Sendt af Danmarks Radio, Orientering 30. august 2004

Tyrkiet kan blive atom-magt

Tyrkiet kan blive en atom-magt, hvis EU afviser optagelse af landet i Unionen. Det hævder en amerikansk forskningsrapport, som ser på risikoen for yderligere spredning af atomvåben. Iran og Nordkorea anses i dag for de to største trusler på dette felt. Men rapporten peger på et meget bredere ansvar for en udvikling, der kan gøre verden til et atom-anarki, hvor alle, som kan, anskaffer atomvåben.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Mellem de noget oversete argumenter for optagelse af Tyrkiet i Den Europæiske Union er, at landet måske vil anskaffe atomvåben, hvis det ikke kan forankre sin sikkerhed i et europæisk fællesskab. Men argumentet fremsættes nu med styrke af den amerikanske professor Leon Fuerth, som i Clinton-regeringen var sikkerhedspolitisk toprådgiver for vicepræsident Al Gore.

Tyrkiet har ofte overvejet, hvorvidt man i det mindste skulle forberede sig teknisk, så udvikling af atomvåben blev mulig. Den tyrkiske regering har senest for tre år siden opgivet bygning af en stor atomreaktor, som angiveligt blot skulle producere energi til den civile sektor, men som også kunne indgå i et våbenprojekt. I en bog, som netop er udkommet, analyserer Leon Fuerth en række forhold, som kan skabe ny interesse i Tyrkiet for atomvåben.

Bogen er resultatet af adskillige forskeres arbejde gennem tre år. Den ser på en række lande, som officielt ikke stræber efter atomvåben, og som tilsyneladende heller ikke er interesserede. Bogen hedder "The Nuclear Tipping Point" og er udgivet af det store forskningscenter Brookings i Washington.

Kanariefuglene

Den er meget bemærkelsesværdig. Når risikoen for yderligere spredning af atomvåben diskuteres, fokuserer man normalt på lande, som måske, i det skjulte, allerede udvikler atomvåben. Men denne rapport sætter, foruden Tyrkiet, fokus på blandt andet Tyskland, Egypten, Sydkorea og Japan. De kan, skriver forfatterne, sammenlignes med kanariefuglene, som minearbejdere engang tog med ned i skakterne. Hvis fuglene døde, så vidste man, at farlige gasser var under ophobning. Og hvis et nej til atomvåben smuldrer i lande, som ellers ganske overbevisende er imod disse våben, så varsler det, at den internationale aftale mod anskaffelse af atomvåben er i fare.

Den ene af bogens redaktører er Mitchel Reiss, der i Bush-regeringen leder udenrigsministeriets kontor for strategisk planlægning. Under en nylig konference tog han tilhørerne med på en rejse 10-20 år ud i fremtiden. Til den tid er det muligt, at Kina, Indien og Pakistan har udvidet deres atom-arsenaler, og at Nordkorea og Iran også er atommagter. Reiss fremhævede imidlertid især, at et dusin eller flere lande til den tid måske har forberedt sig så grundigt, at de kan have atomvåben kort efter, at en politisk beslutning er taget.

(Lydklip med Mitchel Reiss)

"Yet another dozen plus nations are maintaining ‘virtual’ nuclear arsenals. Rather than deploying operational nuclear weapons, these countries have opted for a ‘just in time’ capability – that is, they have acquired the infrastructure to produce and store fissile material, and to fabricate it into nuclear weapons, soon after a political decision to do so has been taken".

Det kan, fortsatte Reiss, være en verden, hvor traktaten mod spredning af atomvåben stadig er i kraft. Men den ignoreres. Internationale inspektører kontrollerer stadig, hvorvidt traktaten overholdes, men enhver ved, at brud på dens bestemmelser ikke vil få følger.

Atomanarki

Reiss blev straks kritiseret, fordi han så 10-20 år ud i fremtiden. Det er muligt, at verden om kun 10-20 måneder står foran det balance- eller vendepunkt, som bogens titel hentyder til. Mange lande har i dag et dobbelt forhold til atomvåben. De mener, at atomvåben både kan være gavnlige og skadelige for deres sikkerhed. Fordele og ulemper er i en slags balance, men denne balance kan blive ændret af nye faktorer. Så vil de måske, som Reiss lægger op til, forsikre sig i det skjulte, eller de vil kaste sig ud i et kapløb, hvor alle gamle regler brydes, fordi enhver, som kan, vil anskaffe atomvåben. Nogle forskere kaldet denne tilstand for atom-anarki. Jon Wolfsthal fra tænketanken Carnegie Endowment for International Peace beskriver en sådan udvikling:

(Lydklip med Jon Wolfsthal)

"If we break the taboo on the further proliferation of nuclear weapons – if Iran goes nuclear, if North Korea goes nuclear – that could lead in turn to all kinds of countries that are now integrated into the current security environment to re-evaluate their nuclear options. I don’t think it is outrageous to suggest that South Korea and Japan and Taiwan might all respond to a nuclear North Korea by improving their nuclear assets. I don’t think it is outrageous to think that Saudia-Arabia and Egypt might decide to go nuclear, that Syria might decide to go nuclear, if Iran can do so, and I think that can easily spread into Europe and into Turkey".

Der er i dag, siger Jon Wolftshal, et forbud mod spredning af atomvåben, men hvis det brydes af Iran og Nordkorea, så kan det medføre, at mange lande tager deres muligheder op til nyvurdering. Det er ikke vanvittigt at forestille sig, at Sydkorea, Japan og Taiwan vil besvare nordkoreanske atomvåben med deres egne. Det er heller ikke vanvittigt, hvis man forestiller sig, at Saudi-Arabien, Egypten og Syrien vil være atommagter, hvis Iran kan blive det, og, siger Wolfsthal videre, denne holdning kan let brede sig til Europa og Tyrkiet.

Faktorer bag omvurdering

Men problemet er langt større end noget, som Iran og Nordkorea kan gøres hovedansvarlige for, viser den før omtalte bog. Når det gælder de to lande, så står vi med den klassiske hønen eller ægget situation: Hvad kom først? Er det Iran og Nordkorea, som truer forbudet mod atomvåben? Eller ønsker de to lande atomvåben, for de vil komme først i en verden, hvor atomvåben bliver mere brugbare og flere har dem?

Forskernes rapport peger på mindst fem faktorer, som kan medføre, at et land omvurderer sit nej til atomvåben. For det første kan ændringer i USA’s udenrigspolitik være et motiv. Hvis lande ikke længere stoler på en sikkerhedsgaranti fra USA eller endog føler sig truede af USA, må de med egne kræfter styrke deres sikkerhed. Rapporten peger, som Wolfsthal også gør, på faren for, at traktaten mod spredning bryder sammen eller at stater oplever regionale trusler. Desuden kan rent indenlandske kræfter presse på for anskaffelse af atomvåben, så man for eksempel kan opnå større international indflydelse. Forskerne peger endvidere på, at atomprogrammer tidligere er blevet stoppet af teknologiske årsager, men disse teknologiske hindringer bliver i fremtiden mindre.

Mange er klar

Fremhævelsen af en hel række faktorer er væsentlig, fordi indsatsen mod spredning hidtil har fokuseret mere snævert på stater, som vil bryde med forbudet, eller på blokering af adgang til den nødvendige teknologi. Også direktøren for det internationale atom energi agentur, Mohamed ElBaradei, fremhæver, at problemet er større, og at mindst 40 lande er potentielle atom-magter:

(Lydklip med Mohamed ElBaradei)

"Some estimates indicate that 40 countries or more now have the know-how to produce nuclear weapons, which means that if they have the required fissile material – high enriched uranium or plutonium – we are relying primarily on the continued good intentions of these countries, intentions which are in turn based on their sense of security or insecurity, and could therefore be subject to rapid change. Clearly, the margin of security this affords is thin, and worrisome".

Kontrol med teknologien er et utilstrækkeligt modtræk, mener ElBaradei. I indsatsen mod spredning sætter vi primært vor lid til landes gode hensigter, men disse hensigter bygger på landenes følelse af sikkerhed eller usikkerhed, og derfor kan hensigterne hurtigt ændres. Indsatsen bygger altså på et meget skrøbeligt grundlag, og det er bekymrende siger ElBaradei.

Eksemplet Tyrkiet illustrerer, hvor skrøbeligt. I sin analyse advarer Leon Fuerth imod, at man tager landets nuværende ikke-atom status for givet. Geografisk ligger Tyrkiet i et område, hvor Balkan, Rusland, Kaukasus og Mellemøsten konstant producerer nye trusler. Tyrkiet bygger sin sikkerhed på en række internationale sikkerhedsgarantier, men de smuldrer. NATO’s fremtid er uvis. Naboer vil måske anskaffe atomvåben.

Det er, mener Leon Fuerth, muligt, at den tyrkiske opinion vil blive mere islamistisk og nationalistisk orienteret – det gælder især, hvis Den europæiske Union afviser optagelse, fordi landet anses for et fremmedelement i det europæiske fællesskab.

Der er også risiko for, at Rusland vil genoprette sin kontrol i Kaukasus, hvor Tyrkiet har fået stærke interesser. Hvis USA ikke får succes i Irak og en fredsordning mellem Israel og palæstinenserne udebliver, opstår et farligt magtpolitisk tomrum i nabolaget. Endelig peger Fuerth på, at det traditionelt gode amerikansk-tyrkiske forhold er blevet skadet under krigen mod Irak, så Tyrkiet også af den grund må satse mere på egne kræfter i sin søgen efter sikkerhed, hvis EU ikke vil tilbyde alternativ sikkerhed.

Lignende analyser kan gennemføres i forbindelse med en række andre potentielle atom-magter. Hvis spredning af atom-våben skal bekæmpes effektivt må man altså få genoprettet effektive globale sikkerhedsgarantier, som gør atomvåben overflødige.

Manuskriptet kan afvige fra det faktisk sagte og sendte.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.