Sendt af Danmarks Radio, Orientering 24. maj 2006

Amerikansk frygt for et overvågningssamfund

I sidste uge blev Michael Hayden, som præsident Bush har udnævnte til chef for efterretningstjenesten CIA, afhørt i Senatets efterretningsudvalg. Hayden er tidligere chef for efterretningstjenesten NSA, som, viser en række afsløringer, overvåger amerikanske borgeres telekommunikation. Det er måske ulovligt. Politikerne havde varslet, at de ville kulegrave affæren, men Hayden afviste deres forsøg.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

For et halvt år siden afslørede avisen New York Times, at den store efterretningstjeneste NSA uden dommerkendelse aflytter kommunikation mellem amerikanske statsborgere og folk i udlandet, som måske har kontakt med terrorisme. Siden er flere afsløringer fulgt. Eksempelvis har avisen US Today nyligt oplyst, at NSA udvikler en database, som registrerer den rent indenlandske tele-kommunikation. Tilsyneladende dækker overvågningen hvilke telefonnumre, man har kontakt med og hvor længe samtalen har varet – altså de oplysninger, som fremgår af telefonregningen. Mange, mange milliarder opkald er blevet registreret.

Overvågningen har rejst fundamentale spørgsmål. De gælder præsidentens magtbeføjelser, og de gælder, hvor grænsen skal gå mellem respekt for borgernes frihedsrettigheder og myndighedernes indsats for deres sikkerhed. Men debatten er hæmmet af, at NSA’s aktiviteter er hemmelige. Trods afsløringerne bygger meget af kendskabet til overvågningens faktiske omfang og indhold på anonyme kilder og eksperters spekulationer. Selv udvalgene i Kongressen, som skal overvåge efterretningstjenesterne, har kun modtaget meget begrænset orientering.

Chance for opklaring

Så det var en stor chance for opklaring, at præsident Bush udnævnte NSA’s tidligere leder, Michael Hayden, til leder af efterretningstjenesten CIA. Udnævnelsen skal godkendes af Senatet, og derfor var Hayden i sidste uge indkaldt til høring i Senatets efterretningsudvalg. På forhånd sagde flere medlemmer, at de ville benytte lejligheden til at grave i NSA’s aktiviteter.

Regeringen kom dem dog i forkøbet, idet man dagen inden høringen gav udvalgets medlemmer en fortrolig orientering – indtil da var kun ganske få ledende medlemmer af Kongressen blevet informeret. Det var en ganske snedig manøvre. Der blev lagt en dæmper på politikernes vrede og samtidig blev deres muligheder for offentligt krydsforhør af Hayden begrænset, idet de ikke kunne anvende den nye viden, som de havde fået med tavshedsløfte.

Professionelle iagttageres vurderinger af høringen spænder fra, at det var den mest søvndyssende begivenhed i menneskehedens historie til lovprisning af Hayden, som, ifølge en ekspert, kan blive den bedste topembedsmænd siden Den Kolde krigs afslutning. Sidstnævnte vurdering har en vis vægt, fordi den kommer fra kommentatoren William Arkin, som er kendt for ualmindeligt bidsk kritik. En gennemlæsning af høringen viser, at Arkin kan få ret, hvis Hayden lever op til de idealer, som han præsenterede. Hayden lovede, at han vil sige sandheden til de politiske magthavere, selv når sandheden er ilde hørt, og han var meget opmærksom på, at uenighed internt i CIA, når det gælder analyse af efterretningerne, ikke må undertrykkes. Hayden har altså tilsyneladende lært af de fejl, som blev begået op til Irak-krigen.

Men det var også en meget skuffende affære, hvis man havde set frem til opklaring af, hvad NSA har bedrevet. Når senatorer satte søgelys på overvågningens lovlighed, henviste Hayden til, at alle relevante organer i forbundsregeringen havde forsikret, at det juridiske fundament var OK. Hayden ville ikke gå yderligere ind i sagens substans, idet han henviste til, at han ikke selv er jurist. Nogle senatorer konfronterede ham med hans egne offentlige udtalelser i forbindelse med overvågning. De var tilsyneladende i strid med, hvad der nu er kendt. Men Hayden henviste til, at han havde vejet sine ord på en guldvægt, og hvis nogen føler sig vildledt, så er det, fordi de ikke fattede, hvad han helt præcist sagde. Han havde blot balanceret mellem behovet for at sige noget og være tavs om hemmeligheder. Eksempelvis lagde han nu vægt på forskellen mellem ordene "samtaler" og "kommunikation". Han havde kun afvist, at NSA overvågede "samtaler" mellem amerikanske borgere i USA. Han havde aldrig afvist, at man overvågede "kommunikation" – og denne betegnelse dækker altså kun enkle data om trafikken på telefon-nettet, ikke samtalernes indhold.

Byggeklodser

Et af de mest centrale spørgsmål i NSA’s overvågning af telekommunikationen er, hvorvidt de nu kendte aktiviteter kun er nogle få byggeklodser, som indgår i opbygning af et langt mere omfattende overvågningssamfund.

Opinionsundersøgelser viser, at et stort flertal tror, at mange aktiviteter stadig ikke er blevet afsløret. Under høringen fik Hayden antydet, at der er flere aktiviteter, men han ville kun beskrive dem i et lukket møde – en afvigemanøvre han i øvrigt anvendte flere gange med henvisning til, at nationens sikkerhed gør hemmeligholdelse nødvendig.

Den brede amerikanske befolkning er ikke blevet meget opskræmt af de seneste måneders afsløringer. Overvågning af samtaler med folk i udlandet sammenlignes med, at hvis turister krydser en landegrænse, så skal de måske åbne deres kufferter. Det er altså forståeligt, at myndighederne også åbner deres samtaler i denne sammenhæng. Overvågning af samtaler i selve USA sammenlignes med, at myndighederne noterer, hvad der står på en konvolut. Hvad der ligger i konvolutten er stadig privat.

Eksperter bekymrede

Mange eksperter er imidlertid mere bekymrede. De peger på, at myndighederne siden 1998 har investeret mange hundrede millioner dollar i udvikling af redskaber, som skal bruges til overvågning og analyse af elektronisk kommunikation. Førnævnte William Arkin har således offentliggjort kodenavnene på 500 projekter.

Når man i NSA’s database registrerer milliarder af indenlandske opkald får man telekommunikationens normaltilstand beskrevet. Derefter kan søgeprogrammer lede efter afvigelser. Tanken er, at man så kan opdage usædvanlig aktivitet, som kan afsløre terrorister. Men hvis man interesserer sig for befolkningens frihedsrettigheder, er problemet, at søgeprogrammerne må arbejde med målgrupper. Man må dele befolkningen i mindst to grupper – de sandsynligvis uskyldige og de muligvis mistænkelige. Sidstnævnte gruppe kan være alle muslimer, rejsende i Mellemøsten, aktive på politiske yderfløje osv. Desto mere effektiv overvågningen skal være, jo mere vil appetitten efter informationer af enhver art vokse.

Men det perspektiv kom Michael Hayden ikke ind på, bortset fra forsikringer om, at man lægger stor vægt på både befolkningens sikkerhed og frihed.

Manuskriptet kan afvige fra det faktisk sagte og sendte

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.