Sendt, forkortet, af Danmarks Radio, Orientering 7. april 2006
USA bør forhandle direkte med Iran
Med politisk opbakning fra en af USA’s mest fremtrædende storpolitiske strateger har Tyskland og Iran indledt en diplomatisk offensiven mod Bush-regeringen. Ifølge den britiske avis Financial Times, 7. april 2006, ønsker Iran direkte forhandlinger med USA, og har gjort en delegation klar. Få dage før bad Tyskland om, at Bush-regeringen forhandler med styret i Teheran. Det tyske udspil kom lige efter, at præsident Carters tidligere sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski, under en Iran-konference i Berlin, finansieret af det tyske udenrigsministerium, foreslog det samme. Tre EU-lande, bl.a. Tyskland, har gennem mere end to år forhandlet med Iran om, at landet indstiller et atomprogram, som kan give adgang til atomvåben. Brzezinski sagde, at det kun havde været ”skinforhandlinger”, fordi USA ikke selv deltager. Han påpegede også, at Iran flere gange har søgt direkte kontakt med USA, men er blevet afvist. Jørgen Dragsdahl deltog i konferencen.
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Zbigniew Brzezinski er blevet det 21. århundredes store gamle statsmand. For snart 30 år siden var han præsident Carters sikkerhedspolitiske rådgiver, og hans indsats i de år har ikke givet historikere anledning til megen ros. Mens Brzezinski havde vagten brød afspændingen med Sovjetunionen sammen. Irans shah blev styrtet og da revolutionære studenter tilbageholdt personalet på USA’s ambassade, blev hele den amerikanske nation kastet ud i 14 måneders mareridt før gidslerne blev frigivet. Først i 90’erne fik Brzezinski rehabiliteret sit navn med en stribe indsigtsfulde bøger, og efter Bush-regeringen kom til, er han blevet noget nær en talsmand for den traditionelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske elite, som blev trængt væk fra traditionel indflydelse af neo-konservative ideologer.
Så forventningerne var store, da han i sidste uge skulle tale under en konference i Berlin, hvor 150 eksperter diskuterede konflikten med Iran. Fra konferencens første timer stod det klart, at udsigterne til en løsning ikke er gode, men Brzezinski mere end imødekom forsamlingens forventninger. Med brede penselstrøg tegnede han et billede af konflikten, som ikke er uden håb. Med skarpe udfald fik han samtidig spiddet nogle af konfliktens absurditeter. Over det hele lå al den aura af visdom, som en erfaren statsmand på nu 78 år kan sprede.
Siden efteråret 2003 har de tre store EU-lande - Tyskland, Frankrig og Storbritannien - forhandlet med Iran. Bush-regeringen ville ikke selv forhandle, og EU-landene anså deres initiativ for et alternativ til krig. Sidste år brød forhandlingerne sammen, og risikoen for en militær konfrontation er nu voksende. I sin tale afviste Brzezinski imidlertid, at forhandlings-mulighederne er udtømte. Han erklærede direkte, at man hidtil kun har haft "skin-forhandlinger". Det var mere en kritik af USA end af EU og Iran. Forhandlerne kan, sagde han, ikke nå frem til konfliktens kerne, så længe USA ikke selv deltager. Bush-regeringen spiller i høj grad en rolle – men hele tiden i baggrunden. USA forhandler med europæerne om Iran og med Irans venner, Rusland og Kina. Men det er en meget klodset og langsommelig proces, og kun USA kan give Teheran de sikkerhedsgarantier, som bør indgå i en løsning.
Brzezinski mere end antydede, at USA måske slet ikke ønsker et kompromis, så Iran stopper de kontroversielle dele af sit atomprogram. Han gentog dermed en anklage, som han lige før mødet havde rejst under en tale i USA.
Lydklip med Brzezinski
"We will not touch the Iranians. Why not? Are we perhaps trying to prevent a compromise? Do we really want Iran to desist, or do we want to drive it into extremism? It surely cannot be our deliberate intention to fuse Iranian nationalism with Iranian fundamentalism. But that is precisely what we are doing".
Vi vil ikke røre iranerne, sagde Brzezinski. Hvorfor ikke. Måske vil vi hindre et kompromis? Ønsker vi virkelig, at Iran holder op, eller vil vi tvinge dem ud i ekstremisme? Det kan da vel ikke være vores overlagte hensigt, at vi vil sammensmelte iransk nationalisme med iransk fundamentalisme. Men det er præcist, hvad vi gør, erklærede Brzezinski.
Det er en hård anklage, men der er belæg for den. Iran har gentagne gange søgt kontakt med USA, men tilnærmelserne er blevet afvist.
Clinton-regeringen arbejdede ihærdigt for et bedre forhold til Teheran. Den tidligere CIA-analytiker Kenneth Pollack beskriver i sin bog, The Persian Puzzle, ti amerikanske initiativer. Iranerne var ikke klar, konkluderer han, fordi de var lammet af magtkamp. Men terror-angrebet på USA og krigen mod Taliban-styret i Afghanistan gjorde, skriver Pollack, USA og Iran til "allierede" mod en fælles fjende. Iranske og amerikanske repræsentanter holdt regelmæssige møder. Da Afghanistans fremtid blev afgjort under en konference i november 2001 var det samarbejde mellem USA og Iran, som sikrede et godt resultat. Brzezinski fremhævede, at det var Iran, som foreslog valg i Afghanistan.
Men neo-konservative ideologer i Bush-regeringen blokerede med støtte fra forsvarsminister Rumsfeld og vicepræsident Cheney et mere vidtgående samarbejde. I januar 2002 erklærede præsident Bush, at Iran sammen med Irak og Nordkorea udgjorde en "ondskabens akse". Iran søgte dog stadig kontakt, og en ny chance kom med krigen mod Irak. Styret i Teheran gav amerikanerne betydelig bistand. Igen blokerede magtkampen i Washington for, at samarbejdet blev udviklet. Den 4. maj 2003 sendte Iran via Sweitz forslag om en pakkeløsning til Washington. Iran ville forhandle atomprogrammmet - stoppe støtte til grupper, som USA anser for terrorister – anerkende Israel og støtte oprettelsen af en separat palæstinensisk stat. Til gengæld ønskede iranerne, at USA’s sanktioner skulle ophæves, accept af Irans sikkerhedsinteresser og diplomatisk anerkendelse af styret i Teheran.
Den britiske avis Financial Times afslørede ti måneder efter, den 17. marts 2004, det iranske initiativ. På det tidspunkt havde iranerne ikke fået et svar, og det har de stadig ikke. Brzezinski henviste i sin tale til det iranske forslag, og Orientering fik fra kilder på konferencen, som har første-håndskendskab til forslaget, dets indhold bekræftet.
Tilsyneladende ville Bush-regeringen ikke forhandle med Iran, fordi man ikke ville give styret legitimitet. Neo-konservative regnede faktisk med, at styret i Teheran ville blive styrtet af en ny revolution.
Brzezinski trak i sin tale kontrasten mellem USA’s Iran-politik og holdningen til Nordkorea op.
Lydklip med Brzezinski
"Why is it so different from our policy towards North Korea? North Korea is perhaps doing more of what we don’t want the Iranians to be doing. Yet with North Korea we are engaged in direct multilateral negotiations in which other parties participate – Chinese, Japanese, South Koreans and Russians. We refuse to do that in the case of Iran. We refuse to negotiate with Iran".
Med Nordkorea vil USA gerne forhandle, påpegede Brzezinski. Både sammen med andre lande og på egen hånd. Så hvorfor denne forskel? Nordkorea gør mere af det, som USA er imod, end Iran gør. En forklaring er, at man ikke vil give Irans ledere legitimitet, men man vil åbenbart gerne give styret i Nordkorea legitimitet.
Der er, fortsatte Brzezinski, folk i Bush-regeringen, som tror på, at konflikten med Iran kan løses militært. Han drog imidlertid disse folks fornuft i tvivl. USA kan med bomber skade Iran meget, men når man ser på iranernes mulige svar, så er det ikke oplagt, at iranske interesser i sidste ende vil lide størst skade.
Brzezinski anerkendte, at der er stærkere følelser i den amerikanske befolkning, som blokerer for kontakt med Iran, end tilfældet er i forbindelse med Nordkorea. Men beslutningstagere skal, sagde dem gamle statsmand, køligt analysere, afveje fordele og ulemper – og derefter pege på mulige løsninger. De skal ikke lade sig styre af følelser. For ægte statsmænd er følelser kun noget, som man udnytter, når en løsning skal sælges til vælgerne.
USA må, sagde Brzezinski, affinde sig med, at i storpolitik kan det være langt mere effektivt, hvis man stræber efter udsættelse af noget uønsket, end hvis man direkte vil forhindre det uønskede. Han lagde sig dermed på linje med et forslag fra organisationen International Crisis Group, som har foreslået et kompromis. Det indebærer, at Iran får lov til fremstilling af beriget uran, som kan anvendes til brændsel i atom-reaktorer – men produktionen må først ske nogle år ude i fremtiden, og det skal ske under streng international kontrol.
Tiden arbejde for USA i Iran, mener Brzezinski. I hans analyse af landets fremtid har det muligheder for demokrati, velstand og regional indflydelse, som helt er på højde med Tyrkiets. Reelt foreslår han en afspændingspolitik, som ligner den, der i sidste ende medførte kommunismens fald.
Lydklip med Brzezinski
"In international affairs, sometimes delaying something undesirable is far more effective than seeking directly to prevent it. And I believe that in the long run, time is on our side with Iran, and therefore engaging in a process that encourages accommodation and has the effect of significantly delaying what is undesirable may be more effective than seeking directly to prevent it".
Hvis en ordning med Iran skal være stabil, så bør USA samtidig ændre kurs i forbindelse med både Irak og Palæstina, sagde Brzezinski. Når det gælder Irak, så skal Washington sige til de irakiske ledere, at de skal bede USA trække sig ud af landet hurtigst muligt – og tilbagetrækningen skal gennemføres i løbet af det kommende år. Når det gælder den israelsk-palæstinensiske konflikt bør USA gøre klart, at man ønsker en palæstinensisk stat og derefter gå i forhandling med de palæstinensiske ledere fra Hamas. Godt nok er Hamas på USA’s liste over terror-bevægelser, men Brzezinski påpegede, at da han var præsident Carters sikkerhedsrådgivet dannede det israelske Likud-parti for første gang regering, og det partis fundament var to terror-grupper, som havde ført krig mod Storbritannien.
Brzezinski oplyste, at han under samtaler med højtstående folk i Bush-regeringen har fået den opfattelse, at der ikke er stor forskel mellem hans forslag og den politik, som de foretrækker. Der er bare et problem, havde en af hans kontakter sagt. Uanset hvad vi gør, så må vi kunne kalde det en sejr.
Manuskriptet kan afvige fra det faktisk sendt og sagte.
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|