Sendt af Danmarks Radio, Orientering 28. februar 2006

USA’s missilforsvar er stadig et fugleskræmsel

Hvad er der egentlig sket med USA’s missilforsvar? Nyhedsmedierne har knapt nok omtalt det siden præsidentvalget for to år siden. Men der er nu udsigt til, at det igen vil komme til debat. I et nyt forsvarsbudget skal udgifterne til missilforsvaret vokse med 20 procent, og projektets ledere ser optimistisk på fremtiden. Samtidig peger en rapport fra forskningstjenesten i Kongressen på, at trods 30 års bestræbelser og brug af over 100 milliarder dollar er det langt fra klart, at USA kan beskyttes mod raket-angreb.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

I sidste uge lettede en amerikansk raket fra militære anlæg på Kodiak øen i Alaska. Efter en flyvetur på 4.000 kilometer plaskede rakettens hovede ned i Stillehavet. En talsmand for USA’s missilforsvar erklærede sig bagefter meget tilfreds. Man ville nemlig afprøve et radar-anlæg, som skulle følge raketten, og det lykkedes fuldt ud.

Men det mest bemærkelsesværdige var alt det, som ikke indgik i øvelsen. USA har to baser med forsvarsraketter, som skal bruges til nedskydning af  fjendtlige raketter. Ingen af disse raketter blev afprøvet mod det ellers meget oplagte flyvende mål. Og det er bemærkelsesværdigt, fordi USA  på nuværende tidspunkt skulle være lagt inde i et program, hvor forsvarsraketterne afprøves – hvis man altså havde fulgt planer, som under det amerikanske præsidentvalg for to år siden fik betydelig omtale.

Der er andet, som ikke er sket. Lige før selve valget fandt sted i november 2004 blev den første forsvarsraket sænket ned i sin silo på en base i Alaska, og det var dengang ventet, at missilforsvaret officielt ville blive erklæret klar til kamp. Men det er heller ikke sket. Og hvis man herhjemme endnu husker, hvordan dansk og grønlandsk godkendelse af Thule-basens rolle i missilforsvaret for tre år siden blev kaldt en hastesag, så er det naturligvis også bemærkelsesværdigt, at den bebudede modernisering af radaranlægget i Thule stadig ikke er indledt.

Langsomt tempo

Forklaringen er, at udviklingen af et missilforsvar er stødt på store problemer. Efter præsidentvalget forsøgte man to gange at afprøve forsvarsraketterne, men de ville ganske enkelt ikke lette, og så blev resten af programmet udsat.

Det er faktisk tre et-halvt år siden, at en forsvarsraket med held er blevet afprøvet mod et flyvende mål, og det forsøg var af en række årsager temmelig værdiløst, hvis man vil vurdere, hvorvidt USA nogensinde får et effektivt forsvar mod langtrækkende raketter. Den amerikanske ekspert Philip Coyle, som i Clinton-regeringens tid havde ansvaret for vurdering af nye våbensystemer, påpeger, at med det nuværende tempo i missilforsvarets udvikling, vil der gå 50 år, før det vil være klar til afprøvning under realistiske forhold.

Det er en påstand, som projektets ledere ikke deler. De har netop fremlagt en redegørelse, som bare strutter af optimisme.

I forbindelse med forsvarsministeriets budget for finansåret 2007 oplyser Missile Defense Agency, at man sidste år gjorde ”betydelige fremskridt” med en række vellykkede forsøg, og at man nu har overvundet problemer, som opstod tidligere. Budget-dokumentet beskriver også ambitiøse planer for det kommende år. Man vil eksempelvis gennemføre oprettelsen af en reel evne til nedskydning af fjendtlige raketter. Der er planlagt adskillige forsøg. Desuden vil man gå i gang med udvidelse af missilforsvaret internationalt. I den forbindelse nævnes, at moderniseringen af Thule-radaren, vil blive indledt i finansåret 2007.

Optimisme

Noget af optimismen skyldes, at planerne for udvikling af missilforsvar er meget omfattende og består af nogle hundrede mindre projekter, der alle skal bidrage til, at man engang ude i fremtiden har mange forskellige våbensystemer, som kan rettes mod raketter af enhver art – lige fra helt kortrækkende, som anvendes på en lokal slagmark, til raketter med interkontinental rækkevidde. Bush-regeringen har årligt brugt op imod 10 milliarder dollar – altså mere end tre gange det danske forsvarsbudgets størrelse. Det ville være underligt, hvis man med en sådan investering ikke kunne pege på nogle fremskridt.

Endnu en årsag til optimismen er, at der rent faktisk sker reelle fremskridt på væsentlige felter. En del ressourcer går til udvikling af et forsvar mod raketter, som har en rækkevidde på op til et par tusinde kilometer. Det er et forsvar, som kun kan beskytte små områder, for eksempel militære baser, og opgaven er rimeligt nem, fordi raketter af denne type flyver med en hast, som ligger langt under, hvad interkontinentale raketter kan præstere.

Som en tredje årsag til optimismen må nævnes, at man gerne vil påvirke politikerne, som skal godkende budgettet. Forsvarsministeriet lægger nemlig op til en vækst på 20 procent – et meget dristigt krav i en tid, hvor hele forsvarsbudgettet er under pres fra både krigen i Irak og et stort underskud på forbundsregeringens budget.

Umoden teknologi

Politikere, som ser med skepsis på missilforsvar, vil bemærke, at udgifterne skal vokse yderligere i kommende år. Og de vil især påpege, at optimismen ikke strutter helt så meget i en vurdering, som også kommer fra forsvarsministeriet – nemlig fra et kontor, der, teoretisk set helt uafhængigt, skal vurdere nye våbensystemers udvikling.

I dette dokument står, at når det gælder hele indsatsen, så er der utilstrækkelige informationer til støtte for overbevisende fremskridt. Man bruger endog formuleringer, som tyder på større skepsis end for et år siden. Når det gælder den del af missilforsvaret, som Thule-radaren indgår i og som med raketter fra baser på jorden skal skyde fjendtlige raketter ned, er den kritiske vurdering ekstra negativ. Nogle elementer i forsvaret kaldes teknisk set ”umodne”. Det påpeges også, at de afprøvninger, som skal finde sted i det kommende år, ikke kommer op på et niveau af sværhedsgrad, som svarer til forholdene i en ægte kampsituation. De er ganske enkelt ikke realistiske, idet forsvarssystemet på forhånd får en række oplysninger om sine mål – og det er oplysninger, som man ikke har, hvis målene er ægte, fjendtlige raketter.

Tvetydige resultater

Problemerne sættes yderligere i relief af en rapport fra Kongressens forskningstjeneste. Den skal levere politikerne objektive analyser, der ikke er farvet af partipolitik. Forskerne har set på indsatsen gennem 30 år for udvikling af forsvarsraketter.

Siden Reagan-regeringen i 80’erne for alvor tog fat har USA brugt over 100 milliarder dollar på opgaven. Men forskerne må konstatere, at resultaterne fra talrige eksperimenter i bedste fald er tvetydige, og at indsatsen generelt ikke har været vellykket. Der er ikke afgørende beviser for, at man har lært noget, så man kan pege på fremskridt i forhold til de forsøg, som blev gennemført for 20 år siden. Og kan det forsvarssystem, som er oprettet med baser i Alaska og Californien, forsvare USA? Det er aldrig blevet afprøvet med succes mod den type mål, som det skal indsættes imod, påpeger Kongressens forskningstjeneste og konstaterer ganske afdæmpet, at man derfor heller ikke har tilstrækkelige data til klar besvarelse af dette spørgsmål.

Så USA har tilsyneladende stadig kun et missilforsvar, som kan være en slags fugleskræmsel. Hvis fjender tror, at det måske vil virke, udgør det et effektivt forsvar. Men hvis dets forsvarsevne bliver afprøvet i praksis, så er der betydelig risiko for, at det afmægtigt må se til, mens et angreb gennemføres. Så det mest beroligende er stadig, at slyngelstaterne, som forsvaret er vendt imod, ikke selv har raketter, som kan nå USA.

Manuskriptet kan afvige fra det faktisk sagte og sendte

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.