Trykt i Ny Tid (Norge) 20. juli 1985

Gennembrud for Øst-dialog

END-konferencen i Amsterdam blev et gennembrud for dialog mellem Øst og Vest

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Måske er det bare et musehul, som de alliancefrie fredsaktivister i Øst og Vest har gnavet i Jerntæppet. Men hvis hullet bliver stort nok, falder tæppet.

Med dette billede illustrerede en repræsentant for den systemkritiske tjekkoslovakiske gruppe Charta 77, Zdena Tomin, at der i løbet af det seneste år er sket en afgørende udvikling i en dialog, som hun selv for to år siden ikke troede på.

Hendes indlæg vakte berettiget opmærksomhed under den såkaldte END-konference i Amsterdam tidligere på måneden. END – European Nuclear Disarmament – er forum for aktivister i den alliancefrie fredsbevægelse. Det anser blokdeling af Europa for en afgørende hindring, hvis man skal opnå varig fred i verdensdelen.

"Mine venner hjemme i Tjekkoslovakiet er blevet klar over, at man i den vestlige fredsbevægelse tager deres bekymringer alvorligt", sagde Tomin, som tidligere har været talskvinde for Charta 77 og i dag bor i London.

Hun understregede, at mistænksomheden er blevet brudt ned. Men, tilføjede hun, hvis dialogen skal fortsætte, er det nødvendigt, at man også seriøst overvejer de synspunkter, som kommer fra systemkritiske kredse i Øst.

Mient Jan Faber fra den hollandske bevægelse IKV pegede på, at "vi er kommet videre end den situation, hvor Europa var så grundigt delt, at afvigende eller kritiske røster i Vest og kritiske-afvigende røster i Øst, ikke kunne nå hinanden, fordi de tænkte: Min fjendes fjende er min ven".

En østeuropæisk deltager var glad efter konferencen, fordi "folk nu indser, at kampen for fred også er en kamp for menneskerettigheder. Fredsaktivisterne ved, at deres partnere i Øst er de uafhængige kræfter. Man har forstået, at årsagen til, at Sovjet ikke udstationerer raketter i Polen, er den styrke, som Solidaritet har".

Gennembrud

Gennembruddet i dialogen blev under konferencen illustreret på mange forskellige måder.

Som sædvanlig havde næsten ingen repræsentanter for de uofficielle fredskræfter i Øst fået udrejsetilladelse. Et par undtagelser var der dog. Et medlem af en fredsgruppe i Moskva fik permanent udrejsetilladelse lige før konferencen – uden mulighed for at komme retur. En fremtrædende ungarsk fredsforsker kom på turistvisum og talte under konferencen. Desuden blev konferencen besøgt af omkring 30 turister fra Polen og Ungarn. De talte meget stilfærdigt med vestlige aktivister i sidegangene.

Med derudover forelå en række vidnesbyrd fra grupper i Øst i form af artikler, breve og video-bånd.

Et helt nyt indslag var personlige fredstraktater, hvor enkeltgrupper fra Øst og Vest påtager sig forskellige forpligtelser. Sidste år underskrev Petra Kelly fra de Grønne og DDR’s statschef Erich Honecker en aftale, hvor de lover, at de aldrig vil bruge vold imod hinanden.

Fra Lech Walesa forelå et brev til konferencen, hvor han erklærede, at han med interesse og sympati følger den vesteuropæiske fredsbevægelse. Han fremhævede, at den ægte fred bør bygge på forsvaret af kloge idéer. Ellers bliver bevægelser, som arbejder for fred, let deres egen karikatur. De bliver resignationens bevægelser.

Brevet fra Walesa afspejler en ny diskussion i Solidaritet. Man er begyndt at tage problemerne, som de vestlige fredsbevægelser har rejst, alvorligt. Solidaritets-lederen Jacek Kuron har dannet en gruppe – Fred og Frihed – som i fuld offentlighed har taget fredsdebatten op.

Prag-appellen

Den såkaldte Prag-appel fra folkene omkring Charta 77 miljøet, fremkaldte reaktioner både i Øst og Vest. I denne appel går Charta-folkene for første gang ind for konkrete sikkerhedspolitiske forslag såsom atomvåbenfrie zoner og ikke-angrebspagter. I appellen kritiseres fredsbevægelsen i milde vendinger for, at den ikke har taget Helsinki-aftalerne alvorligt. Men i en reaktion fra Polen afviser den systemkritiske gruppe KOR Helsinki-aftalerne. Man mener, at disse aftaler har styrket blok-logikken og ikke nedbrudt den.

Slutakten fra konferencen i Helsinki fra 1975 indeholder en række bestemmelser, som dækker sikkerhedspolitik, økonomisk og kulturelt samkvem og menneskerettigheder. Et resultat fra mødet i Amsterdam er, at mange aktivister nu er rejst hjem for at læse dokumentet grundigere. Helsinki-aftalernes bestemmelser kan bruges til nedbrydning af Jerntæppet.

Fra hollandsk side blev der fremlagt et forslag – "Europas fremtid, fra fælles usikkerhed til fælles sikkerhed". Dokumentet peger på tre problemer, som man skal arbejde for løsning af: Gennemførelse af slutdokumenterne fra Helsinki, løsning af spørgsmålet om Tysklands deling; og tilbagetrækning af fremmede tropper.

Solidaritets-bevægelser

Prioriteringen af fredsarbejdet var et centralt debatemne. Nogle hævdede, at der nu blev lagt op til, at fredsbevægelserne skal være solidaritetsbevægelser for systemkritikerne i Øst. Men fra de uofficielle østlige kredse forelå klare vidnesbyrd om, at ændringer i Øst er deres egen sag. Man ønsker støtte imod overgreb og man vil gerne have en fælles politisk debat. Men de vestlige aktivister må ikke tro, at deres demokrati-opfattelse uden videre kan overføres til den anden halvdel af Europa.

Trods invitationer var de officielle fredskomitéer i Østeuropa ikke tilstede.

Fredsforskeren Johan Galtung gav udtryk for en bred opfattelse, da han sagde: "Jeg er enig i beslutningen om, at de officielle ikke kunne deltage her. Det er ikke acceptabelt, at de officielle fredskomiteer insisterer på, at visse mennesker ikke har ret til at være i samme rum som dem. Alligevel beklager jeg, at de ikke er her. Vi skal lægge vægt på at have så mange kontakter som muligt med alle parter i Øst".

Galtung opfordrede til, at fredsbevægelsen fortsætter arbejdet med at kontakte de officielle fredskomitéer – selv om man måske aldrig får dem i samme rum som de uofficielle.

Læs også artiklen: Bliver fredsbevægelsen en Europa-bevægelse?

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.