Trykt i Information 25. juli 1984

Gladiatorkamp mellem ledende aktivister fra Øst og Vest

Ja til Øst-Vest dialog på fredskonference – men ingen enighed om hvad eller med hvem.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Informations udsendte medarbejder

PERUGIA i juli – "Vi kan opnå langt bredere enhed i fredsarbejdet, hvis vi går sammen med Reagan og Thatcher i en kampagne for fjernelse af SS-20", erklærede den britiske fredsforsker Mary Kaldor, da hun i en pause under END-konferencen [1] trak frisk luft efter en meningsudveksling med repræsentanter for de officielle østeuropæiske fredskomiteer. Bemærkningen var fremprovokeret af deres konstante fremhævelse af, at fredsarbejde og debat skal bygge på det, som man er enige om, og deres lige så konstante fokus på vestlig oprustning.

På programmet stod "Dialog med østeuropæere". Det var et punkt, som på forhånd var imødeset med stor spænding. For første gang i fredsbevægelsens historie skulle aktivister fra vestlige grupper i al deres mangfoldighed diskutere med både repræsentanter for systemkritikere og officielle fredskomiteer fra Øst. "Jeg håber på konfrontation, så vi endelig kan få en virkelig debat", sagde en fremtrædende vesteuropæisk aktivist inden debatten.

Forskellen i synspunkter kom meget klart frem. Arrangørerne havde bedt deltagerne diskutere udsigterne til og hindringerne for en Øst-Vest dialog mellem samfundene generelt og i særdeleshed mellem fredsbevægelserne. Man skulle fokusere på "samarbejde og solidaritet", "konkrete skridt" hen imod etablering af atomvåbenfrie zoner og "fornyelse af afspændingen og skridt til opløsning af blokkene". Men diskussionen nåede i løbet af en morgens og eftermiddags debat aldrig længere end til en markering af, hvorfor en dialog er vanskelig. Deltagerne fik i koncentreret form præsenteret alle de hovedargumenter, som præger fredsbevægelsens strategidebat.

På den ene side fandt man f.eks. den amerikanske professor Richard Falk, som erklærede, at atomvåben har ført til et "perverst" forhold mellem stat og folk, fordi nogle få mænd i toppen nu besidder magten til udslettelse af menneskeheden. Magten beskyttes gennem tilsidesættelse af demokratiske værdier i forbindelse med sikkerhedspolitikken. Derfor er en demokratiseringsproces nødvendig i både Øst og Vest, hvis nedrustning skal gennemføres.

På den anden side fandt man de officielle østlige delegationer og mange vestlige "menige" fredsaktivister, som prioriterer nedrustning højest – senere kan politiske reformer komme i det forbedrede klima.

Tilstedeværelsen af repræsentanter for undertrykte grupper i Østeuropa, som er interesseret i fredspolitisk arbejde, skabte dog en kløft i denne alliance for "atomvåben væk først". En sovjetisk repræsentant indrømmede privat, at "vi har intet at tale med systemkritikere om". De vestlige fredsaktivister lyttede derimod med stor interesse til fhv. aktivister i den uafhængige østtyske bevægelse, polakker i eksil og repræsentanter for den tjekkoslovakiske gruppe Charta 77.

Gladiatorkamp

Debatten lignede til tider en gladiatorkamp, hvor fredsbevægelsens sværvægtere fra Øst og Vest tildelte hinanden slag og forsamlingens sympati blev udtrykt med hyldest uden hensyntagen til talernes organisatoriske eller ideologiske baggrund.

De officielle østlige repræsentanter havde den fordel, at deres argumenter var enkle, og de fandt velvillig opbakning fra mange menige vestlige aktivister, når de understregede behovet for samarbejde på tværs af alle skel omkring konkrete initiativer.

Ideologerne bag den vestlige bevægelse talte ud fra en følelse af, at fredsbevægelsen er gået i stå, og deres argumenter tilstræbte højere intellektuelt niveau i debatten, end mange af deres egne aktivister er beredt til.

Europa besat

Mary Kaldor, der har spillet en ledende ideologisk rolle i END-processen, siden den blev indledt i 1980 med en erklæring om europæisk atomnedrustning og opløsning af blokkene, stod for et indledende debatoplæg.

"Hvorfor mener I, at en dialog er vigtig? Jeg tror selv, at der er et udbredt ønske om at slå bro over delingen af Europa. Derfor må vi debattere blok-politikkens årsager: supermagternes besættelse af Europa. Desuden har vi i årevis ført kampagne for nedrustning, men situationen er i dag blevet værre. Har vi bidraget til en ny kold krig? Det afgørende argument for de nye amerikanske raketter blev, at de måtte udstationeres for at besejre os. Har vores kampagne været for begrænset? Er der en modsætning mellem afspænding og supermagternes fortsatte besættelse af Europa? Hvordan starter vi en ny diskussion af Europas fremtid?".

Modindlægget stod en repræsentant for den ungarske fredskomité for. Indledningsvis afviste han, at de sovjetiske soldater i de østeuropæiske lande er besættelsesstyrker – de er "objektive faktorer, som er opstået gennem den historiske udvikling". Indholdet i en dialog mellem fredsbevægelser i Øst og Vest må koncentreres omkring konkrete arbejdsopgaver: atomfrie zoner, fredsundervisning med henblik på nedbrydning af fjendebilleder, indførelse af en afståen fra førstebrug af atomvåben samt en ikke-angrebspagt.

Fundamentalt skel

Dermed var det fundamentale skel i debatten lagt. En sovjetisk delegeret, Tairov fra Verdensfredsrådets kontor i Helsinki, fulgte op med en erklæring om, at "vi ønsker ikke blok-konfrontationen", og "derfor skal vi ændre det politiske klima". Det gøres bedst, hvis dialogen koncentreres omkring, hvad man er enige om og hvis man leder efter konkrete samarbejdsmuligheder. En repræsentant fra Kvinder for Fred i Vestberlin svarede, at det er vanskeligt at få en dialog om selv konkrete samarbejdsopgaver, når man ikke frit kan mødes med østtyske fredsaktivister uden for det officielle fredsråds rammer. Aktivister i Vestberlin afvises stadigt oftere ved zonegrænsen, når de vil besøge aktivister på murens anden side.

Men det var ikke et skel, som skyldes geografi. En af de tre "uafhængige" ungarske fredsaktivister, som havde fået udrejse, gik i et indlæg mod den officielle repræsentant fra Ungarn. Han kunne ikke se, at der nødvendigvis er en modsætning mellem Mary Kaldors opfattelse af dialogens indhold og ungarske behov: "Mary Kaldor vil gerne ændre de objektive faktorer. Mange folk i Øst ønsker det samme. Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke i Østeuropa også kan diskutere det emne".

En vesttysk fredsforsker, Han Günther Brauch, som hvert år udsender en bog med analyse af den seneste trussel fra våbenindustrien, erklærede, at "besættelsen af Europa er ikke et hovedproblem. Vi står i en situation, hvor moderniseringen af våbensystemer er den vigtigste siden Anden Verdenskrig. Hvis den teknologiske udvikling fortsætter, så bliver det umuligt at gennemføre nogen form for dialog".

Zdena Tomin, der i Vest repræsenterer den tjekkoslovakiske systemkritiske gruppe Charta 77, erklærede, at hun ikke tror på, at mange ungarere ikke anser den sovjetiske tilstedeværelse for en besættelse, og "jeg ved med sikkerhed, at det store flertal af befolkningen i mit land mener, at tilstedeværelsen er en besættelse".

Asymmetrisk debat

Hun kaldte det "godt", at der var kommet repræsentanter for de officielle komiteer, men "vi har ikke en rigtig Øst-Vest dialog her". Og hun fortsatte: "Vi kan få en debat af mulighederne for en virkelig dialog. Men repræsentationen her er asymmetrisk. Deltagerne fra Vest går alle imod deres egne landes atomvåben. Men de officielle komiteer siger aldrig, at de er imod udstationering af atomvåben i deres egne lande. Fra Thatcher hører vi: Jeg er for fred, og derfor mener jeg, at der skal udstationeres raketter, så balancen kan bevares! Det er den samme argumentation, som vi hører fra østlige officielle repræsentanter". Forsamlingen demonstrerede sin sympati med langvarigt bifald.

Tairov fra den sovjetiske delegation bedyrede straks, at "vi vil ikke retfærdiggøre tilstedeværelsen af sovjetiske tropper i Østeuropa. Vi ser gerne en tilbagetrækning, og vi er flere gange kommet med forslag, der til målsætning har tilbagetrækning af både amerikanske og sovjetiske soldater fra Europa. Men de bliver altid afvist".

I nogle timer kom debatten ikke meget videre. Adskillige "menige" fredsaktivister fra Vest uden kendte navne argumenterede for, at hovedproblemet er atomvåbnenes trussel. Hvis man kan få nedbrudt den kolde krig, så kan afspænding og tillid styrkes, hvorefter de fremmede soldater kan forsvinde. De officielle østlige repræsentanter lagde sig på samme linie. En af de officielle ungarere fremkaldte dog en del hovedrysten i forsamlingen, da han brugte et kendt argument, dog med modsat fortegn: "Alliancerne er ikke et problem. Vi har i Ungarn siden Warszawa-pagtens oprettelse haft den længste periode med fred i vor historie".

Dialogens indhold

En sovjetisk delegeret, forskeren Andrei Melvill fra USA-Canada Instituttet, høstede en langvarig klapsalve, da han erklærede: "Mary Kaldor vil tale om forskellene mellem os. Det er et forkert perspektiv. Vi skal tale om, hvad der forener os. Det er dialog. Hvis det, som Mary Kaldor omtaler, er dialog, hvad er så konfrontation?".

Stemningen blev igen vendt, da Mary Kaldor efter betænkningstid, men alligevel tydeligt provokeret, holdt et indlæg, som måske var konferencens mest centrale:

"Margaret Thatcher har altid sagt, at hun er imod atomkrig. Jeg kan se mange flere ting, som jeg har til fælles med min egen regering end med de østeuropæiske, som er repræsenteret her. Vi opfordres nu til kun at tale om det, som vi er enige med de østeuropæiske repræsentanter om. Men hvis enighed er hovedmålet, hvem er da vores mest naturlige samarbejdspartnere?".

"En dialog er noget, hvor man diskuterer sine forskelle. Fra en sovjetisk forsker havde jeg ventet en mere dialektisk erkendelse. Hvis vi skal finde nye veje til fremtiden, så bør vi have modsætningerne frem. Vi er med i en revolutionær proces, hvor det er nødvendigt, at vi ændrer os selv og vore samfund, hvis vi skal undgå atomkrig. Den officielle ungarske repræsentant sagde, at afspændingen bygger på, at vi skal acceptere hinanden, som vi er. Men denne form for afspænding har lidt nederlag".

"Det er en forudsætning i dialog, at man er selvkritisk. Jeg har imidlertid aldrig hørt en officiel repræsentant for Øst, som indrømmede et medansvar for oprustningen. Det er selve grundlaget for vores fredsbevægelse, at vi hele tiden diskuterer vor indbyrdes uenighed og vor uenighed med vore regeringer".

Fælles interesser

En vesttysk kvinde forsøgte sig med en påpegning af, at "det, vi i den vestlige fredsbevægelse har til fælles med de officielle komiteer, er, at vi ikke ønsker, at der er nogen, som skal true eller angribe Sovjetunionen militært. Vi har opnået, at Reagan-administrationen ikke længere kan angribe Sovjetunionen, som det skete i Reagans første tid. Vi vil være glade, hvis I fra Øst kan hjælpe os, så vi kan vokse. Og vor vækst er afhængig af, at de uafhængige bevægelser i Øst vokser".

Igen blev klagen over østlige myndigheders undertrykkelse og tilsidesættelse af uafhængig fredsaktivitet i Øst ignoreret af en sovjetisk repræsentant, som i stedet for svarede Mary Kaldor. "I fire år har vi talt sammen om ting, som var konkrete og som vi kunne nå til enighed om: fastfrysning af atomoprustningen, afståen fra førstebrug, atomfrie zoner. Efter disse samtaler er den sovjetiske fredskomité gået til regeringen, og den har så foreslået alle disse ting. Dialogen, som vi foreslår, har altså bragt fremskridt".

Dette argument blev afvist med, at selvom Sovjetunionen er kommet med interessante udspil, så er det ikke tilstrækkeligt, hvis de fremsættes indenfor rammerne af traditionel magtpolitik. Hvis resultater skal opnås, så er det nødvendigt med nye politiske signaler.

Og to uafhængige repræsentanter fra øst pressede på igen. Roland Jahn fra DDR, der blev tvunget i eksil sidste år, sagde, at "vi vil gerne arbejde imod raketter, men det skal ske på en oprigtig måde. Vi kan ikke samarbejde med fredskomiteer, som går ind for udstationering af flere raketter i Øst". Og en repræsentant for den polske systemkritiske gruppe KOR sagde: "De sovjetiske delegerede støtter krigen i Afghanistan. Hvordan kan vi diskutere en fælles strategi med dem? Vi må beslutte, at de officielle repræsentanter kun har taleret i fremtiden, hvis de bringer de uafhængige med sig til konferencer".

Og meget videre kom den dags debat ikke…

 

---

[1] Læse også artiklen Charta 77 angriber nærsynet og dekadent pacifisme i Vest, trykt i Information 25. juli 1984

END-bevægelsen bygger på European Nuclear Disarmament appellen fra april 1980, skrevet af bl.a. den britiske historiker E. P. Thompson. Heri hed det: "Vi må begynde at handle på en måde, som om et neutralt, forenet og fredeligt Europa allerede eksisterede. Vi må lære at være loyale, ikke over for 'Øst' eller 'Vest', men over for hinanden, og vi må se bort fra de forbud og begrænsninger, som de nationale stater pålægger os."

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.