Trykt i Information 5. marts 1981

Sovjets nyeste atomvåben

Af JØRGEN DRAGSDAHL

WASHINTON DC i marts – Selv efter indførelsen i midten af firserne af NATO’s nye langtrækkende raketter vil det sovjetiske forspring på feltet vokse.

Det påpeger de amerikanske værnschefer i deres årsrapport, som for ganske nyligt er blevet offentliggjort. Rapporten beskriver selv udviklingen således: "Warszawa-pagtens fordele vil desuden ifølge prognoserne vokse årtiet igennem. Væksttakten i Warszawa-pagtens forspring skulle falder betydeligt i midten af firserne, hvis de nye NATO-systemer bliver udstationeret efter planerne".

På et diagram vises Warszwa-pagtens voksende forspring med kurver for sprænglegemernes antal, deres slagkraft og evne til udslettelse af hærdede mål (f.eks. kommandobunkers). Inden for sprængkraft skal Sovjetunionen således i 1989 besidde et forspring på 5 imod 1, hvor det i 1979 blot var 3,5 imod 1. Antallet af sprænglegemer går fra cirka 1,8 imod 1 til næsten 3 imod 1, og evnen til udslettelse af hærdede mål bliver mere end fordoblet.

Diagrammet afspejler et formodentlig storstilet sovjetisk "moderniseringsprogram", der dybt foruroliger mange vestlige forsvarseksperter. Men efter præsident Bresjnevs tale i sidste uge, hvor han foreslog et stop nu for yderligere udstationering af atomvåben med mellemdistance-rækkevidde, har diagrammet endnu et vigtigt budskab.

Langt den største del af væksten i Sovjets arsenal vil ske efter 1981, og da NATO’s nye raketter tilsyneladende ikke vil vender udviklingen, har den vestlige alliance med andre ord en klar interesse i Bresjnevs forslag. Hvis et totalt stop indføres nu, og Vesten altså ikke får sine nye raketter, er balancen alligevel markant bedre end efter endnu 8 års våbenkapløb.

ANALYSER af sovjetiske rustningsplaner er behæftet med stor usikkerhed på grund af Kremls hemmelighedskræmmeri. I forbindelse med atomvåben til anvendelse på slagmarken og i fjendens bagland er usikkerheden særligt stor, fordi spionsatellitter og elektronisk aflytning ikke kan overvåge disse våben med den præcision, der gælder i de strategiske atomvåbens tilfælde.

Sovjetunionen har ifølge det amerikanske forsvarsministerium ikke placeret atomvåben uden for sit eget territorium, selv om fremføringsmidler til nukleare sprænglegemer er placeret i Østeuropa. Værnschefernes årsrapport konstaterer desuden: "Den betydelige vækst i antal og kvalitet for systemer til taktiske atomvåben, der er sket i slutningen af 70’erne, tildeler Warszawa-pagten en evne til atomkrig med NATO, der har relativt høj intensitet". Ifølge Pentagons årsrapporter er de sovjetiske moderniseringsprogrammer følgende:

Den meget omtalte SS-20 raket blev først udstationeret i 1977 og er en erstatning for raketter fra slutningen af halvtredserne. Fra baseområder dybt i Sovjetunionen kan hver raket aflevere tre sprænglegemer overalt i Vesteuropa. SS-20 er langt mere præcis end sin forgænger. Pentagon forventer, at der mindst vil være 300 SS-20 raketter i 1985, hvoraf de 200 kan nå Vesteuropa.

Backfire-bombeflyet har også fået en del omtale, da det med sin store rækkevidde kan angribe forsyninger via havet til Vesteuropa fra USA. I forbindelse med SALT II traktatens underskrivelse lovede Bresjnev, at kun 30 nye fly ville blive fremstillet hvert år. Det amerikanske forsvarsministerium mener, at der i 1986 vil være 150 Backfires, hvoraf de to-tredjedele ventes rettet imod europæiske mål.

I de amerikanske værnschefers rapport hedder det, at modernisering af fly "har øget slagkraft og fleksibilitet" i det sovjetiske atomarsenal. Tre nye fly-typer med NATO-kodenavnene Fencer, Flogger og Fitter udgør i forhold til deres forgængere et fremskridt mht. rækkevidde, bevæbning og evne til gennemtrængning af Vestens forsvar.

TILSYNELADENDE satser den sovjetiske hær i høj grad på atomvåben. Ifølge vestlige kilder er dens kampteknik, at atomvåben skal anvendes i stort omfang med chokeffekt – lamme fjendens forsvar så tankstyrker kan trænge hastigt frem.

Tre nye raketter til anvendelse på den umiddelbare slagmark og dens bagland er på vej. De afløser alle ældre modeller. SS-21 blev indført i 1979, men endnu er "kun nogle få blevet udstationeret", hedder det i de amerikanske værnschefers rapport. SS-21 har angiveligt en rækkevidde på 120 kilometer og minder en del om de vestlige Lance-raketter. S-22 har en rækkevidde på 1.000 kilometer, kom til i 1980 og forekommer også kun i enkelte eksemplarer foreløbig. SS-23 har en rækkevidde på 350 kilometer.

Ifølge det amerikanske forsvarsministerium har Sovjetunionen indført artilleri, der kan affyre atomgranater – et felt, hvor de sovjetiske styrker før var bagud i forhold til Vesten. Der er tale om selvkørende kanoner – 203 mm og 240 mm artilleri. Der er ikke mange forlydende om, hvilken type granater de kan affyre, men de sovjetiske ledere har sagt, at de har afprøvet neutron-sprænglegemer. De sagde også, at de kun vil fremstille neutronbomber, hvis Vesten gør det.

Den sovjetiske flåde har tilsyneladende udrustet mange af sine nye skibe med atomvåben. Angiveligt satses en del på kortrækkende jetdrevne raketter, der med stor præcision opsøger deres mål. Atomvåben i torpedoer og diverse bomber imod u-både menes også indført.

Der er endelig forlydender om, at Sovjetunionen har en langtrækkende krydserraket – som de amerikanske – under udvikling. Disse våben vil ved placering på landjorden eller ombord i skibe udgøre et stort problem for kontrol med kaprustningen.

En beskrivelse af den vestlige modernisering af atomvåben til anvendelse i det europæiske område blev bragt 28. februar 1981, se Atomvåben i Europa tillægges øget vægt

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.