Trykt i Information 2. april 1981 [i]Hvad er kommunisternes rolle i solidaritetsarbejde?
Spørgsmål til venstrefløjen: Hvorfor vækker et halvt hundrede amerikanske soldater i El Salvador mere ståhej end 85.000 sovjetiske i Afghanistan?
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Informations korrespondentWASHINGTON DC, 1. april – Hvad vil solidaritetsbevægelsen med guerillaen i El Salvador opnå? Og hvordan vil den opnå det?
Det var spørgsmålene, som lå bag et afsnit i min leder den 9. marts. Og de trænger sig endnu mere på efter læsningen af to modindlæg den 20. marts fra henholdsvis en talsmand for El Salvador kampagnen (Hans Alberg) og et medlem af forretningsudvalget for Danmarks Kommunistiske Ungdom (Kurt Bæk).
Sovjetunionen og USA har i tilfældene Afghanistan og El Salvador anvendt argumentation, som er forbløffende ens. Uden videre beviser gøres indblanding udefra til oprørenes hovedårsag. Egen indblanding retfærdiggøres gennem påkaldelse af retten til at hjælpe de etablerede regimer, om end deres legitimitet er tvivlsom. Endelig trækkes nationale sikkerhedsinteresser frem. Alt sovses ind i grotesk propaganda.
På spil er for begge parter evnen til kontrol med udviklingen i områder, der ligger i deres umiddelbare interessesfære. Traditionel magtpolitisk tænkning betyder, at deres prestige er på spil. Hvis de ikke kan bestemme, hvad der sker i deres egen forgård (eller baggård), så kan deres indflydelse i fjernere liggende egne ikke tages alvorligt længere.
DERFOR fandt jeg det moralsk og taktisk forkert, når man i tilfældet El Salvador opretter en alliance, der omfatter både kritikere og forsvarere af den sovjetiske krigsførelse i Afghanistan.
Denne vurdering bygger selvsagt på en opfattelse, som måske ikke deles af solidaritetsbevægelsen. Derfor de indledende spørgsmål.
Men jeg finder det en sørgelig dom over bl.a. den danske venstrefløjs moralske fiber, at et halvt hundrede amerikanske soldater i El Salvador kan vække mere ståhej end omkring 85.000 i Afghanistan. Jeg er opmærksom på, at mange har fordømt det sovjetiske indgreb, men jeg finder det beklageligt, at det store engagement først opstår, når forbryderen er USA.
Det alvorligste problem er imidlertid nok, at en dybere strategi tilsyneladende er fraværende i begge protester. Hvis der er en sådan, da vil jeg gerne vide det. Men på mig virker protesterne rituelle. Dele af venstrefløjen måtte sige, at dem i Kreml er nogle slemme labaner på grund af Afghanistan. Men hvad var formålet? Ville man blot redde sit eget skind i den hjemlige debat? Og hvorfor blev så få ressourcer sat ind på denne sag?
Måske kan passiviteten begrundes med, at lederne i Kreml regnes for upåvirkelige, så en indsats regnes for spildt på forhånd. Men hvad så med El Salvador? Hvori består demonstrationers og pengeindsamlingers værdi? Regnes lederne i Washington for påvirkelige? Og da på hvilken vis?
MÅSKE NOGETT naivt antog jeg i den pågældende leder, at solidaritetsbevægelsen bl.a. ville trænge igennem med et budskab til USA, så man kunne opnå stop for bistanden til juntaen.
Der er imidlertid stadig potentielt et "Andet Amerika", som sætter pris på de allieredes mening, og som forstår, at ikke al kritik fra Vesteuropa er sovjetisk inspireret. Gennem kommunisternes deltagelse i det såkaldte solidaritetsarbejde og gennem en ensidig kritik af amerikansk magtmisbrug ødelægger man chancerne for, at bevægelsen i Vesteuropa kan trænge igennem med et budskab til disse kredse. Man letter endog den mobilisering af opinionen imod en fjendtlig verden, som Reagan og hans folk lægger op til.
El Salvador er netop ikke Vietnam, fordi kræfterne bag Reagan har lært af Vietnam. USA vil denne gang satse alt på sejr – herunder udvidelse af konflikten til det maksimale. Truslerne imod Cuba er ikke bluf.
SOLIDARITETSBEVÆGELSENS bedste fremtid ligger i fremhævelse af værdier og regler, som imødegår supermagternes kamp imod en verden, der bliver stadigt vanskeligere for dem at håndtere. Denne opfordring er ikke en videregivelse af "kinesiske" principper. Folkerepublikken Kina er et afskyeligt diktatur, der i sin udenrigspolitik demonstrerer en snæver egoisme, som moralsk fuldt er på højde med de to store supermagters. Mere pragmatisk analyseret er det netop en uafhængig bevægelses opgave at afvise verdensbilleder, som opdeler verden i stridende lejre, hvor enhver begivenhed er en sejr eller et nederlag for en af parterne.
Det er en opfordring til solidaritet med polske arbejdere samt afghanske og centralamerikanske bønder i deres stræben efter selvbestemmelse, nationalt og personligt. Gennem fremhævelse af konsekvente principper kan vi tage det første skridt bort fra temmelig ligegyldige verbale solidaritetserklæringer. Det er nye normer for international adfærd, som skal tvinges igennem.
Det er en opfordring til en abstrakt offentlig mening, der skønt temmelig udefinerlig alligevel er en magtfaktor, som menneskehedens bedste fremtidshåb er knyttet til. Det traditionelle diplomati og internationale institutioner har stort set spillet fallit overfor nogle af de største trusler. Firsernes "ekstra-parlamentarisme" skulle gerne international i sin pression. Hvordan? Det er måske vor tids vigtigste debat.
Det er utåleligt, at et redskab for en af supermagterne kan hilses velkommen i denne bevægelse. Det er gift for dens troværdighed, for dens politiske udvikling, for dens effektivitet. Lad kommunisterne fordømme Sovjetunionens pression imod Polen, krigen i Afghanistan og diverse andre utiltalende aspekter ved denne supermagts adfærd – så er de måske ikke længere blot et foragteligt halehæng, og så kan disse ofte udmærkede mennesker spille en positiv rolle.
Dette er ikke en opfordring til anti-sovjetisme. Den danske bevægelse imod supermagternes magtmisbrug og oprustning må finde en politik og praksis, der både presser vores regerings til nye afspændingsbestræbelser og arbejder for reformer i det sovjetiske system. Det bliver svært, fordi kold-krigs hetz og kritik af Sovjetunionen ofte er sammenfaldende. Men en af årsagerne er måske, at venstrefløjen har så forbandet svært ved at finde et selvstændigt standpunkt.
[i] Indlægget er et svar på kritik, som blev luftet i adskillige debatindlæg, af en leder, som Jørgen Dragsdahl havde i Information den 9. marts 1981, "Supermagtskrige".
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|