Trykt i Information 9. marts 1981BAGSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL
Supermagtskrige [i]
EL SALVADOR er hverken Vietnam eller Afghanistan. Men alligevel. I supermagternes spil underordnes lokale realiteter behovet for "signaler" og strategiske interesser. El Salvadors ulykke er, at Reagan skulle markere en ny politik. "Jamen, det er et signal til Kreml", lyder argumentet, når man overfor den nye politiks forsvarere påpeger oprørets historiske og sociale rødder. Tiden var inde til en bondeofring, så spillerne i Kreml kunne lære, at USA ikke vil tolerere et nyt Vietnam, et nyt Angola, et nyt Nicaragua osv. Carter-periodens indtryk af slaphed skal slettes. Venner skal trygt kunne støtte sig til USA’s magt.
Men selv på de præmisser er manøvren af tvivlsom værdi. Hvis Amerika virkelig skulle bevise sin manddom, hvorfor så ikke finde en mere værdig styrkeprøve? F.eks. sende moderne våben til guerillaen i Afghanistan! Eller arrangere en "international episode", som vil muliggøre rumsteren med atomarsenalerne! Se, det kunne nok "signalere", at Haig virkelig har stålnerver. Medskyld i nedslagtningen af nogle tusinde bønder giver primært indtryk af moralsk fordærv. Hvorfor skal El Salvador undgælde, fordi det amerikanske ego blev stødt i Iran?
Og hvis målsætningen er, at verden skal forstå supermagtens rettigheder i sin egen indflydelsessfære, kan signalet blive temmelig kostbart. Den virile Haig har i kynisk magtpolitik mindst sine ligemænd i Kreml. Skal de polske arbejderes blod nu blandes med El Salvadors bønders?
PRÆSIDENT Reagan blev i sidste uge spurgt om den filosofiske forskel mellem det sovjetiske indgreb i Afghanistan og det amerikanske i El Salvador. Nu er den amerikanske leder jo ikke ligefrem kendt for sine intellektuelle evner, så svaret blev temmelig upræcist. Reagan mente såmænd, at parallellen er, at Sovjetunionen søgte at opnå "den samme ting i El Salvador, som de gjorde i Afghanistan, men gennem brug af stedfortrædende styrker via Cuba og guerillaer".
Et par dage efter leverede Reagan på sin pressekonference en opdateret version af den fra Vietnam-krigen kendte domino-teori. På spil, sagde han, er ikke blot El Salvadors fremtid. Næh, der foreligger en "infiltration" med terrorister, en "eksport af terrorismens, guerillakrigens og revolutionens afstabiliserende kraft". Den er ikke blot rettet imod El Salvador, "men, mener jeg, rettet imod hele Central- og, muligvis senere, Sydamerika og jeg er sikker på til sidst Nordamerika".
En amerikansk iagttager har noget uærbødigt konstateret, at truslen imod USA’s interesser består i en undergravelse af det amerikanske morgenmåltid – først tager guerillaen kaffen, så sukkeret, så bananerne og appelsinsaften. Reagan har dog nok ret i, at området syd for USA giver guerilla grobund, og det kan måske ad åre blive en mere formidabel trussel imod USA end det aktuelle røre. Kreml havde også nok ret i, at oprørerne i Afghanistan efterhånden kunne true det mægtige sovjetiske riges sikkerhed – for nu slet ikke at tale om Polens arbejdere. Sovjetunionen havde unægtelig en vis interesse i at undgå "et nyt Cuba".
Men denne stormagtsfilosofi er både umoralsk og kortsynet. Både Washington og Kreml skal lære, at en mere pluralistisk verden er på vej. Begge synes på vej væk fra den erkendelse. De amerikanske repræsentanter har genoplivet halvtredsernes retorik – "kommunistblokken", "den frie verden". Kreml optræder, som var den sovjetiske samfundsmodel et strålende eksempel til efterfølgelse. I disse magters selvglæde og forvrængning af lokale realiteter ligger en del af grundlaget for deres endelige sammenstød. På kortere sigt skal mange uskyldige lide og supermagternes egen prestige undergraves.
WASHINGTON er jokket ind i en konfrontation med den katolske kirke, og det vil enhver, der erindrer kardinal Spellmans støtte til indsatsen mod Vietnam værdsætte. Lederne i Kreml, som har fået Islam på nakken, glæder sig nok.
Men både Afghanistan og El Salvador udgør en udfordring til venstrefløjen i Vesteuropa. De centralamerikanske bønders situation er umiddelbart indlysende karakteristisk for "den 3. verdens masser". Sværere er det måske at se, hvorfor den sovjetiske krigsførelse i Afghanistan er sammenlignelig. Det kan forklare, at denne krigs forsvarere pludselig optræder i demonstrationer hånd i hånd med dens kritikere. Primitiv anti-amerikanisme er en anden. Undskyldeligt er det under ingen omstændigheder hverken moralsk eller taktisk.
De vesteuropæiske regeringers ihærdige fordømmelse af det sovjetiske indgreb kunne i en effektiv kampagne anvendes til fremkaldelse af mere utvetydige protester imod USA’s bistand til slagterne i El Salvador. Faktisk er drabene numerisk i samme størrelsesorden – omkring 13.000 i det sidste år i begge lande. Demonstrationerne imod USA ville gøre større indtryk, hvis de ikke på grund af kommunisternes infame opportunisme og deltagelse var så utroværdige.
Risikoen nu er, at et allerede psykotisk USA føler sig endnu mere belejret. Reagans folk diskuterer, hvorvidt protesterne i USA har bevist, at "Vietnam-syndromet" kan genoplives – at en ny bitter strid truer internt. Det er folk, som er fuldt beredt til undertrykkelse af deres egne borgere om nødvendigt. Oppositionen i Vesteuropa skal være meget behændig, hvis den skal trænge igennem med et budskab. På regeringsplan har vesteuropæerne endnu en chance, men også denne kontakt skal bruges mere utvetydigt, end hidtil er sket. JD
[i] Denne leder blev åbenbart meget kontroversiel på venstrefløjen i Danmark. Adskillige læsere protesterede i Informations spalter. De fik svar i artiklen Hvad er kommunisternes rolle i solidaritetsarbejde? 2. april 1981
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|