Trykt i Information 18. april 1978
FORSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL
Terroristerne
BAG LUKKEDE døre mødes forsvarsministre, soldater og embedsmænd fra syv NATO-lande i dag i Frederikshavn for at diskutere neutronbombens fremtid. Resultatet kan få stor betydning for afspændingens videre forløb og fremtidens krige. Emnets karakter taget i betragtning er det forståeligt, at overvejelserne finder sted under fortrolige former.
Men med hemmelighedskræmmeriet følger også et ansvar. I demokratier er åbenhed en nødvendighed, hvis folkestyret skal have mening. Hvis befolkningen ikke har indsigt, kan den jo ikke udtrykke den mening, som repræsentanterne idealt set skal følge. Når det undtagelsesvis bliver nødvendigt at holde folket uden for en beslutningsproces, er det vigtigt, at de, som handler i skjul, har befolkningens tillid. For der er jo ingen mulighed for at kontrollere dem. I et demokrati må man også kunne forlange, at personer, der én gang har misbrugt befolkningens tillid, ikke igen får magt.
To af deltagerne i NATO-mødet har i usædvanligt omfang bevist, at de ikke er egnede til at udøve magt i demokratiets navn. Den amerikanske forsvarsminister Harold Brown og hans rådgiver i NATO-anliggender Robert W. Komer er krigsforbrydere i Nürnberg-princippernes forstand. De er aldrig blevet dømt, men det skyldes magtens fordeling i USA og er irrelevant, hvis man ønsker at vurdere, om de i moralsk henseende har gjort sig uværdige til indflydelse på menneskehedens fremtid.
ROBERT W. KOMER er en af Vietnam-krigens vigtigste bagmænd. Han var rådgiver for præsident Johnson og stod for det såkaldte pacificeringsprogram, hvor hundredtusinder af vietnamesere blev tvunget væk fra deres landsbyer ind i flygtningelejre, befæstede landsbyer og storbyslum. Da denne politik ikke førte til sejr tog Komer initiativet til Phoenix-programmet, der gik ud på med terror at knuse Befrielsesfrontens politiske apparat (se artikel side 2) [i].
Harold Brown var viceforsvarsminister med ansvar for luftvåbnet i perioden 1965 til 1969, hvor bombardementerne af Sydvietnam, Nordvietnam og Laos blev voldsomt optrappet. Blot over Sydvietnam, hvis befolkning man angiveligt forsvarede, blev der i de år smidt 2.177.000 tons sprængstof, som svarer til 108 atombomber i Hiroshima-størrelse. Formålet med en betydelig del af disse bomber var at terrorisere befolkningen til at flygte fra de ukontrollerbare landdistrikter.
I Pentagon-rapporten [ii] er Browns opfordringer årene igennem til at udvide bombardementerne gengivet. I marts 1968 ønskede han således a få ophævet "faktisk alle de begrænsninger", som bombardementerne af Norden var underkastet. Brown foreslog massive bombardementer af befolkningscentre og digerne omkring Den røde Flod.
Begge herrer ville være oplagte emner for en krigsforbryderproces. I 1947 Geneve-konventionen om retningslinjer for krig passer artikel 3, stk. 1a og 1b på Phoenix-programmet. I disse bestemmelser forbydes tortur og henrettelse uden domfældelse i borgerkrige. Bombardementer rettet imod civilbefolkningen er ligeledes i strid med international lov.
Det er ingen undskyldning, at f.eks. Komer ikke har været bekendt med tortur og snigmord i alle tilfælde. Eksempelvis blev den japanske general Yamashita dødsdømt og hængt af USA, fordi soldater under hans kommando havde begået krigsforbrydelser. Yamashita blev dømt, fordi han ikke havde opretholdt den fornødne disciplin.
VIETNAMKRIGEN er på afstand. Grusomhederne står ikke længere klart i erindringen. Måske virker det billigt at trække den tids forbrydelser med ind i kampen mod neutronbomben.
Men de ansvarlige for krigen er tilbage ved magten. De er krigens teknokrater, som Noam Chomsky rammende kaldte "De Nye Mandariner". Vi har nogle erfaringer med dem. De lyver, når det tjener deres kram. De tager beslutninger uden hensyntagen til moralske aspekter. For dem er krig og krigsforberedelse et spørgsmål om organisationers effektivitet. De benytter kliniske betegnelser à la "neutralisering" for snigmord og "systematisering af flygtningestrømme" for ødelæggelse af bønders levevis.
I neutronbombens tilfælde har de ønsket betegnelsen "sprænglegeme med øget strålingseffekt" eller allerhelst "sprænglegeme med reduceret varm- og chokbølgeeffekt". I teknokrathjernerne er det væsentlige, at en neutronbombe har stråling, som gennemtrænger panser, og at man i krigsspil kan reducere antallet af civile ofre og materiel skade ved tænkt brug af neutronvåben. Måske tænker de også, som Daniel Ellsberg [iii] sagde for nyligt her i bladet, på, at neutronbomben kunne have sikret sejren i den krig, som de tabte.
DANIEL ELLSBERG har sagt, at "neutronbomben er en forbrydelse imod menneskeheden og som sådan bør den bekæmpes".
Dagens demonstrationer kan blive starten på en bevægelse, der, som under Vietnam-krigen, tager de spørgsmål op, som "officielle organer" hidtil har forvaltet bag lukkede døre. I første omgang er målet at få regeringen til at modarbejde produktionen af neutronvåben. Historien gentager sig for Socialdemokratiets vedkommende. I årevis ville man heller ikke blande sig i amerikanernes forvaltning af Vietnam-konflikten. Igen ser man det politiske flertal i Folketinget være efternølere, når det gælder viden og stillingtagen til storpolitiske spørgsmål. I både Holland og Norge har et massivt tværpolitisk flertal vendt sig imod det seneste initiativ fra Pentagon.
Den fremtrædende amerikanske jurist Richard Falk konkluderede for nogle år siden en analyse af problematikken omkring ansvaret for USA's krigsforbrydelser: "I betragtning af farerne og rædslerne i den moderne verden er det på tide, at de enkelte individer alle vegne kræver deres regeringer til regnskab, hvis de finder sig i eller ignorerer de daglige beviser for barbari … De forældede fordomme om regeringsmagtens privilegier og den militære nødvendighed må man hellere se at få gjort op med, hvis tilværelsen skal kunne fortsætte her på jorden".
De ord er stadig aktuelle. JD
[i] Artiklen side 2 var skrevet af Jørgen Dragsdahl og hed "Kendt terrorist i Frederikshavn", Med henvisning til en række amerikanske kilder, herunder den officielle ’Pentagon-rapport’, beskrives Phoenix-programmet, som med blandt andet snigmord og tortur skulle udrydde Den Nationale Befrielsesfronts infrastruktur i Sydvietnam. Ifølge tal fremlagt under Kongressens gennemgang af programmet blev indtil 1971 84.0000 vietnamesere "neutraliseret", heraf blev de 21.000 dræbt.
[ii] Pentagon-rapporten er et værk med analyse af Vietnamkrigens start og forløb på omkring 7.000 sider, som blev udarbejdet på foranledning af daværende forsvarsminister McNamara fra 1967. Rapporten var hemmelig, men i 1971 begyndte aviser at offentliggøre den. Se nærmere i artiklen Mistillidens jubilæum trykt i Weekendavisen 5. juli 1996.
[iii] Daniel Ellsberg er en tidligere toprådgiver og strateg i Pentagon. Information bragte et helsides interview med ham 7. april 1978.
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|