Sendt af Danmarks Radio, Orientering 7. december 2006

Baker-rapport skal give irakerne skylden

Baker-kommissionens rapport udsættes for en del kritik af amerikanske eksperter. Nogle hævder, at det mere er en rapport, som skal påvirke debatten i USA, end en rapport, som lægger op til realistisk håndtering af udfordringerne i Irak. USA har, ifølge denne opfattelse, lidt nederlag og må trække sig ud – men det er irakerne, som skal have skylden.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Kort før Baker-rapporten blev offentliggjort onsdag morgen modtog journalister en e-mail fra den amerikanske forsker Anthony Cordesman. Han pegede på ti kritiske spørgsmål, som rapporten burde give svar på.

Mail fra Anthony Cordesman er ikke noget, som bare noteres i forbifarten. Han har siden Irak-krigens start udsendte en stribe detaljerede rapporter, som er blevet et helt nødvendigt korrektiv til den officielle propaganda. Cordesman er ansat på en af USA’s mest indflydelsesrige tænketanke, Center for Strategic and International Studies i Washington. Han har gennem en lang karriere arbejdet på sikkerhedsposter i regeringsapparatet og været rådgiver for den fremtrædende republikanske senator John McCain. Ingen anden har med lignende troværdighed konsekvent dokumenteret kløften mellem Iraks virkelighed og politikeres retorik – og fået ret.

I sin mail luftede Cordesman dyb utilfredshed med pressens håndtering af de brudstykker fra Baker-rapporten, som er sivet ud i dagene før offentliggørelsen. Forhåndsomtalen var, hævdede han, overfladisk, idet pressen overså, at vage forslag ikke udgør en realistisk plan. Mellem hans spørgsmål var: Hvad skal man gøre, hvis borgerkrigen optrappes, så USA og den irakiske regering helt mister kontrol med udviklingen? Indeholder rapporten en grundig analyse af, hvorfor den irakiske regering er svag og USA’s skyld i den forbindelse?

Afgørende forbehold

Når man læser rapporten bliver det meget hurtigt klart, at Cordesman’s spørgsmål ikke besvares tilfredsstillende. På første side i rapportens opsummerende introduktion bringes en advarsel. Der er, skriver man, muligheder for fremskridt, hvis den irakiske regering sætter sig i spidsen for national forsoning. Rapportens anbefalinger bygger på denne forudsætning.

Men der er intet nyt i denne nærmest banale påpegning af, at national forsoning kun er mulig, hvis regeringen kan og vil anføre processen. Og man må forgæves lede efter en grundig analyse af, hvorfor det ikke er lykkedes. Der er heller ikke ingen strategi for, hvordan regeringen kan overvinde årsagerne til, at irakerne er blevet stadigt mere uforsonlige indbyrdes. Rapporten bare antager, at regeringen har magt og mangler vilje – den overvejer ikke, at magten i Irak, både den reelle og den potentielle, ligger et helt andet sted, nemlig hos shia-muslimernes religiøse ledere og deres militser.

Det mest nye i denne forbindelse er, at Baker-rapporten rejser en utvetydig trussel. Hvis den irakiske regering ikke kan præstere betydelige fremskridt, så bør USA skære ned på sin politiske, militære og økonomiske støtte. I en analyse af rapporten, som Cordesman udsendte i aftes, skriver han, at denne advarsel svarer til en trussel om, at hvis de irakiske børn ikke vil deltage i spillet på USA’s måde, så vil amerikanerne tage bolden og gå hjem til sig selv.

Amerikanske morgenaviser har i dag adskillige analyser og artikler, som endog meget kritisk gennemgår Baker-rapportens anbefalinger. De sikkerhedspolitiske medarbejdere har så åbenbart fulgt Cordesman anbefaling og har vurderet forslagenes realisme. Baker-rapporten er et kompromis, så det er uundgåeligt, at den ville blive udsat for kritik af folk, som ikke har fået deres synspunkter tilgodeset. Men manglerne er så store og iøjnefaldende, at et nyt spørgsmål melder sig. Måske er det en misforståelse, at denne rapport handler om Irak? Svaret er oplagt. Det er en rapport, som handler om USA, fordi den beskriver en strategi, som amerikanerne måske kan forenes bag.

Rapportens bidrag

Set fra denne synsvinkel opnår Baker-rapporten mindst tre ting. For det første leverer den en dyster analyse af forholdene i Irak. Den knuser altså officiel propaganda, som peger på fremskridt og håb. Dermed har rapporten leveret et fundament for en mere realistisk beslutningsproces. For det andet får den isoleret præsident Bush, fordi hans strategi nu er afvist med tværpolitisk tyngde. For det tredje lægger den op til en tilbagetrækning, hvor irakerne får skylden, fordi de ikke selv gjorde nok.

Den amerikanske strateg Zbigniew Brzezinski, der fra en solid plads i de ældre statsmænds elite er blevet Bush-regeringens førende kritiker, har i flere uger kraftigt antydet, at den amerikanske opinion og dens ledere har indledt en manøvre, som skal sikre, at man selv kommer ud af Irak uden store samvittighedskvaler. Irakerne vil, siger han, få skylden for nederlaget. Meget tyder på, at han får ret. Ifølge en af krigens oprindelige bagmænd fik irakerne en gave af USA, da man befriede dem fra Saddam Husseins styre, men de har hverken værdsat eller brugt gaven. Politikere, debattører og nogle eksperter har længe fremhævet, at irakiske soldater ikke vil slås, politiet er korrupt, ældgamle religiøse modsætninger ligger bag dødspatruljers virksomhed og regeringen, ja den er bare uduelig. USA har godt nok begået fejl, men ansvaret for dem ligger hos tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld samt præsident Bush.

Cordesman hævder, at Baker-rapporten ignorerer, at den irakiske regering også er svag på grund af USA’s handlinger. Det var, hævder han, USA, der ødelagde den verdslige kerne i den irakiske stat, da man opløste Baath-partiet. Det var USA, som indledte udarbejdelsen af en forfatning længe inden, at irakerne var klar, og denne forfatning har nu store mangler, der vækker strid. Det var også USA, som skabte et system for afholdelse af valg, der splittede landet op langs religiøse og etniske skel. Det var, skriver han, USA, som sendte en tyr ind for at befri en porcelænsbutik, og nu kræver Baker-kommissionen, at butikken selv skal klinke skårene – ellers vender man ryggen til.

Under pressemødet, hvor Baker-kommissionen fremlagde sin rapport, blev det igen og igen fremhævet, at det vigtigste nu er, at amerikanerne står sammen. Det er kun en enig nation, som effektivt kan håndtere sine interesser. Måske vil kritikerne ikke kunne forstyrre enigheden. Men det er sandsynligt, at larmen fra Irak kan gøre det igen.

Manuskriptet kan afvige fra det faktisk sagte og sendte.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.