Trykt i Information 28. april 1981

Impulser til ændret amerikansk politik må komme fra Europa

Amerikansk forsker opfordrer Danmark til at holde fast ved sin uafhængige sikkerhedspolitik.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Informations korrespondent

WASHINGTON i april – "Hvis amerikansk sikkerhedspolitik skal udvikle sig i mere nuanceret og tidssvarende retning, så skal impulserne komme fra Europa. Selv små lande som Danmark og bevægelserne imod atomvåben kan spille en positiv rolle i den forbindelse".

Det siger John Steinbrunner, der leder afdelingen for militære og udenrigspolitiske studier ved det store liberale forskningscenter Brookings Institution. Steinbrunner mener, at krigsfaren mellem supermagterne er "langt nærmere end behageligt er", som han udtrykte det i første del af samtalen med Information, der blev bragt onsdag 22/4. I nærværende del beskriver han forudsætningerne, hvis denne krigsfare skal bringes under kontrol.

Danmark og liberale amerikanere har ét til fælles i dag, påpeger han. Begge har en analyse af verden, som ikke svarer til de dominerende kræfters, og begge udsættes for skarp kritik af de nye magthavere i Washington.

"Jeg er opmærksom på, at min egen analyse af den storpolitiske situation ikke har bred opbakning i USA, men jeg mener, at den er korrekt, samt at USA i det lange løb vil blive tvunget i den retning af virkeligheden", siger Steinbrunner.

"Vi kan ikke i det lange løb klare os uden aftaler med Sovjetunionen, som giver kontrol med rustningen. Vi har ikke på længere sigt råd til et hæmningsløst atomkapløb. Vi kan ikke isolere den amerikanske og den sovjetiske økonomi fra hinanden. Det er ikke i vores egen interesse, og derfor må retningslinjer for et rimeligt økonomisk samkvem findes. Endelig er krigsfaren alt for stor og konsekvenserne af en krig alt for uacceptable til, at den nuværende kurs kan fortsætte".

"Ingen portion retorik fra vor side kan tilsidesætte disse kendsgerninger, og derfor vil USA’s nuværende politik blive ændret".

Uimodtagelig opinion

- Kan pres fra Vesteuropa, der har en mere umiddelbart indlysende interesse i afspænding, bidrage til en ændring af USA’s politik?

"Jeg må sige, at den politiske proces i USA er temmelig uimodtagelig overfor påvirkning fra den offentlige mening i udlandet. Vi er stærkt optaget af vore egne meninger. Der er ikke mange, som gider beskæftige sig med tendenser i europæisk politik. Men en kritik fra Vesteuropa, som fremføres velargumenteret, kan få betydning for, hvordan amerikanere med en professionel interesse i sikkerhedspolitik anskuer verden. Det er min opfattelse, at en meget forenklet sikkerhedsanalyse har fået overtaget i USA, og hvis den skal udvikles i mere tidssvarende retning, så skal impulserne komme fra Europa".

- Har vi nogen løftestænger eller trumfer, som vi kan anvende til fremskyndelse af den amerikanske omstilling – er truslen om at forlade NATO eksempelvis brugbar?

"Trusler af den art er det sidste man gør - ikke det første. Jeg mener, at forestillinger om behov for trumfer og byttehandler er den forkerte fremgangsmåde. Omkring SALT-forhandlingerne er den slags forestillinger blevet populariserede, men det er min erfaring, at sådanne metoder forsinker enighed. Både små og store moderne regeringer reagerer ikke positivt på trusler. Det er overtalelse, der – skønt i offentlig mytedannelse kun overfor de svage – er det eneste effektive middel. Ingen regering gør noget, som bevidst er imod dens egne interesser. Det er gennem formulering af parternes interesser og søgen efter udveje til forlig, at man opnår resultater".

"Jeg vil angående de europæiske regeringer sige, at de ikke har gennemført en detaljeret argumentation imod initiativer fra USA, som ikke var i deres sikkerhedsinteresse. De har stort set stillet sig tilfreds med at spille op til USA’s føring – acceptere den eller afvise den. Men de har ikke på egen hånd lagt op til konstruktiv analyse. De har ikke gennemført en detaljeret diagnose og i detaljer beskrevet en løsning. Sikkerhedspolitiske problemstillinger er meget komplicerede. Det er nødvendigt med mange oplysninger og en betydelig indsats, hvis man vil forstå dem. Man er nødt til at investere de nødvendige ressourcer. Og det har de europæiske regeringer ikke gjort".

Aktivt forsvar

- Hvad kunne f.eks. Danmark gøre i forbindelse med SALT, så processen kan komme i gang igen?

"Her er det mest nødvendige ikke konkrete forslag til traktater, men blot at få alvorligt mente forhandlinger igang. Der skal skabes en stemning, som fremmer erkendelse af, at en aftale er mulig, selvom en række nye rustningsinitiativer ikke tages først. Der er ikke megen tid, hvis en ny runde i våbenkapløbet skal undgås. Der er brug for et aktivt forsvar af de europæiske interesser i rustningskontrol. Jeg mener, som før nævnt, at der i Bresjnevs forslag til et midlertidigt stop for nye våben er noget positivt, og at man i det mindste bør undersøge ideen nærmere".

- Hvad er hovedårsagen til, at mere end et årtis forhandlinger tilsyneladende ikke har bragt nedrustning nærmere?

"Forhandlingerne har hidtil demonstreret, hvor vanskelig virkelig rustningskontrol er. Der var en periode efter anden verdenskrig, hvor generel og total nedrustning i hvert fald officielt blev efterstræbt. Forslag blev fremlagt, og de byggede alle på tilstedeværelse af politisk tillid. Målsætningen var helt anderledes sikkerhedsordninger".

"Vi lærte, at de politiske betingelser ikke var til stede. Det store gennembrud kom, da USA og Sovjetunionen indrømmede, at der kunne gennemføres værdifulde, stærkt begrænsede, ordninger. Dermed tog man de første skridt hen imod den løsning, som to modstillede magter kan nå – nemlig et stop for udvidelse af arsenalerne. Det fører ikke til reduktion af arsenalerne på kort sigt. Men det er første logiske skridt. De skridt kan virke meget små, men de kan få stor betydning for det politiske forhold".

- Hvor stor betydning har pres fra våbenindustrien?

"Det er lidt svært at vurdere, men det er min opfattelse, at våbenindustrien komplicerer bestræbelser for våbenkontrol, men det er ikke hovedårsagen til, at fremskridt har været små. Vi har bygget vores nationale sikkerhed på en meget stor våbenindustri, og selvfølgelig forsvarer den sig selv. Hvad andet kunne man forvente? Men den er ikke årsagen til, at disse betingelser opstod. Årsagen var politiske forhold. Våbenindustrien og værnsgrenene giver forhandlerne hovedpine i forbindelse med detaljerne i internationale aftaler. De er kilden til skepsis og modstand. Men heri er også meget konstruktivt. Det betyder, at detaljerne bliver sammenholdt med den nationale sikkerheds behov".

"Rustningskontrol er fundamentalt et spørgsmål om national sikkerhed, og politikkens udformning domineres i USA ikke af en enkelt institution. Det er en meget bred opfattelse af nationens interesser og dens målsætning, som er grundlæggende".

Reagans hensigter

- Men når man lytter til den nuværende administrations tanker, så føres man til en konklusion om, at den ikke mener, at rustningskontrol er i USA’s interesse?

"Det er sandt, at den nuværende politiske ledelse udførligt og utvetydigt har udtrykt skepsis overfor rustningskontrol. Selvom man principielt støtter rustningskontrol, har man modsat sig de seneste års faktiske initiativer. Det er endnu et åbent spørgsmål, hvordan de vil optræde, når de har fundet sig til rette i magten, har fået set på verden og er blevet tvunget til velinformerede overvejelser. Generel ideologi og kampagneretorik skal afprøves i forbindelse med nationens kolde, virkelige, konkrete interesser. Jeg vil vente, indtil det er sket, inden jeg drager nogen konklusion om, hvor de virkelig står".

"Det er absurd nok sandt, at man for at være effektivt i rustningskontrol, skal være temmelig barsk og skeptisk overfor Sovjetunionen. Man øger ikke sine chancer for accept af traktater, hvis man udstråler sympati og imødekommenhed overfor Kreml".

- Hvilken rolle kan en storstilet bevægelse i Europa imod atomvåben spille for USA’s politik?

"Den amerikanske politiske proces sker gennem afbalancering af modstridende standpunkter. Normalt bliver slutresultatet noget midt imellem. Bestræbelserne for rustningskontrol, og faktisk USA’s nationale sikkerhed, har lidt skade, fordi opbakningen har været svag, diffus og dårligt organiseret. Entusiasmen har været lunken. Der har heller ikke på dette punkt været nogen seriøs venstrefløj i USA".

Anti-amerikanisme

"Det hjælper udsigterne til fremskridt, hvis der er et stærkt pres for resultater. En europæisk bevægelse vil kunne hjælpe, men det bliver indirekte. På grund af den aktuelle politiske stemning vil europæisk pres for nedrustning møde modstand. Men det er også klart, at statsmænd ikke kan manøvrere effektivt, hvis pres fra en af flankerne mangler".

- Tilsyneladende er en af de psykologiske drivkræfter i amerikansk sikkerhedspolitik frygt – og det for næsten alt. Kan en europæisk bevægelse øge amerikanernes følelse af isolation og dermed ligefrem styrke militariseringen?

"Den øjeblikkelige reaktion vil utvivlsomt blive, at det er noget, der er inspireret af Sovjetunionen. Den videre udvikling er betinget af, hvilke udtryksformer bevægelsen anvender. Hvis terrorisme og anti-amerikanisme bliver redskaberne, så bliver modstanden stærk. En massebevægelse, der kan demonstrere, at den opererer indenfor det politiske system, og at den har omfattende opbakning, og at den er velartikuleret mht. målsætning, vil nok også blive modarbejdet, men den vil også gøre et positivt indtryk".

- Et argument, man støder på i Europa, er, at der er grænser for vores manøvrefrihed og kritik, fordi vort forsvar bygger på amerikansk deltagelse?

"Ærligt talt, så mener jeg, at europæerne har masser af plads, hvis de vil tage selvstændige politiske initiativer. Det eneste, de mangler, er nok kløgt. Det er ikke nødvendigt med en militær oprustning, som kan give Vesteuropa større vægt, hvis I vil forfølge sunde sikkerhedspolitiske mål. Det er dog sandt, at forsvar af Vesteuropa ikke er tænkeligt uden amerikansk deltagelse. Det er en meget ubehagelig kendsgerning for begge parter. Men det er nu mere end to årtier siden, at det er blevet en etableret kendsgerning. Begge har tilpasset sig. Vi har – på godt og ondt – engageret os i Vesteuropas forsvar. På trods af konstant tvivl i Europa, så er det en kendsgerning. Hele vort militærapparat er bygget op omkring dette forhold, og det vil ikke blive ændret".

"Der kan ikke være tvivl om, at vesteuropæerne kan manøvrere frit. Der er utallige kanaler, som Vesteuropa kan udøve indflydelse på USA via. Spørgsmålet er, som før sagt, hvorvidt europæerne vil gøre deres hjemmearbejde. Vage bekymringer og halvbagte politiske ideer er ikke nok. Hele affæren med de langtrækkende raketter til NATO er et godt eksempel på en sag, hvor europæerne ikke har gjort deres hjemmearbejde".

- Bliver det nødvendigt med et stærkere konventionelt forsvar, hvis Vesteuropa vil lægge mindre vægt på atomvåben?

"Jeg mener, at atomvåben skal tillægges mindre vægt i forsvaret, uanset hvad man ellers gør. Det er ikke en realistisk forsvarsstrategi, fordi man får udslettet Europa gennem et forsvar. Men hvis de vesteuropæiske regeringer virkelig føler sig truede og usikre, så er det bedste bevis for, at deres følelser er oprigtige, deres villighed til at anvende ressourcer på styrkelse af det konventionelle forsvar.

- De har i årenes løb lavet talrige studier af militær magt. Hvordan foretager man egentlig politisk afpresning med atomvåben? Mange siger, at det er, hvad vi kan vente fra Sovjet.

"Under atombalancens aktuelle betingelser, og i den overskuelige fremtid, eksisterer afpresning med atomvåben kun i hovedet på dem, der ikke har forstået situationen. Ingen af parterne har råd til krig, da følgerne er uacceptable, og hvis man forstår det, så lader man sig ikke skræmme af trusler om atomvåbens anvendelse. Forsøg derpå vil være ekstremt farlige. Kun den naive kan presses".

- Men hvorfor siger en Helmut Schmidt så, at de sovjetiske SS-20 raketter udgør en politisk trussel imod Vesteuropa?

"Den strategiske debat i Vesten opererer med to rationelle modspillere, og i den sammenhæng åbnes en teoretisk mulighed for afpresning. Hvis man imidlertid analyserer moderne militærapparater, som er meget komplicerede i deres sammenhæng, så bliver rationel afpresning ikke en realistisk mulighed. Men i den akademiske verden diskuteres så mange teoretiske muligheder, og til tider får de et selvstændigt liv, isoleret fra virkelighedens verden".

"Hvorfor en Schmidt lufter sådanne muligheder offentligt? Det er noget, som han selv må stå til regnskab for. Efter min mening er det uklogt, upassende og uønskeligt. Hans udtalelser afspejler ikke de faktiske forhold. Han burde ikke frygte Sovjetunionen. Han har ingen grund til frygt for afpresning. NATO har alle midler til imødegåelse af afpresning".

"Det, som vi bør frygte, er en meget voldsom strategisk konfrontation, der udvikles hinsides den politiske kontrol. Vi bør gøre alt for at hindre, at det sker. Vort problem i dag er ikke muligheden for afpresning. Problemet med ukontrolleret krig, der vokser frem af en meget kompliceret strategisk situation, er den virkelige fare".

Første halvdel af dette interview blev bragt den 22. april 1981: "Krigsfaren nærmere end behageligt er".

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.