Trykt i Information 20. oktober 1990

CIA og fredsbevægelsen

KGB skal ikke have æren for anti-atombevægelsen – den tilkommer de amerikanske eksperter, som reelt startede den.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

CIA og ledende amerikanske embedsmænd har et stort ansvar for anti-raketbevægelsen, som opstod i 1979!

Det ligner en absurd påstand, men den er langt mere korrekt, end at det er KGB, som har æren.

Den afhoppede KGB-agent Oleg Gordievskij har i forbindelse med udgivelsen af sine erindringer givet Jyllands-Posten en slags interview. Hovedpåstanden er, at KGB gennem danske kontakter inspirerede og styrede den bevægelse, som vendte sig mod, at NATO ville anskaffe 572 atomraketter.

Han dækker sig dog lidt ind med vendinger, som gør klart, at det var KGB’s og det sovjetiske udenrigsministeriums egen opfattelse af sagen. Påstandene er også holdt i meget generelle vendinger.

Det er forståeligt, hvis sovjetiske embedsmænd af hensyn til egen karriere har behaget lederne i Kreml med rapporter, som gav dem selv en central placering i de års røre. Den stakkels ambassadør Jegorytsjev sad fast i, hvad der må kaldes en slags langvarigt eksil i unåde, fordi han havde tabt en magtkamp med Bresjnev. For KGB’s egne folk var et ophold i Danmark enestående behageligt, og en tilsyneladende vellykket indsats kunne sikre dem videre udstationering i det forjættede Vesten.

Men set fra den centrale udkigspost, som jeg selv via Information sad på i de år, må æren for den nye fredsbevægelses gennemslagskraft gå til amerikanere, som havde baggrund i CIA, udenrigsministeriet og topposter i USA’s væbnede styrker.

Uenighed i USA’s elite

Hvis de i virkeligheden var KGB-agenter, så er det unægtelig en sensation, men det har Gordievskij vist ikke hævdet.

Han erklærer, ifølge Jyllands-Posten, "hovedrystende", at selv da Sovjet opstillede 300 SS-20 raketter mod Vesteuropa, "fik vi tusinder af demonstranter på gaden i protest" mod USA’s og NATO’s raketplaner.

Det er en opfattelse, som helt overser, at centralt placerede amerikanske topofficerer og embedsmænd tidligt var imod NATO-projektet – f.eks. den daværende chef for USA’s militære operationer i Europa, admiral Eugene Carroll og den daværende chef for udenrigsministeriets kontor for rustningskontrol (ACDA), Paul Warnke.

Uenigheden på dette topniveau lagde hele den offentlige debats grundlag, fordi deres uro bredte sig til andre og gav offentligheden adgang til masser af informationer samt bistand fra yderst veltrænede eksperter.

Bevægelsens start

Som eksempel på denne påvirkning kan nævnes et aldrig tidligere omtalt møde, der fandt sted tidligt i marts 1979 i Holland – ni måneder inden NATO vedtog anskaffelse af nye raketter. Det er ikke en overdrivelse, hvis man hævder, at anti-raketbevægelsen blev grundlagt ved den lejlighed.

Kredsen, som var indkaldt, bestod af mere end 20 personer, der gennem sikkerhedspolitisk forskning, journalistik og politisk virksomhed var kommet i kontakt med hinanden. Til fælles havde vi en voksende uro over Øst-Vest afspændingens sammenbrud og militaristiske tendenser i både Øst og Vest. Tanken var, at man skulle diskutere, udveksle oplysninger og overveje en fælles oplysningsindsats. Karakteristisk for kredsen var også, at alle nærede stor afsky for den traditionelle, kommunistisk dominerede fredsbevægelse.

Mellem deltagerne var mange af de, som senere blev kendt for deres ledende rolle i den nye fredsbevægelse – f.eks. den britiske forsker Mary Kaldor (en hovedkraft bag det senere END – European Nuclear Disarmament), Dan Smith (senere viceformand i den britiske Campaign for Nuclear Disamament) og den hollandske arbejderparti-politiker Klaas De Vries (leder af militærkomitéen i NATO-parlamentarikernes organ NAA).

Særligt indsigtsfulde bidrag til debatten blev givet af den britiske sikkerhedsekspert Simon Lunn, som senere fik en toppost under Lord Carrington, da han var NATO’s generalsekretær. Kort efter mødet rejste Lunn til USA, hvor han fra maj 1979 til september 1980 meget grundigt undersøgte NATO’s raketprojekt – som led i en ansættelse ved Kongressens forskningstjeneste CRS. Hans rapport, "The Modernization of NATO’s Longrange Theater Nuclear Forces", blev i december 1980 offentliggjort af udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus, og den er stadig et af de få værker, som meget objektivt skærer igennem den officielle propaganda.

CIA’s ekspert

Den amerikanske delegation omfattede Stanley Sloan, som indtil kort før havde været CIA’s ekspert ved MBFR-forhandlingerne i Wien om konventionel nedrustning. I 1979 var han ekspert i vesteuropæisk sikkerhed ved Kongressens forskningstjeneste CRS, hvor han i dag har en toppost.

Desuden deltog Alex Knobb, sikkerhedspolitisk rådgiver for senator George McGovern og Tom Dine, sikkerhedspolitisk rådgiver for senator Edward Kennedy og i dag leder af den største pro-israelske lobbyorganisation i Washington (AIPAC). Nævnes bør også forskningsleder ved Center for Defense Information i Washington, David Johnson.

Flere af deltagerne fra USA, samt Simon Lunn, var på dette tidspunkt sikkerhedsgodkendt af efterretningstjenester, og det er de også blevet senere. Mødet i Amsterdam er således kun en hemmelighed udenfor en snæver kreds, og dets betydning, som mange af deltagerne vedkender sig, har ikke skadet deltagernes karriere.

Amerikanerne forbilledlige

Det yderst lærerige ved debatten på det to dage lange møde var, at amerikanerne var meget konkrete, vidende, i deres kritik af overvejelserne i NATO, mens størstedelen af europæerne hang fast i spekulationer og politiske teorier.

Det var tydeligt, at europæernes uvidenhed skyldtes, at de ikke havde adgang til "magtens korridorer", fordi deres ståsted var i venstrefløjs-oppositionen. Lige så indlysende var det, at hvis man skulle opnå politisk indflydelse, så lå vejen over indsigt i faktuelle forhold.

Under dette møde blev der indgået et nært, om end ret uformelt, samarbejde mellem europæiske aktivist-spirer og journalister samt amerikanere med indsigt. Det er denne kombination af amerikansk ekspertise og europæisk aktivisme, som gav anti-raketbevægelsen en god start og senere gennemslagskraft.

David Johnson havde medbragt en kolossal stak dokumenter, som grundigt, og ofte kritisk, belyste NATO’s raketplaner, risikoen for atomkrig og styrkebalancen med Sovjetunionen. Det var materiale, som europæerne end ikke anede eksistensen af.

Center for Defense Information, som består af kritisk indstillede fhv. topofficerer, havde i december 1978 arrangeret den første atomkrigskonference nogensinde. Der havde været indlæg af f.eks. admiral John Hayward, tidligere rektor for det militære Naval War College og leder af USA’s slagstyrke under Cuba-krisen. Også en af atombombens opfindere, George Kistiakowski, havde deltaget. Et politisk indlæg kom fra senator John Culver.

Johnsons materiale fra konferencen blev flittigt kopieret – en del af det blev senere over to sider bragt i Information [i].

Hans vigtigste dokumenter var utvivlsomt analyser af NATO’s raketprojekt foretaget af udenrigsministeriets kontor for rustningskontrol (ACDA), hvor Paul Warnke var chef. Det anlagde en meget kritisk synsvinkel på projektet – og dannede grundlaget for tre større artikler i Information (20., 24. og 25. april).

NATO uden kontrol

Mødets "ideologiske" betydning fremgår især af to artikler, som blev bragt i Information, og som, ved gensyn, i forbløffende grad lagde op til de temaer, der blev fremherskende i fredsbevægelsens senere argumentation. Indholdet i artiklerne afspejler fint debatten under mødet.

Et helsides interview med Klaas De Vries blev bragt den 10. marts 1979 med overskriften: "Politikerne har mistet kontrollen med NATO". Den hollandske politiker argumenterede, at en af de alvorligste trusler mod Vesteuropas sikkerhed er vort eget politiske system, som ikke giver de civile myndigheder tilstrækkelig indsigt i sikkerhedspolitiske problemstillinger. Derfor kan, sagde han, især amerikanske militære organer ukontrolleret benytte NATO i et spil, der dagligt øger risikoen for atomkrig.

Han kritiserede skarpt den danske regerings sikkerhedspolitik, afviste amerikansk ledelse i afspændingsbestræbelserne og angreb planer for modernisering af NATO’s atomvåben. De Vries opfordrede til, at de europæiske socialdemokratier i fællesskab udarbejdede et alternativ til den politik, som NATO under amerikansk ledelse praktiserer overfor Warszawa-pagten.

Mødet inspirerede også mig til flere angreb på den danske venstrefløjs holdning til sikkerhedspolitikken, som skabte betydelig debat. Det blev således (28. marts) hævdet, at "venstrefløjens politiske fordomme" forhindrer "en nøgtern analyse af den sikkerhedspolitiske situation".

"Hvis blot teorien bag argumenterne ’lyder rigtigt’ gør det mindre, om den anvendte støttende ’kendsgerninger’ er tvivlsomme. Og endelig fører analyserne til politisk passivitet".

Med den sidste sætning henvistes til, at venstrefløjen altid stillede ultimative og umulige krav – såsom Ud af NATO. Konkrete delkrav ville være mere befordrende for opnåelse af politisk indflydelse. Der blev argumenteret for, at Danmarks sikkerhedspolitik måske bedst varetages ved, at man accepterer medlemskabet af alliancen og "inden for NATO prøver at bremse de mest militaristiske kræfter".

Det er argumenter, som blev fremført i flere andre vesteuropæiske lande, og, som det påvises i en senere artikel, var kernen i et frugtbart samarbejde med bl.a. forhenværende topfolk i CIA.

---

[i] Artikler, trykt i Information 14. april 1979:  Atomvåben , Hvordan starter atomkrigen og  Hvordan udkæmpes atomkrigen? 

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.