Sendt af Danmarks Radio, Orientering 11. november 2005

Indien skal være USA’s allierede mod Kina

USA har brudt med mange årtiers politik mod spredning af atomvåben. Sammen med andre deltagere i ikke-sprednings traktaten har amerikanerne kun eksporteret atomteknologi til lande, som afstår fra anskaffelse af atomvåben. Det har medført, at Indien, som står uden for ikke-sprednings traktaten og har atomvåben, blev stærkt begrænset i sin udvikling af atomkraft. Bush-regeringen mener nu, at eksport til Indien skal tillades. Reaktionerne fra uafhængige amerikanske eksperter og politikere fra begge partier har været stærkt negative. Kritikken kom senest frem under en høring i Senatet i sidste uge.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Gennem mange årtier har amerikanske regeringer og sikkerhedseksperter ihærdigt modarbejdet, at verden fik flere atom-magter. Man skelnede ikke mellem, hvorvidt det var USA’s venner eller fjender, som stræbte efter atomvåben. I 70’erne og 80’erne var det faktisk især lande med stærke bånd til USA, som var under, berettiget, mistanke – f.eks. Argentina, Brasilien, Sydafrika, Taiwan og Sydkorea. Selve atomvåbnet blev anset for et onde. Og dette fokus på våben blev ikke ændret i 90’erne, da især anti-amerikanske lande kom under mistanke. Præsident Clinton var parat til samarbejde med Nordkorea, hvis lederne i Pyongyang ville afstå fra atomvåben, og voksende venskab med Pakistan og Indien fritog dem ikke for sanktioner, da de i 1998 afprøvede atomvåben.

Bush-regeringen markerede meget tidligt, at den havde et andet syn på atomvåben. Den lagde afstand til en række aftaler, som skulle fremme atom-nedrustning. Selve atomvåbnet blev ikke længere anset for det største onde. Fokus var nu på onde regimer, og hvis de også ønskede atomvåben, så var det blot et ekstra onde. Lederne i Washington troede ikke længere på, at internationalt samarbejde effektivt kunne stoppe spredningen af atomvåben. Derfor blev den nye målsætning, at truslen mod amerikanske interesser fra atomvåben skulle fjernes gennem fjernelse af onde regimer.

Det næste logiske skridt i denne tankegang blev taget i juni, da USA indgik en aftale, som reelt accepterer, at Indien har ret til et atomarsenal. Fordi landet er godt og et demokrati, er indiske atomvåben ikke længere et onde. Derfor var Bush-regeringen klar til et brud med sine forgængeres politik. En grundlæggende byttehandel i traktaten mod spredning af atomvåben er, at kun hvis et land afstår fra anskaffelse af atomvåben, kan det få bistand til civil udnyttelse af atomkraft. Fordi Indien i 1974 foretog en atomeksplosion, har USA lige siden modarbejdet landets adgang til atomteknologi. Men nu lovede Bush, at USA til gengæld for en række indiske modydelser vil arbejde for, at eksport til Indiens civile atomindustri bliver tilladt.

Negativ reaktion

Reaktionen fra mange uafhængige amerikanske sikkerhedseksperter var stærkt negativ. De har påpeget, at aftalen kom uden det omfattende forarbejde i mange regeringsorganer, som er normalt, inden vidtgående ændringer i udenrigs- og sikkerhedpolitik. Tilsyneladende har en lille gruppe topledere blot besluttet, at det gamle forbud mod salg til Indien var forældet, og beslutningen er taget af storpolitiske grunde uden overvejelse af følgerne for det internationale samarbejde mod spredning af atomvåben.

Bush-regeringen vil gøre Indien til en storpolitisk partner. Under en høring i Senatet beskrev et ekspertvidne de mulige fordele. Der er mange. Hvis Indien bliver en stærk stormagt, kan landet bruges til afbalancering af Kinas magt. Hvis statsmagten i Pakistan bryder sammen eller ekstremister får magten, kan Indien bistå i forbindelse med amerikanske modtræk. Generelt vil USA samarbejde med Indiens militær i aktioner uden for FN’s rammer. USA vil have baser og militære støttepunkter i Indien. Venskab med New Delhi kan også sikre, at amerikansk industri bliver en foretrukken leverandør, når Indiens civile atomindustri og væbnede styrker udvikles. Og endelig vil USA gerne have bistand fra Indien under indsatsen for, at onde regimer ikke får atomvåben.

Det er en meget ambitiøs dagsorden. Men er den realistisk? Og hvad er prisen? Under høringer i Kongressen har politikere fra begge partier ledt efter svar på disse og mange, mange flere mere præcise spørgsmål. Både republikanere og demokrater har luftet betydelig utilfredshed, fordi Bush-regeringen ikke har klare svar. Der er stor uvished om, hvad Indien vil yde, hvad USA helt konkret vil tilbyde og hvordan resten af verden vil reagere. Politikerne føler, at toget er kørt, fordi aftalen ikke kan omstødes uden alvorlige følger. Men de ved ikke, hvor toget kører hen. De vil gerne stille betingelser – hvis vi bliver i billedsproget, så vil de gerne hægte vogne af og på. Men de frygter, at det ikke er muligt.

Talrige indvendinger

Fra politikere og uafhængige eksperter er opbakningen bred til det principielt gode ved samarbejde med Indien og ophævelse af landets pariah-status. Men de konkrete indvendinger er talrige.

Det er OK, lyder et argument, at USA officielt erkender, at Indien er en atom-magt, men hvor ligger den acceptable grænse for atomarsenalets slagkraft? Indien vil have raketter med interkontinental rækkevidde, som kan nå mål i Europa og USA. Der er, påpeger eksperter, risiko for, at samarbejdet med USA kan hjælpe Indien på dette felt. Og skal man også hjælpe Indien i et atomkapløb med Kina?

Adskillige eksperter mener, at aftalen vil undergrave traktaten mod spredning af atomvåben. Den bygger på en såkaldt norm – at atomvåben er et onde og at lande, som anskaffer dem, vil blive straffet. Men når man ikke længere straffer Indien, hvordan kan man så legitimt fortsat straffe Iran og Nordkorea? Det er forståeligt, at USA gerne vil eksportere atom-teknologi til Indien, som planlægger ti-dobling af sine atomkraftanlæg i de kommende år. Men hvordan vil man så forhindre, at Kina eksporterer til Pakistan, og at Rusland eksporterer til Iran? Og hvorfor har USA ikke forlangt, at Indien underskriver traktaten mod atomprøvesprængninger og, som andre atom-magter, stopper produktionen af beriget uran og plutonium til våbenbrug?

Det enkle svar på disse spørgsmål er, at supermagten USA tror, at den har så meget magt, at den hverken har brug for traktaten mod spredning eller internationale normer. Skeptikernes fælles holdning er, at de ikke tror, at USA’s magt yder tilstrækkelig beskyttelse mod de mulige følger.

(Nedlæg: Kina holdt lavt profil i den første tid efter indgåelse af aftalen mellem USA og Indien.

Men Kinas førende dagblad Renmin Ribao, som sædvanligvis afspejler officiel politik, har netop affyret en bandbulle mod aftalen, som ifølge avisen undergraver ikke-spredningstraktaten. Hvis det internationale forbud mod eksport af atomteknologi til Indien skal ophæves, har USA brug for kinesisk godkendelse).

Manuskriptet kan afvige fra det faktisk sagte og sendte.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.