Trykt i Information 22. oktober 1990

KGB ikke konkurrencedygtig

NATO-kritikere trænet i USA’s sikkerhedsorganer havde de stærkeste argumenter.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Da den danske regering op til NATO’s vedtagelse af det store raketprojekt i december 1979 foreslog beslutningen udsat et halvt år, mens Sovjets vilje til forhandlinger blev undersøgt, anvendte den et forslag fra to af CIA’s tidligere topfolk. Og regeringen var hårdt presset det efterår af en debat, hvor oplysningerne kom fra ledende amerikanske eksperter.

En tidligere KGB-officer, Oleg Gordievskij, har i en netop udkommet bog og i interviews med danske medier hævdet, at det var hans organisation, som stod bag anti-raket bevægelsen. Det er ikke sandsynligt, hvis man skal dømme ud fra det materiale, som KGB faktisk søgte plantet i Information.

Debat afvist

Som beskrevet i Informations kronik lørdag opstod der tidligt i 1979 et nært samarbejde mellem europæiske forskere, journalister samt venstrefløjsaktivister og eksperter i USA, som var imod NATO’s raketplaner – eller i det mindste ønskede dem debatteret på et reelt grundlag offentligt.

Herhjemme var det en træls affære, hvis man ville skabe debat. SF’s Gert Petersen anvendte især artikler fra Information, da han i maj rejste en debat i Folketinget. Det var ikke folkestyrets stolteste dag. Ultra-korte indlæg blev oplæst for en lille flok sent på aftenen. Debat blev afvist med, at sagen endnu ikke var moden dertil (David Jens Adler har givet en glimrende detaljeret skildring i bogen "Det europæiske Teater").

I det tidlige efterår skrev forfatteren Erik Knudsen kronik i Information, som også bragte en ny serie lange artikler, der byggede på amerikanske forskningsrapporter og officielle dokumenter. Ingen læsere reagerede. En embedsmand i udenrigsministeriet, som arbejdede med raketprojektet, sagde tørt, at kritikken "er måske meget rigtig, men det er nok kun os her i ministeriet, som læser de artikler".

Startskuddet

Den bemærkning fremprovokerede en lidt usædvanlig beslutning fra Informations redaktion.

Hvis andre medier ikke interesserede sig for sagen, og vore egne læsere heller ikke, så måtte den gøres mere nærværende. Det blev besluttet, at nogle førende amerikanske eksperter skulle inviteres hertil, så de kunne mødes med politikere og resten af pressen.

Adskillige fredspolitisk interesserede grupper, bl.a. FN-forbundet og Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed, indgik i et samarbejde om et offentligt møde.

Initiativet skete i forbindelse med, at Information havde bedt den amerikanske forsker Richard Barnet skrive en artikel om tidens sikkerhedspolitiske udfordringer. Repræsentanter for de politiske partier skulle så kommentere den. Da valg samtidigt blev udskrevet, kom en debat i gang – dog reagerede ingen af de borgerlige partier, med undtagelse af Det radikale Venstre og Retsforbundet. Historikeren Finn Madsen har i Sikkerhedspolitik i 80’erne kaldt dette initiativ "startskuddet til en storstilet og meget omfattende debat", som reelt satte gang i en bred fredsbevægelse.

Tre amerikanere modtog Informations invitation. Herbert Scoville var tidligere vicedirektør i CIA og specialist i rustnings-kontrol med yderst gode forbindelse i Carter-administrationen, hvor mange topfolk var stærkt imod NATO’s raketprojekt. Arthur Macy Cox havde været en af CIA’s ledere af aktive operationer i Østeuropa og havde siden skrevet flere bøger om Øst-Vest forhold. Endelig kom Richard Barnet, som havde været ansat i udenrigsministeriet og var forfatter til en række sikkerhedspolitiske værker.

Cox kom direkte fra Moskva, hvor han havde talt med toprådgivere for den sovjetiske ledelse. Det var hans klare indtryk, at Sovjet ikke ønskede et atomkapløb i Europa, og at Kreml var rede til en forhandlingsløsning, som ville medføre nedskæring af Sovjets eget arsenal. De tre udarbejdede sammen et forslag, som blev præsenteret på et pressemøde den 9. oktober, og diskuteret med danske politikere samt daværende kontorchef i udenrigsministeriet Peter Dyvig.

Forslaget var, bortset fra en detalje, identisk med, hvad regeringen knapt to måneder senere under pres fra den socialdemokratiske folketingsgruppe selv spillede ud med. NATO’s raketbeslutning skulle udsættes i et halvt år, så Sovjets erklærede forhandlingsvilje kunne afprøves. Det var deres opfattelse, at hvis NATO først vedtog raketternes anskaffelse, da ville oprustningens automatik få overtaget og forhandlingerne ville blive en næsten umulig affære.

Vigtigste signal

Deres udtalelser under besøget indeholdt næsten alt, hvad der senere blev de centrale argumenter i den danske debat.

Eksempelvis blev Herbert Scoville i Information (13. oktober) citeret for: "Det vigtigste signal I kan sende til USA nu er et Nej. I skal sige: ’Vi ønsker ikke flere raketter, vi ønsker ikke en ny runde i våbenkapløbet, vi føler os ikke truet af Sovjetunionen’. Et sådant nej vil trænge vore høge tilbage og igen give fornuften en chance, så forhandlinger kan få en chance. På den måde kan I spille en meget positiv rolle både i våbenkapløbet og i vor interne debat".

Alle tre klagede over, at danskerne forholdt sig passive til raketprojektet, og dermed ikke levede op til det demokratiske ansvar, som er NATO’s livsnerve. Cox sagde eksempelvis: "I har et letsindigt forhold til jeres medlemskab af NATO. Vi er stødt på en åbenbar ansvarsløshed. Mange indflydelsesrige mennesker har øjensynlig forholdt sig passivt og overladt det til militære eksperter at tage de skelsættende beslutninger om anskaffelse af langtrækkende atomraketter til Vesteuropa".

Besøget medførte en underskriftsindsamling, som bl.a. forfatterne Erik Knudsen, Ole Sarvig, venstrefløjens økonomiske velgører Niels Munk Plum og undertegnede var bag. Initiativet blev bevidst taget uden om de gamle såkaldte fredsorganisationer.

Teksten afspejlede de tre amerikaneres forslag, idet man bad Folketinget kræve, at raketternes anskaffelse blev udsat, så forhandlinger først blev forsøgt. Den bad i øvrigt også Folketinget "tage afstand fra både Warszawa-pagtens og NATO’s atomoprustning", så modsat, hvad f.eks.Oleg Gordievskij hævder, var kritikken tidligt rettet også mod Sovjet.

Teksten blev indrykket i aviser og underskrivere skulle betale. Da det blev en bragende succes med omkring 5.000 underskrifter rakte pengene imidlertid ikke, og Niels Munk Plum udfyldte for sine midler hullet. Der var ingen KGB-penge i den sag.

Underskrifterne blev udnyttet til indkaldelse af et møde, hvor der skulle stiftes en organisation vendt mod oprustning i Øst og Vest – altså et alternativ til især Samarbejdskomiteen, som blev anset for pro-sovjetisk. Resultatet blev Nej til Atomvåben, som ifølge Gordievskij blev anset for en sovjetisk frontorganisation.

Stærkt fjendskab

Det er en temmelig overraskende påstand. Der udviklede sig nemlig et stærkt fjendskab mellem Nej til Atomvåben og det kommunistisk dominerede Samarbejdskomiteen. Information brugte i perioder uhyre mængder spalteplads på de gensidige, ofte hadefulde, bandbuller.

Fra samtaler med repræsentanter for den sovjetiske ambassade, som vel nok kom fra KGB, ved jeg, at de troede på, at CIA stod bag Nej til Atomvåben. De så endog i Informations kildevalg og synspunkter udtrykt på lederplads en bekræftelse af denne formodede påvirkning. Flere gange udleverede de unavngivne artikler, som man "måske kunne bruge". Hensigten var klart, at de ville plante synspunkter og oplysninger, og de fandt skam, at forsøgene var rimelige, når Information så ihærdigt anvendte amerikansk materiale.

Men selvom journalister anvender informationer fra et bredt spektrum af kilder, så var materialet fra KGB forbløffende dårligt. Lignende, men ikke helt så ihærdige påvirkningsforsøg, udsættes journalister i øvrigt jævnligt for fra ambassadefolk i Øst og Vest.

Hvis man ønskede stof, som satte spørgsmålstegn ved USA’s og NATO’s politik, var KGB ganske enkelt ikke konkurrencedygtig i forhold til, hvad talrige amerikanske kilder kunne levere. Det er ikke mit indtryk, at de havde mere held hos andre journalister. Arbejdsbetingelserne for vestlige journalister er, at oplysninger skal kontrolleres, og hvis man ikke gør det, er risikoen for dementier og ubehagelig debat stor. Den sovjetiske propaganda var så primitiv, at brug af dens argumenter ville have råbt oprindelsen ud til alverden.

Og kritiske synspunkter fra vestlige kilder blev bestemt ikke en mangelvare i de følgende år. Da opbruddet i Vest fik yderligere fart på, stod de i kø. Den absolut førende leverandør til journalister i USA og Vesteuropa var den unge forsker William Arkin, som anvendte færdigheder lært i den amerikanske hærs efterretningstjeneste. Han kortlagde atomdepoter, opsporede alle mulige detaljer om våbensystemer og beslutningsprocesser.

Det karakteristiske for disse års debat var, at embedsmænd, politikere og medier, som ville forsvare NATO’s raketpolitik, yderst sjældent gik ud i saglig og konkret debat. De klarede sig med beskyldninger om atomhysteri, pacifisme og pro-sovjetisk virksomhed. Det er denne holdning, som nu videreføres i udnyttelse af Gordievskij til forvanskning af en tid, hvor netop demokratiet og et transatlantisk samarbejde ellers viste sin styrke.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.