Krigsfaren nærmere end behageligt er - (DEN KOLDE KRIG)

Den politiske kontrol med den militære slagkraft er ikke udviklet tilstrækkeligt, siger den amerikanske forsker John Steinbrunner.

WASHINGTON i april – ”Jeg mener, at vi skal tage krigsfaren alvorligt. Den er langt nærmere, end behageligt er, og en betydelig indsats er nødvendig, så den kan afværges”.

Siger John Steinbrunner, der leder afdelingen for udenrigspolitiske studier ved det store liberale forskningscenter Brookings Institution.

Traditionelt er centeret udklækningsanstalt for højtstående embedsmænd i regeringer under demokratiske præsidenter. Det afholder seminarer med nogle af verdens mest indflydelsesrige personer. Forskerne leverer værker, der analyserer våbensystemer, sovjetisk magtanvendelse, doktriner for atomkrig samt sociale og politiske forhold i selv fjerne afkroge.

Fra dette perspektiv ser Steinbrunner med voksende alvor på den storpolitiske udvikling.

”Det er klart, at det amerikansk-sovjetiske forhold er under forværring, og der er situationer, som kan give anledning til uønskede kriser mellem parterne. Vi har to militære systemer, der er i et meget fremskredent krigsforberedende stade. Og det er en meget eksplosiv blanding. Vi kan ikke forudse fremtiden, men enhver, som har noget sikkerhedspolitisk forståelse, bør indse, at en meget ihærdig indsats for undgåelse af krig er påkrævet”.

- Skyldes krigsfaren, at en af parterne føler sig stærkest og derfor kunne tro på sejr i en konfrontation?

”Krigsfaren ligger ikke i en situation, hvor en af parterne er svag og den anden kunne føle sig fristet til at udnytte det. Det er nærmere, at vi i dag har fuldt udviklede og meget komplicerede militærapparater med enorm ødelæggelseskraft. De er klar til krig med højst et par dages varsel. Det er en situation, som er historisk enestående og styringen af den kræver et færdighedsniveau, som vore politiske apparater efter min mening endnu ikke har nået. Det er nødvendigt med en balance mellem ødelæggelsesevnen og den styrende politik. Krigsfaren er, at vi i krisesituationer mister kontrollen over det militære apparat – selv om konfrontation ikke var målet”.

”Derfor er krigsfaren heller ikke en fremtidig trussel – men en helt aktuel. Forebyggelse af denne mulighed samt stabiliserende initiativer er derfor en hastesag”.

- Men alle førende statsledere er vel i dag opmærksomme på krigsfaren og søger den forebygget?

”Hvis forebyggelse skal være vellykket, så er en præcis diagnose af truslen nødvendig. Her ligger grundlaget for uenighed om midlerne”.

”Det er min opfattelse, at den militære balance ikke er i NATO’s disfavør. Jeg mener, at Sovjetunionen har de alvorligste sikkerhedsproblemer. Der er meget lidt ekstra national sikkerhed, som kan købes gennem erhvervelse af flere våben - f.eks. de langtrækkende atomraketter til opstilling i Vesteuropa. Den nationale sikkerhed er langt mere afhængig af politiske og økonomiske begivenheder end af den militære balances statistik”.

”Selvfølgelig når man med denne diagnose til politiske initiativer, der er meget anderledes end dem, USA i dag følger”.

- I Pentagons årsrapporter er der mange diagrammer, som illustrerer den modsatte opfattelse, nemlig at Vesten er underlegen på en række felter. Vi kan selvfølgelig ikke gå ind i et detaljeret modbevis, men hvad er de overordnede årsager til, at De ikke ser en faretruende udvikling i den militære balance?

”Lad mig først påpege, at den officielle konklusion, der drages af alle delanalyserne, er, at en slags grov ligevægt stadig eksisterer. USA påstår ikke, at Sovjetunionen er blevet overlegen. Man frygter, at det kan ske engang i fremtiden”.

”Hvis vi tager situationen i Europa, så har vi altid sagt, at man ikke kan beskrive atombalancen blot på grundlag af våbensystemer, der er placeret i Europa. Hvad angår atomraketter i området, så har Sovjetunionen været stærkest siden tidligt i tresserne, og det er ikke en situation, som er blevet dramatisk forværret på trods af SS-20 og Backfire-bombefly. Det er marginale moderniseringsprogrammer i en militær struktur, som altid har haft en meget betydelig slagkraft vendt imod Europa. Vi har altid afbalanceret dette ved hjælp af USA’s styrker”.

”Hvis man inddrager hele den amerikanske atomslagstyrke, så har vi alt, hvad der er nødvendigt til alliancens forsvar. Tilføjelse af offensive systemer oveni denne styrke vil kun føje meget lidt til. Vi får ikke en brugbar evne til lammende overraskelsesangreb imod Sovjetunionens arsenaler. Der sker kun en marginal forstærkning af vor evne til gengældelse. Sikkerheden bygger på vor evne til gengældelse, og den har eksisteret i lang tid, og den trues ikke”.

”Hvis man ser på den militære balances konventionelle del, så er det sandt, at Sovjetunionen har flere tanks. NATO har sammenlagt en meget stærkere økonomi, flere soldater og hvis man opregner de militære aktiver, så er der intet grundlag for antagelser om, at NATO ikke kan gennemføre et effektivt forsvar”.

”Når vi fra amerikansk side benægter, at der er en tilfredsstillende konventionel balance, så sker det, fordi vi ser på vore styrkers beredskab, lagrene af krigsmateriel og forsyningsproblemer, og siger: Hvad hvis vi skulle slås i morgen? Men det burde være indlysende, at Sovjetunionen heller ikke kan være kampklar i morgen, hvis krigen skal være konventionel. Kreml har ikke en alliance, der giver dem ekstra styrke, men en alliance, der mindsker deres styrke”.

”Det ville tage lang tid, inden Sovjetunionen kunne starte en landkrig i Europa, og der er ingen årsag til, at NATO ikke kunne iagttage forberedelserne og besvare dem. På et tidspunkt ville vi stå overfor meget vanskelige spørgsmål. Skal vi rette et forebyggende angreb imod tank-divisioner, som opmarcheres langs grænserne? Det kunne vi, hvis det blev nødvendigt, men det er ikke problemet, som vi står over for i dag”.

”Derfor konkluderer jeg, at vi har, hvad der skal til, hvis Vesteuropa skal forsvares militært. Men det er politisk afspænding, som er dagens problem”.

- Hvad er så årsagen til, at dagens debat er domineret af alarmerende analyser af den militære balance?

”Mange kommentarer kan knyttes dertil. Vi har i det sidste tiår iagttaget en vækst i Sovjetunionens militære slagkraft. Det har været en modernisering indenfor de eksisterende strukturer, som ikke har givet militæret nye opgaver. Det er en udvikling, som også har fundet sted i USA. Men det er en proces, der i hvert fald på det strategiske område har hævet dem fra en udpræget ufordelagtig placering til noget, som kan kaldes ligevægt”.

”Man kan også sige, at de alarmerende analyser er formålstjenlige, når de væbnede styrker skal overbevise et stort demokrati om, at deres formåen skal bevares. Der er endvidere i den analytiske proces en tendens, som forstærker den politiske motivation. Man vælger ’de værst tænkelige’ fortolkninger, så man er på den sikre side. Man går derfor ud fra, at Sovjetunionen kan opnå det maksimale i sine militære programmer. Vores styrker ønskes derfor udformet, så de under alle omstændigheder kan modsvare en trussel”.

”I den politiske baggrund har man desuden en grundlæggende mistro overfor Sovjetunionen. Der er en tendens til, at man tilskriver russerne de værst tænkelige motiver. Der er intet modpres. Der er ingen pro-sovjetiske røster”.

”Alt i alt får vi derfor et temmelig stridbart tonefald i vores omgang med Sovjetunionen. Men kølige hjerner burde være i stand til at tage et par skridt bagud og se mere afslappet på de grundlæggende kendsgerninger. Og de viser ikke, at vi er underlegne”.

- Det er blevet hævdet, at den sovjetiske overlegenhed med raketter i Europa er blevet vigtigere på grund af ligevægten indenfor strategiske våben, så Vesten derfor har brug for et modstykke til disse raketter i selve Europa?

”Ja, det er jo et argument. Min egen opfattelse er, at hvis man i den forbindelse har reel militær slagkraft i tankerne, så er det et meget svagt argument. Hvis vi har brug for udvidelse af vor strategiske slagkraft, så vi kan klare europæiske situationer, så er der meget lille grund til, at disse våben placeres på jorden i de forreste frontafsnit. Der er de langt mere sårbare og er en invitation til forebyggende angreb. Hvis vi havde brug for større slagkraft, hvad jeg ikke mener vi har, så skal den placeres under mere beskyttende forhold”.

”Vi har altid sagt, at man ikke kan skelne mellem forsvaret af Vesteuropa og forsvaret af USA. Der er i strategisk forstand ikke noget særskilt forsvar af Vesteuropa og derfor skal hele USA’s strategiske atomslagstyrke være inddraget. Militært set er det således ikke fornuftigt at placere en udvidelse af styrken, hvor den er mest sårbar”.

”Årsagen til, at denne logik ikke følges, er formodentlig, at man mener, at raketterne skal være et politisk symbol i denne hårde tid. De skal fjerne eventuel tvivl omkring vore forpligtelser overfor Vesteuropas forsvar. Også det er et argument”.

”Men min egen opfattelse er, at det er et uklogt udtryk for politisk symbolik. De rent militære overvejelser bør i denne sag være de dominerende. Hvis de vesteuropæiske regeringer forstår deres sikkerhedsproblemer, så bør de selv være interesseret i militært mere effektive løsninger. Rent militært set er det et yderst tvivlsomt projekt”.

- Forstår de vesteuropæiske regeringer da ikke deres egne problemer, siden NATO i en såkaldt enstemmig afgørelse har vedtaget raketternes anskaffelse?

”Det er korrekt, men støtten blev givet i en bestemt sammenhæng. Dengang kunne man tro, at der ville komme SALT III forhandlinger[i], hvor man kunne undersøge kontrol med atomvåben i Europa. Beslutningen i NATO gav et fælles grundlag for indledelse af forhandlinger. Der er en vis fornuft i denne beslutning, hvis den betød, at NATO gik ind i forhandlinger med samlet front og USA havde myndighed til at tale på alliancens vegne. Men det betyder ikke, at der er fornuft i beslutningen uden SALT II traktaten og uden realistiske SALT III forhandlinger”.

- Lige nu[ii] ser det ud til, at der bliver forhandlinger, men at de bliver et rent kosmetisk trick, som skal undskylde raketternes indførelse?

”Det er meget vanskeligt på nuværende tidspunkt at forudsige, hvilken fremtid rustningskontrol får. Det er klart, at sådanne forhandlinger er ekstremt truede politisk i USA. Derfor er der tendens til, at man gør dem til en rent kosmetisk manøvre. Hvis det sker, så tror jeg, at det er urealistisk, hvis USA og Vesteuropa tror, at raketterne kan indføres uden en sovjetisk reaktion. Det er ekstremt naivt, hvis nogen tror det”.

”Det er for tidligt med spekulationer om, hvilken form reaktionen får. Sovjetunionen har imidlertid mange muligheder for vækst i deres grundlæggende militære struktur”.

”Jeg mener ikke, at våbenkapløbet isoleret betragtet kan medføre krig. Spildet af ressourcer er et alvorligt problem, som vanskeliggør løsning af andre trusler imod sikkerheden. Men anskaffelsen af stadig flere våben har en betydning for den politiske atmosfære. Det forstærker følelsen af konfrontation. Der opstår forventning om, at et sammenstød venter. Det er uklogt, hvis man ignorerer denne faktor, der især kan spille en rolle under akutte kriser. Verdens sikkerhed afhænger i høj grad af den udstrækning, hvori USA og Sovjetunionen udviser tilbageholdenhed. Uden tilbageholdenhed er jorden ikke levedygtig. Vi må meget alvorligt overveje, hvilke forhold, der styrker tilbageholdenhed, og hvilke, der undergraver tilbageholdenhed”.

- Bresjnevs nylige opfordring til en pause i udstationeringen af nye langtrækkende atomvåben i Europa kunne vel stoppe denne del af kapløbet, men er forslaget i Vestens interesse?

”Der er elementer i hele hans tale, som er lovende. Man skal afgjort tage den alvorligt og få den uddybet. Ideen med et moratorium er interessant, og man bør være opmærksom på, at SALT II traktatens grundlæggende struktur er et moratorium mht. fremtidige nyanskaffelser. SALT er et forsøg på fastfrysning af de eksisterende arsenalers opgaver. Så et moratorium er det første skridt i seriøs rustningskontrol”.

”Bresjnev sagde også, at man er beredt til forhandlinger uden USA først forpligter sig til ratifikation af SALT II, og det mener jeg er en meget konstruktiv udvikling”.

”Det er uklogt, hvis nogen hævder, at seriøse forslag til rustningskontrol kan splitte alliancen. Hvis Bresjnevs oplæg har elementer, der er i begge lejres interesse, så er der ingen grund til, at det skulle splitte NATO”.

”Lad mig også igen sige, at det er Sovjetunionen, som har de alvorligste allianceproblemer. Det er ikke NATO, der skal frygte splittelse”.

- Haig[iii] har sagt, at Sovjetunionen er en imperialistisk magt. Hvad mener De om det?

”Intellektuelt er det nemmeste, man kan gøre at anse Sovjetunionen for en traditionel imperialistisk magt. Det tager ikke mange informationer at nå til den konklusion”.

”Min egen opfattelse er, at denne beskrivelse ikke passer ind i nutiden. Den bygger på en total misforståelse af den moderne verden. Jeg har mistanke om, at den også bygger på en misforståelse af sovjetisk politik, selv om der er en del usikkerhed omkring de drivende kræfter bag sovjetisk politik”.

”Men lad os tage det grundlæggende. Det bør være indlysende, at moderne samfunds interesser ligger i verdensomspændende kommercielle transaktioner, som finder sted naturligt samt endog uundgåeligt hen over politiske skel. Politisk dominans over et andet land er ikke nødvendig, hvis man ønsker gavnlige økonomiske forbindelser. Man kan endda sige, at bestræbelser for opnåelse af politisk dominans har skadelige virkning på det økonomiske samliv. Det er eksempelvis et af Sovjetunionens problemer i Østeuropa. Jeg kan ikke se hvilken logik, der skulle motivere dem til anskaffelse af flere problemer af denne art”.

”Sovjetunionens evne til skabelse af politisk hegemoni er ikke særlig stor. Bestræbelser for opnåelse af hegemoni medfører kolossale byrder. Forståelse af Sovjetunionens politik begynder i erkendelse af dette lands meget alvorlige indre problemer. Det er et kompliceret, underudviklet land med store nationale modsætninger, som har et system af stødpudestater med regimer, hvis legitimitet betvivles af borgerne. Hvis man skal udvikle en moderne økonomi er det nødvendigt med en vis grad af decentralisering, og det er selvfølgelig vanskeligt at opnå det, hvis man samtidigt bevarer en stram politisk kontrol. Det er Sovjetunionens problem. De skal lette kontrollen for at udvikle en moderne økonomi uden samtidigt at få splittet hele systemet. De skal med andre beskytte, hvad de har – ikke ekspandere. Det er simpelthen ikke i Sovjetunionens interesse at udvide deres område ved hjælp af magt”.

- Men lederne i Kreml har da ikke netop udvist tilbageholdenhed i det sidste årti?

”Det mener jeg nu, at de har. Sovjetunionen har optrådt med stor forsigtighed. Deres magtudøvelse har været begrænset. Man har sædvanligvis kun gjort en indsats, hvor øjeblikkelige resultater kunne opnås. Man har ikke præsenteret USA for en overvældende modstand, hvor vi havde interesser. Samtidig har Kreml oplevet tilbageslag – intet kan opveje årtiets største begivenhed: Kinas alliance med Vesten. Afghanistan er et helt enestående eksempel. Der er intet land i verden, hvor lignende betingelser kunne fremkalde sovjetisk indgreb”.

[i] USA og Sovjetunionen forhandlede fra 1969 begrænsning af de strategiske atomvåben. Det første kompleks af aftaler blev underskrevet i 1972. Fra forbogstaverne i Strategic Arms Limitation Talks blev akronymet SALT dannet. I 1979 underskrev præsidenterne Leonid Bresjnev og Jimmy Carter en traktat, som ofte kaldes SALT II. Traktaten blev aldrig godkendt af USA’s Senat. Derfor blev forhandlingerne aldrig fortsat i en SALT III runde. Reagan-regeringen havde længe en afvisende holdning til nye forhandlinger og da sådanne endelig blev indledt fik de betegnelsen START.

[ii] I oktober 1980 indledte USA og Sovjetunionen forberedende møder op til den forhandling af mellemdistancevåben, som NATO havde besluttet i december 1979. Med overgangen fra Carter- til Reagan-perioden blev disse møder suspenderet., men deres genoptagelse blev livligt diskuteret mellem de allierede i de første måneder af 1981. Formelle forhandlinger mellem USA og Sovjetunionen blev åbnet i november 1981.

[iii] Alexander Haig, USA’s udenrigsminister fra 1981-82. Tog sin afsked i protest mod præsident Reagans politik.