Sendt af Danmarks Radio, Orientering 3. april 2006
Iran er ikke Irak
Det internationale atomenergiagentur IAEA har fortalt FN’s sikkerhedsråd, at man ikke kan bekræfte, at Iran kun udnytter atomenergi til fredelige formål. Mellem eksperter er det en udbredt mistanke, at Iran, i strid med traktaten mod spredning af atomvåben, i ly af sit angiveligt civile atomprogram arbejder med udvikling af atomvåben. I sidste uge gav Sikkerhedsrådet Iran en frist på 30 dage til afklaring af de spørgsmål, som atomenergiagenturet har, og adskillige nyhedsmedier beskriver overvejelser i USA og Storbritannien, som tyder på, at et militært angreb på Iran forberedes. Samtidig med disse rapporter var 150 forskere, embedsmænd og politikere fra Iran og Israel, fra USA og Tyskland samlet til en konference i Berlin. Her diskuterede man, hvad Iran rent faktisk vil, og mulighederne for en løsning på konflikten – eventuelt med militære midler. Mange deltagere fremhævede, at vi reelt ved meget lidt om, hvad Irans motiver og planer er. Der var også bred opbakning til, at forhandlings-mulighederne langt fra er udtømte, og at sanktioner eller et militært angreb ikke er et nødvendigt modtræk i overskuelig fremtid. Jørgen Dragsdahl rapporterer fra konferencen.
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Iran er ikke Irak. Disse ord blev gentaget ofte, da mere end 150 forskere og embedsmænd i sidste uge under en konference i Berlin diskuterede konflikten med Iran. Umiddelbart virkede det overraskende, fordi krigen mod Irak blev begrundet med henvisning til, at Saddam Hussein ville anskaffe atomvåben, og Iran er under lignende mistanke. Der er også udsigt til en ny krig, som skal stoppe Irans atomprogram.
Men pointen – Iran er ikke Irak – opsummerer, at der er store forskelle i de to situationer. En tysk top-diplomat erklærede, at Europa og USA denne gang har en fælles trusselsvurdering. Ifølge den har Iran ikke atomvåben nu - men arbejder for at få dem. Konflikten står, fortsætter dette argument, mellem Iran og hele det internationale samfund, mens det især var USA, som var i konflikt med Irak. Flere deltagere fik også sagt, at Iran er et af de mest demokratiske muslimske lande. Det er vel, hvad der kan kaldes en ret betinget ros, men den var utænkelig i forbindelse med Irak.
Endnu en stor forskel er, at op til Irak-krigen satte kun få eksperter store spørgsmålstegn ved anklagerne. Det blev anset for givet, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Nu advarer fremtrædende amerikanske eksperter imod, at der drages forhastede slutninger i forbindelse med Iran. Under konferencen kom en sådan advarsel fra en af USA’s førende militæreksperter, Anthony Cordesman. Han har været rådgiver for konservative republikanske senatorer og været ansat i forsvarsministeriet. Lige før konferencen offentliggjorde han en rapport på over 200 sider, som detaljeret gennemgår og diskuterer den tilgængelige viden i forbindelse med Irans atomprogram.
Lydklip Anthony Cordesman
"I think we need to be very careful about what we are talking about. The evidence that the Atomic Energy Agency has uncovered seems to disclose a pattern that Iran is proliferating. What it does not show is how quickly, what its future plans are, how it will develop war heads, bombs, how it will use them"
Jeg mener, sagde Cordesman, at vi skal være meget omhyggelige med, hvad det er, at vi taler om. Bevismaterialet, som det internationale atomenergiagentur har fremskaffet, afslører tilsyneladende et adfærdsmønster, som peger på, at Iran vil anskaffe atomvåben. Men det viser ikke, hvor hurtigt det vil ske, hvad Irans fremtidige planer er, hvordan Iran vil udvikle bomber, hvordan man vil bruge dem. Uvisheden i forbindelse med Iran drejer sig altså om landets mål, og vi befinder os på et så tidligt punkt i den iranske proces, at vi kun kan gætte i den forbindelse.
Lydklip Anthony Cordesman
"…and here we are so early in the Iranians process of proliferating that we can only guess at these things".
Forskellen mellem, hvad man ved og ikke ved har aktuelt helt central betydning, fordi konflikten med Iran måske er på vej over i en ny fase. Indtil nu var målsætningen i forhandlingerne med Iran, at landet skulle leve op til sine forpligtelser i traktaten mod spredning af atomvåben. Men hvis konflikten nu udvides, så både sanktioner og militært angreb kommer på dagsordenen, er det nødvendigt med en mere indholdsrig trusselsvurdering. Man skal nemlig afveje den trussel, som Iran måske udgør, med de muligvis meget store omkostninger, som kan komme i forbindelse med både sanktioner og krig. Ikke mindst spørgsmålet om, hvor meget det haster, trænger sig på, og i den forbindelse står vi, fremhævede mange flere end Cordesman, kun med løse formodninger.
Pointen om forskellen mellem Iran og Irak skulle også fremhæve, at en fredelig løsning stadig er mulig. Selve konferencens afholdelse kan tages til indtægt for den påstand. Noget lignende fandt ikke sted op til Irak-krigen. Konferencen var arrangeret af det tyske fredsforskningsinstitut i Frankfurt og finansieret af det tyske udenrigsministerium. Møderne blev afholdt i en bygning, som ligger præcist, hvor Berlin-muren lå – så dens fravær i dag burde, sagde arrangører, inspirere deltagerne. Selv tilsyneladende håbløse konflikter kan løses. Mest bemærkelsesværdigt var det, at konferencens talere og paneldeltagere kom fra Iran og Israel, fra USA og Tyskland.
Ingen iranere og israelere fraterniserede, så vidt jeg kunne se, i korridorerne. Men flere amerikanere – nogle af dem officerer - opsøgte så ihærdigt iranerne, at de endog slog sig ned ved det middagsbord, hvor man, af hensyn til iranerne, ikke serverede alkohol. Snakken gik livligt. Og det kan svært benægtes, at så længe Iran ikke vil anerkende Israel – Irans præsident vil endog udslette Israel – er det lovende, at den iranske delegation, som bestod af hel- og halvofficielle repræsentanter for styret i Teheran, i det mindste kunne være i stue med israelerne. Iranerne måtte også acceptere, at tyskerne konstant henviste til, at de af historiske årsager har et særligt engagement i Israels sikkerhed.
Især den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischer henvendte sig i en tale direkte og meget personligt til iranerne med dette budskab. For hundrede år siden var der, sagde han, al mulig udsigt til, at det 20. århundrede ville blive Tysklands århundrede, men, fortsatte han, den mulighed forspildte vi - og så appellerede han direkte til Irans ambitioner: I har alle muligheder for at blive Mellemøstens store foregangsland – ødelæg dem ikke med atomvåben, som kun vil give jer problemer.
Iranernes deltagelse kan sammenlignes med sovjetiske repræsentanters indsats på konferencer under Den Kolde krig. I begge tilfælde gav Vestens åbne demokrati chancer for propaganda. I kan spørge om alt, lød det fra iranerne. Men i modsætning til deres sovjetiske forgængere kunne iranerne faktisk svare på alt. Det karakteristiske ved konflikten med Iran er, bemærkede erfarne deltagere, at enhver anklage mod Iran besvares meget detaljeret. Årsagen er delvist, at iranske forskere og embedsmænd, som sendes til konferencer og forhandlinger, tit har en uddannelse fra førende amerikanske og europæiske universiteter. Endnu en årsag er, at selve emnet – Irans mulige udvikling af atomvåben i ly af et civilt program for udnyttelse af atomenergien – er uhyre indviklet, politisk, teknisk og militært. Der er ingen åbenbare sandheder og ingen oplagte løsninger.
Det blev af en iransk professor illustreret med en vittighed: I en sen aftentime gav præsident Bush sig ud på en af sine løbeture. Pludselig så han på stien en flaske. Han samlede den op og tog proppen af. Ud kom en stor ånd. Tak, fordi du slap mig ud, sagde ånden. Jeg vil nu opfylde ét af to ønsker for dig. Tjah, sagde præsident Bush. "Hjælp mig ud af Irak på en pæn måde. Amerikanerne stoler ikke længere på mig, vores allierede forsvinder og nu sidder vi fast i en borgerkrig". Ak, svarede ånden. "Det er mere end selv jeg med mine overjordiske kræfter kan klare. Hvad er dit andet ønske?". Jeg vil gerne have, at du hjælper mig med Iran, svarede Bush. Åh nej, svarede ånden. Lad mig så hellere klare dit første ønske.
Selv hvis man er enig i anklagen mod Iran - at landet arbejder med anskaffelse af atomvåben - er det ikke ensbetydende med, at "problemet", som skal løses, er blevet beskrevet klart.
Set med iranske og mange vestlige forskeres øjne er "problemet" meget større – nemlig en dyb krise for hele indsatsen mod spredning af masseødelæggelsesvåben. Anklagerne mod Iran udgør kun en lille del af et langt anklageskrift, hvori mange stater beskyldes for ikke at respektere internationale aftaler mod atomvåben, kemiske våben og biologiske våben.
I et indlæg præsenterede Irans ambassadør ved det internationale atomenergiagentur IAEA, Dr. Ali Soltanieh, både en diagnose og en recept for helbredelse. I diagnosen beskrev han, hvordan USA og Israel i praksis undergraver indsatsen mod spredning, og hans recept indeholdt 16 punkter med krav til de to lande. Iran er altså, ifølge den iranske ambassadør, et offer for forskelsbehandling, og de store lande, som lægger pres på Iran, har gjort sig skyldige i grovere brud.
Den amerikanske forsker Jon Wolfsthal er i vidt omfang enig med Soltanieh’s anklager. I Clinton-regeringen spillede Wolfsthal en central rolle i indsatsen mod spredning, og han har ofte kritiseret Bush-regeringen. Men han mener, at de iranske anklager især er en undvigemanøvre:
Lydklip med Jon Wolfsthal
"I think we have to be careful not to loose sight of the challenges immediately before us. The old expression is. Just because you can’t cure cancer, it does not mean you don’t research how to prevent hepatitis. Right now we have an immediate challenge. Iran has violated its safeguard obligations. It has cheated and broken international law. And it is important we address all of the issues that have been raised".
Vi skal, siger Jon Wolfsthal, passe på, så vi ikke overser udfordringerne, som ligger lige foran os. Der er en gammel talemåde: Blot fordi vi ikke kan helbrede kræft, er det ikke ensbetydende med, at vi ikke forsker i helbredelse af leverbetændelse. Lige nu står vi med en aktuel udfordring. Iran har ikke overholdt sine forpligtelser. Iran har snydt og brudt international lov.
Det er vigtigt, siger Wolfsthal videre, at vi ser på alle de problemer, som er blevet rejst. Altså Israels atomvåben, amerikansk overholdelse af alle aftaler om rustningskontrol. Men jeg mener ikke, at vi skal stoppe vores kollektive bestræbelser for at få Iran til at leve op til sine forpligtelser, blot fordi der er andre problemer. I mine ører lyder det noget hult, når Iran peger på, at andre ikke overholder deres forpligtelser. Det er i et vist omfang en manøvre, som skal aflede opmærksomheden fra deres egne problemer.
Israel har, fortsætter han, aldrig underskrevet traktaten mod spredning af atomvåben, og derfor udgør Israels atomvåben ikke en overtrædelse af international lov. USA udnytter svagheder i den samme traktat men har heller ikke overtrådt dens bestemmelser. Iran har forpligtet sig til rapportering af alle sine atom-aktiviteter, men har snydt i 18 år. Så spørgsmålet er nu, hvorvidt vi har viljestyrke nok til håndhævelse af gældende lov. Iran sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt USA legitimt kan håndhæve loven. Men, slutter Wolfsthal, man må acceptere, at det internationale samfund, FN’s sikkerhedsråd og IAEA har legitimitet. Ellers er der intet grundlag for, at man kan bede også USA overholde international lov.
Lydklip med Jon Wolfsthal
"But to me the legitimacy of the international community, the UN Security Council, the IAEA has to be accepted. Otherwise there is no basis to ask the United States to comply with international law".
Men set fra iransk side kan indvendingerne ikke helt affærdiges med, at de rent juridisk har begået et mere oplagt brud på international lov, end USA og Israel. I 80’erne blev de angrebet af Irak med kemiske våben – både Tyskland og USA hjalp dengang Saddam Hussein trods forbudet mod brug af kemiske våben. I deres umiddelbare nabolag er der foruden Israel fire andre atommagter, som kun i begrænset omfang er bundet af internationale aftaler. Der er forlydender om, at Saudi-Arabien har et atomvåben-program. Og USA fører krig i to nabolande.
Den iranske vice-udenrigsminister Manouchehr Mohammadi fremlagde på konferencen en trusselsvurdering, som fokuserede på, at lande, som ikke hører hjemme i Mellemøsten, har skylden for områdets største problemer. Den analyse overraskede ikke. Mere interessant var det, at han også opdelte tiden efter anden verdenskrig i tre perioder. Den første, som varede indtil Iraks angreb på Kuwait i 1990 var præget af kriser, men alle aktører – både de regionale og stormagterne – søgte at hindre en optrapning af kriserne. I den næste periode fra Golf-krigen og frem til terrorangrebet på USA den 11. september 2001 blev det regionale sikkerhedspolitiske miljø præget af voksende indbyrdes fjendtlighed. Perioden efter terrorangrebet har bragt området nær en tilstand, som han kaldte for "permanent krig", hvor mange lande oplever, at deres territorielle integritet og nationale suverænitet er truet.
Ud fra vice-udenrigsministerens analyse kunne man nemt konkludere, at Iran ser et behov for atomvåben, som kan afskrække fjender – bortset fra, at iranerne selv afviser denne konklusion. Irans mulige motiver for anskaffelse af atomvåben blev beskrevet af adskillige eksperter. Førnævnte Anthony Cordesman præsenterede en liste med ti meget forskellige motiver, som hver for sig også har vidt forskellige følger. Men igen fremhæver han, at ingen ved, hvad Irans egentlige motiv er.
Lydklip med Anthony Cordesman
"The problem is, that the only people, who know these motives, are the Iranian leadership. Iranians on a popular level can support proliferation or oppose it for all kinds of reasons. But all that counts essentially is a relatively narrow group of people in the Iranian security council. And people don’t just have one motive, and they don’t keep them constant from day to day".
Problemet er, siger Cordesman, at de eneste, som kender motiverne, er de iranske ledere. Den iranske befolkning kan være for eller imod af alle mulige årsager. Men de eneste, som tæller, er en temmelig lille gruppe i Irans nationale sikkerhedsråd, og folk har ikke kun et enkelt motiv, og de holder ikke fast i de samme motiver fra dag til dag. Man kan bevæge sig fra, at nationalisme begrunder atomvåben til, at de er en reaktion på krigen med Irak. Fra, at det er problemerne med Israel til, at det er problemerne med USA og den kendsgerning, at Iran ikke har råd til en stor konventionel styrke, som moderniseres. Atomvåben er også blevet et symbol for magt og indflydelse. Man kan opremse alle disse motiver, men de eneste, som kender de virkelige motiver, er Irans ledere, og fordi de afviser, at de vil anskaffe atomvåben og derfor aldrig omtaler motiver, så er spekulationer ud fra deres erklæringer intet andet end netop spekulationer.
Lydklip med Anthony Cordesman
"… and since they have really never discussed their motives, speculating on the basis of their statements are really just speculations".
Den reelle viden i forbindelse med Irans mulige våbenprojekt og udvikling af raketter, som kan anvende atombomber, er ikke meget større. Der er masser af informationer, men de er meget ofte modstridende.
En iransk professor tilbød endnu en vittighed, da debatten tog fat på dette problem: I det sydlige Irak landede en amerikansk helikopter nær en hyrde, som vogtede får. Ud steg en mand i fuld uniform. Kan jeg, spurgte amerikaneren, tage et af dine får med, hvis jeg kan sige dig helt præcist, hvor mange du har? Ja, svarede hyrden. Du har 3.559 får. Fantastisk, sagde hyrden, det er helt rigtigt. Efter amerikaneren havde taget sin gevinst, sagde hyrden: "Jeg kan se, at du kommer fra CIA i Washington og er neokonservativ". Amerikaneren blev meget overrasket: "Du har ret, men hvordan kunne du vide det". Joh, svarede hyrden, fåret, som du tog, er min hund.
Der er med andre ord grænser for, hvad efterretningstjenester ved, og det sete afhænger ofte af øjnene, der ser.
Især israelske og amerikanske eksperter gav konferencen talrige eksempler på informationer, som har vist sig forkerte. Israels efterretningstjenester har således gennem 15 år konsekvent forudsagt, at Iran i løbet af tre år ville have atomvåben, og amerikanske tjenester har siden begyndelsen af 90’erne fremlagt lignende varsler. Det er i dag USA’s standpunkt, at Iran næppe har atomvåben før efter 2010. Men det er uklart, hvad man helt konkret mener med "atomvåben". Vil det være en stor og klodset anordning, som kun egner sig til en demonstrativ prøvesprængning? Eller vil det være en bombe, som er så lille, at den kan placeres på toppen af en raket? Vil denne bombe være pålidelig? Hvor kraftig vil den være? Hvor mange kan Iran fremstille? Utallige spørgsmål kan også rejses, når det gælder Irans raketter. Måske kan nogle få nå Israel, måske kan andre nå mål i hele Europa. Ingen kan være sikre – heller ikke iranerne selv. Langtrækkende raketter er nemlig kun blevet afprøvet ganske få gange og resultaterne har været tvetydige.
Alligevel hævder officielle vestlige og israelske kilder, at det snart kan være for sent, hvis man vil stoppe Irans atomvåben. Det har de også gjort i årevis. Anthony Cordesman angreb skarpt forsøg på opstilling af "vendepunkter", som tvinger ansvarsbevidste ledere til militær indsats.
Lydklip med Anthony Cordesman
"There is no magic point of no return. You allways can use new options. Your question always is at what point is it really productive to act. Right now it is clear it is productive to negotiate and try to stop the Iranian process. If Iran does test a weapon, if it starts to manufacture weapons, then sanctions and military options are going to require far more serious examination".
Der er, siger Cordesman, intet magisk vendepunkt, som medfører, at udviklingen ikke længere kan stoppes eller skrues tilbage. Man har altid, alt efter situationens karakter, nye muligheder. Det eneste reelle spørgsmål er altid, hvornår det er produktivt, at man handler. Lige nu er det klart, at tiden er moden til forhandlinger, så man kan søge at stoppe den iranske proces. Hvis Iran afprøver et atomvåben, hvis fremstilling af våben indledes, så vil sanktioner og militære indgreb være muligheder, som skal overvejes langt mere seriøst end hidtil. Men, lad mig gentage, selv hvis Iran får nogle få atomvåben, som de ikke afprøver, men blot har i baghånden med henblik på afskrækkelse eller pression, så vil det kun udgøre en af flere mulige typer atomstyrke. Hvis Iran indleder ihærdig fremstilling af atomvåben, som anbringes på raketter – så er det en helt anden atomstyrke. Undervejs på denne stige med forskellige typer atomstyrker er der også forskellige typer passende reaktioner – alt lige fra sanktioner til afskrækkelse og militært angreb. Men disse røde streger med "en sidste chance" er kunstige, og jeg mener, at folk kun anvender dem, fordi de vil fremme deres egne forslag.
Lydklip med Anthony Cordesman
"These red lines are artificial deadlines people really, I think, are trying to use to push their own policies forward".
Manuskriptet kan afvige fra det faktisk sagte og sendte.
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|