Trykt i Jyllands-Posten den 31. januar 2007

Professorens pincetforskning

Bent Jensens forskning sker i på forhånd fastlagte rammer, og han trækker gamle travere af stalden, mener Jørgen Dragsdahl. Han tager her til genmæle mod påstande om agentvirksomhed og desinformation til fordel for Sovjetunionen under Den Kolde Krig.

Af JØRGEN DRAGSDAHL 

Professor Bent Jensen koger i Jyllands-Posten 26.1 suppe på en række gamle påstande, som jeg flere gange tidligere har tilbagevist. Med pincet trækker han nogle få citater og enkelte artikler ud af en journalistisk produktion på adskillige tusinde artikler. På denne vis forsøger han at skabe et indtryk af, at jeg spredte desinformation for KGB.

Men denne første fremlæggelse af forskning, som skatteyderne i 2004 har betalt med 1,7 millioner kroner, sker i på forhånd fastlagte rammer. Desuden kan hans få eksempler ikke klare nærmere granskning.

Meget afhænger naturligvis af øjnene, som ser. På mit kartotekskort i arkivet, som den østtyske sikkerhedstjenestes efterlod, er første ord: "Antikommunist". Det oplyser endvidere, at jeg af ledende kræfter i den "progressive" del af dansk fredsbevægelse anses for CIA-agent. Kortet er dateret 17. december 1982, men det var ikke ændret, da DDR brød sammen i 1989.

Der er meget mere i Stasi’s arkiv. "Hetzartikler", som jeg har skrevet, er blevet indberettet til hovedkvarteret, idet dagbladet Information, formentlig på grund af min indflydelse, anses for "hovedtalerør" for "fjendtlige aktiviteter imod progressive fredskræfter i Danmark" og de socialistiske landes fredspolitik.

Det er arkivmateriale, som bør være Bent Jensen bekendt, fordi det tidligere er blevet omtalt i Jyllands-Posten, Information og TV-avisen. Men imod god forskningsskik ignorerer han det.

Han må også kende til en vurdering i Politiets Efterretningstjeneste fra 1982 af min journalistik. Heri hedder det angiveligt, at jeg "så godt som aldrig forfalder" til at kritisere eller rose Sovjetunionen eller kommunismen. Det var heller ikke min opgave, fordi mit arbejdsområde primært var USA, sekundært vestlig sikkerhedspolitik og fredsbevægelserne. Øst-blokkens anliggender blev på Information, meget kritisk, håndteret i 80’erne af Vibeke Sperling og Kirsten Bruun.

Når lejlighed bød sig, var jeg dog ikke tilbageholdende, og det er sigende for nogle PET-medarbejderes kvalitet, at ovennævnte analytiker kan overse det. Bent Jensen har også udeladt en stor del af min produktion, fordi det ikke passede ind i hans forklaringsmodel. Derfor er følgende dokumentation nødvendig.

Ros fra Rose

Interesserede læsere kan fordybe sig mere i typiske eksempel på min journalistiske indsats, hvis de køber bogen "Gensyn med Den kolde Krig". Den er udgivet i 1992, men den sælges stadig fra forlaget Vandkunsten. Bogen genoptrykker 32 artikler.

Den blev i Berlingske Tidende 18. maj 1992 anmeldt af Flemming Rose, som erklærede sig uenig med nogle af mine synspunkter. Men han påpegede også: "Artiklerne viser blandt andet, at Dragsdahls argumenter i den hjemlige sikkerhedspolitiske debat ikke er hentet fra KGB og Sovjetunionen, men fra den anden side af Atlanten, fra folk i CIA og Pentagon, fra det amerikanske udenrigsministerium og fra diverse tænketanke. Det er her Dragsdahl henter sin inspiration, når han kritiserer dansk sikkerhedspolitik".

Præcist samme vurdering har professor Nikolaj Petersen, Århus Universitet, og Ib Faurby, chef ved Center for Militærhistorie på Forsvarsakademiet, fremlagt i en kritik af Bent Jensens metoder (Weekendavisen 19. januar 2007).

Flemming Rose er uenig, når jeg ser en vis symmetri mellem de to supermagter. Men han påpeger, at "efterhånden som den udogmatiske venstrefløjs-journalist via egen erfaring får indsigt i sovjetiske forhold og ikke mindst efter Solidaritets opståen i Polen sker der omkring 1982-83 en forvandling med Dragsdahls verdensbillede".

Denne "forvandling" var dog sket tidligere. Jeg var i 1976-77 blevet inspireret af det amerikanske rustningskontrol-miljø, hvor man så upolitisk på våbenkapløbet, men under indtryk af især appellen om Europæisk Atomafrustning fra april 1980 var jeg også inspireret af den alliancefrie fredsbevægelse, som søgte kontakt med systemkritikere i Øst. I appellen stod: "Vi må lære at være loyale, ikke over for ’Øst’ eller ’Vest’, men over for hinanden, og vi må se bort fra de forbud og begrænsninger, som de nationale stater pålægger os".

Denne proces kan man også følge via en del artikler på min hjemmeside, www.dragsdahl.dk, eller via www.bibliotek.dk, som har reference til over 1.000 artikler.

Tidligt opgør

Så hvad skrev jeg? Er bare vurderingen i den nævnte PET-analyse fra 1982 korrekt?

Jeg tog tidligt (28. marts 1979) et opgør med venstrefløjens anti-NATO holdning i en artikel med den sigende overskrift: "Tom propaganda og ekstremisme hindrer venstrefløjens sikkerhedspolitiske debat". Efter det sovjetiske overfald på Afghanistan angreb jeg (2. juli 1980) Danmarks Kommunistiske Parti, som blev kaldt "en forbandelse", der tynger fredsbevægelsen i Danmark. "Partiets ekstremt pro-sovjetiske kurs svækker initiativers troværdighed og hæmmer bevægelsens politiske udvikling", skrev jeg, idet opfordringen til læserne lød: "Så længe kommunisterne forsvarer den sovjetiske aggression, bør de fryses ud af fredsbevægelsen".

I en leder, "Nyttige Idioter", fra 6. november 1981 står, at DKP er "et redskab for en fremmed magt", samt at "Sovjetunionen har stærke militaristiske træk, og de skal bekæmpes ihærdigt".

Efter Polen fik krigsretstilstand, kom (23. december 1981) lederen "Kommunistforagt". Den argumenterede, at "foragten opstår, fordi kommunisterne påkalder sig høje moralske idealer, men altid tilsidesætter moral, når det passer i deres propagandistiske og magtpolitiske kram". Desuden anførte jeg, at der er "en nøje sammenhæng mellem frihed og fred" – "så længe Østeuropas handlefrihed er så begrænset, vil den militære opmarch fortsætte".

Jeg begrænsede mig ikke til retoriske udfald på lederplads. I efteråret 1981 forlød det, at Vietnam anvendte kemiske våben i Laos mod Hmong-mindretallet. Jeg tog til Thailand og talte i et par uger med flygtninge, læger og vestlige eksperter samt diplomater. Et resultat (10. oktober 1981) var en helsides artikel (og de var store dengang) med denne overskrift: "Talrige indirekte beviser for kemisk krig i Indokina". På lederplads skrev jeg, at tvivlen måtte komme ofrene til gode, idet "ingen bør være i tvivl – hvis Vietnam og Sovjetunionen har anvendt dødbringende kemiske våben, så er det en forbrydelse imod menneskeheden, som principielt helt er på højde med nazisternes og Pol Pots" (Cambodias folkemorder).

Nyere forskning kan tyde på, at mine konklusioner var forkerte, og at jeg måske var hoppet på CIA’s propagandavogn, men det sker jo, at man tager fejl i journalistik.

Fred og frihed

Fra 1982 og resten af Den Kolde Krig fokuserede min journalistik på den alliancefrie fredsbevægelse, som solidariserede sig med systemkritikere i Øst samt gik imod oprustning i begge lejre. Der er utallige artikler fra bevægelsens møder, interview med dens aktivister og udfald mod kommunisterne samt Sovjets medløbere. Indsatsen var ikke begrænset til Danmark, idet jeg også skrev til det norske "SF-blad" Ny Tid samt Pacific News Service i USA.

En overskrift i Ny Tid, 20. januar 1982, lyder: "Kampen for fred kan ikke skilles fra kampen for demokrati". Efter et besøg i Sovjetunionen skrev jeg 24. februar 1982 om "en generel menneskeforagt i sovjetiske statsinstitutioner". Efter kampe i Polen mod strejkende arbejdere havde jeg 15. oktober 1982 en forsideleder i Information, hvori der bl.a. stod: "Det må få konsekvenser for vurderingen af ’fredsviljen’ i Øst, fordi de polske ledere og deres sovjetiske bagmænd i denne sag – som i så mange andre – fører en politik, som bringer verden nærmere til en atomkrig".

Op til en påskemarch i Danmark skrev jeg 26. marts 1983: "Fredsbevægelsens største problem i dag er, at dens moralske status er lav, bl.a. fordi kritikere med god ret spørger: Hvorfor er I ikke mod undertrykkelsen af fredsaktivister i Øst, hvorfor er I ikke mod (den nye sovjetiske atomraket – JD) SS20?". Den 3. maj 1983 havde jeg et interview med CIA’s tidligere direktør, William Colby. Overskriften var: "Kommunismen skal bekæmpes med stop for atom-oprustning".

Og, jeg kunne blive ved og ved. Den 21. juni 1988 skrev jeg eksempelvis en leder, som angreb et "åbenlyst vanvittigt" overgreb på systemkritikere i Tjekkoslovakiet og dette lands "propaganda efter nazistisk forbillede".

Den ovenfor beskrevne indsats var naturligvis ikke omkostningsfri. I Informations spalter rasede kommunisterne og deres medløbere imod mine artikler. Det var ikke altid kun underholdende.

Gamle travere

Ganske løsrevet fra denne sammenhæng trækker Bent Jensen nogle gamle travere frem, som jeg tidligere har diskuteret med ham her i avisen. Jyllands-Postens spalter er ikke stedet, hvor den minutiøst dokumenterede gendrivelse og upartiske vurdering kan gennemføres, men her er så nogle oplysninger, som Bent Jensen, formentlig, kender til men ignorerer.

Han hævder, at jeg faldt den sovjetiske systemkritiker Sakharov i ryggen. Påstanden bygger på forvanskning af en leder-artikel i Information (11. juli 1983). Jeg har flere gange påvist dette, og igen nævner Bent Jensen ikke, at jeg i den norske ugeavis Ny Tid 14. juni 1984 skarpt kritiserede fredsbevægelsen, fordi den svigtede Sakharov og dermed undergravede sin moralske autoritet. »Man ignorerede, at han blev forfulgt, fordi han var imod Sovjets bidrag til oprustningen og undertrykkelsen, som militariseringen af det sovjetiske samfund havde medført,« lød en sætning.

Og hvordan har Bent Jensen det selv med arven efter Sakharov, når han forsvarer den blodige russiske krig mod Tjetjenien? Den er blevet fordømt ofte af Sakharovs enke, Elena Bonner, men i Jyllands-Posten den 8. januar 2000 skriver han, at "russerne fortjener vor sympati og forståelse", fordi "de agter ikke at lade sig islamisere".

Atomkrisen

Han hævder også, at jeg har misbrugt en kilde i forbindelse med omtale af atom-krisen i 1983, hvor paranoide sovjetiske ledere misforstod en vestlig øvelse.

Kilden er CIA’s tidligere direktør, USA’s nuværende forsvarsminister, Robert Gates og hans selvbiografiske værk, "From the Shadows", hvor han (side 270) skriver, at øvelsen gav anledning til "en af de potentielt farligste episoder i Den Kolde Krig". Jeg skal (aner selv ikke hvor) have skrevet, at vestlige ledere ikke forstod, hvordan NATO’s planer for opstilling af atomraketter i Vesteuropa bidrog til krisen. Bent Jensen skriver, at der "er imidlertid intet hos Gates" derom, og at "det helt er Dragsdahls egen opfindelse".

Professorens påstand er forkert. På side 258 skriver Gates, at "vi forstod ikke, hvor meget den sovjetiske ledelse følte sig stadigt mere truet af USA", idet man i Kreml bl.a. så nye våbenprogrammer, som "de mente kunne give USA en evne til overraskelsesangreb". På siderne 272-273 står videre med henvisning til et fælles dokument fra efterretningstjenesterne: "Den almindelige opfattelse i CIA og USA’s militære efterretningstjenester var, at den større sovjetiske bekymring var fremkaldt af INF-udstationeringen; det blev erkendt, at den formindskede varslingstid, som Pershing II’erne forårsagede, ’kunne ikke andet end skabe ængstelse for’, at sovjetisk sårbarhed ville vokse, hvorved sovjetiske ledere var tvunget til at søge modtræk, der kunne opveje de potentielt afstabiliserende følger ved den mindskede varslingstid".

Falsk dokument

Bent Jensen bruger megen plads på Informations håndtering i januar 1979 af et dokument, som ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste skulle være falsk. Jeg har selv for et år siden (9. januar 2006) tilbagevist denne kritik, og Bent Jensen må være bekendt med mine argumenter, idet en lignende tilbagevisning er anført af professor Poul Villaume i en anmeldelse i tidsskriftet Arbejderhistorie af Kold-krigsudredningen fra DIIS.

I korthed er historien, at jeg i USA hos redaktionen af Covert Action Bulletin, som kritisk beskæftiger sig med de hemmelige tjenester, får et militært dokument, som beskæftiger sig med, hvordan hærens efterretningstjeneste bl.a. kan give støtte til terrorister. Jeg efterprøver sandsynligheden af, at det er ægte, hos adskillige eksperter og får modstridende forklaringer. Bent Jensen kaster sig over flere af dem. Fletcher Prouty beskrives med, at han har skrevet en angiveligt "paranoisk bog". Professoren nævner ikke, at Prouty var oberst i US Air Force - gennem ni år på centrale poster i Pentagon, hvor han bl.a. var kontaktofficer til CIA i forbindelse med hemmelige operationer. Michael Klare hænges også ud, som havde han ikke kvalificeret militær ekspertise. Klare var og er en fremtrædende ekspert – i dag professor og forskningsleder samt forfatter til utallige bøger.

Vi diskuterede dokumentet på Informations redaktion, hvor Vibeke Sperling fandt, at det kunne belyse italienske forhold. Hun skrev artiklen, som Jensen omtaler – men ikke giver forfatternavn på. Både i min nyhedsartikel om dokumentet, som vi bragte oversat, og i min leder blev det nævnt, at dokumentet måske ikke var ægte, men på grund af sagens alvor undersøgelse værd. I en opfølgende artikel fra Washington af journalisten Jeff Stein blev dokumentets værdi yderligere belyst. Stein havde en baggrund i hærens efterretningstjeneste og er i dag en af USA’s mest fremtrædende journalister - National Security Editor ved Congressional Quarterly - med særlig ekspertise i efterretningsvirksomhed.

Det er fortsat min opfattelse, at vi håndterede dokumentet professionelt korrekt. Interessant nok anses dokumentet for ægte i en af fagkollegaer rost bog fra 2005 af Daniele Ganser, seniorforsker ved det anerkendte Center for Security Studies i Zürich. Bogen er udsendt i forbindelse med kold-krigs historikernes internationale projektsamarbejde, The Parallel History Project. Dens titel er NATO’s Secret Armies: Operation Gladio and Terrorism in Western Europe. Værket har forord af den fremtrædende amerikanske efterretningshistoriker John Prados. I bogen citeres Ray Cline, vice-direktør i CIA i 60’erne, for, at dokumentet nok er "autentisk".

Thule-sagen

Højdepunktet i professorens desinformation kommer, hvor han retter søgelyset mod min angiveligt "sidste, større kampagne under Den Kolde Krig". Emnet var et nyt radaranlæg på Thule-basen. Jensen skriver: "Han og nogle sovjetiske ’journalister’ gjorde i 1987 gældende, at USA havde overtrådt en rustningskontrolaftale med Sovjetunionen".

Virkeligheden er, at emnet blev rejst i 1985 af John Rhinelander, som var ledende juridisk rådgiver for USA under forhandlingerne, hvor den pågældende traktat blev indgået. En artikel med overskriften "Frygt for at USA-radar i Thule skaber stormagtskonflikt" blev bragt i Information den 11. februar 1985. Jeg indsamlede i de følgende år dokumenter fra amerikanske arkiver, som kunne belyse sagen, men blev indhentet af New York Times, som den 26. december 1986 bragte en stor artikel under overskriften: "U.S. Pursues Plan for New Radars Despite Fears of Treaty Violation". Den 9. januar 1987 gik jeg så i gang og skrev i de følgende måneder nogle hundreder artikler om emnet – og blev indstillet til Cavling-prisen for dem.

Som det vil fremgå, hvis man læser artiklerne, byggede de helt på udtalelser og dokumenter fra amerikanske eksperter, som oprindelig havde forhandlet traktaten. Det problematiske ved Thule blev fremhævet af f.eks. Brent Scowcroft, der var præsident Fords sikkerhedsrådgiver og senere i samme stilling for præsident Bush, den ældre. Med i koret var Gerard Smith, chefforhandler i forbindelse med traktaten, og William Perry, som senere blev præsident Clintons forsvarsminister.

Karaktermord

Bent Jensen er også utilfreds med, at Information i 1988 har trykt en artikel fra det agtværdige amerikanske ugeblad The Nation, og at jeg efter Den Kolde Krigs afslutning angiveligt har misrepræsenteret en artikel af den konservative amerikaner Owen Harris. Jeg kan ikke se, at de sager på nogen vis kan knyttes til KGB-desinformation, og Bent Jensen opgiver så få kilder, at jeg end ikke kan finde frem til artiklerne. Men hans håndtering af disse "sager" er formentlig ikke bedre end ovenfor anført.

I samme udgave af Jyllands-Posten skriver den radikale politiker Bjarke Larsen et portræt af mig. Det er trist, at en gammel kollega nu må profilere sig selv med karaktermord. Han hævder, at jeg "deltog i interne, politikudviklende seminarer og møder i Socialdemokratiet (…)". Det er forkert.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.