Trykt
i Information 21. december 1982
Aldrig
mere en 9. april – løfte med ny værdi i dag
Nedskæringer
på Forsvarets budgetter og accept af voksende fattigdom udspringer af den
samme holdning
Af JØRGEN DRAGSDAHL
KNUD VILBY er blevet så deprimeret over en leder
[i],
jeg har skrevet, at han i lørdags begik en hel kronik derom. Underligt nok
er jeg ikke uenig i Vilbys principielle argumentation, men salven ramte lidt
forbi. Derfor følgende.
Nedskæringerne på forsvarsbudgettet, den letfærdige
behandling af forsvarsforliget sidste år og den tilsyneladende accept af de
sociale nedskæringer er tegn på, at det danske samfund er i en krise, som
primært er af politisk og moralsk natur.
Siden Anden Verdenskrig har dansk sikkerhedspolitik bygget
på en holdning, der kort er blevet opsummeret i slagordet: Aldrig mere en
9. april! Selv har jeg ikke oplevet ydmygelsen i 1940, men fra min familie
og gennem læsning er det trængt ind, at besættelsen ikke blot var et
produkt af det militære beredskabs lave niveau, fordi man i trediverne ikke
gav forsvaret tilstrækkelige bevillinger. Historikeren Erik Kjersgaard har
ganske fremragende beskrevet dansk sikkerhedspolitik i trediverne med sine
ord om, at Danmark var en kanin, der trykkede sig.
Vi lod os allerede besætte åndeligt, da store dele af
nationen opgav den politiske kamp mod nazismen. Den voksende fare blev
ignoreret. Ønsketænkning og magtesløshed greb om sig. Bagefter kæmpede
ikke mindst Information for, at danskerne skulle erkende deres medansvar for
verdens gang. Det er denne holdning, jeg ser afspejlet i slagordet. Men det
blev efterhånden kun brugt af de kredse, som så et lighedstegn mellem
NATOs interesser og den danske nations.
I dag er slagordet gjort latterligt – og med god grund,
fordi det nu står for manglende omtanke, blind videreførelse af en svunden
tids problemstillinger. Truslen imod Danmarks sikkerhed stammer ikke fra et
nærliggende land, hvis oprustning kan besvares militært og ved at klamre
sig til en alliance.
DER ER talrige trusler imod Danmarks sikkerhed i dag.
Magtblokkenes våbenkapløb er én. De globale ressourceproblemer udgør et
meget påtrængende sæt af trusler. Arbejdsløshed og voksende fattigdom er
nogle af de alvorligste indenlandske.
Alle disse problemer kan løses, men en nødvendig
forudsætning er, at danskerne gør sig klart, hvorfor vi har givet landet
dets nuværende udseende. Med andre ord: hvad står vi egentlig for? Er der
nogle værdier bag medlemskabet af NATO, bag Forsvarets beredskab, bag det
sociale sikringsnet?
Det er spørgsmål, som jeg meget sjældent ser besvaret.
Jeg ser endog mange tegn på, at vi ikke længere er sikre på svarene. Et
eksempel er medlemskabet af NATO. Størstedelen af politikerne bag fortsat
deltagelse i alliancen opfører sig på kaninens vis. De er nok opmærksomme
på, at der er en voksende krigstrussel, men alt for mange diskussioner af
konkrete initiativer fra NATO støder på grund, fordi de finder selve
medlemskabet af altoverskyggende betydning. De trykker sig i det vante leje.
Men de er ansvarsløse, fordi de ikke vil leve op til det ansvar, som
deltagelse i en demokratisk alliancen burde pålægge dem. Nemlig
overvejelse af vore interesser. Som derefter følges op med f.eks. kritik
– eller helhjertet støtte. Det er min opfattelse, at vi gik ind i NATO,
fordi vi ville have et medansvar for, samt indflydelse på, storpolitikken.
Det er måske naivt, at jeg tror det. Måske søgte kaninen blot et bur, som
kunne beskytte den imod verdens farer, medens den trygt spiste sig fed.
Det er i hvert fald indtrykket, man få i dag af
deltagelsen i NATO. Og forsvarsforliget sidste år, samt de seneste
nedskæringer, styrker indtrykket af, at vi nu er blevet til en kanin,
selvom meningen med dansk medlemskab ikke oprindelig var netop det.
DET ER UANSVARLIGT, når man med munden erklærer NATO sin
helhjertede støtte og plaprer indholdet af det seneste kommunique af sig i
Folketinget – og så samtidig ikke lever op til medansvaret i gerning.
Hvornår har Danmark erklæret, at vi ikke deler NATOs analyser af truslens
art og nødvendigheden af modforanstaltninger? Det har vi ikke. Vi har
tværtimod udgivet NATOs skrækpropaganda på dansk og tilsluttet os de
sluterklæringer efter alliancens møder, som opfordrer til øget
oprustning.
Jeg forstår udmærket, at man i andre hovedstæder bliver
sure på de danskere. Sandheden er jo, at vi i dag lader fattige i USA
betale for det fælles forsvar, som vi gerne vil nyde godt af, men som vi
relativt betaler stadigt mindre til. I de danske nedskæringer ligger der
skjulte signaler, som jeg fremhævede i min leder. Nedskæringerne kan være
udtryk for, at vi ikke deler frygten for sovjetisk oprustning, at vi har
forladt den militære sikkerhedspolitiske tankegang og at vi anser
befolkningens velfærd for den vigtigste sikkerhedspolitiske investering.
Men hvorfor siger vi det så ikke åbent? Nu er indtrykket blot, at vi vil
køre på fribillet.
Jeg synes også, at det danske militær bliver svigtet.
Forsvarsforligets partier og sikkert også et stort flertal i befolkningen
ønsker, at disse soldater skal kæmpe, hvis det bliver nødvendigt. De skal
faktisk risikere deres liv, og mange af dem ser nok, at denne risiko er
voksende. Det er meget forståeligt, hvis de bliver bitre, når man skærer
ned på de muligheder, som Forsvaret har for løsning af sine opgaver.
MÅSKE ER OPGAVEN stillet forkert. Det tror jeg selv.
Nogle milliarder fra eller til vil ikke stille Forsvaret væsentligt bedre.
Men pointen er, at opgaven endnu ikke er blevet ændret, og at vi endnu ikke
har fået en seriøs debat af alternative muligheder for, at et militært
forsvar af Danmark kan gengives et meningsfyldt indhold.
Når man blot skærer væk i denne situation, er det
udtryk for afmagt. Eller endnu værre: politiske studehandler med Danmarks
sikkerhed. Folketinget vil ramme befolkningens velfærd hårdt med
nedskæringer, og så skærer man også på Forsvaret, da kanoner og
uniformer nu engang er upopulære, og propagandister på venstrefløjen ikke
skal kunne sige, at militæret er gået fri, medens de fattige led.
Økonomisk betyder det 320 millioner intet for
statsbudgettets sundhed. Hvis de var blevet brugt til andre formål
demonstrativt, så havde der ligget positive signaler i nedskæringen. De
kunne være brugt til en analyse af Danmarks muligheder for udvikling af et
militært forsvar i overensstemmelse med landets muligheder og nutidens
trusler. De kunne være investeret i det storpolitiske forsvar af Danmark,
f.eks. øget ekspertise i udenrigsministeriet, udvidelse af vore
delegationer i FN, NATO og diverse forsamlinger, hvor nedrustning
diskuteres. Der er igangsat en verdenskampagne for nedrustning i FNs regi,
som nogle lande har givet bitte små frivillige bidrag til, men som Danmark
blot vil finansiere via vort sædvanlige kontingent.
Det er penge, som kunne anvendes til u-landshjælp, der jo
ifølge flere politikere har sikkerhedspolitisk betydning. Vi kunne såmænd
have købt mad for millionerne og så sendt polakkerne en stor julegave.
NATO mener jo, at det især er tropper fra Polen, som truer os militært,
så det ville være en god investering i ødelæggelse af et
Warszawapagt-lands loyalitet overfor de grumme krigsherrer i Kreml.
Ja, selv om beløbet ikke ville mærkes helt så markant,
så kunne de være blevet anvendt til imødegåelse af de indenlandske
trusler imod befolkningens sikkerhed og livsmod. Angrebene på den danske
velfærdsstat truer "forsvarsviljen" langt mere end noget andet.
Øget støtte til kulturlivet kunne også styrke følelsen af, at vi er et
land, hvor borgerne har et fællesskab.
Danmark er stadig et land, som er både et politisk og
militært forsvar værd. Jeg frygter, at det snart ikke længere er
tilfældet. Foragten vokser i de lande, som vi kalder allierede. De ser blot
ansvarsløshed her. Samtidig undergraver vi med demonstrationer af afmagt
overfor nationale og internationale problemer de værdier, som samfundet er
bygget på: solidaritet og selvrespekt.