Trykt i Ny Tid (Norge) 20. juli 1985

Bliver fredsbevægelsen en Europa-bevægelse?

Af JØRGEN DRAGSDAHL

AMSTERDAM i juli – Mere end tusinde fredsaktivister mødtes i begyndelsen af juli i Amsterdam til debat om bevægelsens situation og fremtidige politik. Intet tyder på, at en ny bølge af aktivitet er på vej – f.eks. mod stjernekrigsprojektet. Det, som interesserede deltagerne, var mere en intellektuel debat om strategien for et blokfrit Europa.

"Vi står ved en korsvej i vores egen historie. Spørgsmålet ’at være eller ikke være’ gælder også nu".

Så provokerende skildrede en af de centrale skikkelser i den alliancefrie bevægelse, hollænderen Mient Jan Faber, situationen, da han åbnede END-konferencen. 1200 aktivister fra 40 lande lyttede.

Fire dage efter, ved konferencens afslutning, slog Mary Kaldor fra Storbritannien fast, at den "al-europæiske bevægelse, som vi indtil nu kun har talt om, opstod her i Amsterdam. Det er det nye og epokegørende i forhold til alle tidligere END-konventer".

Parti-landsmøde

Hendes konklusion er dristig.

Konventet i Amsterdam var et virvar af arbejdsgrupper og taler, hvor et bredt spektrum af spørgsmål blev behandlet. Foruden på åbningsdagen var der hver dag afsat tid til et hovedemne: problemerne internt i de vestlige lande og NATO’s fremtid; Øst-Vest konfrontationen og mulighederne for afspænding; og endelig – på den sidste dag – forholdet til Den Tredje Verden.

Når man snakkede om det "al-europæiske" lå hovedvægten på, at konferencen blev et gennembrud for dialogen med systemkritiske kredse i Østeuropa. Deltagerne var sig også bevidst, at de føler stor afstand til de fredspolitiske grupper, som er knyttet til det sovjetisk dominerede verdensfredsråd. Dette er også baggrunden for, at bevægelsen kalder sig "alliancefri".

Gennem mange år lå det vigtigste udbytte under END-konventerne på det personlige plan. Mødet med andre aktivister var vigtigt.

Nogle vil måske undre sig over, at en konference, hvor man intet vedtager, kan udstikke en linje for fredsarbejdet. Men der var en del, som pegede i den retning, som Mary Kaldor antydede. Spredningen i synspunkter var mindre end hidtil. Til tider lignede konferencen i Amsterdam et parti-landsmøde med målbevidste og disciplinerede deltagere.

En af lederne i den italienske bevægelse, Luciana Castellina, fremhævede, at de årlige møder siden 1982 er blevet en proces, som har betydning langt hinsides de få dage, man er samlet. "Vi har lært, hvordan vi skal samarbejde", sagde hun.

Fredsforskeren Johan Galtung udtrykte det lidt anderledes: "Galskaben er væk".

Tidligere års farverige indslag fra græsrodsfanatikere - som mente, de havde fundet selve løsningen på verdens problemer – var trængt stærkt i baggrunden. Og i stedet var Mient Jan Faber og Mary Kaldor de absolut toneangivende.

Subkultur

Selvkritikken stod centralt.

Faber opfordrede i sin indledning til kritisk vurdering af anti-atombevægelsens resultater.

Han opsummerede seks års modstand på denne vis:

"Vore ideer – ensidige skridt, fastfrysning nu og afspænding nedefra – er alle ramlet ind i mure, som magthavere har rejst. Har vi lidt nederlag? Findes der en fremtid for vores ideer? Eller er vi dømt til at være en eller anden form for undergrundsbevægelse, en subkultur som lever i sin egen beskyttede verden, fjernt fra dagligdagens politiske realiteter? Disse spørgsmål rummer konferencens største udfordring", sagde Faber.

Dan Smith, som har været generalsekretær i den britiske atombevægelse CND, var uenig i Fabers situationsbeskrivelse. Han mente, at fredsbevægelsen har klaret at bryde enigheden i NATO op, og at befolkningerne nu ser med større skepsis på regeringens sikkerhedspolitik.

"Vi kom ikke langt nok, ikke hurtigt nok – men vi har åbnet folks øjne for nødvendigheden af alternativer. Der er et solidt fundament for fredsbevægelsens aktiviteter", sagde Dan Smith.

Aktioner eller program

Han og Faber repræsenterer to forskellige opfattelser af fredsbevægelsen i Europa.

I et interview siger Dan Smith, at "jeg har aldrig godtaget, at der findes en europæisk fredsbevægelse. Der findes fredsbevægelser, som mødes og lærer af hinanden". Han fremhæver behovet for, at bevægelserne finder ny, fælles aktionsformer.

Faber understregede, at "hvis vi ønsker et atomvåbenfrit Europa, kan vi ikke opnå det hver for sig. Vi har brug for en fælles filosofi, et fælles program, en fælles politik akkurat som NATO og Warszawapagten". Under en pressekonference foreslog han direkte, at man skal oprette en stærk fredsorganisation, som går på tværs af grænserne.

Stjernekrig

Hvis fredsbevægelserne skal finde et nyt emne, som kan samle kræfterne i fælles mobilisering, er intet mere oplagt end det amerikanske stjernekrigsprogram. Men lidet i Amsterdam tydede på, at stjernekrig vil få en betydning, som svarer til euroraketternes. I taler og under diskussioner var angrebsvinklen på dette projekt den politiske lære, man kan drage af det. Deltagerne afviste dermed en ny teknologi-fikseret protestkampagne.

Mary Kaldor og Mient Jan Faber kom ind på Stjernekrigen i flere sammenhænge. Deres argumenter ville for få år siden have udgjort grundlaget for massemobilisering. De sagde, at Reagan har gjort fredsbevægelsen en stor tjeneste, fordi han har undergravet argumentationen for udstationering af de amerikanske raketter. I dag er det klart, at raketterne ikke har samlet Europa og USA i et skæbnefællesskab.

"Star Wars skal gøre USA usårlig, så Europa (og resten af verden) kan gøres til en slagmark, hvis USA beslutter det. Projektet skal gøre USA’s militære slagkraft brugbar igen", sagde Mient Jan Faber.

Hensigten med indlæggene fra Kaldor og Faber var imidlertid fremhævelse af, at europæerne kun har én mulighed.

"Vi må lære at leve sammen. Fredsbevægelsens chance er, at den skal fremlægge et alternativ til atomafskrækkelsen – en politisk løsning på Europas problemer", understregede de.

Ikke demonstration

Begge tog afstand fra massedemonstrationer, fordi de ikke vil være egnede redskaber fremover.

Faber sagde, at bevægelsen bør forstå, at demonstrationer "er en undtagelse" i fredsarbejdet. Dette arbejde er hovedsagelig en lang march gennem samfundets institutioner. Resultater opnås bedst med overbevisende argumentation for synspunkterne i partier, kirkesamfund, fagforeninger, osv. Og i øvrigt "kan man ikke demonstrere i verdensrummet", sagde han.

Mary Kaldor sagde, at "man mobiliserer kun millioner én gang hvert 30. eller 40. år, og man kan ikke forvente, at mobiliseringen holder sig i længere tid".

Kun fremtiden kan vise, hvad konferencens betydning bliver for fredsbevægelsens fremtid.

Men i en sen aftentime efter afslutningen gav Mient Jan Faber en analyse af forløbet, som afveg en del fra Kaldors mere optimistiske syn. Han havde tre spørgsmål: Hvad er sket i bevægelsen? Hvor god er analysen bag de emner, som man diskuterer? Og hvilken politisk betydning får konferencen for verden?

Han egne svar:

I vurderingen af Øst-Vest spørgsmålene er deltagerne mere enige end tidligere. Men det skyldes delvis, at de repræsenterer et smallere politisk spektrum end tidligere. Især beklagede han, at den socialdemokratiske deltagelse var blevet mindre.

Om det andet spørgsmål sagde Faber. "Når det gælder debattens substans var konferencen helt utilstrækkelig. Vi har været en atom-protest bevægelse så længe, at folk ikke kan omstille sig og behandle bredere politiske spørgsmål".

Hvad angår omverdenens indtryk af konferencen anslog han betydningen til "nul" – bl.a. fordi pressedækningen var lille.

Fredsbevægelsen er ikke længere i massemediernes søgelys.

Læs også artiklen: Gennembrud for Øst-dialog

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.