Trykt i Information 14. februar 1981

Sovjets propaganda stærkt argument for neutronbomben

Hvis erfaringerne fra den tidligere sovjetiske kampagne er nogen rettesnor, kan en større propagandaoffensiv være på vej.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Informations korrespondent

WASHINGTON i febr. – Den amerikanske forsvarsminister Weinberger fortsætter sin kampagne for neutronbomben trods negative reaktioner fra flere vesteuropæiske allierede.

Til dagbladet Washington Post siger han, at neutronbomben kan "gøre temmelig meget" med henblik på imødegåelse af den sovjetiske tanktrussel i Europa. Han bebuder igen, at USA først vil placere de nye sprængladninger til artillerigranater og raketter i Vesteuropa, hvis de allierede ønsker dem.

Weinberger kommenterer ikke de vesteuropæiske protester, men han anvender i Washington Post den skarpe sovjetiske reaktion i argumentationen for de nye våben. Han siger, at russerne er så kraftigt imod neutronbomben, fordi den kan afbalancere de sovjetiske tankstyrker i Europa.

Den anvendelse af sovjetisk propaganda er ikke noget nyt. Faktisk blev den højlydte sovjetiske vrede et af de stærkeste argumenter for neutronbomben, da den i 1977-78 var centrum for en hed debat. Nogle af bombens vestlige kritikere er så irriterede over den sovjetiske propaganda, at de mener, bomben ville være droppet fra den militære planlægning, hvis russerne var mindre larmende i deres protester.

"Bare de dog ville klappe i", siger fhv. vicedirektør i CIA Herbert Scoville til Information. Han er en af de eksperter, som mener, at bomben militært set er tåbelig, fordi den er ineffektiv overfor et tankangreb. Hovedproblemet er, at soldaterne på fire-femtedele af det bestrålede areal ikke dør øjeblikkeligt og for et stort antals vedkommende endog kan fortsætte kampen, selv om de er dødsmærkede (se artiklen: 06-02-81 Atomkrig uden tårer).

Imponerende kampagne

Sovjetunionen har reageret på Weinbergers udtalelser i de seneste par uger med skarpe angreb på USA. Tidligere på ugen foreslog den sovjetiske delegation til FN’s nedrustningskonference i Geneve en international traktat imod neutronbomben.

Hvis erfaringerne fra den tidligere sovjetiske kampagne er nogen rettesnor, kan en større propagandaoffensiv være på vej. Det sovjetiske propaganda-apparat i fuldt sving er imponerende – ikke på grund af argumentationens niveau, men fordi utroligt mange hjul sættes i sving.

De sovjetiske medier omtalte neutronbomben kort efter amerikanske aviser i juni 1977 omtalte den. I juli blev det "barbariske og umenneskelige" våben angrebet næsten dagligt, og den 30. samt 31. juli kom signalet til en storstilet kampagne, da det officielle telegrambureau TASS udsendte en usigneret kommentar, fjernsynet tog sagen op for alvor og partiavisen Pravda omtalte bomben udførligt.

I løbet af de følgende måneder blev millioner af underskrifter på protesterklæringer samlet ind i Østblokkens lande, møder på arbejdspladser fordømte bomben, alskens videnskabelige sammenslutninger udtalte sig, en støt strøm af eksperter gav interviews og officielle taler koncentreredes omkring kapitalisternes seneste grusomme påfund.

Forslag om gensidigt afkald

Udenrigsminister Gromyko opfordrede den 27. september 1977 FN til at kræve stop for neutronbomben, og han betvivlede indirekte præsident Carters oprigtighed: "Kan man virkelig med den ene hånd forelægge diverse ’dramatiske nedrustningsforslag’, medens man med den anden autoriserer udvikling af nye og rent ud sagt skånselsløse våbentyper såsom neutronbomben?".

Gromyko hentydede formodentlig til USA’s forslag fra marts, hvor udenrigsminister Vance akkompagneret af vidtgående nedrustningsretorik tog til Moskva med ideen til en traktat, der skulle nedskære atomarsenalerne kraftigt.

I et interview med Pravda den 24. december 1977 sagde Bresjnev: "Hele verden betegner det vedholdende som et umenneskeligt våben, som er særligt farligt derved, at det udgives for taktisk og nærmest uskyldigt. Dermed søger man at udviske grænsen mellem konventionelle våben og kernevåben samt gøre overgangen til atomkrig næsten umærkelig for folkene".

Han antydede, at hvis Vesten fremstiller bomben, så vil "Sovjetunionen ikke blive ved med at være passiv tilskuer dertil. Vi vil være stillet over for nødvendigheden af at besvare denne udfordring for at betrygge det sovjetiske folk, dets allieredes og venners sikkerhed. Til syvende og sidst vil det betyde, at oprustningen hæves op på et endnu farligere niveau". Han foreslog, at supermagterne skulle blive enige om, at ingen af dem vil lave neutronbomber.

De forslag blev den 8. marts fulgt op ved nedrustningskonferencen i Geneve, hvor den sovjetiske chefdelegerede Likachev foreslog en international traktat imod bomben. I begyndelsen af januar fik regeringscheferne i alle NATO-landene et personligt brev fra Bresjnev, hvor han advarede om, at det amerikanske våben kunne true både nedrustningsforhandlingerne og afspændingen. Både truslen om sovjetisk fremstilling og ønsket om forbud gentages i brevet.

Misvisende propaganda

Propagandistisk iver og uvidenhed er formodentlig årsagen til, at mange sovjetiske ytringer i sagen er i strid med de faktiske forhold.

Det er iøjnefaldende, at selv vestlige kritikeres analyser først langsomt og i ofte forvrænget form når frem til de sovjetiske organer, som skal udforme propagandaen. Censur er aldrig gratis for et samfund.

Således kan en "fremtrædende" videnskabsmand, akademimedlemmet Oleg Reutovs, den 14. februar 1978 i et interview med det sovjetiske pressebureau APN erklære, at "soldater vil antagelig bære beskyttelsesdragter", så neutronstrålingen hovedsagelig bliver alvorlig for civile. Sådanne beskyttelsesdragter eksisterer ganske enkelt ikke og kan formodentlig heller ikke fremstilles.

Generalløjtnant Mikhail Milstein, der ifølge APN er en "anset sovjetisk ekspert i militær-politiske spørgsmål", kan den 9. februar 1978 erklære, at neutronbomben vil medføre en "fundamental ændring i den styrkebalance, der har udviklet sig i Europa". Beklageligvis argumenterer han ikke yderligere for synspunktet, der er mere vidtgående end de mest rabiate amerikanske tilhængeres.

Den 13. marts 1978 udsendte 31 af Sovjetunionens mest fremtrædende videnskabsmænd, heriblandt fem Nobel-prisvindere, et brev til præsident Carter, hvor de sidestillede den eventuelle placering af neutronvåben i Europa med atombombningen af Hiroshima og brintbombens fremstilling.

Mange sovjetiske motiver

Den sovjetiske kampagne var især forbløffende, fordi neutronbomben, som omtalt i artiklen den 6. februar, er af temmelig tvivlsom militær værdi. Hvis man skal lede efter motiver for den sovjetiske kampagne, er det, som Weinberger tillægger dem, ikke det mest sandsynlige.

Det er selvfølgelig muligt, at denne vestlige iagttager i Moskva har ret: "De læste talerne af NATO’s generaler og amerikanerne, og så begyndte de måske at tro, at det trods alt er et godt våben". Det er i så fald hverken første eller sidste gang, at man i Sovjetunionen har taget vestlig militærpropaganda mere alvorligt end rimeligt er.

Men sovjetisk frygt for det nye våben var alligevel næppe den mest tungtvejende årsag til kampagnen.

Den blev indledt, da præsident Carters menneskerettighedskampagne var i fuldt flor og "bomben, der dræber alt menneskeligt, men lader ting urørte", var et oplagt modargument i denne strid om verdensopinionens sympati. Bomben gav også russerne en lejlighed til at køre det traditionelle nedrustningstema i propagandaen, hvad der i andre sammenhænge kan være vanskeligt, fordi Sovjetunionen selv har rustet en del.

Der var endvidere en splittelse i den vestlige alliance, som kunne udnyttes. Sovjetunionen var heller ikke gået over til personlige angreb på præsident Carter endnu, så denne kampagne muliggjorde stærk kritik af den amerikanske ledelse uden at gøre Carter selv til forbryder eller sindssyg. Økonomisk ville Sovjetunionen sandsynligvis gerne undgå selv at producere bomben, da det jo er et meget kostbart projekt.

Når Sovjetunionen truede med selv at fremstille neutronbomben, er det også et tegn på, hvor stor indflydelse symbolik og ’opfattelse" i stedet for faktiske forhold har fået i overvejelserne omkring den militære balance. Lederne i Kreml lægger stor vægt på, at der er tilnærmelsesvis ligevægt mellem blokkene militært, så hvis Vesten hævder, at neutronbomben er vigtig, så må Sovjetunionen af hensyn til den symbolske balance anskaffe sig noget lignende.

Psykologisk spil

I det samme psykologiske spil ligger forklaringen på, at den sovjetiske kampagne gav neutronbomben øget værdi i de vestlige magtcentre. Den blev et symbol for vestligt sammenhold og fasthed. Således kunne det britiske dagblad The Times den 2. februar 1978 fra NATO’s hovedkvarter berette, at "kilder" mente, at "de sovjetiske ledere har gjort det næsten umuligt for alliancen ikke at udstationere neutronbomben, da det, hvis man gør andet, nu vil virke, som om man bøjer sig for sovjetisk pres".

I Financial Times skrev kommentatoren Malcolm Rutherford den 3. februar 1978 en lang artikel om farerne ved at give Sovjetunionen "veto" over Vestens anskaffelse af våben. Temaet blev gentaget hyppigt. Det gik så vidt, at den sædvaneligvis meget Sovjet-fjendtlige militærpolitiske kommentator ved The Times, Lord Chalfont, i et opgør med bombens tilhængere angreb den instinktive "refleks", som "overbeviser selv normalt tænksomme folk" om, at hvis Sovjetunionen er imod noget, "så er det pr. definition en god ting".

Truslen fra SS-20

Endnu et argument blev taget i anvendelse af vestlige ledere for at imødegå den sovjetiske offensiv, og det fik stor betydning på længere sigt.

En af de første, der fremkom med det, var NATO’s øverstkommanderende Alexander Haig. I november 1977 sagde han eksempelvis til en gruppe journalister, at det var "latterligt", når neutronbomben kunne fremkalde "så stor følelsesbetonet vrede" og ingen øjensynlig bekymrede sig over de nye sovjetiske SS-20 mellemdistanceraketter.

Selv om disse atomraketter og neutronbomben militært set absolut intet har med hinanden at gøre, og de saglige indvendinger mod neutronbomben ikke kan rettes mod SS-20, vandt argumentet frem mellem den nye bombes forsvarere. Da præsident Carter i begyndelsen af januar 1978 besøgte Europa, advarede han straks imod SS-20.

"Hans mål var da at imødegå den sovjetiske præsident Leonid Bresjnevs påstande om, at USA vil undergrave stabiliteten og gennemtvinge endnu en oprustningsspiral i våbenkapløbet ved placering af neutronbomben i Vesteuropa", forklarede ugebladet U.S. News and World Report den 23. januar 1978.

Også den britiske premierminister erklærede i Underhuset, at SS-20 er "langt farligere " end neutronbomben, fordi den ødelæggelseskraft er "tusinder af gange" større.

Propagandaslaget omkring neutronbomben lagde således grundlaget for, at NATO kunne kræve nye amerikanske raketter til Vesteuropa, fordi SS-20 udgjorde en alvorlig politisk-psykologisk udfordring. Men det var NATO’s egne ledere, der skabte denne "udfordring" i spillet omkring den såkaldte militærbalance.

Neutronbomben fængede

Protestbevægelsen i USA og Vesteuropa blev i mange vestlige medier konsekvent kaldt sovjetisk inspireret og dirigeret. Disse beskyldninger er blevet genoplivet i forbindelse med "baggrundsartikler", som er fulgt efter Weinbergers seneste udtalelser.

Der kan næppe være tvivl om, at Sovjetunionens ambassader spillede en rolle, selv om beviser aldrig er blevet fremlagt. CIA offentliggjorde i 1980 en rapport om KGB’s aktiviteter, men deri fremkommer ikke andet end vage påstande. De pro-sovjetiske kommunistpartier samt de østligt orienterede "fredsbevægelser" var dog meget aktive i kampagnen.

Den sovjetiske indflydelse er imidlertid helt utilstrækkelig forklaring på, at atomvåbnene i Europa pludselig blev genstand for hed debat efter næsten 15 års tavshed. Neutronbomben fængede sandsynligvis i offentlighedens bevidsthed, fordi det enkle budskab – "bomben dræber mennesker, men bevarer materielle værdier" – gav næring til allerede udbredte følelser. 70’erne var karakteriseret ved en udbredt frustration over, at hensynet til mennesket prioriteres lavere end hensynet til materielle værdier. Neutronstrålingen blev endvidere forstået i en befolkning, hvor uroen over atomkraft var voksende. Og endelig var indførelsen af et nyt atomvåben en provokation imod den udbredte følelse af, at afspænding ville føre til nedrustning – at selv om fremskridtene var små, så gik det dog ikke den gale vej.

Vestlige eksperter ledende

Visse mediers og politikeres stadige fremhævelse af den sovjetiske indsats slører også, at den sovjetiske propaganda intet originalt bidrag leverede til debatten. Alle argumenter og oplysninger stammede fra vestlige kritikere, der er hævet over enhver mistanke for pro-sovjetisk virksomhed.

Det amerikanske dagblad Washington Post angreb gentagne gange på lederplads projektet, fordi neutronbomben efter bladets mening ville sænke atomtærsklen. Lord Chalfont ved det konservative The Times leverede en sjældent ihærdig og farverig kritik: "Hvis vore politiske ledere nu alvorligt overvejer deres brug i en europæisk krig", skrev han om neutronbomben i en kommentar, "og vi tillader dem at gøre det, så bør vi stille afvente, at mændene i de hvide kitler kommer, for det er os og ikke menneskene på sindssygehospitalerne, der er gale".

Fremtrædende militærfolk gik imod, bl.a. den britiske flådeadmiral Sir Peter Hill-Norton og general Arthur S. Collins, der en tid var den amerikanske vicehærchef i Europa. I Vesttyskland var den fhv. chef for NATO Defence College, hærgeneral Wolf Graf Baudissin, mellem modstanderne, som også omfattede fhv. stabschef i luftvåbnet, general Steinhoff og afspændingens intellektuelle arkitekt, socialdemokraten Egon Bahr. I Holland gik forsvarsministeren af i protest.

Det er med betydelig forundring, at mange amerikanske eksperter har iagttaget Weinbergers indsats for genoplivelse af neutronbomben – og dermed en hed debat igen. Det er alment kendt, at de vesteuropæiske allierede ikke netop trænger til endnu en kontrovers oven i debatten omkring de langtrækkende NATO-raketter. Men igen spiller formodningerne omkring den sovjetiske reaktion en central rolle.

Det er sandsynligt, at Kreml vil indlede en voldsom propagandakampagne, da den kan bortlede opmærksomheden fra både Afghanistan og Polen. Weinberger personligt og neutronbomben har en del at vinde fra en sådan kampagne. Forsvarsministeren selv angribes af den amerikanske højrefløj, fordi han angiveligt ikke er skrap nok – sovjetiske angreb kan hjælpe på det image. Og neutronbombens største chance for en militær fremtid ligger nok i en voldsom kampagne anført af pro-sovjetiske kredse. Så kan den igen få en mission – blive en demonstration af viljestyrke imod pres fra Kreml.

Læs også artiklen Atomkrig uden tårer - Trykt i Information 6. februar 1981

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.