Sendt af Danmarks Radio, Orientering 9. maj 2006

Politisk pres har afkræftet CIA

Op til og under Irak-krigen blev CIA’s analytiske indsats udsat for politisk pres, som forvanskede tjenestens indsats, hævder tidligere topmedarbejder. Med en omorganisering af CIA er der udsigt til, at den politiske kontrol vil blive yderligere strammet.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Den amerikanske efterretningstjeneste CIA er på sammenbruddets rand. Det mener en lang række kyndige iagttagere. Så det var ikke en stor overraskelse, at præsident Bush i sidste uge gav CIA’s direktør, Porter Goss, en fyreseddel. Spørgsmålet er: Vil det løse CIA’s krise? Men svaret på det spørgsmål afhænger meget af, hvad CIA’s krise er, og om det er der mange meninger.

For det første vil mange hævde, at CIA ikke længere eksisterer – hvis man altså med CIA mener den organisation, som blev skabt i 1947 af præsident Truman. CIA er et akronym, som er dannet af forbogstaverne for Central Intelligence Agency – altså den centrale efterretningstjeneste. Direktøren for CIA skulle være alle efterretningstjenesters chef og præsidentens ledende rådgiver i forbindelse med efterretningssager. Men sidste år fik efterretningstjenesterne en ny overbygning. Der blev oprettet et direktorat for nationale efterretninger, som skal koordinere 16 efterretningstjenester. Direktøren, John Negroponte, er nu præsidentens ledende rådgiver.

Denne struktur har givet CIA en anden-rangs rolle – mindsket tjenestens indflydelse og demoraliseret mange af dens ansatte. CIA’s krise er set i denne sammenhæng led i et større kaos, fordi ingen i den nye struktur rigtigt har fundet sig til rette. Der er folk, som sammenligner efterretningstjenesterne med et fodboldhold – lige nu har man et hold, som optræder i stil med skoledrenge i et kaotisk spil. USA har, siger de, brug for et professionelt hold.

Politisk tillidskrise

En anden synsvinkel er, at CIA er ude i en dyb politisk tillidskrise. Ud fra denne opfattelse mener nogle, at tjenesten har vist sig uduelig, fordi den ikke forhindrede terrorangrebet i september 2001, og fordi den begik en stribe fejl i vurderingen af Irak op til USA’s angreb på landet i 2003. En ganske speciel version af denne opfattelse er, at CIA har modarbejdet præsident Bush. Det er en påstand, som vandt frem mellem Bush-regeringens neo-konservative ideologer. I forsvarsministeriet oprettede de en lille tjeneste, som skulle udvikle efterretninger, der bedre passede ind i de neo-konservatives verdensbillede.

Udnævnelsen af Porter Goss, en konservativ republikansk politiker, til direktør for CIA i 2004 var led i dette politiske opgør med den angiveligt Bush-fjendtlige efterretningstjeneste. I sit forsøg på politisk disciplinering af CIA fik Goss skabt så stor utilfredshed i tjenesten, at mange af dens topfolk gik i protest – og mange flere anonymt gik til pressen med informationer, som satte Goss og Bush i et meget dårligt lys. Set fra en neo-konservativ synsvinkel fik Goss ikke gennemført en effektiv politisk udrensning. En fremtrædende neo-konservativ – Danielle Pletka – har således nyligt argumenteret, at CIA er en slags anti-krigsbevægelse, som af politiske årsager modarbejder præsident Bush.

Det er af mange årsager en absurd anklage. Problemets kerne er, at CIA’s ansatte er trænet til indsamling og analyse af informationer ude at skele til politiske hensyn. Op til og efter angrebet på Irak gav denne holdning anledning til sammenstød med politiske topfolk i Bush-regeringen. CIA leverede ikke de ønskede krystalklare beviser for, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben og samarbejdede med terroristerne i Al Qaeda. CIA advarede tilmed mod en invasion, og man påpegede tidligt, at krigen mod oprørerne gik meget dårligt.

Analytisk indsats forvansket

Når CIA alligevel offentligt, trods nogle ansattes protester, blev taget til indtægt for Bush-regeringens politik, så er forklaringen, hævder adskillige CIA-folk, at man blev udsat for et politisk pres, der forvanskede tjenestens analytiske indsats. To officielle undersøgelser har afvist påstanden – men det er nærmest sket i forbifarten, da man behandlede andre emner. En tredje undersøgelse, som Senatets efterretningsudvalg har lovet, er blokeret af politiske årsager.

Men i tidsskriftet Foreign Affairs har en af CIA’s tidligere topfolk – Paul Pillar, som havde ansvaret for analyse af Mellemøsten fra 2000 til 2005 – beskrevet, hvordan CIA blev misbrugt og påvirket politisk. Han afviser, at man direkte fik ordre til forvanskning af den analytiske indsats. Men han peger på en række mere indirekte metoder.

Pillar’s centrale konklusion er, at Bush-regeringen benyttede informationer fra CIA til retfærdiggørelse af beslutninger, som allerede var taget. Tjenestens analytiske konklusioner blev forkastet, men bl.a. præsidenten, vicepræsidenten og forsvarsministeren udvalgte selektivt nogle oplysninger, som kunne tjene deres sag. Det gælder eksempelvis påstanden om, at Saddam Hussein og Al Qaeda var i ledtog med hinanden.

Han peger på en række andre forhold, som påvirkede CIA. Tjenesten vidste, at USA ville angribe Irak, og derfor gik man med strømmen. Når efterretninger blev bearbejdet, blev uønskede informationer skubbet til side. Når det var helt umuligt, så pakkede man det uønskede ind – dyppede det i sukker, skriver Pillar. Under indsamlingen af informationer ledte man efter det, som Bush-regeringen ønskede fundet – og ignorerede derfor det, som ved nærmere undersøgelse kunne undergrave regeringens påstande. Desuden var man påvirket af den mistænkeliggørelse, som CIA blev udsat for fra neo-konservativ side – man ville ikke fremprovokere slagsmål og give ammunition til kritikerne.

Svækkes markant

Pillar’s analyse kan hjælpe til et svar på, hvorvidt udnævnelsen af en ny chef for CIA og andre ændringer vil løse CIA’s krise.

Bush har valgt en general - Michael Hayden, der har udmærket sig gennem stor loyalitet overfor præsidenten og evne til offentligt forsvar af regeringens politik. Man vil samtidig fortsætte en omorganisering, der trækker analyse-arbejdet ud af CIA og lægger det i den nye overbygning, der ledes af en anden trofast mand, præsidentens ledende efterretningsrådgiver John Negroponte. Der er altså udsigt til, at den politiske påvirkning, som Paul Pillar, beskriver kan foregå mere direkte, og at CIA’s uafhængige funktioner svækkes markant.

Det kan vel nok løse CIA’s krise, men det større spørgsmål er nu, hvorvidt det også vil give USA en bedre forståelse af verdens gang.

Manuskriptet kan afvige fra det faktisk sagte og sendte.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.