. Lidt tøvende sagde jeg ja, fordi journalister brænder ud, hvis de ikke får nye udfordringer. Af økonomiske årsager havde Information i årevis ikke udsendt sine medarbejdere til faste korrespondentstillinger, og i længden bliver man rusten, når de fleste artikler skal fremstilles fra et skrivebord. Set fra en sikkerhedspolitisk synsvinkel var netop Polen "meget vigtig" for Danmark, bedyrede vores nybagte forsvarsminister under en privat middag, og det afgjorde sagen.

Vores udstationering i et år blev til to. Spændende var Polen unægtelig, så de to år blev til syv. Undervejs udløb min orlov fra Information og dermed adgangen til fast stilling efter hjemkomsten. Det tab blev opvejet af en plads i korrespondenternes rækker på Weekendavisen ud fra den tilsyneladende kloge overvejelse, at nogle år ved en stor avis sikkert ville stille mig bedre, når et job engang med tiden skulle findes i Danmark. Arbejdsdagen kunne nemt komme op på 10-14 timer, fordi jeg også bidrog hver måned med sikkerhedspolitiske analyser til bladene, som Hjemmeværnet og Centralforeningen for Stampersonel udgiver – samt rimeligt ofte med indslag i Danmarks Radios Orientering. Dertil kom så artikler og rapporter til diverse medier og institutter i andre lande.

Det gik vel egentlig meget godt. I juni 1999 gav Weekendavisen en klækkelig lønforhøjelse og chefredaktøren beskrev sine ønsker, der nu gik i retning af det mere underholdende, feature-prægede stof. Sikkerhedspolitik skulle smugles ind i mere farverige emner. Et rejsebudget blev endog stillet i udsigt, så gode historier kunne jages i hele Østeuropa.

Udenrigsredaktøren erklærede sig meget tilfreds med de følgende måneders artikler, hvori jeg blandt andet rejste med sigøjnere, beskrev nye polske ridderordeners drabelige slag og besøgte Europas sidste urskov. Noget sjovere end evig jagt efter guldklumper i sikkerhedspolitiske rapporter var det unægtelig, og samvittigheden kunne stadig reddes med artikler til de mere saglige medier, som rent faktisk blev subsidieret af honorarerne fra Weekendavisen. Men så kom tidligt i efteråret 1999 et kort brev fra chefredaktøren. På grund af sparekrav måtte hun desværre opsige kontrakten. Dermed bortfaldt for mit helt eget vedkommende det økonomiske fundament, der gjorde opholdet i Warszawa muligt. Med henvisning til det samme sparekrav opsagde chefredaktøren også avisens fremragende EU-medarbejder, Ole Ryborg. Dermed bortfaldt Østeuropa, NATO, en del sikkerhedspolitik og EU samtidigt fra Weekendavisens spalter. Men jeg sagde da et grumt farvel med artikler, som afslørede USA's planer og folketingets tavshed i forbindelse med brug af Thule-basen i et anti-raket våbensystem. De artikler var næsten også underholdende.

Industrialismens fremmarch

Hvem har brug for en journalist med mere end 25 års erfaring udi sikkerhedspolitikkens mysterier, mange års dækning af amerikanske forhold og syv års ophold i Danmarks store, i vidt omfang stadig ukendte, naboland?

Spørgsmålet lod jeg ad en række kanaler cirkulere i de rette kredse og reaktionen var lærerig. Redaktionen på Orientering kunne ikke stille lysere tider med højere honorarer i udsigt. Tværtimod. Den følte sig selv truet på livet af nyhedsindustriens fremmarch i Danmarks Radio. Der er, lyder budet angiveligt fra højeste sted, ikke plads til folk, som specialiserer sig og taler i mange minutter, hver gang de er på. Indslag skal produceres på tværs af gamle skel og via et samlebånd med input fra mange. Fra dagbladenes redaktioner forlød, at man foretrækker unge medarbejdere, som hurtigt og med smældende overskrifter kan fylde pladsen mellem de altafgørende annoncer. Idealet er vel stadig, at det skal ske med troværdigheden i behold, men der er andet, som tillægges størst vægt.

Mest deprimerende var vel referatet fra en middag, hvor to fremtrædende chefredaktører af ledende embedsmænd blev lokket ud i en debat om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske dækning i deres aviser. Selv så redaktørerne intet problem. Det gjorde embedsmændene, som beklagede sig over talrige fejl i artiklerne. Hvorfor er der ikke plads til en Dragsdahl eller en Ryborg på jeres redaktioner? Dette spørgsmål fra en embedsmand blev besvaret med: "De leverer bureaukratisk journalistik". Nærmere blev det forklaret med, at indhold og problemstillinger i Ryborgs og mine artikler kun har interesse for direkte berørte institutioner.

Altså, ingen hjælp fra den kant. Nødråb i andre retninger gav efter en nervepirrende ventetid bedre resultater. Jeg fik tilbudt mit ønskejob på et forskningscenter ved New Yorks Universitet, som ud fra en kritisk grundholdning arbejder med sikkerhedspolitisk journalistik og netop manglede en vicedirektør. To andre forskningscentre i Berlin og Washington skillingede sammen, så de kunne dække den tabte indtægt fra Weekendavisen. Tilbudet gjorde fortsat ophold i Warszawa muligt.

Midt i det svære valg opstod en mulighed for ansættelse på Aktuelts udenrigsredaktion. Det var et lokkende tilbud – men ikke kun af "gode" årsager. Efter nogle måneders uvished og begyndende depression over udsigterne på det danske arbejdsmarked følte jeg mig gammel, uønsket, truet og havde brug for tryghed, i det mindste for familiens skyld. Aktuelt tilbød pension, løn, ferie og arbejdstider, der nok er normale i Danmark, men er uopnåelige på et amerikansk universitet. Dertil kom chefredaktørens smigrende ord. Men der var også udsigt til spændende nye udfordringer i et arbejde, hvor jeg igen kunne boltre mig direkte i dansk sikkerhedspolitik. Lidet anede jeg, at dødsklokkerne allerede klemtede for avisen. Først et år efter blev det klart, at datoen for ansættelsen, 1. april, nok indeholdt et varsel.

Nydeligt lille velfærdssamfund

Så længe det varede, blev nogle forventninger indfriet ganske godt. Aktuelt lignede et nydeligt lille velfærdssamfund, hvor arbejdsklimaet var rart og folk var meget søde mod hinanden. Information havde, så vidt jeg husker, ingen af de kvaliteter, men midt i de indbyrdes kampe på den intellektuelle mafias avis oplevede jeg et mere kreativt miljø. Engagementet hos både medarbejdere og læsere kunne på Information slå gnister. Abonnementer blev opsagt i protest og arkivskabe væltet under korporlige slagsmål. Under timelange redaktionsmøder blev knivene hvæsset, men deltagerne fik også skærpet argumenter, som derefter kom læserne til gode. Aktuelts fagligt dygtige medarbejdere leverede bare dag efter dag en teknisk set fremragende avis, som satte blodet i kog hos få.

Efter hjemkomsten fra Polen og nogle ugers læsning af Aktuelt lovpriste jeg i stilhed den fagbevægelse, som var så fremsynet, at den ville finansiere en avis for "almindelige mennesker" med hang til informationer og analyser af stor betydning for samfundets videre udvikling. Den har, tænkte jeg, indset, at medlemmernes velfærd ikke kun bygger på, hvad de får i lønposen. Der er nogle værdier, som den også vil sikre en plads i samfundsudviklingen, fordi de giver arbejdslivet og fritiden kvalitet! Men den mission gav, ved vi nu, ikke et tilstrækkeligt bæredygtigt grundlag for avisen.

Økonomisk stødte fagbevægelsen på grænserne for sin egen formåen. Journalistisk ramlede de ansatte på avisen ind i dilemmaer, fordi vi knapt nok anede, hvad netop vores læsere gerne ville have. På Information var arbejdsvilkårene nemmere. Det var et menighedsblad, som henvendte sig til de stærkt troende – og der var mange forskellige indbyrdes uenige trosretninger, så resultatet var spændende, hvis man imødekom dem alle. Aktuelt havde bevidst afskaffet sin gamle menighed, men en ny havde ikke fundet frem til avisen. Forbløffende tit stødte jeg på gamle fans, som undrende spurgte: "Hvad laver du egentlig i dag"? Allerede fra starten lød det advarende fra erfarne kollegaer på avisen: "Her er meget hyggeligt, men du skal være forberedt på, at ingen bemærker, hvad du skriver". Henvisningen til "ingen" gik på de "kendte", som interesserer sig for eksempelvis miljø, samfundskritik og sikkerhedspolitik. Helt så galt var det dog ikke, men alligevel.

Underholdning er målet

Der var engang, hvor folk læste aviser af noget nær pligt. Nu overvældes de med informationer, så pligtfølelsen bliver opfyldt næsten automatisk. Derfor skal de lokkes til en ekstra indsats, og kneb fra underholdningsindustrien bliver altså uundværlige i journalistikken. Det er ikke nok, at folk tilbydes væsentlige informationer.

Nogle af landets mest beundrede journalister lader gerne deres sans for de skønlitterære effekter overskygge kendsgerninger. Det sættes os andre i et svært dilemma. Vil vi gerne have mange læsere? Eller vil vi gerne give vore læsere adgang til informationer, som de bør interessere sig for? I den sidste tid op til lukningen af Aktuelt fik vi på seminarer foredrag af eksperter udefra, som beskrev vor tids krav til en levedygtig avis. Mest skræmmende var en svensk succeshistorie. Aftonbladet, som gennem nogle årtier var ejet af LO og samtidigt med Aktuelt kom ud i et oplagsmæssigt dyk, er blevet Sveriges største dagblad gennem dyrkning af det sensationelle og vildt populære – masser af korte historier, store overskrifter og farvestrålende tillæg med appel til fritidsinteresser.

Presset fra underholdningsindustrien blev ikke ignoreret på Aktuelt. Da et Concorde-fly styrtede ned ved Paris blev en hel side med øjebliks varsel ryddet på udenrigssiderne, så avisen kunne udkomme med flotte billeder fra katastrofen og diverse detaljer om passagerernes skæbne. Da den russiske u-båd Kursk gik ned, fik læserne, igen efter diktat fra Aktuelts ledelse, dag efter dag serveret alskens spekulationer, så de eksempelvis kunne føle med staklerne i dybet – antagelsen var, at nogle måske havde overlevet i en luftlomme. Selvfølgelig kan et dagblad ikke ignorere sådanne begivenheder. Men fjernsynet spiller langt bedre på følelserne, så vi leverede bare med forsinkelse, dagen efter, en svag afglans. Jeg er sikker på, at Aftonbladet helhjertet tog konkurrencen op med masser af billeder og udsendte korrespondenter. Det kunne Aktuelt ikke, fordi man savnede vilje, plads og journalister med det rette snaskede talent.

Til gengæld kunne Aktuelt nok have fulgt begge affærer op, så fokus blev sat på fly-katastrofens mulige følger på længere sigt og de katastrofale tilstande i Ruslands væbnede styrker. Men det skete heller ikke. Øjensynlig var bladets "saglige" mission ikke så stærkt følt i ledelsen, at behovet for opfølgning blev uomgængeligt. Som antydet ville man heller ikke efterabe de underholdende tabloid-bladene. Aktuelt turde bare ikke prioritere skarpt og blev derfor fanget i et dilemma, som medførte, at man til tider kunne overvældes af øjeblikkets populistiske impulser.

Socialdemokrater uden engagement

Et andet for journalisterne og Aktuelt uløst dilemma, som jeg oplevede, lå i valget mellem den provokerende og den respektable avis. "Man kan ikke være venner med alle", lød et reklame-slogan for Aktuelt, men avisen dyrkede ikke sine venskaber, og den fik ikke ophidset sine fjender tilstrækkeligt. Aktuelt skulle være et alternativ til den borgerlige presse, men i spalterne påviste man sjældent direkte, hvorfor denne presse er så elendig, at et alternativ er nødvendigt. Derfor blev Aktuelt ikke anset for uundværlig af hverken tilstrækkeligt mange læsere eller den fagbevægelse, som finansierede avisen uden indflydelse på indholdet.

Min gamle ven Karl Vilhelm Christiansen, redaktør af CS-bladet for professionelle soldater og meget erklæret socialdemokrat, hævder indædt, at Aktuelt døde efter 130 år, fordi avisen til sidst svigtede arbejderbevægelsen og partiets fane. Det kan ikke være sandt, at folk kun ønsker underholdning og hverken kan eller vil have politisk stof, som kræver tankevirksomhed, siger han, thi i trediverne kunne Socialdemokraten godt byde sine læsere sidelange referater fra Rigsdagen, og oplaget forblev højt. Folk er vel ikke blevet dummere siden? Næh, hvis Aktuelt blot åbent havde vedkendt sig sit socialdemokratiske fundament og kæmpet i overensstemmelse dermed, så havde det bevaret en bæredygtig læserkreds!

Desværre for Karl Vilhelms argumenter kan man næppe udgive en erklæret socialdemokratisk avis, når ledende socialdemokrater knapt vil være ved, at de er meget anderledes end borgerlige politikere. Socialdemokraternes vej til respektabilitet er gået gennem udviskning af politiske forskelle. Den moderne journalists vej til respektabilitet følger den samme strategi. Anderledes kan det vel heller ikke være, hvis karrieren, som mange ønsker, skal føre journalisten rundt til mange forskellige nyhedsmedier. Man kan næppe den ene dag angribe Jyllandsposten eller Politiken fra Aktuelts spalter og så den næste dag søge job på disse arbejdspladser, hvor lønnen er en del højere og man bliver kendt af flere. Nyhedsindustrien har skabt en journalist, som kan flyttes fra samlebånd til samlebånd uden for meget besvær. Aktuelt var i alt for høj grad underlagt det samme behov for respektabilitet. Avisen vogtede nidkært sin dyrebare uafhængighed – i forhold til fagbevægelsen og Socialdemokratiet. I virkeligheden var den stærkt afhængig – i forhold til resten af nyhedsindustrien, som den ønskede anerkendelse fra.

Respektabilitet på magthavernes betingelser

Selv bør jeg nok ikke klage for højt over arbejdsvilkårene på Aktuelt. Der var godt nok alt for mange dage, hvor jeg blot skulle redigere udenrigssiderne, mens nyheder, som jeg meget gerne ud fra min baggrundsviden ville kommentere eller uddybe, gled forbi. Men det er nu arbejdsvilkårene i en stor del af pressen. Der er ikke råd til, at ret mange kun skriver, og det er en af årsagerne til, at industrien skaber ens produkter. Så jeg bør nok være taknemmelig over et år, hvor A-pressen og Aktuelts ledere i vidt omfang gav mig frie hænder samt ofte opmuntring til en journalistisk kurs, som ikke lå på maven for visdommen i vor sikkerhedspolitiske elite eller resten af pressens sandheder. Aktuelts vogn gav mig nogle ture op på toppen af livets rutsjebane.

Men det hindrede ikke, at jeg undervejs mødte de kræfter, som fremmer respektabilitet på magthavernes betingelser. Et par uger efter min ansættelse refererede jeg eksempelvis på forsiden, hvordan Frankrigs NATO-ambassadør på et lille seminar i Bruxelles talte for atombevæbning af EU. Han blev mildt sagt rasende. Lignende udtalelser er tit blevet fremsat fra fransk side, men det sker normalt anonymt, og ambassadøren havde blot glemt diplomaternes sædvanlige varsel: "I må ikke citere mig". Både avisens korrespondent i Bruxelles og den franske ambassade i København blev mobiliseret til en modoffensiv, hvor argumenterne sjovt nok var både: 1) han havde ikke udtalt sig til referat og 2) han havde aldrig sagt det citerede. Det krævede dementi blev blokeret, da jeg via e-mail hurtigt indhentede opbakning fra andre deltagere i seminaret og dets arrangør.

Men affæren blev af avisens ledelse håndteret, så jeg sad tilbage med en mistanke hængende over hovedet. Tilsyneladende havde man instinktivt stærkere tro på den franske republiks udenrigstjenestes troværdighed end på min. Først et par måneder efter udtalte den franske udenrigsminister sig til en italiensk avis i overensstemmelse med, hvad ambassadøren havde sagt på seminaret, og så fik jeg med et nyhedstelegram derom i hånden lov til offentliggørelse af hele affæren via en personlig kommentar. Men pression af denne art bør imødegås straks på lederplads, selv om avisens forhold til en stormagt skulle komme i krise. Avisens forhold til sine medarbejdere er vigtigere, hvis man ønsker, at de trygt skal gå i nærkamp med magthavere. Bagefter tænkte jeg meget over, hvor grænserne mon går, hvis man skal være både journalist og forsørger.

Alt for gamle idealer

Selv er jeg nok en dinosaur fra en svunden tid for pressen og demokratiet. Få ting kan inspirere mig mere end gamle amerikanske rapporter og kendelser fra USA's højesteret, hvori pressens rettigheder og pligter diskuteres. Man kan hævde, at pressen er leverandør til et "ideernes marked", hvor de bedste ideer er dem, som overlever kappestriden. Når leverandører bukker under er årsagen da, at markedet i sin store visdom har fravalgt de dårligste, og vi kan alle bare glæde os over fremskridtet. Men man kan sandelig også hævde, at det er et misvisende billedsprog, fordi pressen spiller en livsvigtig rolle for demokratiet. Pressen er i den amerikanske forfatning blevet begunstiget med særlige rettigheder, fremhævede højesteretsdommer William O. Douglas, "ikke så den kan lave penge eller gøre pressens folk til en særligt favoriseret gruppe, men så befolkningens ret til indsigt kan blive opfyldt".

Det er vigtigt, at pressen giver statsmagten modspil, og at den er sandhedssøgende. Men dens fornemste opgave er udrustning af borgerne med viden, som gør folkestyret muligt. Uden indsigt i de overvejelser, som bureaukraterne har i statsmagtens institutioner samt, især, alternative overvejelser, mister borgerne mulighed for indflydelse. Samtidig bør vi "uddanne" læserne, så de også kan forstå disse overvejelser – samt eventuelt kritisere dem.

Få vil formentlig betvivle, at netop det var Aktuelts målsætning, og at opgaven ofte blev løst på forbilledlig vis. Men det var altså kun muligt med millioner i tilskud fra fagbevægelsen og på trods af de uløste dilemmaer, som er beskrevet ovenfor. Aktuelts krise og død afspejler en mere omfattende krise for dansk presse, som fagbladet Journalisten fik fremhævet i en artikel (23.maj 2001) under overskriften: "Avis-chefernes fiasko". Den tidligere koncernchef i Falck, Ole Kristensen, blev med bifald fra forskere og chefredaktører citeret for: "De danske aviser bliver med få undtagelser ledet som om, de var samfundsinstitutioner og ikke erhvervsvirksomheder, der skal tjene penge". Problemet med denne, markedsøkonomisk set ganske fornuftige betragtning, er blot, at pressen er en "samfundsinstitution", som for folkestyret burde spille en rolle på højde med en række andre samfundsinstitutioner – skolevæsenet, politiske partier samt statsmagtens lovgivende, udøvende og dømmende organer. Det kan pressen næppe uden tilskud, som sikrer, at dens indtjening af penge kommer i anden række. Nogle frygter, at betydelige offentlige tilskud vil begrænse pressens frihed. Omvendt er det sandsynligt, at pressen også vil miste rettigheder, hvis den ikke lever op til sine pligter i demokratiet. Vi må finde en bedre balance mellem de forskellige hensyn end dem, som markedet gennemfører.

Samfundets krise

Det er vel altid en personlig krise, hvis man fyres fra et godt job. Er det min egen skyld, at ingen har tilbudt mig et nyt? Ihærdigt har jeg søgt kritik af min egen indsats i årenes løb, men ros og opmuntrende bemærkninger har været det eneste resultat. Klapsalverne ligner imidlertid mest det, som kommer, når forestillingen er slut. Så jeg føler mig forrådt – af et samfund, som fortalte, at en protestantisk arbejdsetik med lange arbejdsdage og stadig kamp, så det bedst mulige blev ydet, er det rette. Derfor er jeg indbildsk nok til, at jeg især kan få øje på en krise for samfundet i min egen arbejdsløshed og lukningen af en avis, som ikke ville underkaste sig markedsøkonomien og se sit forbillede i underholdningsindustrien.

Det er en krise for samfundet, fordi befolkningen fremover via de store nyhedsmedier kun vil få adgang til det, som kan sælges til alle. Vi mister det fælles rum for kvalificeret samfundsdebat, som pressen skulle give demokratiet. Mange af de informationer, som indgår i for eksempel regeringsapparatets overvejelser, bliver henvist til kanaler for særligt interesserede. Det er således et tidstypisk tegn, at jeg efter lukningen af Aktuelt for en rimelig betaling kun kan afsætte sikkerhedspolitiske artikler på dansk til to blade, som udgives af forsvarets organisationer for deres egne medlemmer. For dem er nogle informationer stadig livsvigtige.

Omskoling og efteruddannelse er de to løsener, som tilbydes, når folk fyres individuelt eller deres virksomheder går ned. Når dem, som har rundet de 50 – eller er det nu 40? – bliver arbejdsløse, opmuntres de med, at samfundet har brug for "det grå guld". Bag både disse løsninger og opmuntrende ord anes en tro på, at samfundet udvikler sig til det bedre, og derfor skal den enkelte også udvikle sig, så han og hun kan holde trit med fremskridtet. Men skal man efteruddannes med henblik på et tilbageskridt? Af de professionelle rådgivere, som blev indsat efter lukningen, blev jeg faktisk henvist til en fremtid i erhvervslivets informationstjenester. Mit grå guld – nogle årtiers opsamlede kontakter og sikkerhedspolitiske viden – skulle altså omskoles til fremstilling af salgsbrochurer.

Det er, påpegede pressens minister Nyrup Rasmussen under en tale den 26. april 2001 til en international journalist-konference, i Danmark blevet bemærket, at nok får vi adgang til stadigt flere nyhedsmedier, men nyhederne ligner også stadigt mere hinanden. "Det er den samme historie, den samme vinkel, i alle medierne. Og det er de samme kommentarer fra den samme lille gruppe folk", sagde han, og fortsatte: "Journalistikken bør ikke blive industrialiseret med standardiserede produkter tilbudt på globalt plan (…) Jeg mener, nu siger vi farvel til de gamle industrilande og hallo til den nye videns-baserede økonomi. Det vil være en skam, hvis den eneste gruppe arbejdere, som er tilbage i den nye verden, er industri-arbejdere og journalistik, hvis I forstår, hvad jeg mener".

Joh, trods det ikke helt klare sprog, tror jeg nok, at mange journalister udmærket forstår, hvad han mener. Men hvem skal gøre noget ved det?

Fyret - 10 beretninger om at miste sit arbejde. Redigeret af Jette Hansen og Pernille Bramming, med efterord af Ole Thyssen. Aschehoug, 2001. 142 sider). ISBN 87-11-17037-9.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.