Sendt af Danmarks Radio, Orientering 25. juli 2005

Dansk forsker spillede en vigtig rolle for afslutningen af Den Kolde Krig

Det danske institut for internationale studier, DIIS, skulle blandt andet belyse, hvordan Warszawa-pagten direkte eller indirekte opnåede indflydelse på dansk sikkerhedspolitik. Svaret i den store redegørelse var, at det opnåede Warszawa-pagten kun i meget begrænset omfang. Men der var en fremtrædende dansk forsker, Anders Boserup, som i nært samarbejde med den sovjetiske ambassade, undergravede militærets indflydelse. Det var bare det sovjetiske militær, som de undergravede.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

I den store kold-krigsredegørelse konkluderede instituttet for internationale studier, at den danske såkaldte fodnotepolitik ikke fik nogen væsentlig betydning for NATO. Men redegørelsen nævner også i forbifarten, at forskere og politikere, som kritiserede USA og NATO, påvirkede sovjetisk politik. Ja, de bidrog til Sovjetunionens fald. Det var en idépolitisk indflydelse, som tilbød et alternativ til den fremherskende sikkerhedspolitik i begge blokke og dermed gav inspiration til Gorbatjov-årenes nytænkning. I rapporten fra instituttet konkluderes, og jeg citerer: ”De mest indflydelsesrige forsøg på at reformerede de eksisterende sikkerhedsregimer var forslagene om fælles sikkerhed og ikke-offensivt (defensivt) forsvar”. Citat slut.

Rapporten peger på, at især det vesttyske socialdemokrati udviklede disse forslag. Men man overser helt, hvad en amerikansk forsker har kaldt ”den københavnske forbindelse”. Professor Matthew Evangelista fra Cornell University har i sit digre værk ”Unarmed Forces” dokumenteret, hvordan den danske atomfysiker og fredsforsker Anders Boserup fik indflydelse på sovjetisk politik, og Evangelista skriver også, at han fik hjælp fra en sovjetisk ambassadør i Danmark, Lev Mendelevitsj. Yderligere detaljer kan tilføjes fra mange samtaler, som jeg i de år havde med Boserup og Mendelevitsj samt andre sovjetiske embedsmænd.

Usædvanlig sovjetisk ambassadør

Mendelevitsj kom til Danmark i maj 1984. Han havde været en af de store diplomater i sovjetisk udenrigspolitik. Mendelevitsj deltog i forhandlinger med USA, som bilagde Cuba-krisen, og han var med i midten af 70’erne, da Helsinki-aftalen, som skabte store huller i Jerntæppet, blev indgået. Også i nedrustningsforhandlinger, som skulle stoppe den konventionelle oprustning, var han en central deltager, der blev velanset af især sine amerikanske modparter. Mendelevitsj var godt oppe i årene, da han fik ambassadør-posten i København, og selv sagde han på et tidspunkt med et smil, at han nok var sendt til lille Danmark på tidlig pension med tak for gjort arbejde.

Men han var også en, i sovjetisk sammenhæng, meget usædvanlig mand, som både var personligt engageret i nedrustningspolitik og havde selvstændige synspunkter. Det fremgår af en lille anekdote, som efter hans død blev fortalt af kilder i det sovjetiske udenrigsministerium: I 1985 skulle Gorbatjovs nyudnævnte udenrigsminister Sjevardnadse holde sin første tale i FN, og en uge før den store dag fik han præsenteret teksten – et resultat af måneders arbejde fra en stor stab. Han forkastede talen. Sjevardnadse skal have kaldt den et ubrugeligt opkog af traditionelle standpunkter. Jamen, vi har ikke tid til at skrive en ny – lød svaret fra hans nærmeste medarbejdere. Vil I virkelig hævde, sagde Sjevardnadse, at vi i denne store udenrigstjeneste ikke har et eneste menneske, som kan skrive mig en ordentlig tale! Joh, svarede en rådgiver, der er vel Mendelevitsj, men han er i København. Og så fik ambassadøren ordre til at tage det næste fly. Mendelevitsj fik problemet præsenteret, han bad om et stille kontor og en skrivemaskine – og Sjevardnadse kunne rejse til New York med en tale, som vakte opsigt. Den daværende danske udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, kaldte dens nye tanker for propaganda, som kunne være skrevet af et reklamefirma på Madison Avenue i New York. Lidet anede han.

Nyttigt redskab

Kort efter sin ankomst til København var Mendelevitsj blevet interesseret i den danske debat om ikke-offensivt forsvar. Anders Boserup var herhjemme den førende teoretiker. Han forkastede den gamle visdom om, at angreb er det bedste forsvar. I stedet fremhævede han, at hvis både NATO og Warszawa-pagten havde stærkt defensiv forsvar og svag angrebsstyrke, så kunne man opnå stabilitet. Ingen af parterne ville i den situation frygte et overraskende angreb. Mange danske officerer og politikere var stærkt imod Boserup, fordi han efter deres mening ville svække NATO. Men Mendelevitsj så i teorien et redskab, som kunne bryde dødvandet i forhandlingerne om nedrustning i Europa.

Mendelevitsj mobiliserede også sin stab. Den skulle støvsuge dansk og udenlandsk debat for informationer om ikke-offensivt forsvar. Nogle folk på ambassaden fandt ordren tåbelig – de var helt enige med Boserups danske kritikere, blot med den tilføjelse at et ikke-offensivt forsvar ville svække Warszawa-pagten og i øvrigt ikke kunne gennemføres. Men de måtte bøje sig for ambassadørens jernvilje – selv KGB-folk, som han teoretisk set ikke havde myndighed over, blev sat ind. Materialet blev oversat, bearbejdet – og sendt hjem til Moskva – både til udenrigsministeriet og til civile forskningsinstitutter. Mendelevistsj bidrog dermed til udvikling af en sovjetisk, civil militær ekspertise, som så kritisk på Warszawa-pagtens offensive styrke. Dermed brød han generalstabens monopol på militære informationer. Efter Gorbatjov i foråret 1985 kom til magten fik den civile ekspertise indflydelse, og i april 1986 blev Mendelevitsj chef i udenrigsministeriets afdeling for strategisk planlægning. På denne post fortsatte han arbejdet med ikke-offensivt forsvar.

Anders Boserup var i nær kontakt med Mendelevitsj i København. Men Boserup havde også en direkte kontakt med sovjetiske forskere via Pugwash-bevægelsen – et netværk af forskere i Øst og Vest, som arbejdede med nedrustningspolitik. I 1984 oprettede Pugwash en arbejdsgruppe, som fokuserede på ikke-offensivt forsvar, og Boserup udviklede et nært samarbejde med Andrei Kokoshin, snart den ledende sovjetiske teoretiker. I februar 1987 blev Boserup inviteret til en stor konference i Moskva, hvor Gorbatjov fremlagde hovedlinjerne i sin sikkerhedspolitiske nytænkning, og to måneder efter besøgte Boserup igen Moskva, hvor han havde et møde med blandt andet Mendelevitsj. Man aftalte, at Boserup skulle beskrive sine forslag i et sovjetisk tidsskrift, og man aftalte også, at han skulle skrive et åbent brev til Gorbatjov. Begge dele skete i løbet af efteråret, og Gorbatjov svarede straks. Han var, ikke overraskende, ganske enig med Boserup.

Resten er kendt historie. Det sovjetiske militær var blevet udmanøvreret, og i løbet af det næste år udarbejdede civile forskere detaljerede nedrustningsforslag, som Gorbatjov fremlagde, og som var afgørende for, at NATO og Warszawa-pagten i 1990 indgik en skelsættende nedrustningsaftale. Hvis man leder, kan man finde Boserups fingeraftryk i sovjetiske forslag og selve traktaten. Og Mendelevitsj gav da også i en samtale kort før sin død i 1990 Boserup meget af æren for den sovjetiske nytænkning. Boserup døde samme år af et pludseligt hjerteslag, 50 år gammel.

 Manuskript kan afvige fra det faktisk sagte og sendte

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.