Sendt af Danmarks Radio, Orientering 26. april 2004

Pressen svigtede op til Irak-krig

Pressen har med stor ildhu kritiseret politiske ledere, som op til krigen mod Irak hævdede, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben. Men hvad gjorde pressen selv? Det spørgsmål rejses nu af mediekritikere i USA, som skriver, at pressen svigtede demokratiet, fordi den ikke undersøgte de politiske lederes påstande tilstrækkeligt grundigt.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Avisen The Free Lance-Star er ikke netop flagskibet i amerikansk presse. Alligevel får den lille lokalavis i delstaten Virginia nu en del omtale, fordi en ung redaktør, Rick Mecier, har udfordret nationens førende nyhedsmedier. I en kommentar har han påpeget, at midt i den massive kritik af Bush-regeringen, fordi den indledte en krig mod Irak på forfalsket grundlag, glemte pressen kun én ting. Den har ikke selv sagt undskyld.

Undskyld, skrev han så på hele pressens vegne, fordi vi lod uunderbyggede påstande være drivkraften i vores dækning. Undskyld, fordi vi afviste eksperter, som stillede spørgsmålstegn ved anklagerne, som Det Hvide Hus rettede imod Irak. Undskyld, fordi vi lod en flok opportunistiske irakiske afhoppere holde os for nar.

Redaktøren er den første fra pressen selv, som utvetydigt har erkendt, at den fjerde magt i USA’s demokratiske system svigtede sin opgave, da den op til krigen ikke gav Bush-regeringen et tilstrækkeligt effektivt modspil. En så bredt formuleret anklage er da også problematisk, fordi nyhedsmedierne udgør en meget broget flok. En opinionsundersøgelse viste sidste år, at en række forkerte opfattelse af Irak-krigen især havde rodfæste mellem seere, der er storforbrugere af tv-kanalen Fox News, som styres af den højreradikale bladkonge Rupert Murdoch.

Førende medier angribes

Det aktuelle opgør er interessant, fordi skytset rettes imod USA’s mest seriøse dagblade.

Anklagen blev først rejst med stor kraft af det litterære tidsskrift New York Review of Books, som i februar bragte en meget detaljeret artikel af mediekritikeren Michael Massing. Han noterede, at pressen har beskæftiget sig indgående med, hvordan Bush-regeringen har misbrugt efterretningstjenesterne, men hvorfor, spurgte han, dukker den historie først op nu? Og hvad gjorde I selv før krigen, spurgte han retorisk henvendt til USA’s førende aviser?

Længe inden krigen vidste journalister, at eksperter i og udenfor efterretningstjenesterne var stærkt utilfredse med de påstande, som Bush-regeringen fremturede med. Men meget få skrev om det. Selv avisen The New York Times, som er dagspressens flagskib, opreklamerede i adskillige artikler på forsiden truslen fra Saddams masseødelæggelsesvåben, og afvigende synspunkter blev generelt begravet langt nede i artiklerne.

Der var en undtagelse. Aviskæden Knight Ridder besluttede i sensommeren 2002, at den ville udsætte regeringens argumenter for kritisk granskning. En af kædens redaktører sagde til mediekritikeren Michael Massing, at journalisterne var stødt på stadigt flere kritiske kilder i militæret, efterretningstjenesterne og udenrigsministeriet. Det var, oplyser redaktøren, professionelle embedsmænd, som havde kendskab til detaljer i efterretningsmaterialet og som var dybt foruroligede over regeringens, efter deres mening, bevidste overdrivelse og til tider direkte forfalskning af efterretningerne. Fra begyndelsen af september bragte kædens aviser artikler, som satte fokus på denne tvivl. Men Knight Ridder har ikke aviser i de politisk og mediemæssigt afgørende storbyer Washington og New York. Så gennemslagskraften manglede. I oktober snusede nogle af de store aviser kort til den kritiske vinkel, men derefter tav de igen.

Flokmentalitet

Massing angreb adskillige journalister direkte, og i følgende udgaver af tidsskriftet forsvarede de sig. Et af deres hovedargumenter er, at kritiske embedsmænd kun satte konkrete spørgsmålstegn ved nogle af Bush-regeringens påstande, mens der var udbredt opbakning til den generelle påstand: At Irak havde masseødelæggelsesvåben. Det forsvar passede reelt helt fint til Massings hovedanklage, som var, at journalister lider af flokmentalitet. Hvis størstedelen af pressen har en bestemt opfattelse og hvis den politiske enighed er bred, så vil mange journalister nødigt gå imod strømmen.

Fordi Massing kritiserede navngivne journalister, er der tendens til, at det principielle i debatten drukner. Alle journalister begår fejl, og når de bedst kendte gør det, er det jo bare fedt. Men en stor videnskabelig rapport fra delstatens Marylands universitet retter sin anklage imod helt grundlæggende arbejdsmetoder i pressen. Pressens yderst kritisable håndtering af Irak og truslen fra såkaldte masseødelæggelsesvåben skyldes mindre journalisters og redaktørers politiske fordomme end deres opfattelse af, hvad der udgør god nyhedsdækning, konkluderer forskeren Susan Moeller.

Hun har undersøgt adskillige amerikanske nyhedsmedier i tre perioder og sammenlignet med den britiske presse. Hun påpeger, at selve strukturen i en såkaldt objektiv nyhedsartikel giver den siddende regering store fordele. En standard-artikel indledes med, hvad den vigtigste nyhedskilde kan oplyse, og det er meget ofte præsidenten eller ledende embedsmænd. Kritikere kan komme til orde, men det sker ofte langt nede i teksten, og så er dagens dagsorden allerede sat af indledningen. Her er nogle hovedpunkter i rapportens kritik:

Sammenblanding

- Bush-regeringen slog kemiske, biologiske og nukleare våben sammen i en fælles kategori: Masseødelæggelsesvåben. Så nyhedsmedierne skelnede heller ikke, og det er ellers ret så vigtigt, hvis man vil vurdere alvoren i en trussel. Man skelnede heller ikke mellem Iraks mulige programmer for udvikling af farlige kampstoffer og eksistensen af våben, som kan bruges.

- De fleste journalister tillod også, at der blev sat lighedstegn mellem den såkaldte krig mod terrorisme og indsatsen mod masseødelæggelsesvåben. Dermed blev der skabt en mere nærværende trussel fra det irakiske arsenal.

- Mange nyhedshistorier rapporterede stenografisk Bush-regeringens udtalelser men undlod omtale af, hvad de officielle talsmænd ville opnå.

- Endelig konkluderer Susan Moeller, at alt for få nyhedsindslag inddrog alternative opfattelse med f.eks. kritik af den officielle version.

Hendes rapport er utvivlsomt kun det første skud i denne omgang fra medieforskere. Efter den første Golf-krig for mere end ti år siden udkom langt over 100 kritiske bøger og rapporter. Nogle medier lærte af kritikken, men tilsyneladende blev en del af lærdommen glemt. Men, man kan jo håbe på, at Rick Mecier fra The Free Lance-Start får ret, når han afslutter sin undskyldning med: Måske vil vi gøre det bedre i den næste krig.

Det faktisk sagte og sendte kan afvige fra manuskript

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.