Genmæle bragt, forkortet, i Jyllands-Posten 20. februar 2007
The Nation tager til genmæle mod Bent Jensen
Jyllands-Posten forkorter indsigelse fra amerikansk chefredaktør mod "usandfærdige beskyldninger".
Introduktion: Professor Bent Jensen skrev den 26. januar en artikel i Jyllands-Posten, hvor Jørgen Dragsdahl blev beskyldt for desinformation i KGB’s tjeneste. Beskyldningerne er blevet imødegået af Dragsdahl i artiklen "Professorens pincetforskning".
Mellem beskyldningerne var den påstand, at Information i marts 1988 bragte en artikel fra det amerikanske tidsskrift The Nation. Artiklen var, ifølge Bent Jensen, "på listen over KGB’s kampagner for desinformation", idet den indeholdt "utroværdige" og "farlige" anklager mod sovjetiske systemkritikere.
Kernen i artiklen var, at et amerikansk center tilsyneladende ville sammenblande støtte til systemkritikere med spionage. Artiklen var skrevet af Katrina vanden Heuvel, som i dag er chefredaktør samt udgiver af The Nation – et af USA’s ældste, store progressive tidsskrifter. Det kan i uddrag læses på www.thenation.com
Katrina vanden Heuvel sendte den 7. februar 2007 et "genmæle" til Jyllands-Posten. Hun rykkede en uge efter for svar. Men først den 19. februar fik hun den besked, at hendes brev ikke kan anses for et genmæle i presselovens forstand, da det ikke var skrevet på dansk og i øvrigt ikke levede op til de juridiske krav om et genmæle. Avisen oplyste imidlertid, at man ville bringe en forkortet udgave den 20. februar. Katrina vanden Heuvel protesterede imod, at man ville bringe en forkortelse uden hendes godkendelse af teksten. Protesten blev hverken besvaret eller taget til følge.
Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten den 20. februar med overskriften: "Usandfærdige beskyldninger". En underrubrik oplyste: "Katrina van den Heuvel er utilfreds med den måde, Bent Jensen har kommenteret en artikel på".
Vi bringer her hendes uforkortede indlæg – afsnit, som Jyllands-Posten udelod, er sat i kursiv. Oversættelsen er ikke helt identisk med Jyllands-Postens.
Genmælet
"Jeg er blevet gjort opmærksom på, at Deres avis har offentliggjort urigtige oplysninger angående en artikel, som jeg var medforfatter til. "U.S. Funds for Soviet Dissidents" blev bragt i The Nation i marts 1988 og senere i Information under en anden overskrift.
Det er uansvarligt og forkert, når det antydes, som historiker og professor Bent Jensen gør i Deres avis (26. januar), at artiklen (som også blev bragt i den danske avis "Information") havde nogen som helst forbindelse til KGB desinformation.
Jensen giver en forkert fremstilling af artiklen i The Nation og dens følger for systemkritikerne i Sovjetunionen. Hans polemik indeholder faktisk så mange analysemæssige fejl, at man må undre sig over, hvorvidt han rent faktisk har læst artiklen i The Nation.
For det første beskæftigede artiklen i The Nation sig med de mulige risici, der kunne være forbundet med, at amerikanske menneskeretsorganisationer anvender den amerikanske regerings økonomiske midler. Artiklen sluttede da også med en understregning af, at det ville være tragisk, hvis publikationen ’Glasnost’ af denne grund blev bragt til tavshed. Et hovedformål med artiklen var at sætte fokus på Center for Democracy’s planer og National Endowment for Democracy’s (N.E.D) støtte hertil, fordi jeg mente, at de bragte systemkritikere og uafhængig politisk aktivitet i Sovjetunionen i fare og muligvis miskredit. Som det også blev udførligt rapporteret i artiklen, blev denne opfattelse delt af medlemmer af de amerikanske menneskeretsorganisationer, nogle russiske emigranter (deriblandt tidligere politiske fanger) og endda medlemmer af N.E.D.’s egen rådgivningskomité for sovjetiske og østeuropæiske anliggender. Disse medlemmer frygtede, at centrets forbindelser til N.E.D. ville øge Sovjetunionens årelange paranoia og propaganda om systemkritikeres forbindelser til amerikanske efterretningstjenester.
Richard Pipes, den anti-kommunistiske tidligere sikkerhedsrådgiver i sovjetiske anliggender under præsident Reagan (og dengang rådgiver for N.E.D.) citeres i artiklen for den bekymring, at "i det øjeblik, hvor man indleder en sådan forbindelse med sovjetiske forskere og andre, gør man sig sårbar for anklager om at udføre efterretningsvirksomhed og man kan skade nogle folk". Pavel Litvinov, et af de ledende medlemmer af menneskeretsbevægelsen i Moskva i 1960’erne, sagde til The Nation, at han var bekymret ved udsigten til, at centerets indsats "skader menneskerettighedernes sag … Det er min stærke overbevisning, at man skal sige, hvad man gør. Hvis éns målsætning er politisk kamp, som skal omstyrte Sovjetunionen, så gør ikke menneskerettigheder til en facade … Drag ikke folk ind i en falsk kamp".
Da jeg i 1987 afsluttede mine undersøgelser i forbindelse med artiklen, blev det stadigt mere klart, at ændringerne, som fandt sted i Sovjetunionen under Mikhail Gorbatjovs ledelse, gjorde programmerne, som Centre for Democracy havde, endnu mere provokerende. I det mere liberale klima, som var under udvikling i Sovjetunionen, kunne programmer, såsom centrets, med henblik på indblanding give ammunition til modstanderne af ’perestrojka’ og ’glasnost’ samt undergrave Gorbatjov regeringens mere tolerante holdning til menneskerets-spørgsmål og deres foregangsmænd. I kampen for større åbenhed kunne enhver vestlig indsats for brug af sovjetiske borgere til fordækte formål - såsom indsamling af informationer om sociale, politiske og militære anliggender – uanset det var hensigten eller ej kun ende galt for dem, der havde forbindelse med systemkritikere og uafhængig politisk aktivitet i Sovjetunionen, for Gorbatjovs reform-program og for dem, der som The Nation og andre i Vesten var engageret i menneskerettigheder.
Når det gælder Jensens påstand om, at artiklen i The Nation "skabte ubehageligheder for folkene bag tidsskriftet", tror en eminent historiker uanset politisk overbevisning så virkelig, at KGB eller andre sovjetiske myndigheder behøvede en artikel trykt i USA som påskud for at udøve sin undertrykkelse? Hvis sovjetiske myndigheder ønskede at genere en sovjetisk borger, kunne de altid finde på en grund og en måde at gøre det på. Artiklen i The Nation blev skrevet ud fra en ægte bekymring over, at centret risikerede at udsætte de samme folk, som det ville støtte, for fare, såsom redaktøren af ’Glasnost’.
Jensen citerer, hvad han kalder en "nøje dokumenteret redegørelse" for artiklen i The Nation af en amerikansk forsker. Den redegørelse var hverken nøje dokumenteret eller korrekt. Desuden indrømmede den samme amerikanske forsker dengang, at sådan "højt profileret aktivitet finansieret af offentlige midler kan rent faktisk udsætte dem (systemkritikerne) for større fare". Det var denne bekymring, der var motivet for at skrive artiklen i The Nation.
The Nation har en hæderkronet tradition for at bringe artikler skrevet af pro-demokratiske systemkritikere, tænkere og skribenter. I Den Kolde krigs tid bragte vi artikler, der støttede systemkritikere i Sovjetunionen og Østeuropa. Og vi er stolte af, at bladet i midten af 1980’erne var en af de meget få amerikanske publikationer, der forstod vigtigheden og konsekvenserne af de enestående reformer, som Mikhail Gorbatjov satte i gang. (For vores dækning modtog vi adskillige prestigefyldte ærespriser for journalistik).
På det mere personlige plan har sympati for russiske systemkritikere og pro-demokratiske aktivister længe været en vigtig sag for mig. Af årsager, som er forbundet hermed, kunne hverken min mand [i] eller jeg få visum, så vi kunne besøge Sovjetunionen mellem 1981 og marts 1985.
I 1986 kunne jeg begynde at arbejde med kvindegrupper i Rusland for at fremme kvinders rettigheder som menneskerettigheder. Jeg var med til at stifte et engelsk-russisk kvartals-nyhedsbrev "Vyi i Myi", som stadig er med til at skabe dialog mellem kvinder i vores to lande om emner, der strækker fra små virksomheder, juridiske rettigheder til feministiske studier. (Det redigeres i dag af en fremtrædende russisk journalist, som også leder en gruppe, der forsvarer russiske journalister og pressefrihed). Det er min opfattelse, at jeg i det små bidrog til "glasnost" gennem interviews, som jeg havde med Robert Conquest, forfatteren til "The Great Terror" om Stalins store udrensninger, og Valery Chalidze, grundlægger sammen med Andrej Sakharov af en af Moskvas første systemkritiske grupper. Disse interviews blev bragt i en af Ruslands førende aviser i foråret 1989. Lad mig blot tilføje, at jeg blev bekendt med Jensens skammelige artikel kort efter, at jeg deltog i et arrangement til ære for Anna Politskovskaja - den modige russiske journalist, der blev myrdet i Moskva i oktober.
Mine personlige erfaringer med Rusland gør det endnu mere smertefuldt at blive udsat for sådanne usandfærdige beskyldninger om en artikel, som jeg var medforfatter til - og at læse skændige fejlfremstillinger af det agtværdige blad, som jeg er redaktør af. Jeg håber, at hr. Jensen vil indstille en kampagne, der har til formål at bringe personer, som ærværdigt har forsvaret systemkritikere hjemme og i udlandet, i miskredit.
Katrina vanden Heuvel, redaktør og udgiver, The Nation".
I et kort svar afviser Jyllands-posten, at man har kædet Informations offentliggørelse af den amerikanske artikel sammen med KGB.
[i] Katrina vanden Heuvel er gift med den fremtrædende amerikanske Sovjet- og Ruslandsekspert Stephen Cohen
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|