Sendt af Danmarks Radio, Orientering 11. september 2006

Rapport: Taliban vinder i Afghanistan

NATO har besluttet, at alliancen skal sende et par tusinde soldater mere til Afghanistan, hvor blandt andet danske soldater er ude i hårde kampe. Hvor galt står det egentlig til i Afghanistan? Meget galt, fremgår det af en rapport, som The Senlis Council har udsendt.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Strømmen af dårlige nyheder fra Afghanistan er i week-enden vokset yderligere. En britisk bistandsorganisation varslede, at millioner er truet af hungersnød i den nordlige del af landet, og en af landets meget få, dygtige, guvernører blev dræbt. Avisen The Sunday Times kunne oplyse, at en britisk top-officer har taget sin afsked i protest mod den militære indsats i Helmand-provinsen, hvor også danske soldater deltager. Kaptajn Leo Docherty erklærede i et interview, at den dansk-britiske styrke har leveret et skole-eksempel på, hvordan man ikke skal bekæmpe et oprør. Ifølge den oprindelige operationsplan skulle man vinde befolkningens hjerter og hjerner med en række genopbygningsprojekter omkring provinsens hovedstad Lashkar Gar, men soldaterne er i stedet blev sendt ud i Taliban-kontrollerede områder, og hårde kampe har været følgen. De er gået ud over den civile befolkning, som derfor vender sig imod den internationale styrke. Det er, siger kaptajn Docherty, både klodset i grotesk format og meningsløst.

De dårlige nyheder rejser spørgsmålet: Hvor galt står det egentlig til i Afghanistan? Objektive og detaljerede svar ligger ikke lige for. Efterretningstjenesterne har fejlvurderet forholdene, og derfor erklærer ledende officerer sig overraskede. Det er først i den seneste tid, at store britiske og amerikanske nyhedsmedier har rettet deres søgelys mod landet. Dertil kommer, at man kan finde tegn på både fremskridt og tilbageslag. Der er stor forskel på tilstandene i den nordlige og den sydlige del af landet.

Rigtige spørgsmål

Et af problemerne, når man skal danne sig et helhedsindtryk, er: Hvad er de rigtige spørgsmål, som bør stilles? Herhjemme har den nu pensionerede brigadegeneral Michael Clemmesen i en analyse rejst en snes spørgsmål, der bygger på de historiske erfaringer fra bekæmpelse af oprør. Han peger blandt andet på, at Afghanistan har en stærkt fremmedkritisk tradition, og derfor skal man tilbyde afghanerne et attraktivt projekt. Er der, spørger Clemmesen, afsat tilstrækkeligt store udviklingsressourcer og bliver de fordelt på en indlysende retfærdig måde?

Svarene på mange af Michael Clemmesens spørgsmål kan findes i en flere hundrede sider stor rapport, som netop er udgivet af The Senlis Council. Det er en europæisk organisation, som især beskæftiger sig med narkotika-politik, men i år har den i en stribe sikkerhedspolitiske rapporter kulegravet forholdene i Afghanistan. Rapporterne er så kritiske, at man næppe kan kalde dem ufejlbarligt objektive. Informationerne er imidlertid indsamlet af et halvt hundrede observatører i Afghanistan, som bogstaveligt talt er gået i marken – har talt med bønder, lokale embedsmænd og mange andre. I fravær af bedre informationskilder er Senlis-gruppens rapporter derfor blevet en central kilde til indsigt. NATO-officerer, som er i Afghanistan, siger til Orientering, at rapporterne ligger tæt på den virkelighed, som også de er stødt ind i.

Gruppens seneste rapport ser på udviklingen i de fem år, der er gået, siden USA og en række andre lande, deriblandt Danmark, greb militært ind i Afghanistan og væltede Taiban-regimet. Konklusionen er utvetydig. Taliban har i dag kontrol med den sydlige del af landet, og fronten rykker frem imod hovedstaden Kabul. Et direkte citat er: "Det internationale samfund anført af USA har tabt, Taliban vinder".

Det er en overraskende – og måske også overdreven konklusion. Den afghanske regering og NATO-styrkerne har en efter forholdene rimelig kontrol med nogle områder i Syd. Overraskelsen er stor, hvis man endnu har i frisk erindring, hvordan Taliban-regimet blev kendt for religiøst tyranni. Gruppen erkender da også, at da amerikanerne og NATO rykkede ind i landet, blev de hilst velkommen af mange afghanere. Mulighederne for en positiv indsats var dengang store, men de er gået tabt.

Forkert fokus

Senlis-rapporten fremhæver tre årsager til, at det er gået galt.

For det første har den internationale styrke fokuseret på krig mod resterne af Taliban og Al Qaeda. Man har dermed ignoreret den afghanske befolknings behov. Det var et erklæret mål for NATO’s ISAF-styrke, som Danmark er med i, at man ville tage fat på genopbygning. Men det er i praksis gået anderledes, fordi NATO også gennemfører store offensive operationer, der uundgåeligt medfører civile tab. Resultatet er, hævder rapporten, at alle de udenlandske soldater nu anses for en invasionshær – en slags korsfarere, som truer den afghanske befolknings religion, kultur og liv. Kampene har medført, at ti-tusinder bor i primitive flygtningelejre.

For det andet har de fremmede ført an i en kampagne, som skal udslette bøndernes marker med opiums-valmuer. FN og andre kilder oplyser, at opiumshøsten lige nu slår alle rekorder, men denne nyhed slører, at mange tusinde bønder har oplevet, at deres eneste indtægtskilde er blevet brændt, og at langt flere oplever en trussel mod høsten. Derfor søger bønderne støtte hos Taliban, som gerne vil beskytte deres marker.

For det tredje har det internationale samfund prioriteret forkert, da man ville indføre demokrati og genopbygge landet. Der er oprettet nogle demokratiske institutioner, men befolkningens grundlæggende behov for mad og sikkerhed er ikke blevet imødekommet. Man har fået en regering og et statsapparat, der ikke har legitimitet i befolkningens øjne. Bistanden til genopbygning er i vidt omfang havnet i udenlandske bistandsorganisationers egne lommer – eller forsvundet i korrupte embedsmænds lommer.

Hårde domme

Det er meget hårde domme, og de kan overskygge, at der midt i mørket også er solstref. Men statistikken, som Senlis-gruppen henviser til, er knusende.

Når man ser på de anvendte økonomiske ressourcer, er der brugt 9 gange mere til militære end til civile formål. Hvis man sammenligner den civile bistand med indsatsen i andre lande, hvor Vesten har grebet ind, ligger Afghanistan relativt meget lavt. Eksempelvis var bistanden til Bosnien fem gange større. Fem år efter Taliban-styret blev væltet er Afghanistan stadig et af verdens fattigste lande med høj børnedødelighed, ringe sundhedspleje og sult.

Som man skriver i rapporten, og jeg citerer: "Vrede er nu alment udbredt i det sydlige Afghanistan, og mange afghanere, som støttede de internationale styrker, omtaler dem nu med had".

Rapporten "Afghanistan After Five Years" fra Senlis-gruppen kan læses på www.senliscouncil.net

Manuskriptet kan afvige fra det faktisk sagte og sendte.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.